Klovne er ubehagelige, men vejrværter skræmmer os ikke
08 april 2016

KORT NYT FRA UDLANDET:

Det kan være svært at sætte ord på, hvad der gør, at vi finder nogle fremmede mennesker mere ubehagelige end andre.

Måske sidder de lidt for tæt på i bussen, eller også har de dét der smil.

Uanset hvad, så er det en velkendt fornemmelse, at visse personer bare føles mere creepy end andre. Alligevel er det ikke en følelse, som psykologerne har udforsket før nu. Det skriver BPS Research Digest.

I et nyt studie udgivet i tidsskriftet New Ideas in Psychology har forskere spurgt 1341 mennesker, hvilke kendetegn de forbinder med en skræmmende person.

Blandt andet skulle de svare på spørgsmål om adfærd, såsom at undgå øjenkontakt, samt hvilke erhverv og hobbyer, der gør en person mest ubehagelig.

Visse former for opførsel og udseende var der konsistent enighed om var ubehagelige.

Det drejede sig blandt andet om at stå for tæt på, fedtet hår, mærkelige smil, lange fingre, beskidt tøj og bleg hud.

Derudover svarede personerne også, at det var mest sandsynligt, at den ubehagelige type var en mand.

»Mens de måske ikke virker direkte truende, så er mennesker der viser usædvanlige mønstre i deres nonverbale opførsel, mærkelige følelsesmæssige karakteristika eller tydelige fysiske kendetegn, udenfor normen og per definition uforudsigelige. Det kan sætte gang i vores ‘creepiness’-detektor,« siger forskerne i studiet til BPS Research Digest.

Hvad der måske var endnu mere interessant, var hvilke erhverv og hobbyer som blev vurderet som mest ubehagelige.

Et arbejde som klovn, dyreudstopper, sexbutiks-ejer eller bedemand var de mest uhyggelige, mens et arbejde som meterolog blev vurderet som det mindst uhyggelige.

De mest ubehagelige hobbies var at samle på ting som fingernegle eller insekter, mens fotografi af andre mennesker også lå højt på listen.

Studiet bekræfter nogle af forskernes teorier om, at det ubehagelige opstår, når personer er så anderledes, at vi ikke kan forudsige deres opførsel.

Og før du nu tænker, at den her forskning ikke drejer sig om dig, så vær lige opmærksom på, at forskerne også fandt frem til, at ubehagelige mennesker sjældent opdager, at de selv er ubehagelige.

Læs også:

Derfor er robotter og klovne så uhyggelige

Derfor har vi ikke samme medfølelse med fremmede

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.