
| Du er her: Nyheder om forskning og videnskab / Naturvidenskab / Megaforsøg: Piger smager bedre end drenge | ||||||||||||||||||||||||||||||||
|
Megaforsøg: Piger smager bedre end drenge15. december 2008 kl. 04:00
9.000 skolever fra hele landet har lagt smagsløg til et gigantisk forsøg, som giver overraskende ny viden om, hvad drenge og piger bedst kan lide
Af Niels Ebdrup
De mange medvirkende elever har betydet, at forskerne på Københavns Universitets Institut for Fødevarevidenskab nu har en sensationelt stor mængde data at analysere på. Så nu kan de lære mange nye ting om, hvordan børn og unges smag fungerer. »Med de her data kan vi komme videre med vores forskning. Vi kan få undersøgt, hvordan smagsløgene hos børn udvikler sig, og det har man ikke tidligere haft data til at undersøge,« siger Bodil Allesen-Holm, som er laboratorieleder på Institut for Fødevarevidenskab. Piger smager bedre end drengeForsøgene foregik på den måde, at eleverne hver havde fem bægre med forskellige smage stående foran sig. I bægrene var der sukker og citronsyre, som elevernes lærere havde opløst i vand efter klare instrukser fra forskerne. Eleverne skulle så svare på, hvornår de kunne smage, om vandet var henholdsvis sødt eller surt.
»Pigerne var ti procent bedre til at smage end drengene. Det kan være fordi piger er bedre til at koncentrere sig om netop den type opgave, de blev stillet. Men det kan også være, at der er en fysiologisk forskel,« siger Bodil Allesen-Holm. Resultater der kan brugesDet var ikke forskerne, der blandede de koncentrationer, som eleverne smagte på. Og det var eleverne selv, der udfyldte de spørgeskemaer, der var blevet sendt ud i forbindelse med eksperimentet. Men Bodil Allesen-Holm mener alligevel, at man kan stole på dataen. »Resultaterne kan vi stole på, fordi der er tale om en så stor datamængde. Vi sendte citronsyre ud til skolerne, men de har selv tilsat vand. Så koncentrationen har sikker svunget lidt. Men netop fordi der er tale om et så stort antal medvirkende, bliver usikkerheden udlignet,« siger Bodil Allesen-Holm. I det hele taget er det flot, at så mange deltager i projektet. »Det er et rigtigt flot projekt. Mange elever har hjulpet forskerne med at få nogle resultater, de ikke ville kunne få selv. De er med til at skabe ny viden, som faktisk kan bruges til noget,« siger Pernille Vils Axelsen fra Dansk Naturvidenskabsfestival, der er projektleder på Masseeksperimentet. Slikproducenter kan lære nogetMen det er ikke kun forskerne, der har fået noget ud af eksperimentet. Også eleverne har fået ny viden og bevidsthed om smag. »Jeg tror, at det her eksperiment har gjort flere børn bevidste om smag. De ved nu, at suppe ikke bare smager af suppe, og lakrids af lakrids, men at der er smagsnuancer,« siger Bodil Allesen-Holm. Og apropos lakrids så mener hun også, at slikproducenter kan lære noget af eksperimentets resultater. Nemlig, at der er stor forskel på, hvor søde ting børn kan lide. »Et af de tankevækkende resultater er, at nogle børn ikke synes at det, de spiser, skal være så sødt. Det viser, at slikproducenterne med sagtens kan lave meget forskelligt slik,« siger Bodil Allesen-Holm. Kræsenhed forsvinder med alderenEksperimentet viser i det hele taget, at smag er en pudsig ting. For eksempel viser det også, at man udvikler sig til at kunne lide flere forskellige retter, når man bliver ældre. Det lader til, at kræsenhed forsvinder i 14-16 års alderen. »Der sker en pludselig ændring, når man bliver 14-16 år. På det tidspunkt begynder flere børn at svare, at de ikke er kræsne. Det tyder på, at de får en ny bevidsthed om fødevarer. Det er muligt, at de i den alder begynder at blive presset til at smage på tingene, og på den måde udvider deres horisont,« siger Bodil Allesen-Holm. Masseeksperimentet 2008 foregik under Dansk Naturvidenskabsfestival 2008, og udvalgte resultater er publiceret i en rapport fra LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.
Log ind
For at kunne kommentere på artikler på skal du være logget på som bruger af videnskab.dk Angiv venligst e-mail og adgangskode |
|
||||||||||||||||||||||||||||||
|