Annonceinfo

Universet vidste, at mennesket skulle opstå

Bogen Planets and Life: The Emerging Science of Astrobiology (da. Planeter og liv: Den nye astrobiologiske videnskab) fra 2007, redigeret af Woodruf T. Sullivan III og John A. Baross, er en grundbog for det forholdsvist nye fagområde “astrobiologi”. Eftersom bogen beskæftiger sig med spørgsmålet om liv i universet, og desuden indeholder nogle afsnit om astrobiologiens historie, er den værd at tage et nærmere kig på her i astrokulturbloggen.

Et paradigme fødes

Ifølge Steven J. Dicks historiske afsnit “From Exobiology to Astrobiology” var NASAs liv-i-rummet-forskning, kaldet “exobiologi”, løbet ind i en blindgyde efter at Viking-sonderne (opsendt 1975) ikke formåede at levere beviser for eksistensen af liv på Mars. Dette førte til at NASA i 1995 reorganiserede sine exobiologiske bestræbelser under det nye navn “astrobiologi”. Skiftet fra “exobiologi” til “astrobiologi” indebar bl.a. at man gjorde gjorde feltet bredere og inddrog flere emner, end man hidtil havde gjort.

Planets and Life er ment til at kunne bruges og læses i uddannelsesøjemed; både i forbindelse med universitetskurser i astrobiologi og som en mulighed for at nyankomne til området, der måske ikke har en baggrund i enten biologi eller astronomi, kan få en bred orientering om emnet. Sådanne bøger er interessante fordi de, samtidig med deres informationsmæssige sigte, også er med til at etablere og konsolidere et fagområde. Med andre ord kan man få indblik i det paradigme, som der er nogenlunde enighed om ligger til grund for området. Dog kun hvis forfatterne til bogen regnes for at have den fornødne videnskabelige autoritet, som det er tilfældet med Planets and Life.

Her vil jeg stort set begrænse mig til at komme med et par bemærkninger i forbindelse med bogens forord, som kan være af interesse for denne blogs læsere.

Livets grundspørgsmål

 

Når man har krydslæst inden for astrobiologisk litteratur (og i mit tilfælde i særlig grad inden for the Search for Extraterrestrial Intelligence (SETI) (da. “søgen efter udenjordisk intelligens”) kan man ikke undgå at bemærke visse retoriske mønstre, der går igen. Et af dem er et postulat om, at det at fremsætte videnskabelige hypoteser om, og søge efter, udenjordisk liv, kan hjælpe os med at finde svar på tre grundlæggende spørgsmål, som har optaget mennesket siden det begyndte at reflektere over sin eksistens.

Det første er omhandler hvad vi er opstået af, eller hvorfor vi kommer. Det andet findes i flere variationer, men har gerne noget at gøre med hvad, hvordan og hvorfor vi er. Det sidste spørgsmål handler om i hvilken retning vi som art bevæger os i. I forordet stilles de sådan: “Hvor kom vi fra? Er vi her som et resultat af en tilfældighed eller en nødvendighed? Hvor er vi på vej hen?”

Hvorfor er disse tre spørgsmål så vigtige og går igen i megen astrobiologisk litteratur? Jeg tror en væsentlig årsag er, at de udgør grundpillerne i en eksistentielt meningsgivende fortælling om, hvad det er at være menneske. Og det er lige præcis her at SETI og astrobiologien deler skæringspunkt med megen filosofi og religion.

Astrobiologi og (kvasi)religion

 

Som der står i begyndelsen af det første afsnit om astrobiologiens historie, så har “videnskabelige synsvinkler på […] fundamentale spørgsmål […] ofte berørt religiøse doktriner og skabt politiske og sociale spændinger. Mange videnskabsfolk bliver tiltrukket til astrobiologien netop fordi den på spændende måder befinder sig på kanten af vores nuværende viden…“

Selvom bogen altså åbenhjertigt erkender, at astrobiologien til tider bevæger sig ind på områder, som i hvert fald tidligere hørte ind under religion og filosofi, og dette måske ligefrem tiltrækker videnskabsfolk til området, bliver der samtidig netop lagt afstand til ting, som kan antaste astrobiologiens videnskabelighed og seriøsitet.

Som der står i forordet, så har “mange af offenligthedens overbevisninger om ekstraterrestrialt liv, særligt intelligent liv, […] mindre med videnskab og mere med ønsketænkning og Hollowoodfortællinger at gøre. Dette sætter ofte astrobiologen i forlegenhed. Historikeren Karl Guthke (1990) har med rette kaldt ekstraterrestrial intelligent liv for samfundets moderne myte, forstået som en vidt udbredt kvasi-religiøs tro, der tilfredsstiller dybtliggende behov.”

Carl Sagan og Contact

 

Det er meget forståeligt at astrobiologiens udøvere ikke vil slås i hartkorn med populærkulturelle fænomener som Star Wars, eller religiøse UFO-kulter. Men ovenstående udsagn kommer til at stå i et lidt tvetydigt lys, når forfatterne i forordet straks efter understreger den enorme betydning for området, som den amerikanske astronom Carl Sagan (1934-1996) har haft: “I dag høster vi frugten af hans livslange tro på området og hans kamp for dets respektabilitet.”

For var der nogen, som forstod at mytologisere SETI, var det netop Carl Sagan. Og ikke alene gjorde han det i talrige bøger og den verdensomspændende succes-TV-serie, Cosmos (1980) – han gjorde det også i Hollywood-regi som medforfatter til filmen Contact (1997). Den rejse, som filmens kvindelige hovedperson Ellie Arroway (spillet af Jodie Foster) mod slutningen af filmen foretager gennem et ormehul, er nærmest umulig ikke at se som et moderne bud på en apokalyptisk rejse til himmelske regioner. Og ganske rigtigt får Arroway også her nogle svar på netop de eksistentielle spørgsmål, som genlyder gennem SETI-litteraturen.

En mening hinsides videnskaben

Selvom astrobiologien i allerhøjeste grad består af masser af hård videnskab og empiriske undersøgelser og eksperimenter, så drives den også frem af en søgen efter mening, som ligger langt ud over hvad den videnskabelige metode i sig selv kan give svar på. Som der også står i forordet til Planets and Life: “Måske kan spørgsmålet om hvorvidt andet intelligent liv eksisterer, eller har eksisteret, i Universet aldrig blive besvaret, men at kende svaret er ikke nødvendigt i vores søgen efter livets mening. Hvordan kan vi være ensomme, når vi er nøje viklet ind i et kosmos, der inspirerer os i vores søgen efter at forstå, hvordan intelligent liv opstod på Jorden af de samme elementer og fysiske principper, der skabte hele universet?"

Astrobiologien handler altså også om mening, spørgsmålet om eksistentiel ensomhed (som genlyder af kristen Guds-søgen), og menneskets plads i kosmos. Og når først disse spørgsmål er stillet, er der ikke langt til det mærkværdige “antropiske princip”, som i forordet opsummeres med et Freeman Dyson-citat: “Jo mere jeg undersøger universet og studerer detaljerne i dets arkitektur, jo mere finder jeg evidens for at universet, i en eller andet forstand, må have vidst at vi [mennesket] skulle komme.”

Hvis det er tilfældet, er der vel ikke alene en mening med den menneskelige eksistens, men tilmed en forudbestemt mening. I så fald kan man som astrobiolog med sindsro holde traditionel religion ti skridt fra livet; for så har man sin egen. Og skulle der mangle en gud, eller guder, kan man jo håbe, at der et sted derude i verdensrummet gemmer sig højtudviklet, ekstraterrestrial intelligens, hvis kræfter og evner ikke kan skelnes fra guddommelige kræfter og evner.

Dette er selvfølgelig ikke hele historien om astrobiologien. Men det er en centralt element i den historie, fagets udøvere fortæller om sig selv.
 

tilfældighed eller nødvendighed... hønen eller ægget

Måske snarere ..tilfældig mulighed eller mulig tilfældighed.
Herfra og respekterende naturlove kan udvikling foregå i alle retninger og med astronomiske muligheder/kombinationer/udfald. Derfor udvikles samme resultat ikke to gange.. det er ikke sansynligt eller nødvendigt. Derfor er der heller ikke to (eller flere) jeg'er derude .. som sidder og skriver dette.
Det var ikke meningen ... det betyder jo ikke at det er meningsløst... men heldigt er det at vi selv kan give det mening.

Religion og videnskab

Når jeg læser din kommentar, Linda, tror jeg mit nyeste blog-indlæg vil interessere dig:
http://videnskab.dk/blog/religiose-ritualer-skal-fa-os-til-huske-den-for...

For mig er det vigtigste at

For mig er det vigtigste at man ikke blander religion med videnskab, saadan som nogle amerikanske kristne bevaegelser forsoeger at goere. Man maa holde religionen udenfor, medmindre det er en bog der goer klart at den er af filosofisk eller religioes art og tager videnskab med som den synes.

Kim Galaxus

Thomas: "Målet er Homo Galaxus..
- og hvem ved: Måske vil de tale med ærefrygt om Kim Kaos hin Viise .."

Nok nærmere med frygt mere end ærefrygt i stemmen om Kim Galaxus

http://www.internationalhero.co.uk/g/galaxus.htm

(sry. kunne íkke lade være - jeg er jo en (tegneserie)nørd)

Os, nu og i fremtiden

Det er lidt smalt at se "os" som menneskeheden.
Vi er jo bare det seneste (og mest cool) bud på en art som kan bringe DNA videre - og de første som er i stand til at modificere DNA selv. Med os har naturen fået et værktøj til at accelerere den biologiske udvikling.

Homo Sapiens er notorisk uegnet til at leve andre steder end på Jorden.
- vi er alt for bløde og ustabile til at kolonisere solsystemet, for ikke at tale om galaksen.

Væk med Etisk Råd's dogmer om ikke at "lege gud" - Gu' ska' vi da så!
Lad os "splejse" de super-intelligente, hårdføre typer som kan leve i rummet, og udbrede DNA's lebensraum!

Først bakterier, så planter og så videre. Målet er Homo Galaxus..
- og hvem ved: Måske vil de tale med ærefrygt om Kim Kaos hin Viise : )

Hvis

Sikke mange hvis´er og måske´er du disker op med Ove - chancen for at der findes mennesker eller efterkommere fra os om en million år er mindre en meget meget små og at der skulle findes andre universer er ren spekulation - næ du, som det ser ud så er det snart forbi og det var så det.

Formål eller ej?

Måske vi aldrig får det opklaret, for hvorfor blev Big Bang sat igang, skal det gentages forfra igen, og er der noget formål med det?Universet er måske også en slags "økologisk" kredsløb, ligesom livet på jorden?Og vores kredsløb her tjener jo det formål at opretholde livet.
Jeg forstår det ikke således, at når vi mennesker overgår til en anden genetisk race, er mennesket uddød, jeg syntes det er en naturlig udvikling, at vi stadigvæk udvikler vores gener.
Jeg tror at Stephen Hawking har ret i at vi har en begrænset tidsperiode, at bosætte os udenfor jorden for bedre at kunne overleve ? Jeg tror ikke vi skal spilde tiden, men udnytte det optimal. Jeg har ifølge min hukommelse læst et sted ,at klare vores civilisation, at overleve de første par millioner af år, vil vi overleve statistisk set, og hvem ved måske rejse til et andet univers, der sandsynligvis eksisterer, hvis alt er uendelig?

Øjeblik

"...Vi eksisterer kun et kort øjeblik i Universets livstid.."

Du overdriver ;) - vores tid her er endnu kortere end et kort øjeblik.

14 milliarder års ventetid

Mennesket har ingen muligheder for at gribe ind, så [… vi kommer over det kritiske punkt og kan leve så længe Universet eksisterer.]

Artiklen lægger op til, at mennesket var forudbestemt. I så fald er det paradoksalt, at der skulle gå så lang tid, før dette formål blev effektueret. Næsten 14 milliarder års ventetid, men det er intet i sammenligning med den tid, der ligger foran.

Solen blev skabt 10¹º år efter Big Bang. Det er umuligt at formulere en præcis matematisk teori for Universets fremtid, men et kvalificeret bud med den nuværende viden er, at om 10²º år vil der ikke være flere stjerner tilbage og ikke mere stof til dannelse af nye. 10²º år er lang tid – meget lang tid. 10000000000 gange så lang tid som der allerede er gået. Først om 10¹ºº år vil de største sorte huller være fordampet.

Længe – meget længe – inden da er Solen væk, for den vil ikke forblive i sin stabile tilstand for evigt. Om blot et par milliarder af år fra nu vil den totalt ændres til en tilstand, der vil umuliggøre livsbetingelser i det indre Solsystem. Med en alder på 4,6 milliarder år er Solen omkring halvvejs gennem sin cyklus. Det meste af dens tilværelse har den tilbragt i den såkaldte hovedserie, hvor stjernerne er stabile. Når dens brintreserver er opbrugte, må den opretholde sin energiudsendelse ved forbrænding af tungere grundstoffer, og på det tidspunkt er dens tilværelse som hovedseriestjerne forbi.

I en meget dramatisk transformation vil Solens heliumkerne trække sig sammen og blive varm, og som et modsvar og for at opretholde ligevægten, vil resten af Solen svulme op til 100 gange sin nuværende størrelse. Med en sådan størrelse vil både Merkur og Venus blive opslugt - og måske også Jorden. Astronomer i andre dele af Mælkevejen, som får øje på Solen, vil klassificere den som en rød kæmpe.

Som rød kæmpe vil Solen begynde på en ny type kernereaktioner. En ydre skal vil fortsat forbrænde brint, og efterhånden som de derved dannede nye grundstoffer falder ind mod centrum, vil dens kerne yderligere presses sammen og blive endnu varmere. Når temperaturen når op i nærheden af 100 millioner grader, vil det sammenpressede helium begynde kernereaktioner og omdannes til kulstof og ilt.

Det vil få Solen til at skrumpe lidt ind, men efter en vis tid vil den igen svulme op gennem de næste 100 millioner år. Dens lysstyrke vil stige betydeligt ved afslutningen på heliumforbrændingsfasen, fordi voldsomme solvinde vil blæse de yderste lag bort. Dette vil føre til Solens endelige og afsluttende fase - en cyklisk og langsom udkastning af gas, så der dannes en planetarisk tåge. Tilbage bliver en lille hvid dværg. På dette tidspunkt er både Jorden og mennesket for længst forsvundet.

Der findes omkring 10 milliarder røde kæmper i Mælkevejen. Set med Verdensrummets briller vil Jordens undergang ikke engang være så stor en begivenhed, at der bliver plads til en notits på bagsiden af Universets nyhedsavis. Mennesket og Jorden er et uanseeligt fænomen i Universet og at forestille sig, at vi skulle være her for evigt, er uden for proportioner. Vi eksisterer kun et kort øjeblik i Universets livstid.

Tro

Ove du kan da tro hvad du vil - jeg er blot realistisk - som det ser ud så er der ingen der lever evigt - se blot på Jordens historie - stort set alt er dødt og forsvundet med mellemrum og det sker igen og om vi overlever eller ej er stadigvæk ligegyldigt - der er ingen mening med livet og de eneste der er interesset i om vi lever eller ej er os selv - og helt ærligt jeg er da pisse ligeglad om menneskeheden er her om en million år - jeg er da død til den tid så.....

Og så skal du ikke forklarer mig en skid - fremsæt dine synspunkter - fint nok - men dine forklaringer kan du beholde for dig selv - evidens fortæller mig at jeg har ret og vi uddør - og hvad så - det var det - det er ikke negativt - det er realistisk - det eneste jeg rigtigt går op i det er at vi undlader at udrydde os selv mens jeg er her - hvad der sker bagefter vil jeg da blæse på.

Men der er mange meninger og ikke alle er enige - nogle tror på vi overlever andre ikke:

http://www.dr.dk/NR/exeres/A8B36F71-8129-4DDB-864B-D9C57EBF1E9F.htm

Og den gode Stephen Hawking, mener, at vi kun har cirka 200 år til at finde ud af, hvordan vi som race kan undslippe Jorden. Ellers mener han, at menneskeheden kan risikere at uddø

http://ing.dk/artikel/110863-stephen-hawking-forlad-jorden-eller-uddoe

Så hvem der har ret er ikke til at vide - men en ting er hundrede og det er at Jorden hele tiden er under forandring og at vi kommer under press hvis vi ikke finder på brugbare løsninger og skal vi ud i rummet så er der mange ting der står i vejen for den løsning - en ting er at fysikkens love som også gælder om 100 eller en mio. år og der er rigtig møg langt til steder vi kan slå os ned - hvis de findes i det hele taget og vi har kun en begrænset mængde ressourcer vi kan spendere på det eventyr - og et enkelt gammaglimt og så......det var det og vi er væk.

Væk igen om nogle år?

Kim Kaos. Om det findes en gud eller ej, er vel egentlig ligegyldig, bare det ingen indflydelse får på vores liv. Det har jeg jo forklaret indirekte, også omkring uendelig, men alt har jo en årsags sammenhæng.
Det var da et negativt livssyn, at vi er væk om nogle år, jeg mener vi selv har stor indflydelse på,
hvorvidt vi kommer over det kritiske punkt, og kan leve så længe universet eksisterer.

Tilfældigt

Det er fuldstændigt helt og aldeles tilfældigt og komplet ligegyldigt at vi nu en gang er her - Der er ingen gud - der er ingen mening og om nogle år er vi væk igen og det var så det.

Re: Udvikling af grundstoffer.

Carsten Bomholdt.Tak for en god overskuelig forklaring.
Mit synspunkt omkring Big Bang var naturligvis en forsimplet forklaring.
At udviklingen af de afgørende grundstoffer for liv, med størst sandsynlighed er en tilfældighed, var jo et spændende synspunkt, vi måske mangler en beregning af hvis det er mulig?

Udvikling af grundstoffer

Livets byggesten (aminosyrerne) blev ikke skabt i Big Bang. Der blev skabt brint og helium og en forsvindende mængde litium. Den dag i dag består omtrent 75% af Universet fortsat af brint og 25% af helium, og der er kun meget små mængder af andre grundstoffer. Disse grundstoffer dannes i stjernerne.

Mælkevejen begyndte ligesom de øvrige galakser som en stor sky, der næsten udelukkende bestod af brint og helium. Èn milliard år efter Big Bang var de første kvasarer, protogalakser og galakser med stjerner dannet. Kort efter dannelsen skabtes de første stjerner, som begyndte at lyse under omdannelse af brint til helium. I stjernernes indre opstod der også forbrænding af tungere grundstoffer såsom kulstof, kvælstof, ilt og jern. Tungere grundstoffer end jern kan ikke dannes under normale processer i stjernernes indre.

De første stjerner var kæmpestjerner, som efter nogle hundrede millioner år eksploderede som supernovaer, og kun under en supernovaeksplosion forekommer der forhold, som kan danne grundstoffer tungere end jern. Supernovaeksplosionen spredte de dannede grundstoffer ud i rummet, hvor det blev blandet med det andet stof.

Der blev også dannet mindre stjerner, hvis grundstoffer blev spredt gennem stjernevinde, eller hvis stjernen udviklede sig til en rød kæmpe, som kastede de ydre lag ud i rummet.

Det spredte stof fra stjernerne dannede nye stjerner, og dette gentog sig igen og igen. Til sidst var der dannet nok atomer af de tungere til, at stjerner som Solen og planeter som Jorden kunne blive til. Det drejer sig om grundstoffer som f.eks. kulstof, kvælstof, ilt, natrium, magnesium, silicium, samt mange andre.

Først da i Universets historie var der planeter med de nødvendige grundstoffer, og først da kunne livet blive til. Da var der gået adskillige stjernegenerationer og mange milliarder år siden Big Bang.

Universet følger de kendte fysiske principper, som kan beskrives med nogle få formler. Det er ikke umuligt, at der er en hensigt med det hele, men det er endnu mere muligt, at der ikke er en hensigt.

Udvikling af liv.

I Big bang har der udviklet sig livets byggesten, kald det tilfældighed eller ej?
Nogle mener at udviklingen af mennesket også er en tilfældighed? Vi mangler et statistisk matriale der har afprøvet mulighederne , også i de byggesten der var grundlaget for udviklingen af livet, herunder mennesket? Vi har svært ved at forstå hvordan alt virker sammen, herunder begrebet grænseløst.
Netop nu arbejder forskerne på Syd Dansk Universitet (SDU) med at afdække hvordan mennesket er blevet udviklet.

http://jp.dk/nyviden/article1238918.ece

Guddommelig ?

Steen.
Jeg tillægger ikke noget guddommelig i, at menneskets eksistens måske kan være forudbestemt., hvis vi er alene i universet, lige så lidt som Big Bang også kan være forudbestemt, af fysikken.
Jeg fremhæver jo netop at det "guddommelige" sandsynligvis heller ikke forstår en dybere mening med livet , ligesom mennesket, og at vores søgen efter at forstå naturen og universet sandsynligvis aldrig ophører.

flødekaramel

dvs hvis man finder en flødekaramel, så er den mere guddommelig, end hvis man fandt 3 ?. : )

Forudbestemt eksistens?

I så fald, at mennesket er det eneste højt udviklet liv i vores univers, kan vi måske med rette sige, at vores eksistens måske er forudbestemt?
At vi mennesker er tilbøjelig til at tro, at det ligger noget guddommelig i kræfter og evner vi ikke forstår, er vel forståelig, hvis vi søger nogen mening med vores liv og oplevelser af livets kræfter, der rækker ud over kærligheden og oplevelsen af livets mangfoldighed?
Jeg tror ikke at "det guddommelige" fuldt ud forstår meningen med dets eksistens, ligesom mennesket?
Hvis dette var tilfældet, ville vi mennesker måske ikke finde en væsentlig drivkraft i vores søgen i, at forstå livets mangfoldighed, en søgen der sandsynlighed kun finder sin afslutning hvis mennesket ikke overlever?

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste blogindlæg

Udgiv indhold
  • Mars rammer Danmark!

    Nej, planeten Mars rammer ikke Jorden. Men det gør til gengæld det efterhånden meget omtalte Mars One-projekt. R...
  • Sorgens tyngdekraft

    For en uges tid siden fik science fiction-filmen Gravity syv oscars. Med den kolossale popularitet filmen har nydt, og de anmeldelser...
  • Dør Gud (omsider) på Mars?

    Idet rumskibet nærmer sig Mars, overvældes kaptajnen af religiøs anger. På trods af at han står bag...
  • En kosmisk svedehytte på Østerbro

    De fleste vil nok mene at science fiction-genren tilhører populærkulturen, ja, ligefrem lavkulturen. Med kunstudstillingen...

Thore Bjørnvig

Blogger om:

Jeg vil primært skrive inden for områder, der vedrører kulturelle og religiøse aspekter af videnskab og teknologi, med forkærlighed for emner, der er relateret til det ydre rum – det være sig rumfart, rumforskning, science fiction, SETI, astrobiologi, eller astronomi generelt. En god samlebetegnelse for det jeg skriver om er "astrokultur", et begreb indført af den tyske historiker Alexander C. T. Geppert. Man kan også følge "Astrocultural Tweets" på Twitter eller kontakte mig hvis man er interesseret i foredrag om et eller flere af de emner, jeg skriver om her på videnskab.dk.
Annonceinfo