
| Du er her: Nyheder om forskning og videnskab / Samfund / Unge familer vil ud af byen | ||||||||||||||||||||||||||||
|
Unge familer vil ud af byen24. april 2008 kl. 10:50
En barndom skal indeholde frisk luft og græs på knæene - ikke bilos og junkier, viser nye ph.d.-studierDer er så dejligt på landet, skriver H.C. Andersen i sin fortælling om den grimme ælling. Og ifølge de to geografer og ph.d.-studerende Maja de Neergaard og Louise Glerup Aner, så er der stadig rigtig mange københavnske børnefamilier, som giver H.C. Andersen ret. Hvert år flytter over 6.000 familier ud af København, for at komme nærmere naturen.
Tilfældigt møde Det var egentligt helt tilfældigt, at de to forskere kom til at beskæftige sig med det samme område. Louise Glerup Aner er lidt over halvvejs i sin ph.d.-uddannelse. Hun er tilknyttet Center for Strategisk Byforskning. Maja de Neergaard skriver sin ph.d på Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forskning på Roskilde Universitetscenter (RUC). De mødtes tilfældigt ved en konference i august sidste år, og fandt ud at deres forskning på mange måder befrugtede hinanden. De to forskere har både kigget på statistik og gravet dybere og interviewet en udvalgt del af udflytterne for at få svar på, hvad der får familierne til at pakke flyttekasserne og sætte kursen mod provinsen. Bl.a. kunne Louise Glerup Aner konstatere at flere og flere flytter ud af København. Og de flytter længere og længere væk. De rigeste flytter nord for København. Mens familierne med de laveste indkomster flytter syd for København. Jo færre penge du har desto længere væk fra storbyen flytter du.
Fra stenbro til græsstrå »De kan simpelthen ikke forestille sig en barndom uden græspletter på knæene,« forklarer Louise Glerup Aner og fortsætter »forældrene reflekterer over den barndom de vil give deres børn. Et godt børneliv er blandt andet at lege udenfor hele dagen.«
Samtidig har udflytterne et helt andet natursyn end en stor del af deres nye naboer, som har levet hele deres liv på landet. »Min farmor, som kommer fra en jordbunden husmandsslægt, har en meget brugsorienteret tilgang til naturen. Kartoflerne skal dyrkes i køkkenhaven, for det er god husmandslogik. Tilflytteren fra storbyen har en meget æstetisk indgangsvinkel til naturen. De går rundt i designergummistøvler, læser deres weekendavis og får deres økologiske grøntsager bragt til døren, som de er vant til det fra byen,« fortæller Maja de Neergaard
Kultursammenstød
De glokale, tager det, de kan bruge fra det lokale miljø, men de er stadig også forankret i storbyens globale udsyn. Det vil sige, at de shopper rundt og tager det bedste med sig fra byen og bruger det bedste fra landet. Det er nogenlunde det samme mønster, man kan se med indvandrere. De tager det bedste fra deres hjemlands kultur og mikser det med det bedste fra deres nye land.
»Forældrene kan simpelthen ikke forestille sig en barndom uden græspletter på knæene« - Louise Glerup Aner Det er dog ikke gnidningsfrit at flytte fra by til land. Fra at have været en blandt mange, skal de nye tilflyttere vænne sig at have personlige relationer på kryds og tværs. De tilflyttende byboere er vant til at være anonyme, og så har man tendens til at stille andre krav. Er du utilfreds med dit barns børnehave, så laver du det om, for dit barn leger jo ikke sammen med pædagogens barn. Sådan er virkeligheden ikke på landet. I de mindre lokalsamfund er man ofte nødt til at tage til takke for fredens og sameksistensens skyld, fordi her skal man omgås hinanden i mange forskellige situationer.
Krage søger mage Danmark er et foreningsland, og på landet er der ofte en forventning om, at tilflytterne også engagerer sig i de lokale foreninger. Tilflyttere har muligvis hverken tiden eller lysten til at engagere sig på traditionel vis. Desuden har de en tendens til at søge sammen med andre tilflyttere. Her føler de sig nemlig godt tilpas, de har samme referenceramme og samme fælles fortid som eks-byboer. Byboerne søger interessefællesskaber, landbefolkningen søger sammen i et lokalt fællesskab.
Hvad skal det bruges til?
»Det, vi finder ud af med vores forskning, kan hjælpe byplanlæggere og arkitekter til at skabe nogle byer og bydele, som tager hensyn til, hvad mennesker vitterligt ønsker. Hvad kunne de tænke sig at bo i, hvad betyder rammerne for bostedet for vores drømme om det gode liv,« forklarer Louise Glerup Aner.
Log ind
For at kunne kommentere på artikler på skal du være logget på som bruger af videnskab.dk Angiv venligst e-mail og adgangskode |
|
||||||||||||||||||||||||||
|