KORT NYT FRA DANMARK:
Magre og udsultede torsk uden kræfter til at reproducere sig selv. Det var, hvad havbiologer fra DTU Aqua fandt i deres overvågning af torskebestanden i Østersøen
»Vi har aldrig set det så slemt før. Flere torsk er i så kritisk forfatning, at de er ved at dø, fordi de mangler mad, og vi er alvorligt bange for, at bestanden kollapser,« siger Margit Eero, der er seniorforsker på DTU Aqua, til Ingeniøren.
Bestanden af torsk i Østersøen er i øjeblikket langt under 25 procent af, hvad den var for 40 år siden, og selvom bestandene i Østersøen altid har varieret meget fra år til år, så har bestanden generelt ligget et godt stykke under gennemsnittet siden 1980’erne.
Området kaldet Bornholmerdybet øst for Bornholm, der er det eneste tilbageværende gydested for den østlige østersøtorsk, giver stadig store årgange, men torskene spreder sig ikke nordpå som tidligere. De bliver i stedet i området, hvor fødegrundlaget i form af brisling, bunddyr og sild stort set er forsvundet på grund af fiskeri.
Det har fået havbiologerne til at anbefale, at der bliver indført fiskeforbud i vigtige yngleområder i som en måde at sikre torskens overlevelse på.
Torskebetanden er ikke kun truet i den østlige Østersø. Forskerne har også fundet meget små årgange i de største gydeområder vest for Bornholm, der findes i Bælthavet og Arkonabassinet.
Årsagen til de små årgange af torsk vest for Bornholm er uvis.
Det er ikke kun i Danmark, at der er udfordringer for torskebestanden. Både i USA og Canada er bestandene truet – her er det især stigende bestande af sæler, der skaber problemer.
Læs også:
Torsken klarer sig overraskende godt i varmt vand
Forsker advarer: Der er farlige orm i din fisk
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
mbh