Selvom det måske kan være svært at forstå for os danskere, så har vinteren faktisk ikke været kold, men varm. Ihvertfald hvis man ser på den globale middeltemperatur.
Her var januar 2010 den næstvarmeste januar nogen sinde, kun overgået af 1998.
To spørgsmål trænger sig altså på, når vi ser på den netop overståede vinter:
Hvorfor var vinteren så varm globalt, mens vinteren i Europa og Nordamerika var den koldeste i mands minde? Har den ualmindeligt lave solaktivitet noget med dette at gøre?
Hvorfor var vinteren varm?
Der er nok to svar på, hvorfor vinteren var så varm: CO2 og El Niño. Det er nok de fleste bekendt, at CO2 er en drivhusgas, der får temperaturen til at stige. De sidste 200 år har vi lukket stadig større mængder CO2 ud i atmosfæren og det er derfor forventeligt, at ikke bare vintrene, men klimaet generelt, vil blive varmere.
De sidste 10 år har de globale temperaturer dog været stort set uændrede, hvilket har været i modstrid med de klimafremskrivninger der er blevet lavet af blandt andet FN’s klimapanel. Der er derfor ingen tvivl om, at hvis vi skal bevare bare et minimum af tillid til disse klimafremskrivninger, så skal de globale temperaturer til at sige meget snart.
Det kunne være hvad vi var vidne til hen over vinteren. Men det er for tidligt at sige, da de høje temperaturer hovedsageligt skyldes et meget stærkt El Niño. El Niño er et vejrfænomen, hvor store højtryk over Stillehavet fører til højere temperaturer. Det skal nu blive spændende at se, om de høje temperaturer også fortsætter efter dét vejrfænomen er over.
Solaktiviteten og de globale temperaturer
De fleste læsere af denne blog er nok også bekendt med, at solaktiviteten har været ualmindelig lav de sidste par år. Vi forventer generelt, at lav solaktivitet fører til lave globale temperaturer, hvilket jo ikke passer så godt sammen med de høje globale temperaturer vi har målt denne vinter.
Faktisk var jeg også blevet overrasket, hvis de globale temperaturer allerede nu var begyndt at falde i samme takt som solaktiviteten. For det første skal den bedste model vi har, for sammenhængen mellem solaktiviteten og klima, bruge kosmiske stråler. Og ændringerne i de kosmiske stråler er omkring to år forsinket, i forhold til ændringerne i solaktiviteten.
Det betyder, at det først er i disse måneder vi virkelig begynder at se en stigning i mængden af kosmiske stråler, der rammer Jorden, som følge af den lave solaktivitet. Klimaet vil derefter, for det andet, skulle bruge noget tid til, at tilpasse sig ændringen i mængden af indkommende sollys, som følge af flere skyer, som følge af flere kosmiske stråler, som følge af lavere solaktivitet. En sådan ændring vil først kunne ses lokalt og senere globalt. Måske er dette netop hvad vi er vidne til?
Er vi på vej ind i en ny lille istid?
Hen over vinteren er jeg mange gange blevet spurgt, om vi er på vej ind i en ny lille istid. Her har mit svar været, at hvis Solen virkelig er på vej ind i et nyt længerevarende minimum, så er jeg ikke i tvivl om, at det vil have en kølende effekt på klimaet.
Hvordan og hvor stor ved vi dog ikke. Måske gav denne vinter også et praj om, hvad effekten kunne blive. Flere gange denne vinter har jeg derfor funderet over sammenfaldet mellem forholdene under vinteren i 1658 og den vinter vi lige har været igennem. Vinteren 1658 var den vinter, hvor den svenske konge Karl Gustav X gik over Langelandsbælt.
Den gang – som nu – var solaktiviteten ualmindeligt lav. Og vinteren 1659 ligger faktisk midt i det vi kalder den lille istid. Der er ingen tvivl om, at den lille istid var global. Det blev allerede i 2003 slået fast i en meget udskældt artikel af Willie Soon og Sallie Baliunas.
Stærkest på nordlige halvkugle
Soon og Baliunas’ artikel danner et af omdrejningspunkterne i ‘Climategate’, hvilket jeg ikke vil komme ind på her. Jeg vil nøjes med at bede folk, der kritiserer artiklen, om at læse den først.
Jeg har skrevet om Sallie Baliunas mange gange før: Hun er en af de mest anerkendte nulevende stellare astrofysikere og artiklen er et fantastisk eksempel på, hvad man kan få ud af, at kigge med nye øjne på gamle problemer. Selveste Michael Mann (ham med hockeystaven) er for øvrigt også fornylig kommet frem til, at den lille istid faktisk fandt sted.Men selvom den lille istid var global, så er der helle ingen tvivl om, at den var stærkest på den nordlige halvkugle og måske specielt i Nordeuropa. Altså lidt i stil med, hvad vi har oplevet denne vinter.
Hvorfor var vinteren kold?
Dermed står vi tilbage med spørgsmålet: Kan den lave solaktivitet forklare, hvorfor vinteren var så kold i Europa og Nordamerika? Som sagt er det første gang i nyere tid, at vi oplever så lav en solaktivitet som nu, og derfor ved vi ikke, hvad de lokale effekter vil blive, da man altså ikke har lavet direkte temperaturmålinger for 400 år siden. Her kommer dog et bud:
Grunden til, at vinteren i Europa og Nordamerika var ualmindelig kold var, at den arktiske oscillation var ualmindeligt lav. Det arktiske oscillations-index er defineret som trykforskellen mellem 45 graders brede og Nordpolen.
Når denne trykforskel er lav, altså negativ, som den var denne vinter, får vi kolde og lange vintre i Nordamerika og Europa. Men hvad styrer den arktiske oscillation?
Den pseudo-toårige oscillation
Det kan man finde et bud på HER. Idéen er, at den arktiske oscillation styres af den såkaldte pseudo-toårige oscillation og af solaktiviteten. Den pseudo-toårige oscillation er defineret som øst-vest vindretningen i stratosfæren langs ækvator.
Denne vinter har vindretningen i stratosfæren langs ækvator fortrinsvis været østlig og solaktiviteten har som bekendt været lav. Det har ført til et ualmindeligt lavt arktiske oscillations-index, og altså derfor den ualmindelig kolde vinter i Europa og Nordamerika.
Det er vigtigt her at holde sig for øje, at det arktiske oscillations-index beskriver en trykforskel. Det forklarer altså, hvorfor vinteren i Europa og Nordamerika var ualmindelig kold, mens den i Canada og på Grønland var ualmindelig varm. Så den ovenfor beskrevne sammenhæng beskriver altså, hvordan ændringer i solaktiviteten kan have indflydelse på klimaet lokalt.
Fire punkter tegner en elefant
Blandt fysikere er der et ordsprog der siger, at gennem to punkter kan man tegner en ret linje, gennem tre kan man tegne en hyperbel, og gennem fire kan man tegne en elefant. Med andre ord: Når man har mange ubekendte i en ligning, så kan ligningen forklare det meste, men det betyder ikke, at ligningens forklaring er den rigtige.
Lidt sådan har jeg det også med sammenhængen mellem det arktiske oscillations-index, den pseudo-toårige oscillation og solaktiviteten. På den anden side er jeg overbevist om, at hvis vi skal forstå Solens påvirkning af klimaet, så er vi nødt til at se på lokale klimafænomener. Og det er netop hvad denne sammenhæng gør.
En anden ting er, at vi helt sikkert ser en større korrelation mellem solaktiviteten og forholdene i stratosfæren, end vi ser mellem solaktiviteten og forholdene ved jordoverfladen. Derfor virker en forklaring, der går over stratosfæren, tiltalende.
Nu har vi mulighed for at få svarene
Så hvis vi vender tilbage til spørgsmålet ‘var Solen skyld i den kolde vinter?’, så er svaret, ja, måske.
Der er dog stadig mange åbne spørgsmål, som for eksempel: Kan lokale klimaændringer forklare de sammenhænge vi kender mellem de globale temperaturer og solaktiviteten? Hvorfor var det denne vinter varm på Grønland, når vi ved, at det var ualmindelig koldt under den lille istid?
Det positive er dog, at hvis solaktiviteten fortsætter med at være lav, så vil vi nok meget snart få svar på nogle af disse spørgsmål.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
