Hollywood-bloggen  

Om Bataille og grænseløs horror

Legetøj - eller menneske? I Eli Roths 'Hostel' (2005) betaler rige for at muntre sig med at torturere og dræbe mennesker.

Redaktørerne af videnskab.dk bad om mere forskning.

Hmmm. Det er svært at gøre indlæg direkte forskningsbaserede, uden at de ender med at blive død-kedelige for ikke-akademikere. Men lad mig da forsøge:

For øjeblikket læser jeg George Bataille. Har lige læst 'Historien om øjet'; en lang novelle, der er i tradition med De Sade og erotisk grænseoverskridelse.

Og hvad er så interessant ved Bataille i min forskning?

Spørgsmålet om grænseoverskridelsen er relevant for horror, fordi al god horror er knyttet til grænseoverskridelse.

Hinsides borgerlig dydsmoral

Svin - eller menneske? Grænseoverskridelse er overalt i den franske 'Frontière(s)' (Xavier Gens, 2007). Her forsøger horrorheltinden at krydse grænsen fra at være svin til at blive menneske. Og som alle horrorheltinder modtager hun sin ‘dåb', dyppet i mudder og svinelort.

Men lad os blive et øjeblik ved Bataille. Med til hans erotik er, at erotik og død er knyttet til hinanden.

Personerne pisser, voldtager, nyder og lemlæster som det passer i deres ganske upassende lyster. Vi er ude i et lyst-univers, der er hinsides borgerlig dydsmoral.

Og det er det 'hinsides', der er interessant.

Kaos og ingen regler 

Grænseoverskridelse betyder ikke nødvendigvis, at man går fra en ting til dens modsætning - som fra god til ond, eller fra sex til afholdenhed.

Hos Bataille er grænseoverskridelsen for mig at se knyttet til at ophæve eller suspendere tingenes modsætningsforhold.

Vi ender derfor i et kaos, en kaotisk verden, hvor alt kan ske, fordi moralens og det muliges regler er suspenderet.

Det samme gør sig gældende i god horror. Den amerikanske filmforsker Robin Wood har sagt, at horror kan koges ned til denne formel:

»Normalitet er truet af Monsteret. Formelen tilbyder tre variabler, som man skal undersøge i analysen af individuelle film: Definitionen af normalitet, definitionen af monsteret og - helt centralt - definitionen af forholdet mellem de to. Generelt kan man sige, at jo sværere det er at anvende denne formel, desto mere kompleks og interessant bliver filmen.«

Gode gys går bag om moralen

Grænseoverskridende ubehag i Rob Reiners 'Misery' fra 1990. Jeg tror, det er den scene, der vækker de højeste 'arrgh' hos publikum. Måske clitorisafklipningen i 'Antichrist' er mere anstødelig - men ikke en bedre/værre scene.

God horror suspenderer grænsen mellem menneske og monster, mellem liv og død, mellem begær og afsky, mellem angst og lyst.

Vi ser de to størrelser glide sammen i for eksempel min analyse af horror-heltinden, der for at overleve må blive ‘monstrøs' og i stand til at dræbe.

Børnehavepædagogen i 'Eden Lake' ender med at myrde to børn. Og hun overlever alligevel ikke, selvom hun er dyppet i lort.

Og hovedpersonen i 'The Descent' er døbt i en sø af blod, hvorefter hun myrder en af sine veninder.

Og så selvfølgelig den almindelige grænseoverskridelse af død/sex i for eksempel vampyr-universet. Men moralsk er det ikke længere grænseoverskridende i sin mainstream-udgave.

Når gyset er godt og provokerende, udforsker det moralens bagside. Ikke moralens modsætning, men dens ophævelse.

Det gode gys udforsker grænseoverskridelse og det kaos, der ville herske, hvis moralen ikke var til stede og tøjlede vores adfærd.

Død, liv, lyst og...

Ja, det er nogen af de tanker, jeg gør mig om grænser og gys og Bataille og erotik.

Det er ikke i det sikre og velafgrænsede, at fornøjelse findes, men derimod i overskridelsen, suspensionen, kaos.

I det sted, hvor levende bliver døde, hvor døde bliver levende, hvor lemmer hugges af og nye karaktertræk vokser frem. Hvor død fører til lyst og lyst fører til... ja, I kan selv fortsætte.

Og til læseren af min blog, der engang sidste år anbefalede mig at se den franske film 'A l'interieure':

Lige nu har mine kvindelige grønlandske studerende valgt at se netop denne film (jeg havde givet dem fem franske tortureporn-film at vælge fra).

Men de syntes at temaet om graviditet var... grænseoverskridende og spændende. De har selv børn. At de tør! Det er absolut en grænseoverskridende film.

 

Fritt vilt II – flænsende fed og endnu bedre end Fritt vilt

Posteren til 'Fritt vilt II' (2008) har vores heltinden på forsiden inden det bliver en meget lang nat.

To'eren er et udskældt barn.

Ofte lavet som en spekulativ fortsættelse af en mindre succes, som regel af en anden instruktør end etteren, fordi ingen vil lægge navn til en på forhånd erklæret ‘dårlig' film.

Meeeeen ... 'Fritt vilt II' (2008) er en kanon-god gyserfilm, god på egen hånd og bedre end den første 'Fritt vilt' (2006).

Gennemført farvelægning

For det første: Hovedpersonen Jannicke er rystende godt spillet af Ingrid Bolsø Berdal, vi er her på højde med Sigourney Weavers præstation i 'Alien', tilbage fra dengang en final girl var en overraskelse i gyserfilmen.

Lysegul og lyseblå i 'Fritt vilt II' - raffineret i Jannickes blå øjne og blå hospitalstøj og de gule vægge.

Her er hun... well, døm selv.

Jeg nyder, at hun hverken er oversminket, oversmuk, oversexet eller noget andet amerikansk.

Her er intet teen-slasher, her er en ung kvinde, der tager kampen op - selv når hun vågner bedøvet og bundet til sin seng, fordi lægerne syntes, hun var umulig. Min moderne horrorheltinde.

Og for det andet: Alt æstetisk fungerer forrygende.

Første film valgte et koldt farvevalg med blå og grå toner iblandet lidt gulligt, når vi befandt os inde i det forladte skihotel.

Anden film raffinerer dette farvevalg i smukke kompositioner og fotografier, fra lys gul til syg orange og fra klar himmelblå over let turkis til mørkeblå nat.

Og igen blandes gult og blåt, denne gang i en kanyle.

Farvevalget er raffineret fastholdt i patientens turkis klæde til politimændenes lyseblå skjorter, og i de gule vægge på hospitalet til de orange væsker, der sprøjtes ind under huden med kanyler.

 Farverne blandes perfekt til en stadigt stigende stemning af uhygge.

Referencer til klassikerne

Så vidt jeg kan se, er det Mats Stenbergs debut som instruktør. Fantastisk gået, siger jeg.

Det er en så sikker hånd, man mærker, at jeg for mit indre blik så en gammel garvet instruktør, der var præcis i enhver indstilling: Hospitalet fik mig til at tænke på hotellet i Kubricks 'The Shining', en klar inspiration til fotograferingen af de lange, tomme gange.

De lange korridorer i hospitalet i 'Fritt vilt II' vækker associationer til 'The Shining'.

Her er mange hyldester til klassikere. Jeg har allerede nævnt 'The Shining' og 'Alien', og åbningen minder om 'Se7en'.

Men der er endnu mere originalitet i det norske univers med den lille by i fjeldet, snestormen, det lokale politi og et hospital på vej til at blive nedlagt. Det er forrygende norsk horror.

Jeg glæder mig til treeren. Og spørger mig selv: Hvorfor fanden laver vi ikke sådan noget herhjemme? Hallooooo, I danske instruktører? Klager I stadig over (manglende) penge fra Filminstituttet? Tag nu og sats!!! Få fingeren ud!

Norsk slasher-serie

De norske fjelde tiltrækker mange danskere. Men måske vil man tænke sig om to gange, inden man næste gang løber off piste i jomfruelig sne?

Jeg er glad for, jeg ikke er nyhedsjournalist.

Nu er det sådan med os forskere, at det tager hundrede år at få en original ide, hundrede år at skrive en god international artikel og igen hundrede år at skrive bogen.

Well, så al god forskning er forældet, når det endelig kommer ud i et 'offentligt rum'.

Derfor kan jeg roligt fortælle med begejstring, at Norge har udviklet sin helt egen slasher-serie med filmene 'Fritt vilt' (2006), 'Fritt vilt II' (2008) og 'Fritt vilt 3' (kommer i 2010).

Og at de er et godt bud på en nordisk pendant til Saw-serien og alle de andre serier, vi kender fra gamle dage: her er både en sej horror heltinde, Jannicke, spillet superfedt og overbevisende af Ingrid Bolsø Berdal, samt et mytologisk monster, the Iceman eller the Snowman.

Og så er det vist nok instruktørens debut-spillefilm, så vidt jeg kan se. Godt gået af Roar Uthaug, som også står bag Fritt vilt 3.

Skrigende god

Egentlig er her intet nyt - horror-heltinden er en 'final girl', der i dag selvfølgelig er stærk, selvstændig, en overlever med initiativ og egen lejlighed. Monsteret blev mishandlet som barn og er nu en Bøhmand, der hævner sig på den menneskehed, han ikke kan være del af.

Men det er ikke desto mindre gjort så veloplagt, velspillet og velfortalt, at jeg skreg flere gange undervejs ved de obligatoriske chok-scener (og ja, man VED godt, hvad der vil ske, men skriger alligevel).

Går efter underlivet

Den ene overlever... og den anden gør ikke. Se Fritt vilt og nyd de klassiske udfordringer såsom ishakke, sav, psykopat...

Jeg har kun set første film, læst referat af anden film og hørt at tredje film er på trapperne. Men jeg ville ønske, at dansk film turde lave noget tilsvarende:

En seriøs horror serie, der ikke er en teenage/ungdoms/komedie, men et gysende alvorligt bud på underholdning for alle aldersgrupper. Herregud, hvor svært kan det være?

Fritt vilt er både en god gyser og en god film, et filmisk håndværk der måske ikke bjergtager som Lad den rette komme ind, men til gengæld går efter underlivet og rammer hårdt og præcist.

Gysere skal ses...

Og så må jeg lige indrømme, at jeg så filmen i de rette rammer... jeg er nemlig på skiferie i Norge og sidder i min hytte.

Så, be warned, alle I derude der elsker off-piste løb på snowboard. For jo højere man sigter efter uberørt sne på et øde norsk fjell - desto dybere er der at falde.

Norge om vinteren er ikke bare olie og fartbøder - det kan også være en ødemark uden mobiltelefon-dækning. Nøjagtig ligesom den australske ørken i Wolf Creek .....

Rigtig god fornøjelse!

Vampyrer og sex i alle variationer

Og ja, posteren til HBOs tv-serie True Blood (2008 -) lover netop sex og blod. Og lækre kvinder.

Har omsider fået set True Blood, der nu er ude i dansk dvd-version.

Se dén!

For den fantastisk sexede atmosfære, for de mange sanselige og syge og sexede forhold, der ender i død, genopstandelse, drab, afhængighed, en fuldstændig given sig hen til begæret.

For jer, der ikke lige har serien present: True Blood (2008 -) er en HBO tv-serie, der har taget USA med storm og nu kører på tredje sæson.

Vi befinder os i sydstaterne og den lille åbningssekvens, der findes i starten af hvert afsnit, emmer af kreativ æstetik, syret countrymusik af Nathan Barr, djævleuddrivelse, hor, slanger og råddenskab. Vi er deep down south, som det hedder, hvor overtro og gudsdyrkelse går hånd i hånd.

Narko og vampyrsex

Vores hovedperson Sookie Stackhouse kan læse tanker. Hun er eminent og flirtende spillet af Anna Paquin (Rouge fra X-Men), og redder i første afsnit vampyren Bill (Stephen Moyer) fra at blive drænet for blod.

Deres kærlighedsforhold er en rød tråd gennem serien, ligesom Sams bar er stedet, hvor der bliver drukket øl og serveret burgers.

I denne fremtids-vision er vampyrerne trådt frem og blevet en accepteret minoritetsgruppe med samme borgerrettigheder som de levende.

De ernærer sig af 'true blood', et syntetisk blodprodukt der sælges som six-packs og serveres på baren. Men den virkelige vare, menneskeblodet, er selvfølgelig altid at foretrække...

Med til historien hører, at vampyrens blod omvendt kan bruges af mennesker som et euforiserende stof, der er stærkt vanedannende. Så hvis man fanger en vampyr, er det en guldåre af narko. Og at have sex med en vampyr er det største kick overhovedet. I True Blood går man til vampyren for den ultimative sexoplevelse.

Stilistisk mix

Åbningssekvens med musik af Nathan Barr. Feeeed musik. Køb den endelig. Den er på højde med de bedste Bond-åbningssekvenser. (Foto: ?)

I det hele taget spiller sex en helt og aldeles dominerende rolle: Vampyr-husene ligner eksklusive swingerklubber, hvor mennesker frivilligt (nogen ufrivilligt) lader sig dræne for energi i muntre gangbangs.

Også sex mellem mennesker indbefatter leg med bondage, kvælning, rollespil, filmoptagelser, masker, homoseksualitet - med andre ord, alt dét den gennemsnitlige vestlige borger tager sig til i dag.

Der er visse ting, der stadig er tabu. Jeg må indrømme, at jeg kun har set de fire første og to sidste afsnit af første sæson, men er endnu ikke stødt på for eksempel ... fistfucking. Her må vi alligevel retur til den depraverede virkelighed.

Stilen er ikke smægtende Twilight eller svulstig Bram Stoker's Dracula, men snarere et unikt mix af David Lynchs lilleby-perverse Twin Peaks og down-south Wild at Heart samt Kathryn Bigelows country-romantiske Near Dark.

LÆS OGSÅ

Vampyrer må godt være pædofile

Se True Blood ... du vil helt sikkert blive bidt.

DISTRICT 9 – aliens, biller og superfede våben

En af de fedeste plakater siden Crank 2. District 9 (Neill Blomkamp, 2009)

Sorry, har først fået set Neill Blomkamps geniale District 9 for nylig.

En mildt sagt overraskende blanding af doku-drama, sci-fi, krigsfilm og flygtningehjælp-reklamefilm.

Lyder det af for meget?

Jamen, det er det sørme ikke! Se selv, når filmen kører, virker det kun naturligt at aliens er strandet på Jorden som flygtninge (læs: Vesten).

Her bliver de bliver skidt behandlet og interneret i usle flygtningelejre.

De må rode i affaldsbjerge for at finde mad og andre overskudsfænomener. Den sociale subtekst fungerer fremragende.

Kafkask forvandling

Men mest var jeg overrasket over, hvor intelligent filmen kombinerer forskellige genrer og tekster:

Alien'ene ligner til forveksling dem i Predator, blot svagere og frataget deres seje nukleare våben.

Helten Wikus skal smide en alien ud af hans skur i flygtningelejren. Surt bureaukrati. Men snart får Wikus andet at se til.

Bureukraten, vores uheldige helt Wikus, der bliver smittet med alien-væske, er en moderne version af Gregor Samsa i Kafkas 'Forvandlingen'.

Hans arm, der udvikler en alien-hånd, er samtidig en hilsen til den forklædte alien i Total Recall, der lader som om han er menneske, men er på oprørernes side.

Og sådan kan man fortsætte lige til den afsluttende robot-maskine, der både leger med RoboCop og med Ripley's maskine i Aliens.

Afrikansk opkomling

Neill Blomkamp er et ukendt navn og så vidt jeg kan se er District 9 - der er produceret af Peter Jackson - hans debut som spillefilmsinstruktør.

Han er født i Johannesburg, Sydafrika, og District 9 foregår også i Sydafrika, hvilket giver den en forrygende sær stemning; på én gang virkelig og uvirkelig.

Det engelske er en blanding af engelsk og sydafrikansk, stedet er befolket af hvide og afrikanere og aliens, og landskabet en blanding af et afrikansk no-man's-land og en skraldeplanet fra en sci-fi film.

Mest af alt faldt jeg for koblingen af Kafka og moderne krig. Sådan! Sig ikke, at modernisterne ikke havde forstået tilværelsens absurditet. Om filmen ender godt er nok en fortolkning.

 

The Hurt Locker og fra Golfen til Irak – for fanden, fantastiske krigsfilm

Filmplakat til Kathryn Bigelows The Hurt Locker (2008)

Jeg skal ikke her forsøge at anmelde Kathryn Bigelows nye krigsfilm 'The Hurt Locker' (2008).

Men blot i forbifarten nævne, at den er åndeløst spændende og på vej mod Oscarhimlen flittigt hjulpet på vej af en formidabel hovedrolle-skuespiller. Se den!

Nej, jeg vil blot smide et par tanker om skiftet fra krigsfilmene om Golfkrigen og om Irakkrigen, for her er ved at vise sig et mønster.

Spild og frustrationer

Film om Golfkrigen - 'Courage Under Fire' (1996), 'Three Kings' (1999), 'Jarhead' (2005) og også 'Black Hawk Down' (2001, der dog ikke er om Irak) - spørger, hvad vi laver derovre?

Vi ved, hvem fjenden er, nemlig Saddam Hussein og hans onde, onde soldater, der har invaderet Kuwait. Men vi møder ikke fjenden på slagmarken. Og det er fucking frustrende.

At være trænet som sniper, som i 'Jarhead' og ikke få affyret sin riffel i kamp, fordi det er lettere at sende fly. Fucking spild af uddannelse, af soldater-spirit og energi, af tid og kræfter.

Frustrationen går på, at vi véd, hvem vi burde møde, men vi møder dem ikke. I stedet bliver Imperiets STAR WARS sendt afsted og stort set ikke én amerikansk soldat dør i denne krig. Golfkrigen rejser to debatter:

• den virtuelle krig (vi ser det hele live på tv og en række filosoffer skriver om den virtuelle repræsentation og virkeligheden)
• den asymmetriske krig (den ene part er meget stærkere end den anden)

Fantastisk spil af Jeremy Renner, der er Ssgt. William James, der demonterer bomber i Irak. (Foto fra filmen)

Til det sidste: amerikanerne smider flere bomber end under hele Vietnamkrigen, hvilket virker 'uretfærdigt', for hvornår kan modparten slå tilbage?

Det kan modparten ikke i Golfkrigen, hvor vi ser den nye verdensorden foldet ud i overmagt med én supermagt.

En krig af spørgsmål

Irakkrigen - og vi er nu ved tv-serier som 'Over There' (2005), 'Generation Kill' (2008) og film som 'In the Valley of Elah' (2007), 'Redacted' (2007), 'Stop-Loss' (2008), 'Body of Lies' (2008), 'The Hurt Locker' (2008) samt en tv-episode som 'Homecoming' (2005) - skifter fokus et andet sted hen. Problemet er nu

• hvem er fjenden? (hvem er terrorister? og er 'unlawful combatants' overhovedet en juridisk størrelse?)
• hvor er krigen? (hér og dér og allevegne, hvert eneste sted kan blive et terrormål, hvis blot pressen kan vise billeder af det)
• hvad er målet med krigen? (i Golfkrigen at beskytte olie-interesser, men nu at beskytte vores idealer om demokrati og idealer)
• hvad er vores værdier? (tilbage til idealerne - hvis krigen handler om idealer, hvorfor da tortur-skandaler? netop fokus på idealer viser deres abstrakte skrøbelighed)

I en global verden føres krig - ideelt set - kun for at gøre verden til at bedre sted og fjerne illegitime regimer som beskrevet af FNs regler for acceptable krige.

Og eftersom motiver lynhurtigt afslører sig gustne i Afghanistan og Irak, da bliver det vanvittig svært at lave en god fortælling om de nye krige, der mangler helte og fjender og krigsterritorier og mål. I stedet har vi ofre og tab, nederlag og usikkerhed, forvirring og ontologisk kollaps.

Hvem vil have jobbet at gå hen til bomben? (Foto fra filmen)

For hvad handler det hele om?

Krig som rusmiddel

Se, det er der mange forskellige bud på. Og Kathryn Bigelow giver et fantastisk portræt af vilkårene i Irak. Hvad hendes bud er, vil jeg gerne høre jeres kommentarer til.

Selv vil jeg sige, at jeg tror, det er mere avanceret end blot den tanke, at krig er et rusmiddel. I øvrigt har forfatteren af 'The Hurt Locker', Mark Boal, også lavet historien i 'In the Valley of Elah'.

»'The Hurt Locker' is a great film, an intelligent film, a film shot clearly so that we know exactly who everybody is and where they are and what they're doing and why. The camera work is at the service of the story. Bigelow knows that you can't build suspense with shots lasting one or two seconds. And you can't tell a story that way, either -- not one that deals with the mystery of why a man like James seems to depend on risking his life. A leading contender for Academy Awards.«

(uddrag af Roger Eberts anmeldelse i Chicago Sun Times)

 

2012 - når katastrofen er størst og moralismen tungest

Jordskorper flytter sig og byer går spektakulært under i Roland Emmerichs katastrofefilm 2012. (Foto: Billede fra filmen)

Katastrofescenerne er fremragende, især de første, hvor filmen langsomt har opbygget en investering i hovedpersonen Jackson spillet af John Cusack, der jo er en vildt sympatisk skuespiller.

Ham vil vi gerne have overlever, og også gerne hans to børn. Vi er mere i tvivl med hensyn til den fraskilte kone og hendes nye mand - men det skal vise sig.

At se byer falde sammen, veje løfte sig som oppustelige balloner, biler foretage piruetter i luften og højhuse dejse omkuld i smukkeste glitrende skyer af knust glas og blankt stål, se, dét er en fornøjelse.

Det er ligesom med krig og eksplosioner: forfærdeligt, men også spektakulært og æstetisk imponerende. Skønhed er ikke en etisk men en æstetisk kategori, og derfor kan vi nyde katastrofens skønhed.

So far so good. Når 2012 skal ses i biografen, er det også fordi sidste halve time skuffer. Når filmen engang kommer på DVD, vil katastrofen være mindre og den plotmæssige skuffelse desto større.

Derfor: se filmen på det store lærred. Men det er skuffende, at filmen slavisk følger Hollywoods moralske opskrift på, hvem der dør, og hvem der overlever. Bare en enkelt gang ville det være rart, hvis hollywood lod os beholde en charmerende skurk og slippe for en kvalmende feel-good sløjfe på løjerne.

Og far Jackson (John Cusack) forsøger at redde sin familie - lad os gætte om det mon lykkes? (Foto: Billede fra filmen)

Med til moralismen hører, at man undgår at blive politisk. Her er ingen forklaring på naturkatastroferne.

Altså, vi får masser af videnskabelige og geologiske udredninger om jordskorpernes rokeren rundt, men ingen forklaring på, hvorfor de gør det. Her er ingen forurening, ingen menneskelig indblanding, intet at føle sig skyldig over.

Vi - menneskene - har intet at gøre med vulkanudbruddene og tsunamierne, vi skal bare forsøge at overleve ligesom dinosaurerne for millioner af år siden.

For et dansk publikum er det en bonus-fornøjelse at se Zlatko Buric i en fed, fed rolle. Ikke siden Pusher og Pusher III har jeg set ham i lignende topform.

Jeg blev fan efter Pusher III, hvor Buric gør sin karakter Milo til en tragisk narkokonge med Macbethske dimensioner. Her stjæler han også billedet som den uden diskussion bedste karakter i 2012.

Hvilket ansigt! Hvilken accent! Hvilket dæmonisk glimt i øjet! Vi danskere står nu på Hollywoods top ti liste over bedste skurke! Jubii.

 

David Keating: ‘I Get to Kill People and Bring Them Back’

Louise (Eva Birthistle) bliver undersøgt af landsbyboeren Peggy (Ruth McCabe) i 'Wake Wood'.

I dag er der verdenspremiere på 'Wake Wood': en spændende horrorfilm om sorg, død, at overskride grænser og et par genoplivelser.

Og der er også et ondt barn.

Jeg har interviewet instruktøren David Keating over telefonen om hans fantastiske film, som jeg håber vi snart kommer til at se i Danmark. Interviewet er på engelsk:
 

Today is world premiere of Wake Wood, a thrilling horror film about grief, death, crossing borders and some resurrections. Also an evil child.

I have interviewed director David Keating by phone about his great movie, that I hope we soon will see in Denmark.

Is there a new wave of British horror films today?

I don't know about wave, I think there's always a place for horror. It's the original genre from the early days of cinema. Perhaps there are more horror films these days.

‘Wake Wood' is very much in the Brit horror tradition, of ‘The Wicker Man' (1973) and ‘Village of the Damned' (1960 ). Audiences tend to think those are Hammer films, which they're not. We're closer to ‘Don't Look Now' rather than to Hammer.

Lately, there have been a lot of evil children. What is your evil child about?

Our film explores the nature of grief, as I said, more in the style of ‘Don't Look Now' where the parents have also lost a daughter. It is not the child that is evil, my focus is the parent's grief and how this motivates them later.

It was important to me that what has died is so loved that you're willing to do anything. It would be different if it was an adult. We feel it's an injustice when a child dies.

Our idea was, that we wanted the audience to completely go with the story and with the journey that the characters take, and understand why they do all these awful gruesome things and understand they are wrong - but that if they were in the same situation themselves they'd also make the same mistakes.

I noticed that in contrast to films like the French Ils (2006) and British ‘Eden Lake' (2008) and ‘The Children' (2008), your film, albeit horror, has a positive tone?

Yes, it's about a family being reunited - they find each other again after the shattering loss of their child. They are brought together by breaking the rules of the game they enter.

It will eventually be paid for, but it is basically a story about how much we love our children. We were deliberately aiming at activating normal sympathetic responses for completely abnormal and inappropriate acts.

In this sense your film has a different tone from many of the horror films today that are either cruel like ‘Eden Lake' or ironic and cruel such as the ‘Hostel'-films.

Yes, when I read the script, I loved the strong story and the really human emotions of life and death, love and loss, of passion, that the characters make us experience. Good horror films explore the fears surrounding everything in life.

My financiers called ‘Wake Wood' a ‘genre splice', a mixture of horror and drama. But to me it is not a genre splice or a drama. It is a simple horror tale and very much a cautionary one.

My concern when working on the script was to work with the characters as much as possible and make us care about them. Personally, I love to care about characters when I watch a film. I want to root for them and feel their pain.

I want to ride around on their shoulders and take their journey with them. If I don't care about the characters in a film I can hardly bear to watch it. They don't have to be good, they can be evil and terrible, but I want to understand them as human characters.

Patrick (Aidan Gillen) and Louise (Eva Birthistle), our two main characters, are both protagonists and antagonists. They are both the good guys and the bad guys. You're not supposed to bring people back and not supposed to tell lies - and they do both.

They know better than to do what they do, and yet they do so out of grief and love. Also, neither are the townspeople ‘bad'. You can't blame them for what they do in return to stop the catastrophe. They know the rules of the game.

Is it a British horror tradition, in contrast to much American horror, to have a lot of character description?

Yes, perhaps, and maybe even an Irish one, ha, ha. I'm Irish and from Dublin. Did you know that Bram Stoker was Irish?

Wake Wood is IRISH and you are not given specifics as to where the town of Wake Wood is situated, however, it was filmed in Ireland and people speak with Irish accents. The texture of the film is very Irish, very green with the woods and the color tone of green and warm yellow and orange.

Yes, it struck me that your film was very warm and 70s-like in its color palette in contrast to ‘The Children' which is very crisp in primary colors blue, red, and white.

I aimed for warm colors with a lot of candle lights and lanterns. My dominant colors are green, brown, oranges, and the rituals we see are kept in a warm, natural light in keeping with the ‘birth' theme of my film. I like the natural look.

How did you choose to use gore?

I wanted to use gore to engage the audience rather than alienate them. Gore in ‘Wake Wood' is tied to the themes of death and birth. We made our couple, Patrick and Louise, a vet and a pharmacist, which are extremely central and useful people in a little farm community.

But they come from the city and are also like fish out of water and don't fit in. Now, because birth and rebirth are important themes in ‘Wake Wood' it was a natural choice to show the coming back as an animal birth, as bloody and messy.

Arthur (Timothy Spall) skal til at bringe en elsket tilbage i 'Wake Wood". (Foto: )

But it is a natural gore in the way a veterinary surgeon does everyday work. I find the gore in ‘Alien' (1979) worked this way, they did that very well, using the blood and gore in connection with birth and it was very convincing.

Yes, I agree, the gore in Alien also convinced me!

About the wake, the tradition to keep wake over the dead in your home is something that is still very common today in Ireland. It is a natural thing.

The title ‘wake' has several meanings: It refers both to what we leave behind, our wake, but also the celebration and gathering around the body in the house. I wanted the wake scene in the film to be realistic.

So when the actor Ruth McCabe playing Peggy, whose husband has died, said that the sheets we had chosen in the scene were wrong, I let her choose the linnen. I wanted it to seem as natural as possible to the actor; that was what was important to me.

I felt the audience would take our word for it, whatever way it looked, and it didn't matter to me if it was culturally correct or not, but I wanted the set to seem as natural and convincing as possible to Ruth, as she was already quite scared and weirded out shooting the scene.

It was a very creepy set to work on, and anything that got in the way of that, like the bed sheets not seeming right to the actor, whose character would have been responsible for them in the story, I wanted to change.

My aim was to get Ruth as engaged by her surroundings as possible and, to take ownership of them, because that's the way I like to work with actors. This approach to how a film set operates is much more important to me, especially in this instance, than the colour of the bed linen. I mean I'm sure I have limits here! But basically this is how I work.

The wake scene is one of my favourite scenes in the film because of how real the actor Ruth McCabe was able to make it. Her character, Peggy, starts off being dominant and pretty ballsy, but by the end of the scene, she has been manipulated into giving her consent for something that she knows is absolutely wrong.

Nej, hun er ikke fra Eventyrland, barnet Alice i 'Wake Wood'. Selvom hun er køn... (Foto: )

We, the audience, go along with the awful pressure that is put on this poor grieving woman by our main characters Patrick, Louise and Arthur, because we want it to happen.

But it's not right in any sense. It's not fair. And I think as we watch it we are torn between the two sides - and I really like that kind of stuff! When we pull that off, I really feel we're winning.

What are your own favorite horror films?

That would be ‘Rosemary's Baby' by Roman Polanski, ‘The Exorcist', and ‘Carrie'.

All with themes of evil children... Where are you going after ‘Wake Wood'?

There are several projects open. I'd like to pursue another horror film and I have one project with a gothic theme. I love the canvas horror gives you. With a very modest budget I get to kill people and bring them back. And these are the things we all dream of, aren't they?

 

Gitte Nielsen: Silikonesild og sej amazone

Gitte under navnet Brigitte Nielsen i Richard Fleischers Red Sonja (1985). (Foto: Billede fra filmen)

Hold da op, hvor var jeg forarget, dengang jeg læste, at Gitte Nielsen havde efterladt mand og barn i Danmark for at gøre karriere i Hollywood.

En 21-årig fotomodel! En mor! En dansk kvinde! Det kunne man sgu da ikke!

Men jeg var også imponeret. Over at hun turde gå efter guldet og drømmene, turde lægge sit liv bag sig og begynde på et eventyr. Set herfra, fra den lille og lavvandede danske andedam, var det et eventyr.

Hun blev gift med Sylvester Stallone i 1985, de workoutede sammen i fitness-centeret, indtil de blev skilt i 1987. Måske fordi hun havde foræret sin sekretær silikonebryster og rygterne svirrede, at de havde et forhold.

Alt det er for så vidt ligegyldigt, kunne man indvende. For når vi taler om stjerner, handler det vel om deres film. Ja - og nej. En filmstjerne er jo summen af sine film og sin star persona.

Gitte Nielsen er i dag verdenskendt som supersej amazone for især sin rolle i Richard Fleischers Red Sonja (1985) under navnet Brigitte Nielsen. Red Sonja (1985) foregår i samme high adventure-univers som de to Conan-film.

Gitte var en forrygende Red Sonja, der som ung så sin familie blive dræbt og selv blev voldtaget, fordi hun afviste en ond lesbisk dronning.

Yes, sådan! Siden søgte Red Sonja hævn, dræbte dronningen og udfordrede til slut sin bejler Kalidor (Arnold Schwarzenegger) til kamp. Hun havde nemlig svoret: "No man may have me unless he has beaten me in a fair fight."

Jeg ved ikke, om det samme gør sig gældende i det virkelige liv, men det kan man læse om i Gitte Nielsens selvbiografi Du har kun et liv - sådan fandt jeg tilbage til mig selv, udgivet på Lindhardt og Ringhof. Den udkom i mandags.

She-Hulk. Marvel Comics og New World Pictures planlagde sidst i 80'erne en filmatisering af She-Hulk med Gitte Nielsen, men filmen blev aldrig til noget. (Foto: Billede fra planlægning af filmen)

Jeg har spurgt forlaget, om jeg må få en kopi til udlodning her på bloggen. Så hvis du vil vinde biografien, så fortæl følgende:

Hvilken Gitte Nielsen-film - eller Brigitte Nielsen eller Brigitte Stallone-film - mener du er den bedste og hvorfor?

Skriv dit forslag her på bloggen, så bliver den bedste belønnet med en biografi.

Personligt har jeg det med Gitte som med Sylvester. Ingen af dem kan siges at være gode skuespillere, men de er bare så forrygende stjerner. De fylder deres roller ud, så at sige, og bliver larger than life.

Især hvis de ikke har for seriøse roller eller for mange replikker. Jeg er i hvert fald fan af Red Sonja. Og det skyldes ikke Arnold, men Gitte.

Tænk, hvis jeg havde haft Gittes udseende og højde - hvem ved, hvor det havde ført mig? Nok ikke til SDU...

Referencer:

Gitte Nielsens film - IMDb

"Du har kun et liv" - Kulturplakaten

 

Så dræb dog de satans unger!

I Village of the Damned har børnene i byen Midwich meget lyst hår og øjne, der kan lyse på ... mystisk vis. Klassisk engelsk horrorfilm fra 1960.

Det er en udbredt vrangforestilling, at børn er små engle.

Vi er heldigvis nogen der ved bedre, og kan aflive dem, når det bliver nødvendigt.

Vi ved nemlig, at inde i de kære pus skjuler sig et monster, der ikke vil mor eller far eller os andre det godt.

Så vár os, hvis monsteret slipper løs!

Og det gør det med jævne mellemrum. Efter bølgen af zombie- og vampyrfilm er vi nået til de satans børn.

De nyere børne-horrorfilm

Bølgen begynder med norske Lad den rette komme ind (2008). Her er vampyren egentlig sød nok: Hun kan ikke gøre for, at hun har det, som hun har det, og ønsker ikke at gøre nogen ondt. Min egen vampyrroman Bid (2008) har også en trailer med en børnefødselsdag, der rykker i den lille YouTube-film The Present (2008 af dansk instruktør Caroline Sascha Cogez).

Forsæt med The Children; en fin engelsk horrorfilm fra 2008. Her holder tre familier jule-komsammen i et stort hus på landet. Isoleret, selvfølgelig. Ganske isoleret. Og da der er sket en ulykke, dukker politiet ikke op. Selvfølgelig ikke. Og børnene er blevet syge. Nogen af dem endda meget syge. Forestil dig resten, og se filmen, når den kommer til Danmark. Jeg så den på Fantastisk Film Festival, der blev holdt i Lund, Sverige, 17.-26. september.

The Children, en ny engelsk horrorfilm fra 2008 af Tom Shankland

Et andet sted, de onde børn huserer, er i Wake Wood, en engelsk horrorfilm fra 2009. Her mister en familie deres elskede datter og flytter til landsbyen Wake Wood. Hun er apoteker, han er dyrlæge, så tilsammen kender de et og andet til medicin. Og hvor langt er man parat til at gå, når sorgen er ubærlig?

De klassiske fortællinger

For at varme op, vil jeg foreslå at se et par klassikere:

En oplagt mulighed er fortællingen om Satans søn der i The Omen (1976) er født på jorden, og går i gang med at udrydde de vantro (der blandt andet tæller barnepigen). En voldsomt stemningsfuld engelsk gyser. Den blev fulgt af Damian: Omen II (1978), hvor Damian er blevet teenager, og The Final Conflict (1981) hvor han er voksen. Endelig kom en Omen IV: The Awakening (1991), en amerikansk rip-off-tv-ting, der vist ikke holder niveauet.

Der er også den mystiske sci-fi-version, som i Village of the Damned (1960), hvor alle kvinderne i landsbyen Midwich bliver gravide på samme tid, og føder blonde børn med stirrende øjne. Igen en engelsk gyser, der blev fulgt af Children of the Damned (1964), hvor seks hyperintelligente børn har telepatiske kræfter.

Så er der den uforklarlige version, som i Who Can Kill a Child (1976): En spansk film om et par der holder ferie på en ø. Pludselig går det op for dem, at der kun er børn tilbage på øen; alle andre voksne er forsvundet. Døde. For børnene muntrer sig med at dræbe... de voksne. Har endnu ikke set filmen, som jeg fik anbefalet af Shade Rupe på FFF i Lund, men har nu bestilt den. Quién puede matar a un nino? (1976) af Narciso Ibánez Serrador.

Endelig er der dukke-versionen, hvor en dukke er levende og yderst morderisk i Child's Play (1988). Men denne version handler ikke om onde børn men om onde dukker, hvilket er et andet tema. Chuck, som dukken hed, var noget nær udødelig og udviklede sin egen serie, der først sluttede med den femte film, Seed of Chucky (2004).

P.S.
Efter research til dette indlæg må jeg indrømme, at bølgen muligvis blev kickstartet med et par genfilmatiseringer - i hvert fald dukkede Village of the Damned (1995) og The Omen (2006) op. Fandt også Wicked Little Things (2006) om børnespøgelser, som jeg dog ikke mener tæller i min sammenhæng, der handler om levende, fysiske børn.