KORT NYT FRA DANMARK
Det kan være svært nok at folde en elefant i papir, men nu har forskere fra Aarhus Universitet og Caltech fundet en metode til at folde én enkelt RNA-streng til komplicerede nanostrukturer. Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
RNA er et kædeformet makromolekyle, der indgår som en vigtig bestanddel i alle organismers cellulære maskineri. Det smarte ved, at man nu kan folde RNA strengene, er, at det ifølge forskerne er hurtigere og billigere end det allerede kendte DNA-origami.
»Og så er potentialet større, fordi RNA-origami kan bygges inde i celler, som så vil producere flere af dem. Man kan altså bruge celler som små fabrikker, enten inde i kroppen eller i bakterieceller i væksttanke. DNA-origami bygges derimod uden for celler og skal sættes ind bagefter, hvilket gør dem meget dyre,« forklarer Paul Rothemund fra California Institute of Technology i pressemeddelelsen. Det var ham, der for snart 10 år siden opfandt DNA-origami.
Den nye foldemetode går ud på, at RNA-strengene folder sig selv, så de danner den ønskede struktur. Det kan de, fordi foldningerne er kodet ind i de enkelte RNA-strenge.
Forskerne sammenligner DNA-origami og RNA-origami med, at DNA-origami kræver flere stykker papir, mens RNA-origami kun kræver ét stykke.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science.
Læs også:
Forskere folder dna til små medicinbokse
Nanoteknologi skal reparere kroppens syge celler
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
aml