KORT NYT FRA DANSKE UNIVERSITETER:
Danske forskere har udviklet en ny og nemmere metode til at koble DNA til proteiner, skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Ifølge pressemeddelelsen udgør DNA koblet sammen med proteiner et stærkt makkerpar, der kan bruges inden for diagnosticering, nanoteknologi og andre discipliner.
Et protein-DNA-partnerskab, en såkaldt mærkning af proteiner med DNA, kan eksempelvis bruges til følsom detektion og visualisering af biologisk materiale.
Men det kan være en udfordring at styre sammenkoblingen af store makromolekyler som DNA og proteiner, når man ønsker at koble dem på helt bestemte måder og steder, lyder det i pressemeddelelsen.
Nu har forskere fra Aarhus Universitet udviklet en ny og effektiv metode til mærkning af proteiner med DNA, så processen kan styres langt mere simpelt end hidtil, skriver Aarhus Universitet.
Med den nye metode er det muligt at dirigere mærkning af proteiner med DNA til et bestemt område af proteinet, uden at proteinet først skal genmodificeres. Det vil sige, at man kan mærke naturlige proteiner, herunder antistoffer.
»Det vigtigste er, at vi kan benytte vores teknik til mærkning af antistoffer. Antistoffer, der er kemisk bundet (konjugeret) til kemoterapeutika, repræsenterer en hel ny klasse af medicin, hvor antistof-delen benyttes til genkendelse af et bestemt væv og kemoterapeutika-delen benyttes til at dræbe cellen.«
»Når man mærker antistoffer, er det vigtigt, at man bevarer genkendelseselementet af antistoffet intakt. Med vores metode rammer vi den konstante del af antistoffet og ikke den variable del, som besidder antistoffets genkendelseselement. Vores teknik er derfor generel for en stor klasse af proteiner,« siger ph.d.-studerende Anne Louise Bank Kodal i pressemeddelelsen fra Aarhus Universitet.
Den nye undersøgelse er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature Chemistry.
Læs også:
Dansk forsker hiver protein igennem mikroskopisk hul
Danskere finder protein, der styrer DNA-pakningen
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lb