En bjergbestiger har langt flere røde blodlegemer i årene, end os andre, ellers ville de dø på toppen af Mount Everest. EPO sætter skub i dannelsen af de livsvigtige celler. (Foto: Eraxion)

Hvem kunne ikke tænke sig at blive plantet på toppen af Mount Everest og nyde udsigten fra verdens tag? Vel at mærke uden at skulle igennem de strabadser, som Mogens Jensen, Apa Sherpa og resten af holdet på Eco Everest-ekspeditionen oplever lige nu, på deres endelige opstigning mod toppen, som de regner med at nå nu på lørdag, den 23. maj.

Men det ville blive en meget kort oplevelse at blive fløjet ind på verdens absolutte top i 8.848 meters højde. Professor Bengt Saltin fra Københavns Universitet, der er ekspert i menneskers fysiologi, siger det meget kort og kontant:

»Man vil miste bevidstheden i løbet af et par minutter og dø umiddelbart bagefter.«

Akklimatisering er livsvigtig

Det skyldes, at kroppen ikke er tilvænnet de ekstremme højder. For at være det, kræver det en langsom opstigning mod verdens tag, og det skal mindst tage fire til seks uger.

»Kroppen har brug for en stor vækst af de røde blodlegemer. Det er en langsom proces, der tager mellem fire til seks uger,« siger Bengt Saltin.

Det er nyrernes produktion af erytropoietin, epo, der sparker produktionen af de røde blodlegemer i gang. Epo bliver produceret i bjergbestigernes nyrer, så snart de kommer op i den tynde luft. Det er de røde blodlegemer, der bærer ilten fra lungerne rundt til resten af kroppen. At det sker i bjergbestigernes blod kan man se ved, at blodet bliver meget tyktflydende på grund af de mange røde blodlegemer. Det er det, der gør, at bjergbestigerne kan overleve i den meget iltfattige luft.

Døende patienter har et højere ilttryk

I starten af 2009 offentliggjorde et hold britiske læger nogle meget opsigtsvækkende resultater i det anerkendte medicinske tidsskrift New England Journal of Medicine. De havde selv deltaget i en ekspedition og ikke nok med, at de nåede verdens top. På 'The Balcony' i 8.400 meters højde, blottede de deres kroppe i 25 graders kulde og tog blodprøver på hinanden og på de andre ekspeditionsdeltagere.

I et telt længere nede af bjerget analyserede de ilttrykket i blodprøverne og kom ud med de laveste værdier, man nogensinde har målt i mennesker. Hos et almindeligt menneske ved havoverfladen er trykket typisk 13-14 kilopascal (kPa). Hos bjergbestigerne tæt på toppen af Mount Everest var ilttrykket i blodet blot mellem 2,5 til 4 kPa. Til sammenligning er et tryk på 8 kPa meget kritisk for en patient ved landjorden og er ilttrykket 6 kPa er patienten så godt som død.

Mogens Jensen sammen med Apa Sherpa ved foden af Mount Everest, mens alt stadig var let. Nu nærmer de sig toppen og dermed også den maksimale ilt-belastning, menneskets krop kan klare.

»Det er ene og alene tilvænningen på vej op af bjerget, der gør bjergbestigerne i stand til at overleve den lave iltkoncentration. Men det er ikke alle mennesker forundt. Man skal have en indre sherpa i sig for kunne klare strabadserne,« siger Bengt Saltin.

Mount Everest på kanten af det opnåelige

Det er derfor heller ikke uden grund, at man kalder højden fra 7.000 til 8.000 meter for dødszonen. I denne zone er mængden af ilt godt og vel kun en tredjedel af den, som man finder ved havoverfladen. Den lave mængde ilt betyder, at mennesket ikke kan akklimatisere sig uden tilførsel af kunstig ilt. Med andre ord kroppen begynder at degenerere.

At bjergbestigere, der forsøger at bestige Mount Everest, bevæger sig tæt på grænsen mellem liv og død forklarer Bengt Saltin således:

»Hvis Mount Everest blot havde været mellem 50 og 100 meter højere, ville det være umuligt at bestige det. For ilttrykket ville ganske enkelt være for lavt. Det er meget tankevækkende, at det højeste bjerg i verden lige akkurat er så højt, at et menneske kan klare at bestige det. Det er der rigtig mange bjergbestigere, der har filosoferet over gennem tiderne,« siger Bengt Saltin, som selv har lavet videnskabelige undersøgelser på bjerget.

Astmatiker på vej ind i dødszonen

Mogens Jensen, som i øjeblikket indleder topforsøget fra Base Camp 2 i 6.500 meters højde, har været i dødszonen tre gange før. Han beskriver det således:

»Alt foregår i slow motion, mentalt som fysisk. Man bliver mere og mere ugidelig, appetitten forsvinder, søvnen er elendig og så videre. Da jeg blev ramt af højdesyge i 2006 i 8.000 meters højde, var det som at blive ramt af lynet. Fra det ene øjeblik at have det godt til det næste, hvor jeg kastede op, var tæt på at besvime og havde meget usikker balance. Jeg var heldigvis tæt på lejr 3, kom derned fulgt af en Discovey Channel kameramand, og fik ilt. Derefter ned til vores fremskudte basislejr for foden af bjerget fulgt af en sherpa, hvor jeg fik det godt igen :-),« fortæller den erfarne bjergbestiger, der lige nu vandrer mod toppen.

Næste gang vi hører fra Mogens Jensen og de andre på Eco Everest-ekspeditionen, vil derfor først være, når de er tilbage fra topforsøget.

Vi krydser fingre for holdet - og slutter danskerens foretrukne afskedssalut:

»High Spirits«