Amfetaminpræparaterne benzedrin og dexedrin er siden før anden verdenskrig blevet brugt som slankemidler, som opkvikkere og til at behandle ADHD og narkolepsi. I USA er dexedrin stadig i brug som ADHD-medicin.
En amerikansk undersøgelse har dog fundet indikationer på et ubehageligt link mellem de to amfetaminpræparater, der begge er af typen dexamfetamin, og den invaliderende Parkinsons sygdom. Tilsyneladende forøges risikoen for at få Parkinsons sygdom med op til 60 %, hvis man har indtaget benzedrin eller dexedrin ofte.
»Hvis flere studier bekræfter disse fund, bør risikoen for at udvikle Parkinsons sygdom på grund af indtag af de her amfetaminpræparater tages med i betragtning af lægerne, før de udskriver præparaterne,« siger ph.d. og leder af studiet Stephen K. Van Den Eeden, der arbejder for forskningsafdelingen ved Kaiser Permanente i Oakland i Californien i en pressemeddelelse.
Stephen K. Van Den Eeden forklarer den mulige sammenhæng mellem Parkinsons sygdom og indtag af amfetaminpræparaterne benzedrin og dexedrin med, at de begge har med en øget frigørelse af dopamin i hjernen at gøre.
»Amfetamin påvirker optagelsen - og afgivelsen af dopamin i hjernen, og dopamin er det vigtigste signalstof involveret i Parkinsons sygdom,« siger han i pressemeddelelsen.
Kaiser Permanente er en amerikansk organisation, der arbejder indenfor sundhedssektoren. De beskæftiger læger, driver hospitaler og laver sundhedsplaner.
Arne Møller er lektor ved CFIN, Center for Functionally Integrative Neuroscience ved Aarhus Universitet. Han fortæller, at det faktisk ikke er nyt, at der kan være en sammenhæng mellem amfetamin og Parkinson-lignende symptomer.
»Der blev beskrevet en sammenhæng mellem indtag af store mængder amfetamin og Parkinson-lignende udtømning af dopamin-depoterne i rotte - og senere abeforsøg allerede i 1970’erne,« fortæller han.
Arne Møller kender dog ikke til andre forsøg, der viser en sammenhæng hos mennesker. Og han påpeger, at det med stor sandsynlighed ikke er normalt forløbende Parkinsons sygdom, forskerne bag forsøget har set.
»Parkinsons sygdom er kendetegnet ved at hjernens dopamin-celler nedbrydes løbende over en meget lang årrække, og det tror jeg ikke er tilfældet, når det er amfetamin, der er årsagen. Men de symptomer, der fremkommer efter lang tids forbrug af amfetaminpræparater ligner dem, patienter med Parkinsons sygdom oplever,« siger Arne Møller.
Fælles for Parkinsons sygdom og de amfetamin-fremkaldte symptomer er hjernens nedsatte dopamin-niveau.
Studiet er baseret på data fra Multiphasic Health Checkup Cohort Exam, hvor over 66.000 personer i årene 1964-1973 blev undersøgt, og efterfølgende evalueret igen i 1995. Gennemsnitligt var personerne 36 år ved studiets begyndelse. Ud af de over 66.000 personer var 1154 af dem blevet diagnosticeret med Parkinsons, da studiet var slut.
Arne Møller forklarer, at Parkinson-lignede symptomer kan opstå hos personer, der har indtaget amfetamin, fordi amfetaminen kunstigt øger dopamin-niveauet i hjernen, og dermed skaber en ubalance imellem dopamin og signalstoffet glutaminsyre. Det kaldes også oxidativ stress.
Er oxidativ stress årsagen til den forhøjede risiko for Parkinson, som forskerne har fundet i den store undersøgelse, mener Arne Møller ikke, der er nogen grund til at frygte brugen af dexamfetamin-præparater til for eksempel ADHD-patienter.
»Oxidativ stress opstår, når niveauet af dopamin hæves kunstigt, som det sker hos for eksempel misbrugere. ADHD-patienters dopamin-niveau hæves ikke, men normaliseres. Og så får de ikke så store doser, at de bliver høje af det,« siger Arne Møller.
»Jeg vil blive særdeles overrasket, hvis det ikke er hos svære misbrugere, at man kan se dette link til Parkinsons sygdom. Man bliver nemlig afhængig og ”høj” af amfetamin og har ganske let ved at fristes til at øge dosis og dermed skade hjernen,« siger Arne Møller.
»Og så skal man huske, at risikoen for at udvikle Parkinsons sygdom i forvejen er meget lille. Stiger den med 60 %, bliver risikoen for den enkelte person hævet fra 1 % til 1,6 %. Så det er stadig meget små tal,« slutter Arne Møller.
Dexedrin er ikke godkendt til ADHD-behandling i Danmark, men der findes også dexamfetamin-præparater på det danske marked, bl.a. stoffet Modafinil. Det bruges til at behandle ADHD hos patienter, der ikke responderer på andre behandlingsmuligheder, og til behandling af narkolepsi. Det benyttes dog kun sjældent. I Danmark benyttes mest Ritalin, der ikke er et dexamfetamin-præparat.
Dexamfetamin er et af de stoffer, som er blevet kendt som 'hjernedoping' i forbindelse med det sidste års diskussion om brugen af medicin til præstationsforbedringer.
Arne Møller påpeger desuden, at man bør være ekstra på mærkerne over for unge, der tager amfetamin i form af speed eller metamfetamin i weekenderne. Her er en virkelig risiko faktor for senere udvikling af Parkinsons sygdom.
Carsten, på længere sigt,
Carsten, på længere sigt, dvs. når neuroleptika anvendes vedvarende, "forebyggende", i stedet for meget kortvarigt og krisespecifikt, betyder det det, ja. Mht. få minutter/sekunder, så taler vi nok om to forskellige følsomheder: psykologisk følsomhed på den ene side, og biologisk følsomhed på den anden. Den psykologiske kan vi, som du siger ganske rigtigt, skrue op og ned for relativt hurtigt (forudat, at vi er os bevidst om den). Den biologiske tager sin tid at ud- respektive afvikle. Forholdt det sig anderledes, ville folk f.eks. ikke opleve abstinenssymptomer over længere tid, end nogle få minutter/sekunder ved udtrapning/stop.
svar: Brug af amfetamin og udviklingen af Parkinsons Sygdom
"Nedbrydningsprodukter af amfetamin bevirker dannelse af fri radikaler og er dermed medvirkende til oxidativ stress, som er en ubalance mellem mængden af fri radikaler og organismens evne til at neutralisere disse ved hjælp af antioxidanter."
Men aarsagen til at amfetamin virker er jo netop ved, at det faar kroppen og dermed kroppens celler til at saettes i hoejere gear, sandsynligvis for at udskille giftstoffet tilfoert kroppen, noget kroppen kender fra naturen, khat og bei' gatom er naturlige blade der tygges og indeholder amfetamin. Kroppen er maaske saaledes istand til at kunne identificere dette stof og ved hvordan at skulle kunne af med det hurtigst muligt ved, at faa cellerne til at kunne udskille det hurtigst muligt.
Der opstaar frie radikaler i al celleaktivitet, haardt arbejde, sport og traening fysikt haardt, er alle saadanne involvementer eller stimuli til, at fremprovokere frie radikaler, goer der ikke?!
Jeg har nu laest en del af dine rigtigt gode kommentarer, men maaske man skal have i mente, at vi udvikler vores modstandsevne og immunforsvar ved at forholde os til trusler og giftstoffer, naar man bliver levende i sterile miljoer saa udviklker man manglende evne til at forholde sig, synes det som om. Tidl. har vi vaeret omkring, at boern der lever op ad kostalde i Tyskland ikke udvikler astma, husker jeg. Netop det med at kunne traene sig til at kunne forholde sig til trusler, er noget jeg goer meget i. Jeg har ikke vaeret plaget af sengeliggende febertendenser eller snue el. lign. i 20 aar!
Mvh
Marian B., og Hanne Koplev
Marian B.
"mht. neuroleptika, øge produktionen af dopamin, danne nye receptorceller, og øge de eksisterendes følsomhed."
Betyder det, at neuroleptika foroeger dopaminniveauet i kroppen fordi kroppen pga. neuroleptika., er begraenset i at kunne modtage det i normale maengder i receptorceller, laver nye receptorceller fordi de gamle eller eksisterende ikke fornemmes fungerende tilstraekkeligt, samt oeger foelsomheden i disse fordi, foelsomheden er en anden faktor til, at man kan fornemme mere dopamin transmitteret mellem afsender og modtagecellerne? Kroppen eller hjernen bruger saaledes alle tilraadighedsstaende midler til, at paavirke og stimulere til at normalisere, i tilfaelde med neurleptika, at foroege fordi, der er tale om en begraensende/-et maengde vaerende tilfoert i forhold til hvad man er vant til eller efterspoerger for at kunne forholde sig normalt, paa grund af neuroleptika? Altsaa faktisk det omvendte af amfetaminer.
Saavidt jeg har forstaaet det, saa er foelsomheden noget man kan udvikle eller afvikle ganske huritgt, ja paa ganske faa minutter/sekunder.
Hanne Koplev:
Mange tak!
Tak!
Tak for saglig god information. Virkelig brugbart research!
@Hanne: Interessant
Meget interessant indlæg du skriver. Og giver mening. Og vel heller ikke helt utænkelig. Tak for det skrevne..
Forklaring...
Arne Møller har haft artiklen til gennemsyn, så det er en godkendt version, der ligger her. Jeg skal dog gerne bede Arne skrive en forklaring på oxidativ stress - jeg kan dog ikke garantere, at han har tid.
Bedste hilsner, Line
Iatrogene kemiske ubalancer
Hanne, man (og jeg) ved, at både SSRIs, de nyere "antidepressiva", og neuroleptika, "antipsykotika", med deres hhv. serotonin boostende og dopamin nedsættende virkning, får hjernen til at reagere ved at hhv. nedsætte produktionen af serotonin, og også nedsætte receptorcellernes følsomhed og nedregulere receptorcellernes antal, og, mht. neuroleptika, øge produktionen af dopamin, danne nye receptorceller, og øge de eksisterendes følsomhed. Psykofarmaka korrigerer ikke nogen kemisk ubalance, de skaber en sådan. Mens hjernen reagerer ved at gøre alt, for at genoprette sin naturlige balance. Det for alle synlige (og følbare) resultat er den fysiske afhængighed, som psykofarmaka skaber, og de deraf følgende abstinenssymptomer ved udtrapning, respektive især pludselig stop med at tage stofferne. Siden de fleste heller ikke bare sådan lige lægger hverken deres Ritalin eller kokain på hylden, uden at opleve mere eller mindre gedigne abstinenser, må man konkludere, at også amfetamin og amfetaminlignende stoffer skaber en tilsvarende ubalance i hjernens transmitterstofskifte, som hjernen i dette tilfælde prøver at afhjælpe ved at nedsætte dopaminproduktionen, respektive gøre receptorcellerne mindre følsomme, og mindske antallet af disse celler i hjernen.
Jeg tænker, at der sikkert også mht. Ritalin&Co. findes undersøgelser, der påviser korrektheden af dette, men kan ikke lige ad hoc linke dig til noget, da "ADHD" og de såkaldte "stimulerende" stoffer ikke er mit "speciale" (spørg mig om neuroleptika!). Interessant læsning er under alle omstændigheder Robert Whitakers "Anatomy of an Epidemic". Om ikke andet, så ligger der adskillige foredrag, som Whitaker har holdt på det seneste, i video-/audioformat på nettet, hvor han taler netop om psykofarmakas virkningsmåde. En anden, der har beskæftiget sig indgående med sagen, er psykiateren Grace E. Jackson. Her en læsværdig artikel/transkript af foredrag: http://www.whale.to/drugs/Jackson.pdf
Brug af amfetamin og udviklingen af Parkinsons Sygdom.
Amfetamin-præparaterne, hvilket gælder visse typer narko samt medicin mod ADHD, narkolepsi (unormal trang til søvn), midler til slankning, visse midler mod Parkinsons Sygdom (Eldepryl, Selegilin) nedbrydes i organismen via metamfetamin, som er et potent neurotoksisk (giftigt for nervevæv) stof og kendt for at forårsage skader på de dopamine-producerende celler.
Nedbrydningsprodukter af amfetamin bevirker dannelse af fri radikaler og er dermed medvirkende til oxidativ stress, som er en ubalance mellem mængden af fri radikaler og organismens evne til at neutralisere disse ved hjælp af antioxidanter.
Amfetamin-præparater har bl.a. den effekt, at de øger dopamin-mængden i synapserne (synapser er kontaktflader mellem nerveceller).
Et biologisk system vil altid tilstræbe homeostase (Homeostase er opretholdelse af et konstant indre miljø i organismen på trods af ændringer som kommer udefra.).
Hvis organismen udsættes for unormalt højt dopamin-niveau i hjernen, så har den (biologisk tænkt), følgende muligheder:
1) at nedsætte egenproduktionen af dopamin.
2) at øge nedbrydningen af dopamin.
3) at nedsætte følsomheden af dopamin.
4) at lade den dopamin-producerende celle undergå celledød (apoptose).
5) at lade recipient cellen undergå celledød.
Så kan man spørge sig om der er kliniske tegn hos brugere af amfetamin-præparaterne på, at en sådan proces forekommer ?
Måske ved medicinerede ADHD-patienter´s tendens til senere selvmedicinering med hash og andre stoffer?
Jeg finder neurolog Arne Møllers forklaring på oxidativ stress besynderligt.
Enten har jeg misforstået noget eller også er der indløbet en misforståelse mellem journalist Line Emilie Fedders og Arne Møller ?
Forklaring udbedes venligst.
Links:
http://www.ingentaconnect.com/content/ftd/ern/2005/00000005/00000006/art...
http://www.fass.se/LIF/produktfakta/artikel_produkt.jsp?SpecID=050274&Do...
http://jpet.aspetjournals.org/content/287/1/107.long
Du har fuldstændig ret Marian!
Det var også det første jeg bed mærke i Marian. Sådan en udtalelse han kommer med, kan være farlig for andre mennesker. Det er grotesk.
With the production of psychiatric drugs in the 50’s and 60’s, the psycho-pharm cartel began calling all things mental “diseases”—“chemical imbalances.” The American Psychiatric Association’s (APA) Diagnostic and Statistical Manual (DSM) grew from 112 “diseases” in 1952, to 374 in the 1994—all invented. ADHD was it’s prototypical “biologically-based” “disease.”
Enig, Marian
Derudover tillaegger han undersoegelsen noget, han antager, at det sandsynligvis er hos svaere misbrugere der er aarsage til risikoen. Han kommer dog til fornuft, da han til sidst erkender problemet med al udersoegelse med grupper af mennesker: fejlmargin er paavirkelig af, at finde emner for en oprigitg undersoegelse og er ligesaa umulig som at lave tilstandsrapporter paa huse sat til salg paa ejendomsmarkedet> Dette er noget min onkel, arkitekt, er blevet kontaktet om at lave, noget han ikke kunne fordi, det ikke kan lade sig goere. Dette mente andre dog de kunne. Senere er det kommet frem, at disse er misvisende, men nu har ministeren taget affaere, for det kan lade sig goere...., det har man besluttet sig for, at det kan! (det er bedre ikke at vide end det er, at vide forkert)(at tro man ved, er den ulitmative form for bedrag, selvbedrag det er!)(Vantro er de der tror de ved).
Mvh
Vildledende
Arne Møller bør kræve sine lærepenge tilbagebetalt. han har ikke fået noget for dem. Der er aldrig blevet fundet for høje, for lave, for ditten, for datten dopaminniveauer hos folk stemplet med "ADHD". Og når dopaminniveauet hos med "ADHD" stemplede personer ike beviseligt er for højt, for lavt, for ditten, eller for datten, så kan man heller ikke tale om, at psykofarmaka "normaliserer" dopaminniveauet.