Kloge hoveder verden over undrer sig stadig: hvorfor bliver et stigende antal børn ramt af lidelsen ADHD, og hvordan i alverden får man stoppet den, uden at proppe børnene med medicin?
Nu skal et stort projekt i Region Hovedstaden være med til at give nogle svar. Forskere følger 6.000 børn gennem 11 år for at følge deres udvikling med fokus på en lang række og psykiske lidelser.
»Fordi vi følger en så stor gruppe børn fra fødslen har vi en helt unik mulighed for at få viden om risikofaktorer og beskyttende faktorers betydning op igennem barndommen og få indblik i, hvordan ADHD kommer til udtryk hos i forskellige aldre.«
»Ved 11-årsundersøgelsen kan vi sammenligne nuværende ADHD-symptomer med tidligere symptomer. Vi undersøger, hvordan andre former for psykiske og fysiske helbredsproblemer påvirker trivsel og udvikling hos børn med ADHD, og den vej får vi en bedre forståelse for, hvordan sygdommen opstår og udvikler sig,« fortæller læge og forsker Charlotte Eberhardt fra Danmarks største psykiatriske hospital, Region Hovedstadens Psykiatri, i hospitalets nyhedsbrev.
ADHD er den psykiske lidelse, som rammer flest skolebørn. Mellem tre og seks procent ADHD-symptomer. Sygdommen gør typisk barnet hyperaktiv og øger risikoen for, at der også opstår problemer med indlæring og håndtering af følelser.
ADHD bliver tit først opdaget, når børnene kommer i skole, og der bliver stillet krav om, at de skal sidde stille, kunne koncentrere sig i længere perioder og klare sig socialt sammen med en større gruppe mennesker.
I 11 års-undersøgelsen bliver alle børn i fødselsårgangen sammen med deres forældre og lærere inviteret til at deltage i spørgeskemaundersøgelser. Børnene bliver også inviteret til en fysisk undersøgelse af deres helbred og til test.
»Der er meget, der tyder på, at nogle træk i den tidlige barndom kan være de første tegn på, at barnet senere vil udvikle ADHD. Det gælder f.eks. søvnproblemer, afvigelser i barnets aktivitetsmønster og vanskeligheder i det sociale samspil.«
»Nu undersøger vi børnene og kigger på, om de som 11-årige har ADHD-træk, har en egentlig ADHD eller er uden symptomer. På den måde håber vi at kunne få bedre viden om, hvilke faktorer der udløser sygdommen og hvilke faktorer, der beskytter børnene mod at udvikle sygdommen, siger Charlotte Eberhardt i nyhedsbrevet fra Region Hovedstadens Psykiatri.
»Et ønskescenarie er, at disse undersøgelser ville munde ud i bedre prognoser for børn, som er i risiko for at udvikle ADHD. Når vi kender risikofaktorerne og ved, hvordan man kan beskytte børnene mod at udvikle sygdommen og mod de vanskeligheder, der følger med, kan vi måske blive bedre til at forebygge ADHD,« lyder det fra Charlotte Eberhardt.
Charlotte Eberhardts projekt er et delprojekt under det store CCC2000, som kigger bredt på psykiske sygdomme hos danske børn.
God bedring.
Casandra Krag giver mig ret i mine synspunkter. Men så sker der ikke mere.
Jeg må sige, at jeg ikke har "grebet noget i flugten". Jeg skrev mit indlæg direkte efter læsning af kronikken.
Jeg står således aldeles til ansvar for mit indlæg.
Og disse er som jeg nævner, ikke bare grebet ud af luften, men bygger på mange års arbejde med familier. Egen barndom. Og forskning i samfundets udvikling.
Det er tillige betegnende, at mere end halvdelen af fængslede er diagnosticere med ADHD.
Om det så er "damp", der har gjort dem kriminelle, eller om det er kriminaliteten, som har givet disse symptomer, er jo vanskeligt at sige.
Men hvad man kan sige er, at der synes at være en sammenhæng mellem symptomerne og begrebet moral.
Som barn var jeg selv hyperaktiv. Dengang fandtes "sygdommen" Damp ikke. Og i skolen fik jeg sammen med flere ligesindede betegnelsen: uopdragen og ballademager. Begge dele var rigtige!!
Nu er det ikke sådan, at jeg tror, at Damp "fordamper" med alderen. Men i modsætning til så mange andre lykkedes det mig efter tre år i militæret at vende min hyperaktivitet til noget positivt. Jeg tog på nomeret tid for en universitetsuddannelse 3 af disse. Samtidig med at jeg arbejdede. Og derefter en 7-årig psykologuddannelse.
Som chef inden for det offentlige arbejdede jeg dagligt mellem 16-18 timer.
Og så gik det galt. Jeg kollapsede.
Og på intet tidspunkt var jeg i tvivl om, at det hele havde været en flugt fra en barndom uden en far og med meget kritisable opdragelsesmetoder.
Når man uddanner sig til terapeut, er man selv i konstant terapi. Det eneste jeg holdt skjult var denne barndom, som ikke bare gjorde mig hyperaktiv. Men også hyperopmarksom. Altså jeg så nøjagtigt, at mine fæller var i samme situation, som jeg selv.
For at komme videre efter at have brændt mit lys i begge ender, måtte jeg igennem endnu et egenterapiforløb.
Og jeg indså nu, at det som havde reddet mig var opholdet i militæret. Det var blevet min "reservefar".
Jeg havde lært disciplin og moral.
Så foruden forskning, så bygger min viden også på egen historie.
Forskningen fik jeg mulighed for, da jeg via nettet kom ind i en forskergruppe, startet af norske psykiatere.
Man fandt en større gruppe af midaldrende mænd med tegn på generelt dybe symptomer på depression.
Deres karakteristika var, at de ikke reagerede på hverken antidepressiva eller terapi. Derudover havde de alle haft en ikke tryg barndom. Og sidst, men ikke mindst, de var også udbrændte.
Vi fandt frem til, at de måske slet ikke var depressive i klinisk forstand.
Forsøget blev at behandle dem med Ritalin. Som man dengang lige var begyndt på med børn i Danmark.
Resultatet var forbløffende. Langt størstedelen fik markante forbedringer i deres symptomer. Uden tegn på eufori.
Senere undersøgelser viste samme mønstre, som hos børn med det dengang betegnede "DAMP".
Den anden del, som jeg er inde på i mit første indlæg er, at stigningen af tilfælde af ADHD hos danske børn, både falder sammen med en socialkulturel ændring OG årevise nedskæringer på voksne omsorgspersoner i daginstitutionerne.
Når disse ting lægges sammen, er der ikke noget at sige til at forældre står i kø for at få barnet diagnosticeret. Og at medicinalindustrien har presset på for at få godkendt symptomerne som egentlig sygdom.
Hvem vil have betegnelsen "dårlige forældre", selv om det IKKE er det, det drejer sig om, og i virkeligheden heller IKKE det jeg siger.
Og hvem kan fortænke en virksomhed i at ville tjene penge.
Hvad der er vanskeligere er, at bibeholde diagnosen "ren", dvs konstant. Derfor skifter bogstaverne også gennem tiden!! På samme måde som det sker med "personlighedsforstyrrelser".
I praksis er begge dele uendeligt svære at arbejde med klinisk.
Og derfor bliver begge dele i praksis mere og mere til en personlig sårbarhed mere end en diagnose.
For vil man arbejde med det uden medicin, så må familien i begge tilfælde drages ind i behandlingen. Så tidligt som muligt.
Så derfor kan jeg godt forstå din kritik eller tvivl. Men jeg savner i dit indlæg eget bud på problematikken.
Når jeg siger at "folkekarakteren" er ændret sammen med opdragelsesmetoder og steder, så siger jeg ikke at forældre til disse børn er dårlige forældre. Men jeg siger, at børnene af nogle nævnte grunde mangler en omsorg, som forhindrer disse symptomer.
Venligst Jens K. Larsen
Atjuu..
Jeg er simpelthen nød til lige at starte min kommentar med disse to citater.
”Hvorfor bliver et stigende antal børn ramt af lidelsen ADHD, og hvordan i alverden får man stoppet den, uden at proppe børnene med medicin?”
”På den måde håber vi at kunne få bedre viden om, hvilke faktorer der udløser sygdommen og hvilke faktorer, der beskytter børnene mod at udvikle sygdommen, siger Charlotte Eberhardt”
Hold da op, jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde. Det er på sin helt egen måde tragikomisk. Jeg håber af hele mit hjerte at dette er taget ud af en mere seriøs kontekst, og fejl-omformuleret.
Hvilke faktorer udløser sygdommen? Hvordan får man den stoppet? Hold da op, Charlotte Eberhardt får det til at lyde som en epidemi af en grum forkølelse. ADHD er ikke en sygdom, det er en mindre dysfunktion i hjernen som tilsyneladende er omgivet af en hel del mystik.
Bedre bliver det jo så ikke når jeg læser kommentarerne fra hhv. Thorsten Overgaard og Thomas Grønborg, og så selvfølgelig medløberen Patrick Thagaard.
Lad os starte med Thorsten: "Opfindelsen af ADHD" Jeg var nysgerrig nok til at gå ind og læse artiklen, skrevet af selvsamme Thorsten Overgaard!
Den Professor du citerer i din artikel er en velkendt social kritiker af det moralske og videnskabelige grundlag for psykiatri, på trods af hans tidligere professorat i psykiatri. Du skriver i din artikel:
”Den amerikanske professor emeritus i psykiatri, Thomas Szasz lægger ikke fingrene imellem i sin beskrivelse af DAMP som en helt igennem ikke-eksisterende sygdom, opfundet til lejligheden”
Taget i betragtning af professoren i dag er 90 år kunne det være yderst informativt at kende til årstallet for hans udtalelse. Det er inden for de sidste år forsket mere intenst i ADHD, og britiske forskere mener nu at have fundet frem til en genetisk årsag til ADHD.
Jeg giver dig delvist ret mht. kost, og alligevel ikke helt, det begrunder jeg senere. Derimod får du min fulde opbakning når det kommer til søvn, forhold i hjemmet og undervisningsformer.
Det med undervisning kommer Mogens Michaelsen også ind på, netop det faktum at børn lærer bedst gennem leg. I den forbindelse vil jeg referere til den anerkendte psykolog, Howard Gardner, som er kendt for sin teori om mange-intelligenser (MI) Hans teori går, i korte træk, ud på at alle lærer forskelligt, og såfremt man bruger børnenes stærke intelligensområder er der ingen begrænsninger for hvad de kan lære.
Turen går nu til Thomas Grønborg, som ”begrunder” ADHD med stråling!?!
”Set i det lys er det ikke utænkeligt, at mobilstråling kan spille en rolle i forhold til stigningen i ADHD”
Den holder altså ikke.. En af grundene til at ADHD er mere synlig i nyere tid, er at man er blevet mere fokuseret på dette ”fænomen”.
Mogens Michaelsen skriver i sit indlæg, at der muligvis også er en kulturel faktor der spiller ind, den bold griber Jens Kamstrup Larsen noget så elegant.
I har begge så sandelig ret på det område. Kamstrup mener at ”vi lever i en overfladisk og oplevelsesbaseret kultur, som tillige igennem årtier har flyttet opdragelsen af børn og unge helt over på det offentlige”
Den udvikling samfundet er i, medvirker i den grad til stress blandt befolkningen, som igen fører til følgesygdomme, hvoraf nogen kunne have bemærkelsesværdige ligheder med ADHD. Men dermed ikke sagt at det skulle være stress der er baggrunden for udvikling af ADHD. Dog skal det understreges at stress er med til at forværre symptomerne hos mennesker der har ADHD.
Jeg gav Thorsten delvist ret mht. kost, og min begrundelse herfor er at jeg er mor til to drenge, hvoraf den ene har diagnosen ADHD, og den anden ingen diagnoser. De får den samme mad, og typer af slik. Derfor kan jeg ikke bakke fuldt op om at det udelukkende skulle være kosten der er synderen. Dog er vi meget opmærksomme på farvestoffer og tilsætningsstoffer, da det bestemt ikke gavner nogen, hvad enten de har diagnoser eller ej.
En sidste bemærkning/spørgsmål, til Thomas Grønborg: Du henviser til samtlige links vedr. stråling, hvordan vil du forklare de voksne der har ADHD, at det hele nok skyldes at deres forældre talte for meget i mobiltelefon?
Kultur og opdragelse
Jeg tror, at skal man finde en forklaring på udviklingen af ADHD, så skal man ikke kun se på børnene. Man må nødvendigvis også se på forældrene. Og man må se på den "folkekarakter", som er fremherskende i vores kulturelle udvikling.
Jeg mener, at vi lever i en overfladisk og oplevelsesbaseret kultur, som tillige igennem årtier har flyttet opdragelsen af børn og unge helt over på det offentlige. Det har ført til at forældre efterhånden kun har "ejerskabet" til deres børn. Mens ansvaret for deres dannelse er flyttet uden for hjemmets grænser.
Det fører til at vi bliver voksne meget senere end før. Vi kan hylde en udvikling, som afspejles i alt, bla medier og reklamer."Det unge for de unge." Børn bliver mere vores allierede end nogen vi har et moralsk og dannende ansvar for.
Man kunne kalde denne udvikling af vores folkekarakter for kollektivt narcissistisk.
Det er også betegnende, at problemerne først opdages, når der i skolen stilles krav til en vis form for disciplin.
Jeg har arbejdet med børn og unge i mere end 35 år. Og jeg synes selv at mangel på ansvarlig omsorg og dannelse er blevet til en diagnose.
Der er en klar sammenhæng mellem forældres kompetence til at være ansvarlige forældre og så den adfærd hos børn og unge, som har ført til et pres på sundhedssystemet for at dette igen som offentlig myndighed skal tage ansvaret for "reparation" af den manglende dannelse/ opdragelse.
Dette er ikke et angreb på de berørte familier. For de er også børn af denne kulturelle og samfundsmæssige udvikling. De er lige så meget ofre som deres børn.
Ansvaret ligger der, hvor berøringsangst for at se på årsagerne mere end på årsagerne har været en doktrin.
Man søger at finde "behandlingsmetoder" til et socialiseringsproblem. Og indtil nu har dette især været medicinering.
Og tanken der rejses er at finde alternativer til dette.
Igen et skridt videre mod den udvikking, jeg skitserer.
Jeg kan på kort plads ikke tænke i en ændring af denne forarmning af vores kultur. Jeg vil for nu holde mig til den opfattelse, at skal noget ændres, så skal man både se på den kulturelle udvikling. Og forældres kompetencer kollektivt i lys af denne.
Nogen har talt om "kørekort" til at være forældre. Det lyder ikke rart. Men alternativet kan blive meget værre.
Jens Kamstrup Larsen
Psykolog og forfatter
Pensioneret kontorchef
i social og sundhedsfoevaktninger.
Hyperaktivt kulturmønster?
I diskussionen om ADHD synes jeg der er en tendens til at sige, at hvis årsagen ikke er fysisk (gener, kosten etc.) så må det være forældrene, der opdrager forkert?
Men måske der også er en kulturel faktor på spil?
Det forekommer mig, at vores kultur ret generelt udvikler sig i retning af, at folk i mindre grad koncentrerer sig i længere tid om noget som helst. Man springer fra det ene til det andet, og "multitasker" ofte.
Nu mener jeg selvfølgelig ikke, at børn skal tvinges til at koncentrere sig på skolebænken. Det er så vidt jeg forstår det her problemet viser sig. Børn skal selvfølgelig først og fremmest lære gennem leg. Men at lære gennem leg står ikke nødvendigvis i modsætning til at lære at koncentrere sig om en bestemt ting, sammen med andre. Måske det er den form for leg, som børn har for ringe mulighed for i dag?
Jeg kunne f.eks. nævne sådan noget som at bruge en hel dag på at bygge en hule i en skov. Altså former for leg, der både er lystbetonet og udvikler en evne til at arbejde koncentreret sammen med andre - uden konstant at blive forstyrret.
Hvis det på den måde er et mere generelt kulturmønster, der er problemet, så er det ikke rimeligt at give børnenes forældre skylden.
Hvad bliver der kigget på?
Thorsten Overgaard, du tager jo ordene direkte ud af munden på mig..
Undskyld, hvis jeg har misforstået noget, men bliver der postet så megen tid og penge i et projekt med så mange huller? For mig at se bliver der kun taget hensyn til visse aspekter i denne "ADHD-udvikling". Hvad med kosten? Hvad med søvnmønstret? Thorsten opremser det så nydeligt.
Mulig medvirkende faktor
I artiklen står der:
»Der er meget, der tyder på, at nogle træk i den tidlige barndom kan være de første tegn på, at barnet senere vil udvikle ADHD. Det gælder f.eks. søvnproblemer, afvigelser i barnets aktivitetsmønster og vanskeligheder i det sociale samspil.«
Flere videnskabelige studier har vist, at mobilstråling kan give børn søvnproblemer og adfærdsforstyrrelser m.m..
Set i det lys er det ikke utænkeligt, at mobilstråling kan spille en rolle i forhold til stigningen i ADHD, idet børn i dag bliver bestrålet som aldrig før og forskning viser, at der kan være en sammenhæng.
(Forældrene bruger mobil og trådløse teknologier, og børn og unge er i dag selv storforbrugere. Samtidig er den generelle eksponering steget voldsomt i de senere år, fra de tusindvis af mobilmaster, der er blevet sat op.)
Her et lille udpluk af videnskabelige referencer:
2006: Undersøgelse viser, at børn absorbere 60% mere mobilstråling end voksne.
Kilde: De Salle et al., 2005, Electromagnetic Absorption in the Head of Adults and Children due to Mobile Phone Operation Close to the Head. Electromagnetic Biology and Medicine, Vol. 25, Iss. 4, dec. 2006, p.349-360
2008: Undersøgelser viser, at unge, der taler i mobiltelefon mere end 15 gange om dagen
og sender mere end 15 smsʼer, sover mindre og dårligere, end hvis forbruget er under 5
opkald og 5 SMSʼer. De har desuden større tilbøjelighed til at udvikle stress, rastløshed,
emotionelle forstyrrelser og ADHD.
http://living.oneindia.in/health/child-nutrition/2008/mobile-phone-addic...
2010 / 2008: Undersøgelser viser at gravide kvinder, der bruger mobiltelefon blot et par
gange om dagen, har 40-54 % større risiko for at føde børn, der får adfærdsproblemer.
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/18467962
http://www.businessweek.com/lifestyle/content/healthday/647044.html
2004: Fostre og nyfødtes hjerterytme m.m. forstyrres efter 10 minutters mobilstråling.
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/18246230?dop=abstract
2011: En undersøgelse viser, at mængden af stresshormoner øges markant
hos mennesker i løbet af et halvt år, hvor de bestråles af en nyopsat mobilmast.
Desuden blev der påvist en række andre biologiske ubalancer, fx faldt niveauerne
for dopamin.
Kilde: Umwelt Medizin Gesellschaft 2011; 24(1): 44-57
Resume: http://www.umg-verlag.de/umwelt-medizin-gesellschaft/111_be_z.pdf
2010: En undersøgelse viser, at mængden af stresshormon øges hos mennesker der
udsættes for mobilstråling fra mobilmaster.
http://tinyurl.com/2c4r2j4
Screening snarere end faktisk undersøgelse af fakta
Det man putter opmærksomheden på, er det man får. I tilfældet ADHD har bestræbelserne gået på at finde tegn på sygdommen, fordi behandlingsformen allerede var givet: Det har den været siden Ritalin blev patentbeskyttet, og derfor har stigningen i tilfælde af ADHD i Danmark været helt forudsigelig parallel med udviklingen i USA, blot med få års forsinkelse siden ADHD "blev opdaget" i Danmark for mindre end to årtier siden.
Man kan læse en artikel om "Opfindelsen af ADHD" her: http://www.humanisten.org/articles/article.aspx?id=10
Men Danmark har en fordel, mange andre lande ikke har. Vi har penge og et velvilligt beredskab til at betale prisen for "løsningen", og derfor vil vi om føje år finde os selv som det fremmeste land i at finde og diagnosticere ADHD. Eller med andre ord, det bedste marked i verden for medicin mod ADHD.
Der er en nærmest Hollbergsk ironi ("Folk Siger vel, at Jeppe drikker, men de siger ikke, hvorfor Jeppe drikker") over at se hvordan de voksne, der skal hjælpe børn og deres familier med problemer, stort set kun kan én diagnose, og det er ADHD. Hvis ikke barnet viser nogle af de tegn, bliver systemet næsten helt opgivende. For hvis det er ADHD, kan man tage en helt præcis køreplan op, og den går med stor sikkerhed mod Ritalin eller tilsvarende medicin. ADHD gør systemet glad, for det er noget vi har råd til.
En række kosteksperter og andre behandlere har mange gode resultater med at finde konkrete årsager til ADHD-lignende symptomer og gøre noget ved dem. De passer bare meget dårligt ind i køreplanen, hvorfor de i reglen kun kommer ind i billedet hvis forældrene selv kæmper meget hårdt imod den fastlagte køreplan og selv bruger de fornødne ressourcer på at undersøge årsager og konkrete alternativer.
Undersøgelsen er som udgangspunkt en god ide. Men bør omfatte bl.a. eksterne indflydelser på ADHD. Og her tænker jeg på alt fra blå M&M (der som bekendt dokumenteret skaber hyperaktivitet) til kost, undervisningsformer, forhold i hjemmet, søvnmønster, indflydelse fra kammerater og - ikke mindst - indlydelse fra de økonomiske særinteresser.
Det er også oplagt at undersøgelsen skal dokumentere de faktiske effekter, manglende effekter og bivirkninger af den hidtidige indsats.
ADHD er jo dybest set en, rent formelt, ikke-eksisterende diagnose, der dog alligevel har fundet bred anvendelse i Danmark, og som består af en uendelig række uønskede symptomer hos børn, der til sammen er blevet til den store røde knap, man kan trykke på, "ADHD," som automatisk udløser en pulje, en køreplan og en behandling. Så er sagsbehandlingen i orden, men er børnene også?
Der er noget råddent ved ADHD-udviklingen i Danmark. Og det er en god ide at undersøge hvordan det er kommet dertil, men især hvad vi gør herfra og frem.