Annonceinfo

Penkowa-undersøgelsen fremlægges i dag

I dag bliver der sat en form for punktum i affæren om den svindelmistænkte hjerneforsker Milena Penkowa, når et internationalt ekspertpanel offentliggør sin undersøgelse af hendes samlede videnskabelige produktion, skriver politiken.dk

Eller rettere officielt præsenterer sine fund, når den østrigske formand fremlægger rapportens konklusioner ved et pressemøde. For ligesom så meget andet ved det, der er blevet kaldt for årtiers største akademiske skandale, er omstændighederne særprægede.

Nogen har på forhånd fundet det opportunt at lække undersøgelsen til medierne, og på dagbladet BT’s hjemmeside har interesserede i flere uger kunnet downloade rapporten med titlen ’Investigation into the research of Milena Penkowa’.

Selvfølgelig konklusion

Konklusionen er knap så overraskende: Ekspertpanelet bekræfter mistanken mod Milena Penkowa for »bevidst uredelighed« i adskillige af de 26 artikler, der er blevet undersøgt ud af hendes i alt 102 publikationer.

Når de internationale forskere ikke går skridtet videre og fastslår snyd som en kendsgerning, skyldes det øjensynligt, at det har været svært og i nogle tilfælde umuligt at finde dokumentationen for blandt andet Penkowas dyreforsøg. Det er i sig selv en grov forsyndelse.

Undersøgelsen rummer samtidig en hård kritik af Københavns Universitet, der kunne have forhindret sagen adskillige år tidligere, hvis det havde haft »formelle regler for god videnskabelig praksis eller for vejledning af unge forskere«, som der står i rapporten.

Allerede i 2003 var der problemer med Penkowa, da et enigt bedømmelsesudvalg forkastede hendes doktorafhandling og rejste mistanke om fup med forskningen.

Læs også: Penkowa citerer mest sig selv

Af Niels Ebdrup

Annonceinfo