Kort nyt

Kort nyt

I genren 'Kort nyt' giver vi hurtigt overblik over nye forskningsresultater og refererer det mest interessante, andre medier har bragt. Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed. Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Hjertestartere redder flere liv – men ikke i hjemmet

Annonce:

KORT NYT FRA DANMARK:

Falder du om med hjertestop på et offentligt sted, er dine chancer for at blive reddet med en hjertestarter steget betydeligt i de senere år.

Men det samme gælder ikke, hvis du som mange andre med hjertestop falder om i hjemmet, skriver European Society of Cardiology (ESC) i en pressemeddelelse.

En dansk undersøgelse, som netop er blevet præsenteret på ESC’s internationale kongres, har gennemgået mere end 25.000 tilfælde af hjertestop i Danmark fra perioden 2001-2012.

I 74 procent af tilfældene fik folk hjertestop i hjemmet, mens 26 procent fik hjertestop på et offentligt sted.

Blandt hjertestop, som skete på offentlige steder, skete der en stigning i antallet af tilfælde, hvor vidner brugte hjertestarteren – fra 1,4 procent af tilfældene i 2001 til 11,9 procent i 2012.

Til gengæld forblev raten lav, når det gjaldt brugen af hjertestop i hjemmet – kun i omkring 1 procent af tilfældene af hjertestop i hjemmet blev der brugt en hjertestarter, lyder det i pressemeddelelsen.

Annonce:

»Undersøgelsen peger på behovet for metoder til at få flere tilstedeværende i hjemmet til at bruge hjertestarter, da de fleste tilfælde af hjertestop uden for hospitalet sker i hjemmet,« siger ph.d.-studerende Steen Hansen fra Aalborg Universitet i pressemeddelelsen.

Læs også:

Vidners brug af hjertestartere øger chancen for overlevelse markant

Giv førstehjælp – så redder du både manden og hans job

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

lb