Hvis forbrugere skal drives til at købe musik, så er det en god ide, hvis de har haft lejlighed til at høre noget af musikken først. Så kan de nemlig ved ‘selvhør’ afgøre om musikken er noget for dem, og ikke blot forlade sig på fx lydløse plakater og anmeldelser. Det har længe – naturligt nok, kunne man mene – været et mantra i musikbranchen i forhold til annoncering af musik.
Musik kan så annonceres på mange forskellige måder, og forleden fik jeg inden for få timer ’ører for sagen’ (i det aktuelle tilfælde Ret Hot Chili Peppers-nummeret ‘The Adventures of Raindance Maggie’ fra albummet ‘I’m with You’): Først hørte jeg nummeret på P3 via bilradioen på vej ind i Salling, siden hørte jeg nummeret i selve Salling, og sidst, da jeg var kommet hjem og så tv, hørte jeg uddrag fra nummeret i en tv-reklame for det nye album.
At komme i rotation på P3 og/eller på en playliste i en butik er ikke så ringe endda, men den type af musikdistribution af hele nummeret ligner lige lovlig meget den almindelige receptionssituation. Radio- og playliste-distribution står således i fare for at substituere for og overflødiggøre forbrugerens køb.
Reklamer for musik
Tv-reklamen har for sin del den fordel, at den anretter ‘appetitlige lunser’ i form af diverse musikalske highlights, som gerne skulle få seerens appetit for hele nummeret og albummet vækket. Tv-reklamer er dog relativt dyre at indrykke, og de har tilmed den kommunikative udfordring, at seeren skal sikres information om musikkens identitet.
I en receptionssituation, hvor seeres visuelle opmærksomhed typisk vil være vigende sikres denne information bedst ved en proklamerendevoice-over a la: »Nu er den her! – det nye album med…« og »14 fantastiske nye sange fra …«
Den informerende voice-over er imidlertid en relativ udtrådt og lavstammet henvendelsesform i tv-reklamer. Den taler på en måde ned til seeren, som ikke forventes at kunne eller skulle tænke selv, men blot – i bedste fald – aktivere sin opmærksomhed om musikken.
Disse to forhold – dyr tv-reklamering og typisk lavstammet henvendelsesform – er dog mulige at omgå ved at lade musikken optræde i tv-reklamer for noget andet end selve musikken. Der er i sådanne tilfælde tale om en art product placement – eller synchronization – hvor musikken placeres i en sammenhæng, som ikke på forhånd er defineret ved denne musik.
Reklamer med musik
Eksempler på sådanne placeringer af musik i tv-reklamer (og i øvrigt også i fx computerspil og ventetelefoner) er efterhånden mange og se fx Tina Dickows optræden i en tv-reklame for SAS (se tv-reklamen her, mere om denne case her) og The Blue Vans optræden i en reklame for Apples iPad.
Musikken er ikke eksplicit annonceret i disse tv-reklamer. Det er op til seeren, at hitte ud af, hvad det er for et nummer, der klinger, hvad det ‘laver’ i den aktuelle tv-reklame, og hvor og hvordan den eventuel kan købes.
En sådan annoncering aktiverer i bedste fald ikke blot seerens opmærksomhed om musikken men også seerens nysgerrighed og eventuelle handlinger i forhold til at finde frem til selve musikken (at en sådan aktivitet faktisk findes vidner udvekslinger på diverse netfora om; se fx her).
Men selvom denne form for annoncering i tv-reklamer er både billig og potentielt seerattraktiv, så står musikken i åbenlys fare for enten at blive overset – idet musikken ikke identificeres eksplicit – eller at blive ‘besmudset’ – idet musikken jo ‘ligger i med’ et produkt og et brand.
Fx kører The Blue Van i tv-reklamen måske ligeså hurtigt ud af det andet øre, som det var kommet ind af det ene, eller også begynder seere måske at opfatte b(r)andet som det The Blue iVan.
Musik og programmer
Et skridt videre i forhold til musikannoncering kan så være, at forsøge at få bragt musikken front-stage i faktiske, annoncerede programmer. Der er i disse år tilsyneladende ingen grænser for måder, hvorpå musik og musikere kan få danske tv-kanalers mikrofoner og kameraer stillet til rådighed.
Og det ikke bare i forbindelse med, at musikken klinger som et underholdningsindslag i forbindelse med tv-programmer såsom Go’ Aften/Morgen Danmark, Aftenshowet og Det Nye Talkshoweller som akkompagnement til Vild med Dans.
Vi kommer nemlig ganske tæt på selve musikerne i programmer såsom Kender Du Typen? (her har fx Leo, ham med Sussi, optrådt), Ved Du Hvem Du Er? (her har fx Anne Linnet optrådt), og portrætprogrammer såsom Snapshot: Rasmus Seebach. Disse programmer er annonceringsmæssigt nyttige i forhold til at konstruere det, som musikere og musikken især lever af, nemlig forestillinger om (s)ærlighed og ‘autenticitet’.
I musikbaserede konkurrence-programmer såsom Skjulte Stjerner og X-Factor er selve musikken også tydeligt eksponeret og iscenesat. Håbefulde amatører får, sammen med os seere, den lektie lært, at det skam er vanskeligt og krævende at excellere inden for populær musik.
Når X-factor fx har temaaften med Anne Linnet-sange, så lærer vi, at det er stor, unik musik, som man nok kan prøve at performe og fortolke, men aldrig kan reproducere på samme måde og niveau som Anne Linnet. Dommernes kritik af de som regel ynkelige amatører tjener blandt andet til at konstruere forestillinger om musikkens storhed.
Toppen af reklamepoppen
I programmet Toppen af Poppen får musikannonceringen en yderligere dimension. I dette program rejser en god håndfuld musikere langt væk (i den aktuelle sæson 2 til Caribien) for at fordybe sig i at fortolke og bringe hyldest til hinandens musik. Hvert program i serien er fokuseret på en af musikerne, og alle synger en fortolkning af en af denne musikers kendte sange. En aften for nylig var det Anne Linnet, der var fokuseret på.
Anne Linnet sang selv sangen ‘Lever Nok Endnu en Dag’ og kollegerne, blandt andet Lina Rafn, Sys Bjerre og Brødrene Olsen, fortolkede en række af hendes største sællerter. Under Anne Linnets sang stod det hurtigt klart, at der var tale om stor musik.
Det var måske ikke lige til at høre for alle os seere, men vi kunne ikke undgå at se det i takt med kameraets krydsklip mellem Anne på scenen og kollegerne i close-up ved publikumsbordet (se klippet med sangen her).
Kollegerne markerede nemlig deres anerkendelse med indfølende mimik og våde øjne, mens Anne sang. Man kunne næste høre dem tænke noget i retning af: »Fuck, hvor har hun dog kusse i klangen!«, »Wau, hvor er hun bare sej, selv om hun er næsten 60!« og »Hende ku’ vi godt bruge i vores duo en gang i mellem.«
Annes performance blev efterfølgende højlydt fejret, og man kunne blandt andet høre en pigestemme bævre: »Ej, hvor var det flot mand; det var vildt!« (jf. slutningen af klippet i linket oven for).
Linnet hitter atter
Anne Linnet syntes også, at hendes kollegers versioner af Linnet-sange var fantastiske (læs hendes ‘ærlige mening’ her). Og selvfølgelig har hun også kunnet glæde sig over øget interesse for – og salg af – sin musik: I ugen efter visningen af programmet med Anne Linnet var 8 af sangene på top-40 Tracklisten Linnet-sange, og også på listen over album-salg gjorde Anne Linnet atter sin entre (se for uge 37).
Toppen af Poppen er musikannoncering, der rykker. Der vises og sælges musik i massevis. Musikerne spiller sig selv i mere end én forstand, og det ser ud som, at alle undermålte amatører og overeksponerede dommere er langt borte. Programmet viser ’autentiske’, udøvende musikere, som uafladeligt forløser og indløser musikbaserede følelser. Vi ser på den måde musikkens følelsespotentiale udløst for åben skærm.
Vi ser musikere, der masserer hinanden, deres musik, tekster og talenter. Redaktionelt og produktionsmæssigt er det, som det er kutyme for tv’s formidling af musik, uden kritisk anlæg og uden blusel. Det er stærke sager. Det er pop-porno på tv.