»Videnskab.dk-sommercamp er en af de største oplevelser i mit liv«
Fra 3. til 6. juli 2017 samlede Videnskab.dk 33 vordende YouTubere til en sommercamp, hvor videoproduktion og YouTube var på skoleskemaet. Campen var en del af Videnskab.dk’s YouKnow-projekt, og den var en stor succes blandt deltagerne.

Videnskab.dk er som bekendt et medie, der skriver om forskning og videnskab, men faktisk kan vi nu også tilføje sommercamp-arrangører til CV’et.

Fra 3. til 6. juli 2017 afholdt Videnskab.dk nemlig sommerlejr for 33 børn og unge i alderen 12-17 år. Hele balladen foregik på Brorfelde Observatorium i Tølløse, og formålet var intet mindre end at lære de unge, hvordan de kan blive fremtidens YouTubere.

Campen var en del af Videnskab.dk’s YouTube-projekt, YouKnow, som er støttet af Nordea-fonden, og den var en sikker succes hos de mange deltagere.

På Videnskab.dk's YouTube-kanal om videnskab og gaming, Newgame, skriver deltager Carl Emil Boelsmand Larsen, at sommercampen har været en af de største oplevelser i hans liv. 

»Det er fantastisk, at alle er så søde«

Også 13-årige Emma Tack, som kom hele vejen fra Engand for at deltage i sommercampen, har rosende ord om de fire dage ved Brorfelde Observatorium:

»Jeg tog med, fordi jeg godt kunne tænke mig at blive klogere på, hvordan man kan få en karriere på YouTube, og gerne ville blive bedre til at redigere videoer. Nu har jeg lært at bruge software, som jeg kan benytte fremover, og jeg har lært at redigere videoer. Og så har jeg fået nogle nye venner. Det er fantastisk, at alle er så søde,« siger Emma Tack.

Samme glade udmelding kommer fra Jacob Juul på 12 år:

»Jeg har lært en hel masse herovre. Det er en virkelig god ting at vide, hvordan man klipper og redigerer. Og så er det også rart at have fået nogle nye venner.«

I videoen her kan du få et lille indblik i, hvad deltagerne bedrev på sommercampen. (Video: Kirstine Jacobsen) 

Gaming-videoer med gods i

En af de helt store genrer på YouTube er videoer om gaming, og derfor var omdrejningspunktet for sommercampen også, hvordan man kan lave gaming-videoer med gods i.

Det er en praksis, som Videnskab.dk’s egen YouTube-kanal om videnskab og gaming, Newgame, efterhånden har en del erfaring med, og derfor fulgte Newgames to værter, Søren Storm og Mikkel Andersen, deltagerne tæt gennem hele campen.

Deltagerne nåede stjernerne

Selvom de unge brugte størstedelen af deres tid bag skærmene i arbejdet på at blive dygtige videoproducenter og indholdsskabere på YouTube, var der også tid til at slå sig løs efter undervisningen.

Der blev både løbet stafet og natteløb - og når man opholder sig på et observatorium, skal der naturligvis også kigges på stjerner.

I galleriet øverst i artiklen kan du se billeder fra sommercampen og fornemme, hvordan stemningen er, når 33 vordende YouTubere samles på ét sted.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud