Annonceinfo

Valget nærmer sig sin afslutning i et land i kaos

Emner:

Den 24.  maj 2012. Papua Ny Guineas vicepremierminister, Belden Namah (billedet), fører en gruppe af politibetjente ind ad dørene til landets højesteret. Her finder de den højest rangerende dommer og anholder ham. Situationen er en eskalering af en strid, der har været mellem flertallet af højesteretsdommerne på den ene side og Papua Ny Guineas regering på den anden. Men der skal en del til, førend en vicepremierminister selv leder udøvelsen af politiets arbejde. For de fleste er det ikke nogen overraskelse, at der er korrupte forbindelser mellem politikere og dele af landets politistyrker, men at politikerne optræder så direkte sammen med lovens håndhævere har hidtil været uhørt. Ikke mindst fordi Papua Ny Guineas retssystem indtil for nyligt har været set som hævet over den politiske konkurrence og spillet om regeringsmagten. Hvordan er det kommet dertil?

Den 2. august 2011 fandt der et politisk kup sted i Papua Ny Guineas parlament. Som jeg har fortalt om tidligere på denne blog, så benyttede Belden Namah og den daværende finansminister Peter O’Neill sig af den siddende premierminister Sir Michael Somares langvarige fravær på et hospital i Singapore til at vælte landets leder. De formåede simpelthen at overtale et flertal af parlamentsmedlemmerne til at vedtage, at premierministerposten på grund af Somares fravær måtte være ubesat. O’Neill blev valgt af et flertal i parlamentet til at være ny premierminister fra den dato. Somare var på ingen måde tilfreds med udviklingen og kuppet, som blev bragt for domstolene. Den 12. december erklærede landets højesteret at O’Neills og Namahs magtovertagelse havde brudt landets grundlov, og at Somare stadigvæk var at betragte som premierminister.

Den nye regering lod sig imidlertid ikke rokke. Der blev svaret igen ved at hasteindkalde parlamentet, som igen – uden deltagelse af Somares støtter, der havde boykottet parlamentet siden august – erklærede O’Neill for landets leder. I tilgift kom der nu anklager mod den øverste højesteretsdommer for at have mødtes fordækt med Somares søn. Dommeren benægtede det. Landet var på dette tidspunkt allerede ude i en forfatningsmæssig krise med to mænd, der begge havde erklæret sig for landets premierminister og begge havde udnævnt et kabinet. Den ene, Somare, havde højesterets støtte. Den anden, O’Neill, var støttet af parlamentet og det meste af den offentlige forvaltning. Både militæret og politiet var delt. Hvor delt skulle det snart vise sig. I januar besatte en lille gruppe soldater en militærkaserne i hovedstaden og erklærede, at de på grund af det politiske dødvande så sig nødsaget til at handle og sikre, at landets rigtige premierminister (Somare) kunne bestride sit embede. Kupforsøget gik dog hurtigt i sig selv igen, og O’Neill-regeringen fortsatte som de facto regering.

Flere og flere sukkede efterhånden over det politiske rod og i befolkningen, i medierne og blandt politiske kommentatorer blev der ofte udtrykt længsel efter det kommende parlamentsvalg planlagt til at finde sted juli 2012. Valget ville være en kærkommen mulighed for at begynde på en frisk. I april forsøgte både Namah, vicepremierministeren, samt formanden for parlamentet (Jeffrey Nape) dog at udskyde parlamentsvalget. De anklagede valgkommissionen for ikke at have valglister for mange af distrikterne i højlandet klar. PNG’s højland er der, hvor der oftest er anklager om ’problemer’ under valg både i form af intimidering af vælgere, stemmekøb, vold eller fuldbyrdet stammekrig, og man frygtede at ukomplette lister over de berettigede vælgere blot ville eskalere eventuelle konflikter. Samtidig florerede der dog (ikke overraskende) rygter om at Namah og Nape mest af alt ønskede at udskyde valget for at kunne få et par ekstra måneder til at smide om sig med regeringsmidler gennem de såkaldte ’slush funds’. Disse er puljer møntet på distriktsudvikling, som parlamentsmedlemmerne bestyrer individuelt, hvilket ifølge flere kommentatorer får puljerne til at virke som en legal måde at købe stemmer på. Derudover forekom det mistænkeligt, at O’Neill-regeringen netop to-tre måneder før valget ønskede at fjerne valgkommissionens leder, der var udnævnt af Somare, men havde bestredet sit embede i snart 10 år. Begrundelsen for at fjerne ham var, at han var ’for gammel’ til at tjene som embedsmand ifølge en lov om embedsmænds ansættelsesforhold. Efter pres fra befolkningen, der forsøgte at organisere en ’Occupy Waigani’-bevægelse opkaldt efter bydelen, hvor parlamentsbygningen ligger, valgte O’Neill dog at undsige sine to politiske støtter og erklære at valget ville finde sted som planlagt.

Der blev imidlertid atter pustet til ilden i den 21/5, da højesteret igen erklærede O’Neill-regeringen for ugyldig. O'Neill og Namah havde siden december forgæves forsøgt at stække højesteret med anklager om korruption, og for at have bias mod regeringen, samt ikke mindst med en lov, der ville have frataget retsinstanserne en væsentlig del af deres indflydelse, hvis den var kommet igennem. Det var som følge af disse forgæves forsøg samt højesterets insisteren, at Namah tog arrestordren på en højesteretsdommer i egne hænder. Hertil kom at parlamentet endnu engang valgte O'Neill som premierminister efter at være blevet hasteindkaldt på trods af at valget var begyndt. Denne gang var begrundelsen at Somare ikke længere kunne være premierminister eftersom han og hans støtter havde boykottet parlamentssamlingerne siden 'kuppet' i august. Loven foreskriver nemlig, at et parlamentsmedlem, som ikke møder til fire på hinanden følgende samlinger, ikke længere kan bestride sit embede.

Da maj måned tog sin slutning havde valgkampene længe været i fuld gang rundt omkring i landet. Mindst 10 forskellige partiledere havde inden valget erklæret, at de regnede med at være premierminister efter valget. Umiddelbart følte folk dog, at det næsten kun kunne blive et frisk pust efter et år med kaotiske politiske tilstande, men en regeringsdannelse er ikke simpel. Det parti, som får flest kandidater valgt vil blive inviteret af landets generalguvernør (den engelske dronnings repræsentant) til at danne regering. Imidlertid er der i PNG ikke stærke traditioner for at stemme på partier, og tidligere har en stor del af de valgte være uafhængige og uden partitilhørsforhold (pt. kun 10 ud af 89). Det betyder, at de største partier efter et valg står klar med både trusler og bestikkelse for at lokke så mange af de partiløse som muligt ind i deres fold.

Dog tog begivenhederne en uventet drejning for et par dage siden. Efterhånden som der kom navne på en stor del af parlamentets sæder, indså Somare, at O'Neill stod væsentligt stærkere end han selv. Somare samt to andre af landets tidligere premierministre overraskede derfor alt og alle ved at slutte sig til O'Neills lejr. Taberen i magtspillet lader til at være den yngre og aggressive men efter nogles mening dynamiske Belden Namah, der havde håbet på at få valgt nok partifæller ind til at kunne blive premierminister, men ikke reagerede hurtigt nok da resultaterne lod til at gå ham imod. O'Neill og Namah har desuden de sidste par uger haft et skænderi kørende i medierne, så det parløb, der væltede Somares regering er nok forbi. Indtil videre ser dramaet om PNGs regeringsmagt altså ud til at spille på sidste vers, men PNG er kendt for at være 'land of the unexpected', så hvor længe borgfreden holder, er det ikke let at sige.

 

 

Forslag til læsning om politik i PNG:
Sean Dorney 2000. Papua New Guinea: People, Politics and History since 1975. Sydney: ABC Books.
Ron May 2011. State and Society in Papua New Guinea. 2nd Edition. Canberra: ANU E Press.
 

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste blogindlæg

Udgiv indhold
  • Jokowi-effekten

    Indonesien er med næsten 250 millioner indbyggere et af verdens mest folkerige demokratier, og deres parlamentsvalg fortjener alene...
  • Hold kæft og brug stemmen!

    I dag går det løs med valg til kommuner og regionsråd, men debatten om valget har denne gang ikke kun koncentreret sig...
  • Valgkursus

      I Danmark står Kommunalvalget for døren. Den 20/8 blev der åbnet for afgivelse af brevstemmer og den 19/11 er...
  • E-valg: hvorfor ikke?

    Under en høring i Kommunaludvalget i februar 2012, udtrykte flere af de inviterede talere, at de regnede med at e-valg stod lige for...

Steffen Dalsgaard

Blogger om:

Jeg har gennem flere år forsket i statsdannelse, politisk lederskab og udvikling i Papua Ny Guinea i det vestlige Stillehav og er nu ansat ved ITU på et projekt om indførelsen af digitalt valg i Danmark (www.demtech.dk). Mine blogindlæg vil diskutere de kulturelle og sociale fundamenter for demokrati i både vestlige og ikke-vestlige lande.

Andre bloggere i Politikbloggen:
Sigge Winther Nielsen
Jacob Gerner Hariri
Asmus Leth Olsen
Yosef Bhatti
Rasmus Tue Pedersen
Annonceinfo