Forskere får 25 millioner kroner til at bore en 2 ½ kilometer dyb iskerne
26 marts 2015

KORT NYT FRA DANMARK:

Når klimaet bliver varmere vil store iskapper på Nordøstgrønland smelte, og smeltevandet vil flyde ud i havene.

Men forskerne ved endnu ikke, hvor meget vand der vil flyde ud eller hvor hurtigt? Nu har forskere fra Center for Is og Klima på Niels Bohr Instituttet fået 25 millioner kroner, så de kan finde ud af det, skriver forskerne i en pressemeddelelse.

Pengene kommer fra A.P. Møller fonden og skal gå til et projekt, hvor forskerne vil bore en 2 ½ kilometer dyb iskerne gennem den store hurtigtflydende del af indlandsisen i Nordøstgrønland for at få ny viden om, hvordan og hvor hurtigt isen bevæger sig.

»Vores boring skal foregå i den store isstrøm i Nordøstgrønland. En isstrøm er et område i isen, hvor isen flyder med omkring 60 meter om året. Man ved meget lidt om, hvordan isen i iskappen bevæger sig, så formålet med projektet er at øge vores forståelse af, hvordan isstrømme bidrager til det stærkt stigende tab af den grønlandske indlandsis,« fortæller Dorthe Dahl-Jensen, professor og leder af Center for Is og Klima på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet.

Danske forskere har i mange år været pionerer indenfor iskerneboringer. Center for Is og Klima på Niels Bohr Institutet har ledet syv iskerneboringer gennem den grønlandske iskappe. Formålet har været at opklare fortidens klima helt tilbage gennem istiden til forrige varme mellemistid for omkring 125.000 år siden. Den kilometertykke iskappe er dannet af sne, der falder og bliver liggende år efter år og efterhånden presses sammen til is. Hvert årlag kan fortælle om temperaturen det år, da sneen faldt, og ved at analysere hvert årlag, kan forskerne rekonstruere fortidens klima.

Læs også:

Fantastiske klimadetaljer i antarktisk iskerne

Indlandsisen vil overleve den globale opvarmning

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ibp

 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.