Så dræb dog de satans unger!

Bølgen af film om "onde" børn startede med "The Bad Seed" (1956), bygget over William March' skuespil. Blandt de vigtigste film i denne subgenre er Mario Bavas "Operazione paura" (1966), Roman Polanskis "Rosemary's Baby" (1972), William Friedkins "The Exorcist" (1973), Richard Donners "The Omen" (1978), John Carpenters "Halloween" (1978) og David Cronenbergs "The Brood" (1979). Lad os heller ikke glemme Wednesday og Pugsley i "Addams Family"-serien (film + tv), siden 1964. Fra dansk film må nævnes den 4-årige morderske i Benjamin Holmsteens "Lille Lise" (2005). Uden for filmmediet er temaet nært knyttet til de gamle folkesagn om skiftinge, hvor et menneskebarn på lumsk vis udskiftes med en troldeunge, se Evald Tang Kristensen: Danske Sagn, bind 1, side 299.

Hej Nicolas,

endelig er du på - og hvordan kunne jeg dog glemme The Brood, som jeg glemte at skrive på, men som vel nok indeholder mine mest uhyggelige 'børn'. Scenen hvor børnene henter den lille pige i børnehaven, og dræber børnehavelæreren, er simpelthen noget af det mest uhyggelige. Cronenberg forstod at giv os familien i opløsning - han kaldte The Brood for sin version af Kramer versus Kramer (han var i en skilsmisse).

til Vitus

Tak for tippet og jeg har set Eden Lake, som en læser anbefalede mig og som jeg købte fra England inden den kom til Danmark. Du har selvfølgelig ret, disse unger er noget af det mest creepy - og realistiske - overhovedet. Englænderne må være rædselsslagne for børn, for mange af de 'onde børn' film synes at komme fra England. Jeg glemte i øvrigt at nævne romanen The Turn of the Screw af Henry James (1898).

I skyndingen glemte jeg også selv at nævne zombiepigen i George Romeros "Night of the Living Dead" (1968), samt monsterbabyerne i Larry Cohens "It's Alive" (1974, plus fortsættelser). Der var i 1970'erne en fortættelse af film om "onde" børn, hvilket jo nok skyldes, at man netop havde oplevet ungdomsoprøret og studenteroprøret, ligesom man i kølvandet på 1970'ernes rødstrømpebevægelse begyndte at lave flere film om kvindelige monstre. Den nuværende bølge af film om onde børn, som du gør opmærksom på, er måske blot en følge af de pt. mange remakes af horrorfilm fra 1970'erne.

jeg husker mest Pet Semetary for dyrene. Især, husker jeg, gjorde katten et stort indtryk. Men ... begraver forældrene et af deres børn deroppe?

Hej Rikke,

Først begraver de katten, som kommer tilbage noget forandret, men så bliver Gadge kørt ned af en af den store motherfucker lastbiler og dør - og så begraver faren ham deroppe - og Gadge kommer tilbage. Og han er en mean bastard. Dræber naboen og sin mor, som faren så også begraver. Men Gadge er så uhyggelig. Jeg har set Pet Semetary mindst 7-8 gange - og det er stadig en af de gyser-film, der rammer mig hårdest. En gang, da jeg boede inde i city, var der en forretning, der havde et maleri hængende af en dreng, der lignede Gadge helt vildt - selvom det vist var malet for 100 år siden eller mere. Jeg fik gåsehud bare af at gå forbi det. Egentligt er det underligt, for det er samtidig den eneste zombie-ting, der har skræmt mig.

Filmen med bugtaleren, som du husker, er "Dead of Night" (1945). Episoden med bugtalerdukken er "The Ventriloquists Dummy" instrueret af Alberto Cavalcanti, der også lavede den indledende spøgelsesepisode. Michael Redgrave (fra "The Innocents, 1961, endnu en vigtig horrorfilm med "onde" børn!) spiller den skizofrene bugtaler, der bliver besat af sin egen dukke, Horrorfilm var stort set forbudt i England frem til 1945, hvilket er årsagen til, at "Dead of Night" er den første britiske horrorfilm. Den foregreb Hammer-filmene med tolv år og bølgen af antologiskrækfilm med næsten tyve år!

- kan du opleve i den virkelige verden - på gader og stræder! Der må jo være en grund til talen om nedsættelse af den kriminelle lavalder.

Jeg vil opfordre alle brugere af dette fornemme site til at boycotte "tommel ned"-funktionen!! Både jeg og mange andre har tidligere anbefalet redaktionen, at man afskaffer "tommel-op/tommel-ned", men det synes ikke at have nogen virkning.

Det kan på en måde forsvares, at man giver sin sympati for et indlæg til kende ved at klikke på "thumb up". Når man er enig i et indlæg, er det måske overflødigt at skrive et nyt, hvori der bare står "enig". - Er man derimod uenig, er det alt for tilbagelænet (for ikke at sige indolent) blot at klikke "thumb down". Det er for mageligt, men det er også ødelæggende for en sund debat. - Hvis man er uenig i de argumenter, der fremføres, så synes jeg, man har en forbandet pligt til enten at gøre opmærksom på, hvori uenigheden består. - Eller at holde sin k...!  og dermed helt afstå fra at blande sig.

Det er iøvrigt vigtigt at huske, at der ALTID er et menneske bag et indlæg. Et menneske der måske i forvejen er følsomt og lader sig påvirke af disse anonyme afvisninger.

Jeg har tænkt mig at gentage dette indlæg i flere tråde, idet jeg har en formodning om, at de fleste af os primært læser bestemte typer af tråde.

Venligst CB

ps: stort set alle mine egne indlæg på Videnskab.dk er blevet positivt modtaget, så det er ikke mig selv, jeg skriver om her. Det er det principielle.