Annonceinfo

Ny opfindelse gør det nemmere for ældre at få støttestrømperne på

En gruppe ingeniørstuderende står bag en lille maskine, der kan hjælpe ældre med at få de stramme støttestrømper på – og dermed spare plejesektoren for en masse ressourcer. Det skriver Aarhus Universitet.

Der er tale om en mekanisk strømpepåtager, opfundet af Andreas Laursen, Dennis Piil Nørgaard, Daniel Nielsen og David Kallestrup.

»Vi har arbejdet med det i nogle måneder og har nu en færdig prototype på en strømpepåtager. Den består af tre arme, der trækker ud i strømpen, så man nemt kan få den op over benet og en udløser, som får armene til at slippe, når strømpen sidder korrekt,« forklarer Andreas Laursen, ingeniørstuderende ved Aarhus Universitet.

Strømpepåtageren er lavet i plast med et håndtag, der styrer en gradvis udvidelse af strømpen, så elasticiteten i stoffet ikke bliver ødelagt. Den er designet med et greb i en hesteskolignende form, der gør det nemt for den ældre eller en plejeperson at betjene den.

Mange ældre ligger i dag vågne i sengen og venter på hjælp til at få støttestrømper på, før de kan komme op.

Fik idéen på første semester

De studerende fik idéen til strømpepåtageren allerede på første semester af ingeniørstudiet.

»Min mor er hjemmehjælper og har svært ved at passe sit arbejde, fordi hun har gigt i fingrene og derfor store problemer med støttestrømperne. Vi tænkte, at det måtte vi kunne finde en løsning på, så vi tog ned for at observere problemerne med strømperne på det lokale ældrecenter,« forklarer Andreas Laursen.

De studerende er nu gået i gang med at finde investorer, så de kan videreudvikle strømpepåtageren med henblik på at sætte den i produktion.

Af Ulla Lund

Annonceinfo
 

Det læser andre lige nu

Annonceinfo