Tvisten om klimaet

Orkanen Isabel, som i 2003 hærgede Den Mexicanske Golf og USA. Foto: NASA

Ingen vil løfte et øjenbryn over nogle måneders faldende globale temperaturer, som sagtens kan være et udslag af klimaets naturlige svingninger. Men da professor Ole Humlum, Oslo Universitet, i januar i en artikel i Morgenavisen Jyllands-Posten gjorde opmærksom på, at de globale middeltemperaturer ikke er steget det seneste årti, satte det gang i den danske klimadebat.

Kritik af modellerne
Det var ikke så meget Humlums konstatering af, at de globale temperaturer stagnerer, som skabte røre. Det var først og fremmest hans kritik af de mange
klimamodeller, som forudsiger, at den menneskeskabte udpumpning af CO2 vil få de globale temperaturer til at stige:

»I 10 år har vi ikke haft nogen stigning i den globale temperatur, selv om der i samme periode har været en kraftig stigning i mængden af CO2 i atmosfæren. Vi skulle have set en stigning i temperaturen på 0,2-0,3° Celcius, hvis klimamodellerne var rigtige. Det har vi ikke. Derfor må der være noget galt med modellerne,« lød Ole Humlums fanfare i Jyllands-Posten.

Et udsagn, som kan synes paradoksalt, når vi - som FN's Internationale Klimapanel påpeger - siden 1998 har haft de fem varmeste år, siden målingernes start for små 150 år siden. Men det kan ifølge Humlum kun betyde, at der enten er en kraftig global opvarmning i gang, eller at vi passerer et toppunkt for øjeblikket. Selv er han tilbøjelig til at mene, at det er det sidste, der er tilfældet.

Perioden er for kort
Eigil Kaas, som er professor i meteorologi ved Københavns Universitet og fortaler for teorien om den menneskeskabte globale opvarmning, er hverken foruroliget over de stagnerende temperaturer eller over Ole Humlums kritik.

»Jeg forstår egentlig slet ikke diskussionen. For det grundlæggende ved klimaet er, at det varierer, og vi kan sagtens have en flerårig periode, hvor temperaturerne falder eller stagnerer, uden at det på nogen måde modbeviser, at vi er midt i en langsigtet global opvarmning,« lyder den kontante afvisning.

Hvis det kun var CO2-indholdet i atmosfæren, som fik klimaet til at variere, ville der være tale om en jævnt stigende kurve, som blot afspejlede mængden af CO2. Men Kaas understreger, at en lang række påvirkninger får klimaet til at opføre sig højst uregelmæssigt.

Et par af de faktorer, som de seneste 20 år har påvirket klimaet synligt, er vulkanen Pinatubos udbrud i 1991, som havde en kølende effekt, og ikke mindst El Niño-fænomenet i 1997-98, som midlertidigt fik jordens temperatur til at ryge i vejret. De seneste måneders afkøling tilskriver Kaas især en igangværende, moderat La Niña, dvs. det modsatte fænomen af El Niño.

»Hvis vi kunne fjerne alle disse effekter, ville en kort periode på 10 år, som Ole Humlum vælger, være tilstrækkelig til at sige noget meningsfuldt,« forklarer Eigil Kaas.

»Men det er imidlertid kun de kraftigste påvirkninger som vulkanudbrud, vejrfænomenet El Niño og solens indflydelse, det er muligt at isolere i klimaets svingninger. Derfor skal man i hvert fald op på en 20-30-årig periode, før man kan finde en generel trend, der ikke er forstyrret af tilfældige klimavariationer,« mener han.

CO2 ikke dominerende
Ole Humlum og Eigil Kaas er ikke uenige om, at klimaet foretager nogle gevaldige rutschebaneture, og at der er flere faktorer, som spiller ind. Tværtimod er det en vigtig pointe hos begge.

Den grundlæggende uenighed ligger i vurderingen af, hvor meget det stigende CO2-indhold i atmosfæren påvirker det globale klima i forhold til andre klimakomponenter. Ole Humlum lægger vægt på, at temperaturudviklingen de seneste 10 år ikke passer med klimamodellernes forudsigelser, og at det må være kommet bag mange af de forskere, som arbejder med at udvikle modeller.

»Konklusionen er, at det stigende CO2-indhold i atmosfæren de seneste år ikke har været dominerende for de globale temperaturer, og man får let den tanke, at det heller ikke har været det de foregående 20 år. Det betyder, at der er en række andre klimafaktorer, som har spillet ind, men ikke er beskrevet godt nok i klimamodellerne,« siger Ole Humlum.

Ole Humlum virker heller ikke overbevist om, at 10 år er for kort tid til at sætte spørgsmålstegn ved teorien om global opvarmning. Han spørger retorisk, hvorfor 10 års stigende globale temperaturer i 1988 var tilstrækkelig til at overbevise mange forskere og politikere om rigtigheden af hypotesen om den menneskeskabte opvarmning og dermed om nødvendigheden af at nedsætte FN's Klimapanel, IPCC, når det ikke gælder i dag.

Han peger også på, at i hvert fald to forudsigelser ikke holder stik. Den ene er, at polerne vil opleve en hurtigere opvarmning end resten af planeten.

»De sidste 15-25 år er polnære dele af den nordligere halvkugle rigtignok varmet hurtigere op end gennemsnittet for hele planeten, men samtidig er Antarktis slet ikke varmet op. Man kan naturligvis ikke have en hypotese, der kun fungerer ved den ene pol,« siger Ove Houlum.

Den anden forudsigelse er, at den øvre del af troposfæren over Ækvator i 8-12 kilometers højde varmes ca. to gange hurtigere op end jordoverfladen nedenunder. Humlum gør her opmærksom på, at det ikke har været tilfældet, men at temperaturerne ved jordoverfladen - i direkte modstrid med hypotesen - er steget mere end højere oppe i troposfæren.

Hvem kender fremtiden?
Det kan ikke undre, at de to forskere har nogle meget forskellige bud på, hvordan fremtidens klima vil blive. Eigil Kaas er overbevist om, at vi vil se en fortsat global opvarmning drevet af et stigende indhold af CO2 i atmosfæren. Han mener ikke, at de andre komponenter bag klimaændringerne vil kunne ændre dette, medmindre vi bliver udsat for helt ekstraordinært omfattende vulkanudbrud eller et voldsomt fald i solaktiviteten.

Ole Humlum viger tilbage fra at sige noget om den fremtidige temperaturudvikling.

»Skulle nogen finde på at spørge mig til råds, ville jeg tilråde dem at tage højde for de mulige effekter af en bred vifte af klimaændringer de næste 25 år: varmere såvel som koldere, fugtigere såvel som tørrere, mere blæsende såvel som det modsatte. Klimaændring i en eller anden form skal vi nok få.«