Rockere og bikere kæmper om mandighed og omdømme

Når unge indvandrere finder sammen i bandelignende grupper på gaden, dyrker de værdier som sammenhold og broderskab og lever efter machoidealet om den stærke mand, som ofrer sig for sine venner og i enkelte tilfælde vil begå vold eller drab, hvis gruppen bliver angrebet.

Det minder til forveksling om indstillingen hos modparten i bandekonflikten, når den bliver beskrevet af Joi Bay; den eneste danske forsker, der til dato har været bag facaden hos bl.a. Hells Angels og Bandidos og har undersøgt bikerklubberne indefra.

Joi Bay har brugt seks år af sit liv på at trænge ind i det lukkede miljø for at finde ud af, hvad der i 1980erne og 1990erne fik rockerbanderne - eller bikerklubberne, som han foretrækker at kalde dem - til at kæmpe mod hinanden. Feltarbejdet udviklede sig til den eneste tilbundsgående og uafhængige analyse, som dansk forskning har at referere til, hvis man vil finde beskrivelser af bikermiljøet, der kan kaste lys over den nuværende bandekonflikt.

Lidenskab og fællesskab

VIDSTE DU

Forskere og motorcykelentusiaster skelner mellem rockere og bikere. Rockere var i Danmark dominerende i 1970erne. En del ændrede stil og udviklede sig gradvist til bikere i løbet af 1980erne. Læs mere i boksen i bunden af artiklen.

Joi Bay fandt ud af, at bikerne især samlede sig for at dyrke deres lidenskab for motorcykler og for at finde et fællesskab uden for det etablerede samfund, hvor en mand stadig havde lov til at være en mand i traditionel forstand.

Det handlede om at skille sin motorcykel ad og sætte den sammen igen, selvom ombygning af motorcykler var forbudt. Det handlede om at leve livet i det fri og om at være en god kammerat for de andre mænd, som også følte sig kørt ud på et sidespor af et samfund, hvor kvinderne fik ligestilling, og hvor kvindelige værdier trængte ind på arbejdspladsen og i skurvognen.

»Bikerne fandt sammen om en tilbageskuen til de gode gamle dage, hvor en mand havde hænderne skruet rigtigt på og var parat til at stille op for sine kammerater og forsvare sin klub. Det var en stor ideologisk konstruktion, som faktisk hænger temmelig godt sammen, og hvor der ikke var alt for mange paradokser og modstridenheder, og det var idealer, som var svære at få udlevet på andre måder,« konstaterer Joi Bay, der lavede sit arbejde, mens han var ansat på Kriminalistisk Institut på Københavns Universitet.

Flydende grænser

Bikernes fællesskab var så sammentømret, at de selv betragtede det som et bånd, der var lige så stærkt som familieblod. Det var et broderskab eller en 'fraternitet', som Joi Bay kalder det.

LÆS OGSÅ

Alle mænd kan genkende glæden ved bandevold Bander minder om Odd Fellow, Rotary og Frimurerne Bander bliver bekæmpet med filosofi Unge vil forsvare gruppen med deres liv Bandemedlemmer har selv et ansvar Hverdagsproblemer vækker minder om gamle konflikter Ingen forskning i den danske bandekrig

Nye medlemmer blev nøje udvalgt og måtte gennem en op til 10 år lang indkøringsperiode, før de blev medlem af klubben. Det handlede både i optagelsesperioden og i klubben om at vise, at man var en mand, andre kunne stole på, og kriminalitet eller i sjældne tilfælde vold kunne være en naturlig del af pakken.

»Man skal tænke på, at dengang og formentlig stadig, så opererede de her folk i vid udstrækning på sort økonomi baseret på tjenesteydelser. Man udvekslede ikke penge, men byttede tjenester og oparbejdede en gæld eller kredit i forhold til bestemte personer. Den gæld kunne udlignes på forskellige måder, hvor nogle har været lovlige og andre kriminelle, men grænserne var meget mere flydende, end man kan forestille sig,« fortæller Joi Bay, som er uddannet cand.mag. i samfundsfag og dansk med speciale i ungdomskulturer.

Omdømme afgør position

Klubber som Hells Angels, Bandidos og før dem Bullshit var inddelt i hierarkier, som medlemmerne bevægede sig op eller ned i. Placeringen i hierarkiet var afhængig af, hvor meget et medlem kendte til 'etikette' og uskrevne regler i miljøet ('biker wisdom') og hvor meget respekt han nød fra andre medlemmer og fra klubber udefra - altså hvordan deres omdømme var.

Omdømme var i det hele taget en meget central del af bikernes liv. Man kan hverken lave det, arve det, købe det eller overdrage det, og det kommer ikke til bikere, fordi de har en særlig rang.

Den eneste måde at få og beholde et godt omdømme er i en form for rivalisering mod andre klubmedlemmer eller andre klubber, og helst mod nogen enten på niveau med én selv eller højere oppe i hierarkiet, fortæller Joi Bay. Han understreger, at langt de fleste fejder om omdømme foregik fredeligt.

»Mange dyster var ganske ufarlige og handlede i mange tilfælde om practical jokes, eller om at man gjorde grin med hinanden og forsøgte at nedværdige hinandens rygmærker og få det sidste ord. Internt blev der fortalt historier, og der gik rygter om dem, og den offentliggørelse afgjorde, om man enten vandt eller tabte omdømme i subkulturen,« siger Joi Bay og fortsætter:

Bikergruppen Bandidos har indtil videre vendt Nørrebro ryggen og har holdt sig ude af konflikten i de københavnske gader. (Foto: Carsten Lundager)

»Alle klubber havde spøgefugle, som var gode til finde på vittigheder og løgnehistorier, men de havde også ballademagere, som gik over gevind og fik konflikterne til at eskalere. Det blev til de historier, man kunne læse i aviserne om slagsmål eller nogle gange drab,« fortæller Joi Bay.

Banderne 'passer til' hinanden

Ifølge Joi Bay var kampen om omdømme den måske vigtigste del af årsagen til de store opgør mellem Hells Angels og Bullshit i 1980erne og Hells Angels og Bandidos i 1990erne. Hans bedste bud er, at omdømme også er en helt central ingrediens i nutidens bandekonflikt i Københavns gader.

»Jeg gætter på, at de her bikerklubber i indvandrermiljøet har fundet nogle grupper af mænd, der deler nogle af deres idealer om f.eks. mandighed, og at de har fundet nogen, som kan agere i kampen om at udveksle omdømme. Man kan bruge hinanden til at få symbolske stjerner på 'uniformen', og på den måde er de to parter et godt match. Til en vis grad virker det, som om de opererer inden for samme værdisæt og kan forstå hinandens måde at reagere på,« vurderer Joi Bay, der i dag har forladt både biker- og forskerverdenen for i stedet at arbejde som webredaktør.

 

Rockere og bikere En klassisk rocker på sin engelske kværn. (Foto: iStockPhoto) Rockere (frem til 1980erne): Kørte på engelske motorcykler som Triumph, Norton og BSA Var klædt i sort lædertøj og blå denim, gerne cowboyjakke med afrevne ærmer, hvor rygmærket sad på en vest uden på læderjakken Kørte med pilothjelm Brugte groteske og grænseoverskridende symboler. Den største rockerklub, Bullshit, havde som rygmærke en tyr, der sked Dyrkede det beskidte, det snavsede, det anale, som bikerne tog strengt afstand fra og endte med at bekæmpe med blandt andet våben Lyttede til heavy metal Bikere (fra 1980erne): Kører på amerikanske motorcykler som Harley-Davidson Er klædt i sort denim- og westerntøj som cowboybukser og lignende Kører uden hjelm Bruger lædervest med rygmærke Bruger heroisk symbolik. Den største bikerklub, Hells Angels, har et dødningehoved med vinger på Lytter til blues

Links
Læs også på videnskab.dk: Ingen forskning i den danske bandekrig Bander bliver bekæmpet med filosofi Alle mænd kan genkende glæden ved bandevold Unge vil forsvare gruppen med deres liv Bandemedlemmer har selv et ansvar  Hverdagsproblemer vækker minder om gamle konflikter Bander minder om Odd Fellow, Rotary og Frimurerne Moral nedbrydes af vand og sæbe

Joi Bays vej ind i rockerverdenen Langt de fleste bikere har fundet sammen for at dyrke deres interesse for at pusle med motorcykler. (Foto: Roy Lister) Joi Bay startede sit feltarbejde i rockerverden i 1985, mens bikere stadig var en ungdomssubkultur og før den første af to danske rockerkrige for alvor brød ud. Han blev tilknyttet en dansk afdeling af A Brotherhood Against Totalitarian Entactments; en fællesorganisation for alle rocker- og bikerklubber, som i dag er opløst. Det gav feltforskeren et neutralt afsæt til at komme ind i på de vigtigste klubber i Danmark. What's up, Doc? Efterhånden faldt han mere og mere ind og blev en del af miljøet, paradoksalt nok hjulpet på vej af sin akademiske baggrund. Rockere og bikere havde god erfaring med forskere fra lande som Tyskland, England og USA, hvor flere af dem under kaldenavnet 'Doc' strøg til tops som fuldgyldige medlemmer af store klubber. »Rollen som 'Doc' viste sig faktisk at være højt estimeret, og det havde jeg ingen anelse om, da jeg gik ind i det. Da jeg kom, kunne de danske bikere fremvise deres egen 'Doc' i form af mig, så det viste sig, at det faktisk ikke var så tosset, at jeg var kommet,« fortæller Joi Bay med et smil. Baby åbnede døren Seks år og en masse notater senere var Joi Bay klar til at forlade miljøet igen. Men man vender ikke bare ryggen til et broderskab, som har set én som en ligeværdig. Slet ikke når man som akademiker siger farvel efter seks år for at vende tilbage til et mere højpandet job i det samfund, som mange af bikerne føler sig udenfor. Joi Bay mener selv, at han blev 'reddet' af, at han fik et barn. »De var meget familiære og havde stor forståelse for, at når man var blevet far, så kunne man ikke forventes at komme til træf eller være i klubben om aftenen. Det blev min vej ud af det fascinerende miljø, for selvom jeg også ville have trukket mig af andre grunde, ville mange af dem have oplevet det som et svigt og et brud på broderskabsbåndet, ligesom i gamle dage, når studerende solidariserede sig med arbejderklassen og så forsvandt, så snart de fik et arbejde,« fortæller Joi Bay og understreger, at de mulige problemer med at forlade miljøet ikke handlede om vold, men om at tage afstand fra hans arbejde, så det reelt ikke kunne bruges til noget. Joi Bay offentliggjorde i løbet af feltarbejdet videnskabelige artikler med hovedvægt på de særlige subkulturelle træk i klubberne.