|
|
Ella Myhring mener, at man i dansk for eksempel kan lade eleverne analysere computerspil. (Foto: UNI-C)
|
|
»Jeg glæder mig helt vildt, til klassesættet med computerspillet Spore kommer i næste uge,« Sådan lyder det fra den tydeligt begejstrede skolebibliotekar Ella Myhring.
Spore er et nyt spil fra manden bag 'The Sims', og det spås at blive det næste store hit på computerspilsmarkedet. Når Spore kommer, så skal der spilles i 7. klasse på Højby Skole uden for Odense, - ikke i frikvarteret, men i den skemalagte time fra 10.15 - 11.00.
Man ville ikke lige forvente, at Ella Myhring var computerspils-entusiast, som hun sidder der på biblioteket på landsbyskolen med sit korte, gråsprængte hår og sit imødekommende smil. Men hun kan tale med om gameplay, levels og spillets plot. Det er hende, der har presset på for at få computerspil på skoleskemaet, og hun har haft argumenterne i orden. Som hun siger:
»Computerspil er ikke noget, der går over, bare vi venter længe nok.«
Eleven Simon ændrede hendes holdning
Det var drengen Simon, der gav hende ideen til at gå videre med computerspillene i undervisningen. Som skolens bibliotekar fik hun tit besøg af Simon fra 5 klasse efter skoletid. Simon var kendt for at være vanskelig at motivere i timerne, men når det gjaldt computerspil på bibliotekets maskiner, kunne Simon både koncentrere sig og være hjælpsom overfor andre spillere.
Ella Myhring blev interesseret i, hvad der kunne engagere drengen så meget og spurgte, hvad det var, han spillede. Hun havde aldrig hørt om Adventure Quest, men han viste hende, hvordan hun skulle spille det. Det blev åbningen til et ellers ukendt land. De to har tilbragt mange timer foran bibliotekets computer, og selv om Simon er gået ud af skolen, har de stadig kontakt med hinanden på nettet.
Motiverende kraft
Siden har Ella Myhring med blogs, artikler, foredrag og netværk kastet sig ud i debatten om, hvordan folkeskolen kan udnytte den motiverende kraft, der gemmer sig i computerspillene. Det er en langsom proces at overbevise lærerne om, at de bør tage computerspillene til sig.
Mange af lærerne kender ikke spillene, og der har indtil nu været meget få muligheder for at deltage i kurser om spil og læring, og forslagsproduceret materiale findes overhovedet ikke. Ella Myhring, der har seks års erfaring med at anvende spil i undervisningen, har selv produceret en del materiale, som er tilgængeligt for elever og lærere på EMU` en - et elektronisk mødested for undervisningsverdenen.
I faget dansk bør man efter Ella Myhrings mening som et minimum beskæftige sig indgående med spil som en ny danskfaglig genre på linje med tegneserier og film. Lærerne skal tilrettelægge undervisningen i computerspil på samme måde, som de plejer at gøre med bøger, mener Ella Myhring. De kan sætte børnene til at anmelde et computerspil eller lave en analyse af det. Hvordan er gameplayet? Hvad skal man være god til for at komme videre i spillet?
Computerspil er ikke noget, der går over, bare vi venter længe nok
|
|
- Skolebibliotekar Ella Myhring
|
Drop fristilen om sommerferien
Hun mener, at nogle elever kunne have gavn af, at læreren dropper kravet om fristilen om sommerferien og i stedet beder dem skrive om deres oplevelser med for eksempel onlinespillet World of Warcraft.
»Skolen er nødt til at interessere sig for at diskutere spillene med eleverne. Også de voldelige spil bør sættes på dagsordenen i timerne - de er jo meget populære og kan dermed meget vel komme til at spille en rolle for elevernes identitetsdannelse.«
Den 4. og 5. november står Ella Myhring på scenen ved den store uddannelsesmesse i Odense, Uddannelsesforum 2008. Her vil hun sammen med forskeren Simon Egenfeldt-Nielsen slå et slag for computerspillenes forførende og lokkende, men også virkelig brugbare muligheder. I modsætning til bogen og andre medier, så er man som bruger af computerspillet den, der bestemmer, hvor spillet skal hen.