Wittgenstein i ophedet kamp mod filosofisk opkomling

Wittgenstein blev så provokeret af Popper, at han begyndte at afbryde  Poppers tale. (Foto: Cambridge University )

Vi står i et fyldt lokale i King's College. Midt i det fornemme universitetsmiljø i Cambridge i England. Det er fredag den 25. oktober 1946. Klokken har lige slået 20.30. Ind i lokalet træder aftenens gæstetaler, filosoffen Karl Popper, der har set specielt frem til denne aften. Især til mødet med den store anerkendte professor Ludwig Wittgenstein.

Popper er mødt op for at tale om noget så tilsyneladende harmløst som 'Findes der filosofiske problemer?' Dét skal vise sig at være et særdeles brandfarligt emne. Endda på flere måder.

»Meget af det, der sker denne aften - en helt enestående aften i filosofiens historie - står i dag som en myte. Men faktum er, at Popper ikke havde talt i mere end ti minutter, før Wittgenstein følte sig så provokeret, at han begyndte at afbryde taleren,« siger Anne-Marie S. Christensen, adjunkt ved Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier, Syddansk Universitet.

Hun har i flere år beskæftiget sig indgående med Wittgenstein og er selv dybt fascineret af det berømte sammenstød.

»Mødet mellem de to er så interessant, fordi der er noget, vi ved rent faktuelt, samtidig med at der klæber en masse mystik til historien. Man kan spørge sig selv, hvordan det dog kunne gå til, at et ti minutter kort møde kunne sætte sig så dybe spor i filosofihistorien,« fortæller forskeren.

STORE PERSONFEJDER

I den kommende tid retter videnskab.dk blikket mod nogle af de tankevækkende historiske slagsmål mellem forfattere, filosoffer, politikere, sportsstjerner og store religiøse tænkere. Hvorfor kæmpede de mod hinanden? Hvad kæmpede de om? Og hvad betød kampen for deres eftermæle - og for historiens gang?   Læs også Da Kierkegaard røg i flæsket på Andersen

Misundelsen

Når Wittgenstein og Popper i dag nævnes i samme sætning, er det som oftest deres kontrovers, der træder i forgrunden. Men med til historien hører, at de to også havde visse slående fællestræk. De havde begge en jødisk baggrund og kom fra storbyen Wien, som i begyndelsen af forrige århundrede emmede af kunst, musik og filosofisk tænkning. Derudover har der ikke hersket tvivl om, at Popper spejlede sig i den ældre Wittgenstein.

»Popper så i Wittgenstein en tænker, for hvem tingene var faldet nemt. Wittgenstein var ud af en af de mest velhavende og kulturelt set toneangivende familier i Østrig. Popper havde måttet kæmpe sig op ad den sociale og intellektuelle stige, og han syntes, at Wittgenstein i for høj grad havde fået tingene foræret. Han var misundelig,« siger Anne-Marie S. Christensen.

Filosofi er overflødig

Forskeren vender blikket mod den filosofiske side af sagen. Også her var Wittgenstein og Popper langt fra enige.

»Deres indgang til filosofien var afgørende forskellig. Wittgenstein havde en ide om, at når vi forsøger at forklare verden, går der kludder i vores sprog. I Wittgensteins øjne er filosofien til for at rydde op i sproget. Når den har gjort det, bliver den til gengæld i en vis forstand overflødig,« forklarer Anne-Marie S. Christensen.

Mødet mellem de to er så interessant, fordi der er noget, vi ved rent faktuelt, samtidig med at der klæber en masse mystik til historien. Man kan spørge sig selv, hvordan det dog kunne gå til, at et ti minutter kort møde kunne sætte sig så dybe spor i filosofihistorien

- Adjunkt Anne-Marie S. Christensen

Præcis af dén grund var Popper i stødet, da han trådte ind i det fyldte lokale i Cambridge. Han havde en mission. Popper ville konfrontere Wittgenstein med hans destruktive syn på filosofien.

»Popper ville have Wittgenstein til at forholde sig til, hvorfor man overhovedet skal bedrive filosofi, hvis den bare løser sproglige knuder. Popper mente i stedet, at filosofien giver os en enestående indsigt i verdens opbygning«, siger forskeren.

Men Wittgenstein gennemskuer øjeblikkeligt Poppers ærinde. Og bliver dybt provokeret.

»Wittgenstein vil simpelthen ikke acceptere, at filosofien skulle have en privilegeret status. Og han mener, at ideen om at den har en privilegeret status er ren arrogance fra filosoffernes side, « siger Anne-Marie S. Christensen.

Ildrageren

Wittgenstein møder derfor Poppers indledende ord med skarpe modangreb. I de næste minutter fyger duellerne gennem rummet. På et tidspunkt begynder Wittgenstein, der har placeret sig ved siden af kaminen, at stikke voldsommere og voldsommere i gløderne med en ildrager.

Ifølge en af myterne blev Wittgenstein så ophedet af raseri, at han truer Popper med den rødglødende ildrager. Dén køber Anne-Marie S. Christensen dog ikke.

»Formentlig sker der det, at en af tilhørerne - nemlig den tredje stor filosof Bernard Russell - beder Wittgenstein om at lægge ildrageren. Wittgenstein føler sig talt ned til og forlader lokalet i affekt.«

Sådan sluttede de ti minutter i det fyldte universitetslokale i Cambridge.

Efterfølgende begynder Wittgensteins beundrende skare af studerende at bombardere Popper med spørgsmål. Et af dem lyder: 'Kom med et eksempel på en moralsk teori, som altid holder'.

Poppers svar falder prompte: 'Man må ikke true gæsteforelæsere med ildragere'.

Links
Læs mere om Wittgenstein på http://www.wittgenstein-network.dk/  teorier.dk om Wittgensteins logik og sprogfilosofi  Psykologibasen.dk om de psykologiske sider af Wittgenstein  Leksikon.org om Karl Popper Det internationale Karl Popper Institut Læs også på videnskab.dk: Da Kierkegaard røg i flæsket på Andersen  Vi lærer af at være åbne for det ukendte  Sprogkyndige komplicerer sproget

De to duellanter Ludwig Wittgenstein (1889 - 1951) var østrigsk filosof, men hans universitetskarriere udspillede sig primært i England. Wittgenstein regnes for en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige filosoffer. Man skelner mellem den tidlige og sene Wittgenstein, idet der er tale om et filosofisk skifte fra hans første hovedværk "Tractacus Logico-Philosophicus" til det senere "Filosofiske Undersøgelser". Hans ideer om logik, bevidsthedsfilosofi og matematikkens grundproblemer har sat sig dybe spor i hele den nutidige filosofiske tænkning. Det er dog især hans sprogfilosofi - og hans betoning af at sprog og verden gensidigt påvirker og skaber hinanden - der i dag står som er kardinalpunkt i sprogfilosofiens historie. Karl Popper (1902 - 1994) er født i Østrig, men gjorde også karriere i England. Inden for videnskabsfilosofien er Poppers filosofi i dag uomgængelig. Særlig kendt er han for sin falsifikations-teori. Popper, der havde rod i naturvidenskaben, hævdede, at enhver videnskabelig teori skal kunne modsiges. Gennem modsigelsen - den kritiske rationalisme - gør videnskaben fremskridt, idet nye erkendelser opstår, som så igen skal rammes af kritik.