Dansk gennembrud omskriver reglerne for celledeling
Kilde: 
09 december 2015

KORT NYT FRA DANMARK:

Samtlige studerende på de naturvidenskabelige uddannelser lærer om celledelingen i menneskeceller, men nu skal deres lærebøger skiftes ud. I hvertfald på et bestemt område.

Indtil nu har man nemlig antaget, at kopieringen eller replikation af genomet, cellens DNA, udelukkende fandt sted i cellecyklussens såkaldte S-fase.

De seneste resultater viser dog, at det ikke er tilfældet, idet nogle områder af genomet først kopieres, når cellen går ind i cellecyklussens næste vigtige fase, mitose. Det skriver Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet i en pressemeddelelse.

»Dette har ændret vores opfattelse radikalt, og det fordrer, at vi reviderer lærebøgerne om menneskets cellecyklus,« siger professor Ian Hickson, centerleder i Center for Kromosomstabilitet og tilknyttet Center for Sund Aldring, i pressemeddelelsen.

Forskningen er blevet støttet af Danmarks Grundforskningsfond og er lige blevet offentliggjort i det internationale videnskabelige tidskrift Nature.

Den usædvanlige kopiering af vores DNA opstår i særlige områder af det menneskelige genom, også kaldet de skrøbelige områder. Under mitose er der en tendens til, at der opstår kromosombrud i disse områder. Skrøbelige områder i genomet eksisterer på tværs af arter og bliver ofte kædet sammen med en uhensigtsmæssig reorganisering af genomet i forbindelse med udvikling af kræft.

Derfor håber forskerne bag, at den nye opdagelse blandt andet kan danne baggrund for nye behandingsmuligheder målrettet flere forskellige kræftformers svagheder.

Læs også:

Ny viden om celler kan stoppe antibiotikaresistens

Celledeling vist på New York City’s Times Square

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.