Mellem tanke og faktura: Hvor ligger forskningens nytteværdi gemt?

I 2003 lancerede Videnskabsministeriet handlingsplanen Nye veje mellem forskning og erhvervsliv – fra tanke til faktura.  På baggrund af en undersøgelse blandt danske erhvervsledere, der viste, at de færreste virksomheder har kontakter til forskningen, var formålet at skabe mere samspil mellem videninstitutioner og virksomheder.

De første reaktioner var overvejende positive, men debatten har også budt på kritiske røster.

Senest har Pernille Boye Koch, folketingskandidat for de Radikale, i et debatindlæg d. 7. april på Altinget.dk skrevet:

"Det er meget muligt, at den tidligere videnskabsminister Helge Sanders motto om ‘fra forskning til faktura’ efterhånden har nogle år på bagen. Og at det er en lidt for forsimplet måde at fremstille den aktuelle forskningspolitik på. Ikke desto mindre har tankegangen om forskningens nytte for erhvervsliv og betalingsbalance et solidt tag i den forskningspolitiske debat.

Økonomisk krise og smalhals i både statskasse og husholdninger giver ekstra meget fokus på forskningens rolle som en mulig vækstdynamo i vores vej ud af krisen. Desværre betyder det også en indsnævring og forfladigelse af det forskningsmæssige landskab. Vi får rigtig meget forskning inden for de temaer og sektorer, som politikere og erhvervsliv ser et vækstpotentiale i. Naturvidenskab, teknik og sundhedsvidenskab er forskningspolitiske darlings, mens den humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning lever en mere stedmoderlig tilværelse."

Aktuelt tager Videnskabscaféen i København samme problemstilling op i arrangementet Forskningens nytteværdi, mandag d. 16. maj kl. 20-21.30, i Studenterhuset. Her lægger tre kompetente og vidende personer op til dialog og diskussion:

• Lene Lange, professor og forskningsdirektør ved Aalborg Universitet
• Per Hasle, rektor ved Det Informationsvidenskabelige Akademi
• Claus Emmeche, lektor og leder af Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier ved Københavns Universitet

Videnskabscaféen formulerer rammerne for debatten således:

"Universiteter skal uddanne studerende og levere forskning på højt niveau, men hvad kommer der ud af det for os andre – kort sagt, hvad er forskningens nytteværdi?

Og hvem skal være med til at påvirke hvad forskningen skal føre til – er det forskerne, befolkningen, politikerne, universitetsledelserne eller erhvervslivet? Kort sagt – hvad skal vi med forskning og hvordan opnår vi det?

Kom og spørg forskere og universitetsledere om holdninger og erfaringer og find ud af, hvad du mener forskningen skal gøre godt for."

Syv forskningsspørgsmål til vareliggørelsen af forskning

Interessen for hvad et øget samspil mellem forskning og erhvervsliv betyder, rækker langt ind i den akademiske verden. Så langt, at emnet efterhånden har medført en række forskningsbaserede bidrag, især fra forskere inden for feltet videnskabsstudier.

Mange forskere påpeger, at den konkurrencebaserede og økonomiske tankegang, som udgør en del af grundlaget for kommercialisering af forskning, har haft store konsekvenser for forskningsverden.

Hans Radder fra Vrije Universiteit Amsterdam har i sit bidrag til bogen The Commodification of Academic Research (2010) opstillet syv kritiske forskningsspørgsmål til, hvad han definerer som ”vareliggørelsen” af akademisk videnskab. Disse spørgsmål besvares i bogen af en række forfattere med interesse for vareliggørelse, og jeg vil i kommende blogindlæg tage nogle af problemstillingerne op. Først en gennemgang af Radders (kritiske) forskningsspørgsmål:

1. Hvad er vareliggørelse af akademisk forskning?

Akademisk forskning skal her forstås meget bredt, dækkende alle videninstitutioner, der producerer forskningsbaseret viden på non-profit vilkår. Vareliggørelse er ligeledes et vidtrækkende fænomen, der indebærer en gennemgribende forandring af normer og værdier for forskning.

Øget samspil med erhvervsliv er en del af problemstillingen, men den rækker videre til enhver form for ekspropriering af viden og kompetencer, hvorigennem disse reduceres til deres handelsværdi på et eksternt marked (ikke nødvendig et kommercielt marked, men enhver form for handelsplads for viden og kompetencer). Opfattelsen af viden og uddannelse som et fælles samfundsgode harmonerer ikke med vareliggørelse af forskning, skriver Radder.

2.  Hvordan analysere forskellige former for vareliggørelse?

Det er ikke altid nemt at identificere de former for vareliggørelse, der opstår gennem udefrakommende ønsker og krav, såsom ”øget samspil med erhvervslivet”. Den mest synlige er det direkte samarbejde mellem forskningsinstitution og virksomhed. Det medfører sjældent vedvarende ændringer i den måde, hvorpå forskningen udføres.

Forskningsinstitutionerne er dog ikke blot passive medspillere, der kun indgår i samarbejde i forbindelse med konkrete forskningsopgaver. Institutionerne er selv med at igangsætte kommercialiseringsaktiviteter, fx gennem oprettelse af Technology Transfer Offices.

En mere skjult form for vareliggørelse er de organisatoriske forandringer i forskningsinstitutionerne i retning af erhvervslignende strukturer, sådan som det løbende er sket med danske universiteter siden indførelsen af den nye universitetslov i 2003.

3. Er det nyt? Og hvor udbredt er det?

Vareliggørelse i den brede definition af begrebet har nok altid været en del af det at bedrive forskning. Trods mange historiske fortilfælde konkludere Radder på baggrund af flere studier, at der siden 1980’erne er sket en stigning i vareliggørelse af akademisk forskning. Det faktum, at vareliggørelsen nu er et forskningsobjekt, er med til at øge fænomenets betydning.

4. Hvordan vurdere vareliggørelsen i et teoretisk perspektiv?

Hvordan vi vælger at vurdere vareliggørelse af akademisk forskning, har potentielt stor betydning., selv på et teoretisk plan. Der findes mange beskrivelser af forskningsverdens nye dynamikker, hvoraf nogle indebærer en mere eller mindre eksplicit legitimering af trenden mod vareliggørelse – fx Mode 1/2-distinktionen eller ideen om en triple-helix bestående af forskning/erhvervsliv/regering.

Andre måder at beskrive forskningens virke og væsen på indebærer et mere kritisk syn på vareliggørelse. De ”klassiske” videnskabssociologiske normer for forskning, formuleret af den amerikanske videnskabssociolog Robert K. Merton i 1942, levner for eksempel ingen plads til udefrakommende krav til og standarder for forskningens mål og midler. Her anses forskningen for at være autonom og samspillet med andre samfundssystemet derfor uproduktivt, ja direkte skadeligt for forskningen.

Også Radders begreb om vareliggørelse af forskning har værdimæssige (under)betydninger, en neutral og en negativ. Økonomisk teori beskriver vareliggørelse som en ønskværdig markedsdynamik hen imod et mere og mere konkurrencepræget marked med høj diversitet og stratificering markedsaktørerne imellem. Ifølge marxistisk teori resulterer vareliggørelse derimod i fremmedgjorthed og varefetichisme. Douglas Rushkoff, en amerikansk medieforsker, har i et blogindlæg tilbage fra 2005 påpeget denne forskel og argumenteret for, at man bør bruge den engelske betegnelse ”commoditization” om den første proces og forbeholde ”commodification” til den sidstnævnte samfundsproblematik.

5. Hvordan vurdere vareliggørelse i et praktisk perspektiv?

I tilknytning til det mere teoretiske spørgsmål om legitimiteten og frugtbarheden af vareliggørelse finder vi spørgsmålet om de forskellige måder, hvorpå vareliggørelse rent praktisk iværksættes. Hvis vareliggørelse skal gennemføres på en række forskningsområder, hvordan gør vi det bedst rent praktisk? Er det ikke sådan – sådan som Pernille Boye Koch fremhæver det i overstående citat – at der er stor forskel på, hvilke forskningsfelter der bedst kan vareliggøres? Og er det overhovedet muligt at realisere en vareliggørelse, der samtidigt virker fremmende for såvel forskning som innovation – det må vel være en fordring, som alle parter vil kunne være enige i?

6. Hvordan skal vareliggørelse reguleres?

Udover de givne direktiver, der udgår fra den nationale forskningspolitik, har regulering også internationale, regionale og lokale dimensioner. På universitetsniveau handler det om at sikre institutionen og dens medarbejdere optimale betingelser for forskning og uddannelse, og vareliggørelse bliver i stigende grad brugt som et middel hertil. På europæisk plan er der andre hensyn at tage i forhold til øget vareliggørelse, og globalt set er akademisk vareliggørelse et lille led i større typer af globaliseringsprocesser.

7. Er der alternativer til vareliggørelse?

Spørgsmålet om alternativer er nært knyttet til de ovenstående problemstillinger. Modstandere får ofte skudt i skoen, at de er konservative og bagudskuende. Det handler ikke om at rulle udviklingen tilbage, for forskningssystemet er helt indlejret i samfundets udvikling i øvrigt og må nødvendigvis tilpasse sig – og være med til at udvikle – de givne samfundsvilkår.

Alternativer er ikke kun helt andre måder at bedrive forskning på. Man kan også sagtens forestille sig hybride alternativer, der indbygger elementer af vareliggørelse i eksisterende strukturer og organisationer. Det er nok også den bedste måde at beskrive de igangværende forandringer af forskningssystemet på – som et hybridt konglomerat af mere traditionelle (og dermed mere autonome) forskningsmiljøer og andre, som i højere grad styres af vareliggørelsens dynamik.