Forskere og kommunalt ansatte, der beskæftiger sig med forebyggelse af sociale problemer, har opfundet deres helt eget sprog.
Det konkluderer den danske antropolog, Morten Hulvej Rod, som er adjunkt ved Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.
’Evidenssprog’ kalder antropologen - ifølge si-folkesundhed.dk - det nye sprog. ’Evidenssprog’ betoner, at beslutninger, der har at gøre med forebyggelse, skal være videnskabeligt funderet.
Evidenssproget er på sin vis med til at etablere en forventning om, at mere viden i sig selv vil medføre nogle praktiske forandringer.
Nogle forskere har vanskeligt ved at forstå, at beslutningstagere og praktikere i kommunerne ikke umiddelbart agerer, sådan som evidensen foreskriver. Og omvendt finder en del praktikere ikke, at ”evidensbaseret viden” er relevant for den virkelighed, som de skal agere i.
En del af problemet kan måske forklares ved, at evidenssproget er med til at etablere et ganske rigidt skel mellem forskning og praksis. Idet en bestemt form for videnskabelige undersøgelser beskrives som det mest rationelle grundlag for enhver beslutning, kan forskere komme til at opfatte praktikeres erfaringer som upålidelige ”mavefornemmelser”.
I tråd hermed er ordet ”ildsjæl” blevet en lettere nedsættende betegnelse for en praktiker, der ikke kan begrunde sine handlinger med henvisning til videnskabelig evidens. Evidenssproget medfører, at forskning beskrives som noget, der endegyldigt kan afgøre, hvad der er rigtigt at gøre, alt imens praktikere og beslutningstageres konkrete afvejninger får en sekundær betydning.
