KORT NYT FRA UDLANDET
Spiser du tit yoghurt eller drikker kærnemælk, vin eller kaffe, har du flere forskellige typer tarmbakterier. Men består din diæt af mange kalorier kan det have modsatte effekt.
Kort sagt. Alt, hvad du spiser eller drikker har en effekt på dine tarmbakterier og dermed din sundhed. Det er konklusionen på et nyt hollandsk studie med mere end 1.100 deltagere. Det skriver Sciencedaily.com.
Forskere fra University of Groningen har analyseret samtlige tarmbakteriers DNA i prøverne fra deltagerne for at finde ud af, hvordan diæten og indtag af medicin kan påvirke bakterierne og ens sundhed.
»Normalt undersøger forskere kun én bestemt region af DNA, hvor forskellige bakterier kan findes. Vi har kortlagt alle bakteriernes DNA for at få en langt mere detaljeret grad af information om bakterietyperne,« siger Cisca Wijmenga, der er professor ved Department of Genetics ved University of Groningen, til Sciencedaily.com.
Forskerne fandt i deres studie, at der er 60 forskellige diæt-faktorer, der kan påvirke variationen af tarmbakterierne, og der er en sammenhæng mellem stor variation og ens generelle sundhed.
Forskerne fortæller, at det generelt er svært at reproducere resultaterne fra studier i mikrober og tarmbakterier, men en belgisk gruppe har ifølge Sciencedaily.com været i stand til at efterligne omkring 80 procent af resultaterne.
De hollandske forskere pointerer selv, at en af grundene til, at det har været muligt at efterligne resultaterne skyldes, er, at deltagernes afføringsprøver er blevet frosset ned med det samme, inden forskerne har fået dem.
Studiet er netop publiceret hos det videnskabelige tidsskrift Science.
Læs også:
Hvordan påvirker bakterier i tarmen din personlighed og sundhed?
Kritik: Der er for meget ‘hype’ om tarmbakterier
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
aml