Børn leger overalt. Uanset, hvordan vi som voksne forsøger at fremme eller forhindre børns leg, pibler den frem i revner og sprækker.
Undersøgelser viser desuden, at der formentlig ikke er grundlæggende forskel på, hvordan børn leger verden over. Der findes en række basale legemønstre, som man vil kunne finde overalt på kloden.
Derimod er der overordentlig stor forskel på, hvilke rammer børn har for leg, og hvordan de grundlæggende legemønstre kommer til udtryk.
Små haver i Holland
De kulturelle forskelle kan være vanskelige at få øje på.
I Holland, for eksempel, som på mange måder er et land, der er sammenligneligt med Danmark, er der trods lighederne små tegn på, at rammerne for børns leg er anderledes end i Danmark.
For eksempel bor flere hollændere i lejligheder og rækkehuse og har derfor mindre haver. Den trend, der i Danmark over de seneste år har plastret villahaverne til med blå trampoliner, er derfor ikke nær så udbredt her. Der er simpelthen ikke plads til de store plastik- og metalkonstruktioner på tre-fire meter i diameter.
Anderledes cykelkultur
Til gengæld er cykelkulturen – selv sammenlignet med Danmark – meget mere omfattende. Alle og enhver cykler og det foregår på udbredte, brede cykelstier, der er vel adskilt fra bilernes kørebane.
Cykling foregår i et langt roligere tempo end i Danmark, på tunge, robuste cykler, hvor man sidder højt og i opret position. Til gengæld er det kun de færreste, der bærer hjelm, og selv store børn sidder bag på cyklen hos mor og far – uden at være spændt fast og ofte både et og to børn bagpå den samme cykel.
Cykling er derfor en aktivitet, der, udover at fungere som transport mellem punkt A og punkt B, også har et element af rolig og nydende tilstedeværelse over sig og ikke i samme grad som i Danmark er forbundet med bekymringer for trafiksikkerhed. Dette ses også hos de børn, der cykler rundt mellem rækkehusene: De cykler for at cykle, og deres cyklen bliver som sådan en form for leg.
‘The Backseat Generation’
Måske er denne form for cyklen en praksis vi i Danmark er ved at fjerne fra vores børns liv, i vores iver efter at skærme vores børn mod enhver tænkelig situation, der potentielt kunne udsætte dem for fare.
Bevares, cykelhjelme er en yderst fornuftig foranstaltning, både for børn og voksne, men der er desværre også en tendens til at børn slet ikke får lov til at cykle før de er relativt gamle. Og slet ikke alene.
Tværtimod spænder vi deres små cykler eller specialdesignede halvcykler bag på vores egne cykler, vi transporterer selv store børn i cykelanhængere, eller vi undlader slet og ret at cykle og transporterer hele familien i bil rundt til hverdagens mange gøremål og aktiviteter.
‘The Backseat Generation’ kalder den hollandske børneforsker Lia Karstens det fænomen. Et fænomen, der rummer utallige paradokser: Børn, der ikke cykler, bliver ikke sikre cyklister og familier i bil udgør en trafikrisiko for andre familiers børn, for blot at nævne et par stykker.
Og hertil kommer at vi måske risikerer at fratage vores børn den legende glæde ved bare at cykle for at cykle – at cruise omkring og måske møde en kammerat eller blot nyde vinden i håret og tilværelsen på to hjul.¨
