KORT NYT FRA UDLANDET
Hvis bedstemor jævnligt tog sig en smøg, mens hun var gravid med mor, så kan det i sidste ende gå ud over børnebørnene.
Forskning indikerer nemlig, at børn har op til 40 procent større sandsynlighed for at udvikle astma, hvis deres bedstemor røg, da hun var gravid, skriver ScienceNordic.
Flere og flere får astma, og derfor søger forskerne svarene på, hvilke faktorer, der kan forårsage det. Og nu har forskere altså fremlagt teorien om, at bedstemors rygning har konsekvenser for de næste generationer.
»For at forstå mere om astmaepidemien, er det nødvendigt med en større forståelse for, i hvor høj grad livslange eksponeringer kan have en indflydelse på sygdomsrisikoen for de næste generationer,« siger hovedforfatter postdoc Caroline Lodge i en pressemeddelelse fra the European Lung Foundation.
Resultaterne af studiet viste, at de børn, der udviklede astma efter 3-årsalderen ikke blev påvirket af bedsteforældrenes rygevaner, mens de børn, der udviklede astma tidligt og stadig led under det i en alder af 4-7 år, havde op til 40 procent større risiko for astma, hvis deres bedstemor røg.
Dette gjaldt også, hvis deres egen mor ikke røg under graviditeten.
»Vi kan se, at bedstemors rygevaner har en dobbelt så stor betydning for astma i barndommen, som mors rygevaner,« siger professor Beril Forsberg fra Umeå Universitet i Sverige, hvor studiet blev udført, ifølge ScienceNordic.
Læs også:
Forsker: Rygere har dobbelt så stor risiko for at udvikle psykoser
Astma og gigt hører til samme gruppe sygdomme
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
sbl