Bliver jeg nemmere gravid ved at stå på hovedet efter sex?
Myterne om, hvordan man bedst bliver gravid, er mange - der er hold i de færreste af dem. Det kan eksempelvis ikke lade sig gøre at 'holde på sæden' efter sex, som mange ellers tror.
Stå på hænder

Kvinder råder hinanden til at stå på hænder eller ligge på ryggen og 'vippe' underlivet opad efter sex for at 'holde på sæden' - men der er ikke hold i de velmenende råd. (Fotomontage: Luca Sartoni / Videnskab.dk)

Det ser måske lidt tosset ud at stå på hænder eller ligge og vippe underlivet opad, efter man har haft sex – men hvad gør man ikke for at blive gravid? De små sædceller har vel godt af at blive hjulpet lidt på rette vej? Eller hvad?

Myterne om diverse post-sex-stillinger, som kan hjælpe en graviditet på vej, er mange. Evidensen er til gengæld forsvindende lille, for ikke at sige ikkeeksisterende, fortæller lektor Lone Schmidt fra Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.

Gå bare ud at tisse efter sex

Vidensråd for Forebyggelse

Vidensråd for Forebyggelse er et uafhængigt råd, der arbejder med forebyggelse af sygdom og fremme af befolkningens sundhed.

Vidensrådet har netop udgivet rapporten 'Forebyggelse af nedsat frugtbarhed'.

Spørgsmålet om, hvorvidt det er lettere at blive gravid, hvis man så at sige 'holder på sæden' kom fra læseren Linnea i forbindelse med en livechat om frugtbarhed, som Videnskab.dk afholdt onsdag 16. november. Her spurgte hun:

»Er det en myte, eller er der noget om snakken, at man helst skal blive liggende et par minutter efter samleje for at øge chancerne for at blive gravid? Eller er det ok at gå direkte ud og tisse (har jeg altid lært, at man skal). Har forsøgt at google mig frem til et svar, men der er mange holdninger til det :)«

Lone Schmidt er en af forfatterne på en ny rapport om nedsat frugtbarhed fra Vidensrådet for Forebyggelse. Hun svarede uden omsvøb på Linneas spørgsmål:

»Der er IKKE videnskabelig viden om, at det øger chancen for graviditet at blive liggende efter samleje/stå på hovedet og andre lignende gode råd.«

Ingen forskning i gode sexstillinger

Det hjælper altså ikke graviditeten på vej at stå på hovedet efter sex eller at ligge på ryggen og 'vippe' underlivet opad, som mange kvinder ellers anbefaler hinanden på diverse debatfora på nettet. Der er heller ingen evidens for, at der skulle være nogle særlige sexstillinger, som øger chancerne for at blive gravid.

En udbredt forestilling er ellers, at sæden kommer længere ind i kvinden – og dermed har større chance for at nå frem til ægget – hvis manden tager kvinden bagfra, når de har sex. Men det kan forskerne ikke bekræfte, skriver Lone Schmidt som svar på læseren Sofies spørgsmål.

»Der står ikke noget i rapporten om, hvilke sexstillinger det er bedst at blive gravid med. Vi mener ikke, at der er forskning, der har vist noget om dette (men vi ved godt, der er mange gode råd om det),« skrev Lone Schmidt i chatten.

De mest udbredte myter om fertilitet

Myterne om fertilitet og frugtbarhed er i det hele taget mange. En af de mest udbredte er, at stress og psykisk dårligt velbefindende nedsætter sandsynligheden for at få børn; personer med nedsat frugtbarhed skal med andre ord bare 'slappe lidt af', og så opnår de pludselig graviditet. Men det er ikke sandt, understreger forskerne i rapporten.

En tredje læser, Louise Amalie, bad Lone Schmidt om at fortælle, hvad de mest udbredte misforståelser er. Forskeren listede følgende myter som svar:

  1. At kvinder kan få børn, indtil de går i overgangsalder omkring 51 år – i virkeligheden holder kvinder op med at kunne få børn 10 år INDEN overgangsalderen.
    Mand kvinde par

    Det er ikke en 'kvindeting' at have nedsat frugtbarhed - tværtimod er det lige hyppigt hos kvinder og mænd. (Foto: Shutterstock)

  2. At alle får børn efter fertilitetsbehandling – 80 procent får børn, hvis kvinden er yngre end 35 år, og kun 26 procent får barn, hvis kvinden er over 40 år.
  3. At man ikke kan få børn, hvis man er stresset - det passer ikke.
  4. At nedsat frugtbarhed mest er en kvindeting - det er det ikke. Problemet er lige hyppigt blandt mænd og kvinder. Og det er de samme ting, der er farlige ift. nedsat frugtbarhed for mænd og kvinder, blandt andet overvægt/undervægt, manglende motion og rygning.

Pas selv på fertiliteten

Øvrige spørgsmål i chatten gik på, hvor lang tid der i snit går, før man bliver gravid, og hvad man selv kan gøre for at passe på sin fertilitet.

Lone Schmidt svarede, at tiden fra man begynder at prøve, til man bliver gravid, er meget afhængig af alder. Derudover afhænger det af, om man selv eller ens partner har nedsat frugtbarhed.

»Men almindeligvis vil omkring 80-85 procent af 25-30-årige være blevet gravide i løbet af 1 års forsøg,« tilføjede hun.

Man kan selv gøre meget for at passe på sin fertilitet, fortalte Lone Schmidt: Holde sig normalvægtig, undgå rygning og passiv rygning, være fysisk aktiv, undgå cannabis og anabole steroider. Derudover, skrev hun, skal man undgå usikker sex og bruge kondom ved ny partner, da kønssygdomme kan påvirke fertiliteten meget.

De almindelige kostråd gælder stadig

Læseren Mads spurgte på falderebet, om der er særlige madvarer, som skulle være gode for sædkvaliteten – eller ligefrem føre til 'supersperm', som Mads formulerede det. Det har forskerne dog ikke fundet videnskabelig dokumentation for, da de skrev rapporten, fortalte Lone Schmidt.

»Så rådet i forhold til kost og frugtbarhed er de almindelige kostråd - groft, grønt, varieret, magert etc.«

Du kan læse mange flere spørgsmål og svar i livechatten, hvor Lone Schmidt blandt andet svarer på, hvor meget man må drikke, når man prøver at blive gravid, og hvor lang tid man kan vente, før man begynder at prøve at få børn.

God fornøjelse!