I sin 2009-tiltrædelsestale sagde præsident Obama, at han ville “restore science to its rightful place”. Han signalerede dermed, at Bush-administrationens anspændte forhold til den videnskabelige ekspertise var bragt til ende. Amerikanske videnskabsfolk var begejstrede; nogle græd endda glædestårer ifølge New York Times.

“Hvis du kigger rundt i den naturvidenskabelige verden, ser du en masse glade ansigter,” sagde Frank Press, tidligere præsident for National Academy of Sciences og videnskabelig rådgiver for præsident Carter, i anledning af Obamas vision for videnskabens (nye) samfundsrolle. “Det handler ikke bare om penge. Det er mere hans anerkendelse af, hvad naturvidenskab kan gøre for at bringe nationen tilbage på det innovative spor.”

Men hvad er videnskabens rette plads egentlig? Og hvad skal der til for at få videnskaben derhen igen, var der mange opmærksomme observatører, der dengang spurgte, som fx Daniel Sarewitz i et tankevækkende essay i tidsskriftet Issues in Science and Technology.

Den lange vej mod videnskabelig integritet

Denne uge tilbringer jeg i Washington DC på arkivarbejde i forbindelse med projektet Exploring Greenland: Science and Technology in Cold War Settings. Her har jeg bl.a. lejlighed til at følge den aktuelle debat i USA om videnskabens rette sted.

Den første udmøntning af Obamas nye politik på naturvidenskabens vegne var et memorandum d. 9. marts 2009 om sikring af den videnskabelige integritet i politiske anliggender. Heraf fremgik det bl.a., at ”regeringens politik måtte være baseret på præcis og objektiv videnskabelig rådgivning”, og endvidere at ”offentligheden skal kunne stole på den videnskabelige rådgivning, og på at embedsmænd ikke skjuler eller fordrejer de videnskabelige resultater, som er relevante for politiske beslutninger.”

Memorandummet satte en deadline på 120 dage, inden Office of Science and Technology Policy (OSTP) skulle udmønte den nye politik. Men der skulle gå hele 18 måneder, før retningslinjerne fra OSTP lå klar i december sidste år.

OSTP-direktør John Holdren gav udspillet disse ord med på vejen i et indlæg på OSTP’s blog:

”De nye retningslinjer beskriver minimumsstandarder, der skal overholdes, når styrelser og ministerier nu udfærdiger de videnskabelige integritetsregler, som er passende for de respektive områder og deres faglige kulturer. De skal indeholde klare forbud mod politisk indblanding i videnskabelige processer og udvidede forsikringer om gennemskuelighed.”

Holdren fastsatte en ny 120-dages frist for styrelser og ministerier, som dog heller ikke er blevet overholdt. D. 31. oktober måtte Holdren så igen i et nyt blogindlæg fastsætte en ny deadline for memorandummets endelige implementering, d. 17. december 2011.

”Det er spændende at følge, hvordan styrelser og ministerier arbejder på at udvikle grundlæggende retningslinjer, som skal sikre videnskabelig integritet langt ind i fremtiden,” skrev han blandt andet.

Og hvordan går det så?

Den amerikanske miljøbeskyttelsesstyrelse, U.S. Environment Protection Agency (EPA), lancerede et udkast til sin integritetspolitik i august måned. Det 12-siders lange dokument var ventet med spænding, ikke mindst fordi Bush-administrationen i 2003 var under beskyldning for at manipulere med en EPA-rapport om klimaforandringer. (En sag, som i parentes bemærket, har været af stor betydning for udformningen af demokraternes integritets-politik.)

EPA nævner syv integritetsprincipper. Alle ansatte skal:

1. Sikre, at deres arbejde har den højeste integritet, herunder sikre at alt arbejde bliver udført objektivt og uden forudbestemte resultater.
2. Fremstille deres eget arbejde retfærdigt og nøjagtigt. Når det gælder andres arbejde, skal ansatte søge at forstå, at resultaterne er et produkt af dette arbejde, og også fremstille det retfærdigt og nøjagtigt.
3. Repræsentere og anerkende andres intellektuelle bidrag, når resultater videregives.
4. Undgå økonomiske interessekonflikter og sikre upartiskhed i udøvelsen af deres hverv.
5. Være vidende om og forstå de specifikke regler for ansattes arbejde.
6. Acceptere ansvar for at rapportere ethvert brud på disse regler.
7. Være imødekommende over for andre holdninger og meninger om videnskabelige og tekniske sager som en legitim og nødvendig del af den politiske rådgivningsproces.

Ikke overraskende fik EPAs udspil en blandet modtagelse. De umiddelbare kommentarer i New York Times tydede på enighed om, at arbejdet med at sikre den videnskabelige integritet i den politiske administration er prisværdigt.

Men der var (selvfølgelig) også kritiske røster at høre: udspillet var ikke detaljeret og ikke vidtgående nok.

Francesca Grifo, fra Union of Concerned Scientists, var bekymret over, at åbenheden og integriteten tilsyneladende kun gjaldt de politisk-administrative processer i EPA og ikke, når forslag og rapporter kommer længere op i administrationen. Hun sagde:

”Vi kommer ikke uden om politiske kontroverser om videnskabelige sager, men det skal være styrelsens ansvar at lede dem, ikke videnskabsfolkenes. Videnskaben er, hvad den er, og vi bør beskytte den.”

Smog - videnskab og politik

Et teori, et andet praksis - som sagen om det forliste EPA-forslag om at stramme de amerikanske standarder for ozonindholdet i smog har vist. Forslaget indebar en reduktion af det tilladte ozon-niveau, som under Bush-administrationen har været sat til 75 ppb (parts per billion). EPA's videnskabelige ekspertpanel for ren luft anbefaler højst 60-70 ppb.

EPA anslår, at hvis man sænker niveauet fra 75 til 65 ppb, vil man kunne reducere antallet af dødsofre (som følge af smog) med 7.200, antallet af hospitalsindlæggelser med 11.000 samt antallet af akut astma med 38.000 om året. EPA-forslaget lignede længe en vindersag, særligt set i lyset af Obama-administrationens nye vilje til at sætte videnskabelig bevisførelse og miljøbeskyttelse i højsædet.

Men ak, sådan skulle det ikke gå. Intenst lobbyarbejde fra (bil)industrien og deres allierede i den republikanske lejr satte en foreløbig stopper for forslaget. Sagen handler nemlig om meget mere ren videnskab og er på mange måder en klassisk politisk miljøsag.

Der er gode (videnskabelige, økonomiske og politiske) argumenter for at reducere ozon-niveauet i smog'en, men også stærke kræfter af stort set samme slags, der virker i den anden retning. Troen på, at videnskab leverer lette løsninger til politiske problemstillinger, er ikke holdbar. I sager som denne er videnskab og politik uløseligt knyttet sammen - og det var lige netop, hvad Obama prøvede at undgå med sit ønske om at kunne "restore science to its rightful place".   

En sag for Danmark?

Den igangværende amerikanske sag om videnskabelig integritet rejser (mindst) to spørgsmål, som kunne være værd at tage fat på.

1. Har vi Danmark brug for lignende åbenheds- og integritetspolitikker på videnskabens vegne – særligt set i lyset af den uregulerede lobbyisme her i landet?
2. Hvad er videnskabens rette plads i samfundet? Er videnskab udelukkende leveringsdygtig i udenforstående og objektiv ekspertise, eller kan den også være en medspiller i politiske processer i et åbent og gennemskueligt demokrati?