Politiet udnytter vores utryghed

Politiet har aldrig fået så mange bevillinger og ekstra beføjelser til at bekæmpe kriminalitet som i de seneste 15 år, siger Mette Volquartzen. (Foto: Colourbox )

Politiet har gennem de sidste 15 år fået bevillinger og udvidede beføjelser på baggrund af rapporter, som er præget af overdrivelser og utroværdige tal, konstaterer historiker og forfatter Mette Volquartzen. Samtidig har politiet bidraget aktivt til et mediebillede af en stigende kriminalitet. Det er sket på trods af, at videnskabelige rapporter har vist, at kriminaliteten aldrig har været så lav som nu.

Mediernes intensive dækning af eksempelvis rockerkrige har i de seneste årtier gjort danskerne bange. Derfor glemmer politikere og journalister at tage de kritiske briller på, når politiet beder om flere penge til at bekæmpe kriminalitet. Det viser undersøgelser, som Mette Volquartzen står bag i forbindelse med sit speciale om politihistorie på Københavns Universitet.

»Hvis vi er mere bange, så er vi også tilbøjelige til ukritisk at give politiet flere midler,« siger Mette Volquartzen og fortæller, at politiet aldrig har fået så mange bevillinger og udvidede beføjelser som i de seneste 15 år.

Hendes speciale er baseret på analyser af blandt andet politiet og dets fagforbunds udtalelser i medierne, mediernes omtale af kriminalitet, politirapporter, debatter om lovgivning og kriminalitetsbekæmpelse i Folketinget fra 1990 til 2007. Specialet udkommer i marts som bog med titlen 'I tryghedens navn' ved forlaget Frydenlund.

Stigende angst for kriminalitet
Historikeren fortæller, at mens vi i gamle dage var mere tilbøjelige til at acceptere ulykke som en del af livets vilkår, så lever vi i dag i det, hun kalder et offersamfund. Der er altid nogen, som skal stå til ansvar.

Derfor er medierne fra begyndelsen af 90erne mere optaget af den skyldige kriminelles ansvar og skyld, end de er i at skitsere kriminalitet som et samfundsproblem, som vi kan løse med forebyggelse.

Det hænger også sammen med den politiske udvikling. I 1995 blev Dansk Folkeparti stiftet, og partiets medlemmer markerede sig blandt andet ved at forlange hårdere straffe. I kampen om midtervælgerne strammede Socialdemokraterne derfor også op. De øvrige store partier var præget af den samme tendens. Det har gjort danskerne mere angste.

»Mens kriminaliteten bliver mere og mere eksponeret i medierne, så begynder antallet af forbrydelser faktisk at falde på det her tidspunkt. I 1999 er kriminaliteten historisk lav,« siger historikeren om den paradoksale udvikling.

Der er en tydelig sammenhæng mellem mediernes eksponering og folks angst for kriminaliteten. Det viser en undersøgelse fra 1993 i det britiske videnskabelige tidsskrift 'British Journal of Criminology'. Justitsministeriets rapport fra 2003 viser endvidere, at der er en sammenhæng mellem, hvor meget den enkelte avis eksponerer kriminaliteten, og hvor bange deres læsere er, påpeger Mette Volquartzen.

Politiet laver meget andet end at bekæmpe kriminalitet. For eksempel kører de escorte og tager sig af psykisk syge (Foto:  Colourbox)

Ingen belæg
I Mette Volquartzens historiske undersøgelse er der eksempler på, at politikere har givet politiet midler og beføjelser på et løst grundlag.

I forbindelse med de politiske forhandlinger om politiforliget i 1999 havde et uafhængigt konsulentfirma lavet en redegørelse til Folketinget på opdrag af regeringen. Den konkluderede, at politiet burde spare. Politiforbundets reaktion var at indrykke store helsides annoncer i dagbladene med sloganet: 'At spare på politiet er dummere end politiet tillader.'

»De ønskede naturligvis flere ressourcer, og de begrundede det med, at kriminaliteten var stigende. Men de havde ingen belæg for deres påstand,« siger forfatteren og nævner igen rapporten om den historisk lave kriminalitet, som blevet udgivet samme år.

Tal uden herkomst
Et andet eksempel er rockerkrigen i 1995. Medlemmer af rockergrupperne Hells Angels og Bandidos lå i åben krig. Opgøret blev dækket intenst af medierne, og politiet bad om flere beføjelser for at kunne bekæmpe bandekrigen på baggrund af en rapport om den organiserede kriminalitet i Danmark. Folketinget vedtog herefter rockerloven. Den gav politiet mulighed for at begrænse rockernes frihed til at forsamle sig.

»Problemet er, at deres rapport byggede på nogle tal om organiseret kriminalitet fra 80erne,« siger Mette Volquartzen.

De statistikker er utroværdige, og det virker som om, der er pillet ved tallene.

- Mette Volquartzen.

17 af de omtalte rockere i rapporten var, ifølge forfatterne til redegørelsen, dømt for vold med døden til følge, og ni var dømt for voldtægt.

»De statistikker er utroværdige, og det virker som om, der er pillet ved tallene,« siger historikeren, som blandt andet har gennemgået et kritisk interview med Henning Thiesen i Weekendavisen.

Han var den ansvarlige chef for rapporten og måtte i avisen erkende, at han ikke kunne gøre rede for tallene. For selvom politiet har mulighed for at slå op i deres strafferegister og tjekke de pågældende rockeres fængselsdomme, så kunne politichefen ikke redegøre for, hvorfra han vidste, at rockerne havde fået domme siden de sidste opgørelser fra 1991.

Men hvordan kan du forlade dig på det interview?
Mette Volquartzen tilføjer, at flere medier havde taget fat i rockerproblematikken i perioden. Danmarks Radio indhentede for eksempel i 1991 oplysninger fra Interpol om de rockere, som rapporten i 1995 senere omtalte. Kun 2 af rockerne i politiets redegørelse var i 1991 dømt for vold med døden til følge. Ingen var dømt for voldtægt. Det samme viste en rapport fra Justitsministeriet samme år.

Rod i analysen
Og der var flere fejl ved ordensmagtens redegørelse i 1995.

Der er grundlæggende metodiske problemer med rapporten.

- Mette Volquartzen.

»Der er grundlæggende metodiske problemer med rapporten. For eksempel modsiger rapporten sig selv ved hele tiden at beskrive rockerne som en mafia, mens rapporten samtidig skriver, at der ikke er en mafia i Danmark,« siger Mette Volquartzen.

Advokater, dommere og juraeksperter protesterede højlydt over rockerloven, fordi den var i strid med både menneskerettigheder og grundlov. Men det ændrede ikke noget.

Historikeren forklarer, at det lykkedes politiet at få tilgodeset sine krav, fordi vi lever i et samfund, som sætter lighedstegn mellem politi og tryghed.

Ingen penge i omsorg
Men politiet jager ikke kun forbrydere længere. En stor del af betjentenes arbejdsdag går med at tage sig af psykisk syge og stofmisbrugere. Derfor mener Mette Volquartzen, at ordensmagten sagtens kan mangle ressourcer, selvom der bliver begået færre forbrydelser end tidligere.

Det er et problem, som Politiforbundet forsøger at gøre politikerne opmærksomme på. Men det er vanskeligt for forbundet at få tilkendt flere midler til betjentene på den måde, fordi der ikke er stemmer i omsorg for psykisk syge, lyder det fra historikeren. Mette Volquartzen mener bare ikke, at Politiet skal argumentere for større bevillinger ved at påstå, at der er mere kriminalitet eller ved at udnytte mediernes intense dækning af forbrydelser.

»Angst for kriminalitet er et problem for samfundet. Hvis noget virker virkeligt, så bliver det også virkeligt. Konsekvensen er, at vi mister tillid til hinanden,« siger forfatteren.

Langsigtede løsninger
I stedet for at politikerne blindt smider penge efter politiet, så bør beslutningstagerne tænke i langsigtede løsninger, ifølge historikeren. Men der mangler forskning i, hvordan vi forebygger samfundsskabte problemer som bandekriminalitet.

»Politikerne er enormt gode til at give befolkningen det her billede af, at det her bare er noget som kan ordnes her og nu. Sådan er virkeligheden desværre ikke,« siger Mette Volquartzen og tilføjer:

»Der er ikke noget quick fix. Det eneste, vi kan gøre er, at tænke mere langsigtet.«

Om specialet I specialet har hun analyseret politiets rolle i Danmark som retsstat fra 1990 til 2007 ud fra idealet om klassiske borgerrettigheder, som opstod i oplysningstiden.