Hej Asger,

det er altid spændende og lærerigt at kombinere kulturanalyse og menneskeforståelse med en -isme.

-Ismer har det med at være strukturelt ordnet som systemer, de fleste ismer er reaktioner på noget eller modsætninger til noget eller indgår i et system med andre ismer. Man siger vistnok, at hjernen fungerer dualistisk, at vi opfatter en værdi i modsætning som en modværdi. At vi f.eks. ser farver som modsætning til andre farver (rød-blå, sort-hvid, gul-grøn) uanset om de egentlig ER modsætning.

Det samme med dualismer. nat-dag, mand-kvinde, barn-voksen. Nogen dualismer giver sig selv som indlysende sande, som liv-død. Men det interessante og udfordrende er, når de bliver til betydnings-led, som mand-kvinde, kultur-natur. Eller som romantik-klassicisme, individ-samfund.

Det er en spændende tanke at romantik og klassicisme er to måder at tænke på. Men om den er faktuelt rigtig, ved jeg ikke. Jeg synes, det lyder som en hypotese. Hvordan da med realisme? naturalisme? med vores egen oplevelse af, at vi som mennesker nu engang kan tænke på flere måder, der (forhåbentlig) rækker ud over to. Jeg synes, opdelingen leder tanken hen på romantik/irrationel og klassicisme/rationel).

Jeg er ikke sikker på, at jeg køber et dualistisk system på et så overordnet plan. Da er jeg hellere ovre i hjerneforskning og måden vores hjerner virker på.

Her kan jeg anbefale bogen "Thinking: Fast and slow" af Daniel Kahneman, der handler om, hvordan vi tænker, når vi tænker, og at vi enkelt sagt har to systemer, der hele tiden bliver kombineret, det ene hurtigt (den hurtige reaktion) det andet langsomt (hvor vi skal overveje for og imod og tage stilling). Han er økonomi-psykolog, og meget af bogen handler om hvorfor det er godt/skidt at gøre visse økonomiske handlinger.

:-) Rikke

Hej Rikke og andre

Tilgiv at jeg bliver akademisk tung her, men jeg har paradigmer på hjernen, og dette er jo alt andet lige et forum for akademisk forskning og forståelse :-)

Med hensyn til om der findes en oprindelig fascination af de ekstreme groteskerier, så har du induskutabelt ret. Men det er bare et spørgsmål om ikke de udtrykker en romantik før den formelt opstod. I bogen "The New Rhetoric" foreslår forfatterne Perelman og Olbrecths-Tyteca at mennesker grundlæggende kan tale (tænke) i to værdisæt: Et romantisk (moralsk, følelsesladet, individdyrkende), eller et klassicistisk (praktisk, fact-orienteret, vægt på fællesskabets bedste).

Dette tror jeg er grundlæggende rigtigt - og det indebærer at romantiske og klassicistiske forståelser har vekslet og konkurreret, inden nogen af dem opstod navngivent som kulturhistoriske epoker.

Uden at ville trække tov om det, så er selve jagten på voldsomme og ekstreme effekter jo netop romantisk (i oprindelig betydning), så jeg mener stadig, at tortureporn er en moderne version af noget, vi har set i og fra romantikken også.

At vi i dag kan tøve med at se det ekstreme effektjageri som romantisk får mig altid til at finde dette citat frem, som stammer fra Edmund Burkes “Enquiry into the Origins of the Sublime” fra 1756. Romantikken var ved at opstå - med f.eks. Mozart og Goya - men dens kunstneriske ideal fik sin formulering med Burke. Citatet går: ” What soever is fitted in any sort to excite the ideas of pain and danger, that is to say, whatever is in any sort terrible, is a source of the sublime.”

Altså: Jo mere ekstremt, jo bedre. Hvormed jeg stadigvæk mener, at tortureporn er mere romantik end gladiator :-)
(At jeg så ikke kan fordrage tortureporn er en anden sag. Men jeg kan heller ikke lide romantikkens idealer, jf. følgende.)

Til gengæld vil jeg tage et andet forbehold, for ved eftertanke, så er de gys, jeg bedst kan lide, netop IKKE romantiske, men i højere grad modernistiske - hvormed de netop lægger en klar distance til den romantiske tankegang, der dog stadig er underliggende i de fleste gys.

F.eks. Cronenberg inden for film, Poe og Lovecraft inden for litteratur.

(Jeg mener ikke at der så findes et selvstændigt "modernistisk paradigme", snarere at modernismen er en form for klassicistisk orienteret kritik af en romantik, som har domineret i en periode. Ikke for at komme 100 meter længere ud, blot for at binde sløjfe, og fordi jeg mener at de underliggende tankesæt er afgørende for forståelse af såvel horrorgenren, som den psykologi, den udtrykker.)

Hej Asger,

tak for din kommentar. Interessant at du fører os tilbage til en litterær og kulturhistorisk tænkning om romantik. Jeg har bare brugt det mere 'ordinært'. Men du har selvfølgelig ret, hvorfor har jeg ikke tænkt på det, at gyset netop opstår i romantikken. Det er netop her, mesterværkerne fra gyset kommer til og her genren samler sig til en egentlig genre. Tak for at minde mig om det. Jeg ved det jo godt, jeg skrev om det tilbage i 1993. Men... det har trængt sig bagerst nu.

Jeg er dog ikke enig i at alt gys er romantisk. Jeg tror, noget af tortureporn tingene måske netop griber tilbage til udstillingen af død og vold som gladiator-kampe og dyrekampe og vores dyrkelse af fysiske groteskerier på fx markeder og i cirkusser i gamle dage. Der er noget 'afsky' over det der er meget biologisk. Forskningen i disgust er da også eksploderende, fordi vi åbenbart så gerne vil røres og væmmes at det er en kæmpe-industri. Ikke mindst på internettet.

http://en.wikipedia.org/wiki/Romanticism

og jeg tror også Sturm und Drang bevægelsen er interessant, den var et tidligere oprør imod oplysningstiden og den dyrkede også de stærke og ekstreme følelser

http://en.wikipedia.org/wiki/Sturm_und_Drang

Ja vi er vist øget lidt af sporet - men det sker ret ofte i Rikkes dejlige film-blog og hun plejer selv at skubbe på - så pyt med det ;)

Sino Sono – der er nok ikke ret mange herhjemme der kender hans navn – endnu – men han er en mester ud i gysere – han fik dog sit navn ud blandt mange da han lavede ”Love Exposure” og i dag lykkes det mig af få fingere i en kopi af hans ”Cold Fish”

Den er genial – ja genial er det rette udtryk og jeg kan kun anbefale den.

http://www.cphpix.dk/p/film.lasso?ser=1193

http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=tm-rrXaK0Qg

Og når I så ellers har fordøjet den - så er det bare at begynde at se alle hans andre film.

Mangler folk inspiration til hvilke asiatiske gysere de skal se så er der en liste her:

http://www.cultreviews.com/articles/the-50-best-asian-horror-films/

Hej Kim

Bare et par hurtige sidebemærkninger om King - og det er vist ret off topic, håber det er ok:

Vi er vist ret enige, blot er mine favoritfilm "The Dead Zone" og "The Secret Window", hvor instruktørerne har fået den gode historie frem, så der er meget lidt "King" tilbage ;-)

Kings tidlige og korte noveller er i øvrigt ret gode - nok fordi der er fokus på historien frem for udenomssnakken ;-). Og så har han en søn, som skriver fuldkommen gudbenådet; Joe Hill (forfatternavn efter den svenske-amerikanske martyr for den amerikanske fagbevægelse). Hills bøger er geniale kunstneriske allegorier, "Horns" er på niveau med forfattere som Kafka (Findes overraskende nok på dansk: Horn).

Skal ikke udtale mig om skrivestuearbejdet, men har bemærket mindst to tilfælde af noget, der betænkeligt ligner plagiarisme - vistnok begge oprindeligt udgivet under synonymet Richard Bachmann:

1) The Running Man - en lang og forringet og ellers eksakt gentagelse af en novelle af science fiction-forfatteren Robert Sheckley, der som den første fandt på konceptet om et reality-TV-show, hvor deltagerne bogstaveligt konkurrer med livet som indsats imod et håndfuld lejemordere. At det er plagieret mange siden gør det ret skammeligt, at Sheckleys langt overlegne og originale historie aldrig krediteres - han var ellers en kendt forfatter i midten af forrige århundrede, og tiden er langt fra løbet fra ham.

Novellen hedder "The Prize of Peril" og er fra samlingen "The Store of Infinity" (Er oversat til Dansk: "Uendelighedens marked").

2) Needful Things - her synes det primære koncept hugget fra Ray Bradburys "Something Wicked This Way Comes" (Også oversat til dansk: Ondt er da på vej herned). I Kings som altid unødvendigt tykke roman er det en magisk forretning, i Bradburys er det et magisk tivoli - men ellers er historien og ideen den samme, blot uendeligt bedre - og kortere - fortalt i Bradburys version.

Hej Rikke - og - Kim - og hvem det ellers måtte interessere

Tak for svaret. Jeg har kun set Twilight 1 og 2, og har ikke travlt med at se videre, men gør det sikkert en dag, hvor jeg bare vil fylde mig med popcorn :-)

"Og det med det specielle: jeg tænker over, om kærlighedens logik er, at når man er forelsket, er man selv og ens udvalgte altid speciel?"

- Det er netop det, jeg mener, når jeg skriver:

"Som i alle "gys" eller overnaturlige historier er "det overnaturlige" blot en synliggørelse og legemliggørelse af indre tilstande, og i kærlighed føler vi os alle udvalgte og specielle."

Det synes ikke at være et rent "romantisk" fænomen, tjek evt. Francesco Alberonis "Forelskelse of kærlighed"; alle forelskelser føles som en "revolutionær rus" - altså at man er udvalgt og speciel.

Buffy
- er efter min mening ikke specielt tøset. Jeg elsker den for dens komplet anarkistiske blanding af gys, sci fi, sitcom, og high school-soap. Især elsker jeg den for dens skæve, sorte humor og gennemgående ironiske selvdistance. Der er et musicalafsnit et stykke inde i serien som fik selvstændig kultstatus, fordi det er så langt mere skørt end det lyder ;-)

Dvs. at den nok ikke taler til dem som ønsker en seriøs vampyrfilm/serie - men den leverer både en episk historie og kanon-underholdning. Konen og jeg har set den 2-3 gange og skal se den igen. At konen ser med er heller ikke, fordi den er tøset - vi ser zombiefilm, slasherfilm, Buffy, Star trek, og er ret ligeglade med. om vægten ligger på blod eller humor, og om hovedpersonerne er tøser, professorer eller muskelbundter, bare det er skævt ;-)

Jeg købte i øvrigt hele Alias på grundlag af anmeldelser, der alle placerede den midt imellem Buffy og 24 timer. Det er ret præcist beskrevet.

Tortur
Jeg er ikke sikker på at torturpornoen ikke også er romantisk - hvis man vel at mærke forstår ordet kulturhistorisk som jeg gjorde i mit forrige indlæg. De fleste tror i dag at romantik er lig med pysse-nysse, men romantikken som historisk kulturfænomen er dybt forankret i et opbrud og en usikkerhed, som gør den nærmest besat af angsten - og af "morbid fascination". Goyas billeder af krigens grusomhed og af rene mareridtsdrømme f.eks.

Jeg er ikke til tortureporn, men der er en hårfin grænse mellem den udpenslede grusomhed og den unødige svælgen i samme.

Jeg tror det vil være korrekt at sige, at alt vestligt gys er romantisk - også tortureporn - og at det derefter er et spørgsmål hvordan vægten lægges. I Twilight er vi helt ovre i gyset som noget "spændende og eventyrligt", i tortureporn er vi i den anden grøft med vægten på den (udpenslede) morbide fascination. Men i begge tilfælde er fokus på spørgsmålet om stabilitet versus "det truende kaos". Individdyrkelsen er dog nok mindre i tortureporn, hvorfor jeg er enig i, at genren fremstår mindre slående romantisk - tror bare stadig, at den er det på et dybere plan.

Hej Kim,

jeg mente ikke de 100 millioner køber som et bevis på kvalitet. Jeg nævnte det som et bevis for bred interesse. Og i min forskning har jeg personligt altid været drevet af interesse og nysgerrighed og passion - kvalitet er et normativt begreb, der ofte skygger for at forstå ting.

Her er min interesse at forstå HVORFOR 100 millioner har købt bøgerne og flere endnu set filmene. Og HVAD de får ud af det.

Fluerne, ja, dem ser jeg da også. Men jeg er efter det med følelser og køn i min nuværende forskning i gys. Og dem er der mange af - følelserne altså. Og jeg ser, at de ofte er forskellige hos mænd og kvinder.

Jeg må hellere snart vende tilbage med et nyt indlæg. Men det bliver efter at min kollega Heidi har været på bloggen.

:-) Rikke

100 mio. eller mere er ikke et udtryk for kvalitet – og når man tager i betragtning at dem der udråber den typer serier/film som værende talentfabrikker er de samme mennesker der mener at Amalie kan synge – at Sidney Lee er et geni samt at Paradise Hotel er verdens bedste TV så kan jeg ikke tage deres holdning seriøst.

Hello Kitty-kiks og Danone-yoghurt storsælger men det er stadigvæk noget hundeæde som kun børn kan hælde i sig – i det øjeblik deres smagsløg er udviklet så begynder de at indse at det er komplet uspiseligt. Og det er jo ikke kun de unge menneskers smagsløg der ikke er udviklet før de kommer op i årene - deres hjerner er også en rum tid om at udvikle sig - hvilket muligvis kan forklarer alt de møg de ser og sluger råt ;)

Hej Asger,

sikke en spændende kommentar, tusind tak. Den får en hel masse tanker igang hos mig.

Jeg er helt enig med din kobling af romantik og gys, jeg har netop sendt et proposal ind til en konference om kombinationen af "negative" følelser og seksuelle følelser i gys. For der er masser af lyst, ophidselse, kærlighed og forelskelse i gys. Ikke i alle gys, fx. ikke i Saw-serien, mens det er kernen i mange monster-film som vampyr, varulv, the invisible man, frankensteins monster osv.

Og så til det passive, som du skriver om.

Først, ja, Bella er passiv i Twilight, mens Elena og Sookie i V/Diaries og True Blood er alt andet end passive. De er begge meget aktive, og i V/Diaries er jeg blevet helt vild med bifiguren Caroline, der er den fedeste person. Så her er jeg IKKE enig i, at kvinderne er passive.

Bellas passivitet er anderledes. Hun er nok hvad psykologien kalder passivt-aggressiv og melankolsk. Hun vender alting indad, ligesom hendes krop i sidste film også bliver så radbrækket, at hun dør af det. En form for psykisk masochisme. Man kan spørge, hvorfor hun ikke bare dropper Edward i seriens anden film i stedet for at gå og pines og plages og længes.

Men her er vi ved roden af vestlig romantik. Kvinder pines og plages af kærlighed, alt er skidt indtil det til sidst bliver godt (romantik) eller forbliver skidt (højromantisk tragedie). Tragedien eren endnu ældre græsk version af passionen.

Så passiv er et misvisende udtryk. Bella syner passiv udadtil, men det er fordi al hendes udvikling foregår i følelserne og vendes indad.

Tilbage til dit spørgsmål om kvindeidealer. Jeg ser, at tidens film byder på flere forskellige typer kvindelige rollemodeller: der er Bella (ikke min foretrukne rolle-model), der er Sookie, der er Elena og så er der jo også kvinder som Lisbeth Salander, der også er yderst handlekraftige.

Og det med det specielle: jeg tænker over, om kærlighedens logik er, at når man er forelsket, er man selv og ens udvalgte altid speciel?

Endelig må jeg tilstå, jeg ikke har set Buffy. Jeg var til Xena: Warrior Princess. Og Alias. Og film som Nikita. Dengang skrev jeg min bog om kvindelige helte. Men Buffy burde nok have været med i den. Sorry. My wrong.

:-) Rikke

Hej Asger,

jeg svarede tidligere i dag, men det ser ikke ud til at svaret er kommet på. I hvert fald, jeg har nu lagt billet ind på Fragile og Rec, den er da bare for fed, den har der været snakket om tidligere på bloggen i forb. med remakes. For lige her synes jeg remaken er rigtig god. Det er begge fede film med en autentisk feel og flot nedtonet skuespil.

:-) Så tusind tak for referencerne!

Rikke

Hej Simon (og Kim)

jeg føler mig lidt fanget i en krydsild her. På den ene side står Twilight og The Vampire Diaries og velsagtens også True Blood (selvom jeg synes der er stor forskel på de sidste to serier). Og på den anden side står I sammen med en række andre film, jeg er helt vild med, fra Stakeland til Pan's Labyrinth til Night of the Living Dead (de originale af Romero) til så meget andet horror.

Jeg kan nemlig lide begge dele. Og noget af det vil jeg også mene er filmkunst. Andet kan jeg blot lide, fordi jeg finder underholdende elementer i det. Og hvad angår Twilight-bøgerne, så fortæller wikipedia at de har solgt i 100 millioner eksemplarer. Det er nok sandt.

Så spørgsmålet er to ting:

a) om det er fuldstændig talentløst?
b) hvad vil det sige at noget er talentløst, men at 100 millioner læser det - hvilke kvaliteter har en ting da? For der skal alligevel noget til at få 100 millioner mennesker til at købe en bog. For ikke at tale om filmene, der har indbragt mere end 2 billioner dollars (jeg ved ikke engang hvor meget det er).

Jeg vil for det første udtale mig om film og tv-delen og lade bøgerne ligge her. Men film og tv-tingene er absolut ikke talentløse. Man kan diskutere, hvilke elementer man kan lide eller ikke lide, men det er en anden snak.

Jeg har skrevet lidt om, hvilke kvaliteter tingene har. Som jeg ser det har de en gotisk romantik, der appellerer stærkt til unge piger og kvinder. Og googler man er der masser af websites og fansites der viser, at det både er piger OG kvinder.

Denne romantik gør også at varulvene bliver fortolket som "nuttede" snarere end farlige og monstrøse. Men egentlig blev varulven vel allerede lidt domesticeret i Underworld serien, ikke sandt?

Jeg synes, det er alt for generaliserende at sige, at disse ting er talentløse og at de ikke er rigtige gys.

Det rejser nemlig et andet spørgsmål: hvad er det rigtige gys? Er der ikke snarere flere SLAGS gys? Og jeg tror stadig, at det romantiske gys i den erotiske version med piger som fokus (og kvinder som forfattere af de tre bog-serier) virker provokerende på mænd.

Kvinder har da aldrig udtalt sig specielt om kvaliteten af en lang række slasher, gyser, splatter og alt mulig exploitation film, der heller ikke altsammen er af højeste standard. Jeg er f.eks. mig bekendt den eneste kvinde, der har set flere wip-film og kan diskutere blot en smule om hvad der er bedre end andet på den front.

Så mit bud er, at mænd synes, at kvinderne har "indtaget" deres gys med en forkert slags gys, og at det er derfor tingene bliver anklaget for at være talentløse.

Jamen.... (og nu bliver jeg personlig).... hvordan kan I mene at skuespillerne bag Damon i Vampire Diaries og Eric i True Blood ikke har talent?

Og ---- næste uge må jeg få lavet det tortur-indlæg! For selv i disse romantiske sager vrimler det jo alligevel med død og smerte og tortur og pinsel, så det er en fornøjelse. Sorry, en gru.

:-) Rikke

Asger: ".Rec (med en "DOT" foran Rec). Genindspillet og fortsat, men den originale spanske er en af de bedste variationer af zombietemaet, jeg har set. Har ikke set genindspilningen, som i bedste fald er overflødig."

Du er bagud Asger - [.Rec] + [.Rec] ² har vi diskuteret inkl. den amerikanske version af [.Rec]som ikke er på højde med den spanske men Ok - lige nu venter vi på [.REC]³ Génesis med Leticia Dolera i hovedrollen ;)

http://videnskab.dk/blog/de-bedste-filmgys-til-halloween

Men ellers et fint indlæg om bl.a. Buffy - du er dog en af de få mænd jeg er stødt på der rent faktisk har set den serie - jeg selv så et par afsnit og droppede den så igen - den var for "tøset" efter min smag.

Vi er på bølgelænge når det drejer sig om Stehpen King - jeg har aldrig rigtigt forstået at han skulle være den nye "Gysermester" der til er hans historier for ordinære og som du skriver fyldt med amerikansk middelklasse- og "Smallville"-moral til kvalmegrænsen og mange gange langt over. Mange af hans fortællinger er vist også rent "skrivestue-arbejde" som han har tilpasset og lagt navn til. The Shining - Misery og Carrie er dog undtagelser og er alle i særklasse.

Stehpen King:
Det er diskutabelt at anføre King som gyserforfatternes konge. Han læses af mennesker som ellers ikke kunne finde på at læse gyserromaner, hvilket vel skyldes, at hans historier er barnligt elementære lejrbålshistorier, som alle kan relatere til, som i romanerne leveres indpakket i hundredevis af siders amerikansk socialrealisme, der giver et skin af "seriøsitet". Han er samtidig en småborgerlig moralist, der gennem sin succes har fået en mere og mere selvhøjtidelig forståelse af sig selv som en slags "working class hero". Han er et fænomen for sig (og efter min mening selv en særdeles dårlig forfatter). Men det er et godt spørgsmål, om han overhovedet repræsenterer "gyseren" som genre.

Twilight:
Jeg er som mand ikke for fin til at nyde Twilight, omend det kun er billederne og effekterne, der tiltaler mig. Men jeg er slået af netop det centralt passive i filmene. Det kræver så lidt forklaring:

Jeg er gammel fan af serien Buffy The Vampire Slayer. Her har vi OGSÅ historien om en menneskepige og en vampyr som forelsker sig. Og det betydeligt bedre og mere dramatisk fortalt end i kopiproduktet "Twilight". (Blandt andet - men ikke kun - fordi vampyren i Buffy faktisk er farlig, hvor vampyren i Twilight fremstår lige så farlig som en vegetar, der har dårlig samvittighed over engang at have spist en burger).
Jeg er for øvrigt også fan af serien Lois & Clark, hvor "menneskepigen" Lois Lane har en gensidig kærlighed med en superkraftramt alien (nemlig Superman).

MEN: I begge disse serier er pigen faktisk også speciel. Buffy er "udvalgt" til at være vampyrjæger, og har overnormale kræfter og smidighed. Og pigen i Lois & Clark er dødsforagtende modig og kompromisløs.

Det adskiller Twilight fra de øvrige serier, som ellers fortæller den samme grundhistorie. For pigen i Twilight er på ingen måde anderledes, særlig eller speciel. (Nå ja, vampyren kan ikke læse hendes tanker, men man kan hurtigt fristes til at mene, at denne McGuffin-forklaring har sine helt naturlige årsager, som intet har med telepati at gøre).

Twilight skiller ikke kønnene, fordi mænd ikke er til romantiske gys (alle gys i den vestlige kultur er fundamentalt romantiske; gysergenren stammer fra romantikken og et af dens fornemste forlæg, Frankenstein, blev skrevet af en kvinde - og med rette berømt. Men uhyggen, den indbyggede længsel efter tryghed, og dyrkelsen af det specielle/individuelle er rent romantiske træk. Det gælder jo faktisk både for "drengefilmene" og "pigefilmene", blot med forskellige segmenteringer af "udtrykket".).

Twilight skiller kønnene af en helt anden grund, nemlig at den med genial præcision er segmenteret til piger, som drømmer om at blive anset for specielle uden at være det og uden at behøve at gøre andet for at blive anset for det - end blot at blive "set" af prinsen med de hvide hugtænder.

Som i alle "gys" eller overnaturlige historier er "det overnaturlige" blot en synliggørelse og legemliggørelse af indre tilstande, og i kærlighed føler vi os alle udvalgte og specielle.

Der er - MÅSKE - ikke noget galt i at almindelige skolepiger drømmer om prinsen på den hvide hest - eller hvad han nu er blevet til i dag. Men Twilightfilmene skiller kønnene simpelt hen fordi de direkte indskriver sig i en dybt rodfæstet kønsrolletradition, hvor manden er den aktive ("frieren") og pigen blot behøver at stå og se på, mens handyrene (sic!) slås om hendes gunst.

At pigerne i salen jubler ændrer ikke på, at det er et passivt kvindeideal og drømmen om at blive anset for speciel uden at være det (mere end alle andre), de jubler over. Forskningsmæssigt bekræfter kønnenes reception af Twilight kun de kønsroller, vi vidste i forvejen, at vi stadig har i vores kulturtradition. Eskapisme er det bestemt ikke, det er identitetsdannelse. Men man kan absolut diskutere denne dannelses kvalitet.

Et par særdeles gode bud:

Fragile (engelsksproget men stadigvæk spansk)

.Rec (med en "DOT" foran Rec). Genindspillet og fortsat, men den originale spanske er en af de bedste variationer af zombietemaet, jeg har set. Har ikke set genindspilningen, som i bedste fald er overflødig.

Der er mange grunde til, at mænd generelt ikke synes godt om Twilight-filmene/bøgerne (jeg tager udgangspunkt i disse, da jeg ikke har kendskab til True Blood-serien), udover, at de, som du selv påpeger i bloggen, ikke har mænd som målgruppe. At Stephen King påpeger, at Stephanie Meyers er en dårlig forfatter, opfatter jeg på den måde, at litteratur (og film) generelt er af ringere kvalitet, når det eneste mål med disse er at tjene kassen. Jeg har desværre ikke læst bøgerne, men udover 1'eren, så er resten af filmene af decideret dårlig kvalitet. Det handler ikke om, at historien ikke er god (det er den ikke, men det kommer jeg til), det handler i højere grad om, at filmene, som Kim Kaos nævner, er fyldte med dårligt skuespil, klicheer og plothuller så store som møllehjul, samt et manuskript der er uhyrligt.. Nogle gange forstår jeg ikke, hvordan skuespillerne har kunnet tage dem selv seriøst, når de skulle levere linjerne. Det er så klart, at filmenes målgruppe er teenagepiger, og ikke kvinder i alle aldre, som du siger. Teenagepiger er simpelthen bare i stand til at se ud over ringetheden og relatere til de følelser, filmen forsøger at skildre. Måske har de ikke udviklet en kritisk sans endnu, det er i hvert fald min hypotese, som gør dem i stand til at fravælge junkfilm.
Jeg vil gerne udnytte lejligheden til at gendrive en af dine hypoteser, nemlig den om, at mænd hader serien, fordi de ikke bryder sig om de temaer den tager op. Jeg ved godt, at jeg kommer lidt ud på et sidespor, men en film som The Notebook har nogle af de samme temaer, som Twilight-filmene, men jeg kan derimod godt se dens meritter, selvom jeg, som 20-årig studerende, ikke er i målgruppen. Skuespillet er fantastisk og filmen er fint eksekveret med en god historie. Jeg hader den ikke på samme måde som jeg hader Twilight, simpelthen fordi det er en god film. Jeg synes ikke den er umoden, latterlig og irrationel. I så fald ville Shakespeares samlede værker også være det.
En anden grund til at jeg, sammen med mange andre mænd, ikke bryder mig om Twilight, er, at serien har taget nogle historisk macho-figurer som vampyren og varulven, der i århundreder har skabt frygt og rædsel gennem vandrehistorier, og lavet dem om til nogle samfundskonforme femo-væsner, uden speciel relation til de mytiske figurer, der har været inspiration til dem. En vampyr glitrer ikke når han går ud i solen, han brænder sgu ihjel. En 1000 år gammel vampyr bliver ikke teenageforelsket, han forfører sgu sine ofre, for derved at dømme dem til evighedens skræk. Hvor er de mytiske væsner henne i Twilight? Hvis man vil lave en teenageromantisk film, så tag dog for fanden en rigtig pige og en rigtig dreng.. Men hva' faen.. Det sælger jo alt sammen på en eller anden måde.
Og for lige at gøre det klart - Harry Potter og Twilight-serien har minimalt med hinanden at gøre, så jeg ville ikke forsøge at sammenligne disse.
Jeg er ked af, at jeg har måttet gå ned på et ikke så videnskabeligt niveau i dette indlæg, og måske endda har ladet følelserne omkring disse film komme for meget til udtryk, men jeg synes, at det er vigtigt at påpege, at der altså er nogle andre grunde end de rent evolutionære, psykologiske, kognitive, og jeg skal komme efter dig, til at mænd ringeagter disse film. Det er nogle grunde, som kvinder (og teenagepiger) også burde nære respekt for, så verdenssamfundet kan blive fri for kultur af decideret dårlig kvalitet (og det er set med fuldstændigt objektive briller).

El Pantano med Anna Hidalgo
El Orfanato er tæt på det geniale
Og den oversete: Peliculas para no dormir – som jeg opdagede ved et tilfælde

Og jeg har vist givet dig disse link før:

http://gyseren.dk/tag/spansk-horror/

http://en.wikipedia.org/wiki/Category:Spanish_horror_films

http://www.imdb.com/list/zgWh-dwQnf4/

Og så det ”hemmelige” forum med nyt om spanske gyserfilm (nogle gange er det lidt langsomt i sine svartider):

http://thelatarniaforums.yuku.com/forums/4

Og så kan vi ellers vente på [REC] 3 med Leticia Dolera i hovedrollen…..

jeg har besluttet at holde mig fra Asien, fordi min forskning ellers bliver spredt for meget ud. Min viden om film og tv (forskningsmæssigt) holder sig til Europa og især USA. Ellers er der alt alt for meget materiale. Jeg har set noget af det asiatiske, men det er blot privat.

og med det spanske - jeg har set lidt, Pan's Labyrint (har set alle del Toros film), Julia's Eyes, REC, L'Orfenato, men vil rigtig gerne høre bud på spanske gyserfilm med kvinder i hovedrollen? Fra efter 2000.

Yep, jeg nævnte Stake Land. Synes det er en overfed film, der fortjener langt mere omtale - jeg opdagede den ved et tilfælde da jeg googlede andre ting om survival horror og zombies. Jeg kan også godt lide Carriers, men det er jeg vist ene om. Den er heller slet ikke lige så god som Stake Land. Men ku godt lide filmens atmosfære og skuespillet.

Og nej, til din orientering, så snakker voksne kvinder ikke om Bellas kjole. Men os, der altså har set Twilight serien, taler meget om hendes medtagne krop, hendes depressioner, melankoli, den utopiske forelskelse, drømmen om evig ungdom og angsten for at blive gammel og usexet. Ja, al den slags 'kvindeting'.

hvad mænd snakker om - det har jeg en ide om, for jeg kender et par stykker der ser gyserfilm og snakker med mange studerende og læser deres opgaver. Og nej, de snakker hverken om Bellas kjole eller nuttede varulve. Enig.

:-) Rikke

Uhadada vi skal vist lige have en ting eller to på det rene – jeg syntes ikke er film er ”finere” end serier og når jeg skriver jeg ønsker at mine gys skal rive min sjæl i stykker så er det ikke specielt tortur-gys jeg tænker på – så skulle det vist være helt klart.

Det er til gengæld korrekt at jeg skriver at True Blood, Twilight, The Walking Dead og The Vampire Diaries alle er spillet af talentløse skuespillere – eller mere præcist jeg skrev at 99 % af dem er talentløse - hvilket også er helt korrekt. At der findes en enkelt eller to med talent i de forskellige serier ændre ikke på at størstedelen af dem er komplet blottet for talent og lige så snart de serier ikke kan sælge længere er de glemt og vil kun dukke op som små noter når de bliver stoppet i en narkorus eller stjæler i en butik plus et par af dem nok lige ryger med i et show eller to for forhenværende afdankede skuespillere og andre tvivlsomme kendisser med et blakket ry.

At Stake Land blev brugt til at sammenligne og bedømme kvaliteten skyldes udelukkende du bragte filmen på banen – ellers ville jeg aldrig være så ufin at sammenligne de skodserier med så fremragende en film – det vil simpelthen ikke fair over for de serier – hvis man skal sammenligne dem med andre serier kunne det f.eks. være Dexter men selvom den også har mistet momentum og lidt af kadencen så er den stadigvæk 100 gange bedre end nogle af de andre.

Nu skal folk jo ikke sidde og tro at jeg ikke kan fordrage de unge skuespillere – jeg har før – som du ved med glæde omtalt Dakota Fanning og Ellen Page som to fremragende unge skuespillerinder der har mere talent i deres lillefinger end hele truppen i f.eks. Twilight kan opmønstre og som den helt store overraskelse kunne vi opleve Hailee Steinfeld i Coen-brødrenes: True Grit hvor hun spillede røven ud af bukserne på folk som f.eks. Jeff Bridges – Coens version var heldigvis også tætter på oplægget og en mio. gange bedre en John Wayne-versionen – men det er et sidespring.

Saw – de skulle have stoppet efter den første – den var måske ikke genial men den var mere end fremragende men alle de efterfølgende – som vist skal opfattes som to trilogier – var mere en opvisning i hvor mange måde man på den mest groteske måde kunne slå ihjel på end noget andet – historierne var mere end papirtynde og mest af alt var de kun en ynkelig undskyldning for at fremvise perversiteter.

Jeg har før anbefalet dig både asiatiske og til dels spanske gysere som nogle af de bedste der er lavet gennem de sidste mange år – og de største succeser Hollywood har haft i den genere de sidste 10 år er alle remakes af film fra Asien og til dels Europa/Spanien - desværre formå Hollywood også at dræbe de meste kreative af de instruktører de får hevet over og mange flygter igen fra La-La-Land og vender hjem og begynder igen at lave fremragende film på mindre budgetter.

Men ellers er det rigtigt at mænd og kvinder ser film/serier på forskellige måder – f.eks. sidder kvinder gene og knever løs om Bellas kjole/taske/hår og bruger serierne som anledning til at socialisere – hvor mænd måske er mere tilbøjelige til at gå langt uden om dens slags ævl og fortrækker at man koncentrerer sig om handlingen og nøjes med kommentarer som: ”Det gjorde vist nas” nå en for revet en arm af – eller: ”Jeg har hørt at det er usundt at få skudt benet af” efterfulgt af et par Hø-Hø fra vennerne – så har vi være sociale nok for den dag.

kære Kim,

du skriver, at “vi vil have gys der river vores sjæle i stykker og efterlader os små og skræmte...”

Jeg mener virkelig, her er en interessant kønsting på spil. Hvis vi tager tortur-elementet, så bliver tortur jo brugt rigtig meget til at rive sjælen i stykker rundt omkring i tortureporn-afdelingen. Både i de franske ting og i hele Saw-serien.

Men tortur bliver også brugt “integrerende” og opdragende, det finder også sted hvor meningen er, at det netop skal samle sjælen. Eller gøre personen stærkere, lære vores hovedperson at komme igennem til den anden side. Det mener jeg, finder sted i Hostel 2 og også i sæson to og tre i The Vampire Diaries, hvor bl.a. Caroline bliver tortureret af sin far. Han vil vænne hende fra at føle blodtørst. Senere beder Caroline og Tyler ham om han kan hjælpe Tyler til at kontrollere sin varulve-skiftning. Altså, om han kan lære Tyler, at vælge at blive til varulv, så Tyler ikke er bange for smerten ved at forvandle sig.

Den opdragende tortur er et ganske interessant fænomen. Nu er tortur et element, der er både mytologisk og reelt. Vi ser både tortur som en social ting (dyr torturerer fx ikke hinanden) og også som en fysisk ting (kroppen reduceres til en ting der føler smerte, ikke en helhed der tænker).

For at vende tilbage til gys, der river sjæle i stykker, så er det spændende, at tortur bliver brugt til at samle sjæle. Og jeg tror, at det samlende retter sig mere mod piger og kvinder.

Kvinder lære at overskue og løse sociale situationer ved at “rumme” dem. Mænd lærer at løse dem ved at “knække” dem, ved at kæmpe og prøve at vinde. Jeg ved, at dette lyder dybt generaliserende – men jeg mener, at her er en spændende ting om køn og smerte, som jeg må vende tilbage til i et indlæg om tortur og smerte. Bella skal skam også med!!!! For Breaking Dawn Part One handler jo netop om at lide, acceptere smerten på sin krop og acceptere døden. Som kvinde. og så at vide, at det netop IKKE river sjælen i stykker, men at det kan styrke sjælen.

Kære Kim,

jeg skriver to svar for jeg synes, dit indlæg bevæger sig i to retninger. Den første ting handler om talent, hvor du skriver at True Blood, Twilight, The Walking Dead og The Vampire Diaries alle er spillet af talentløse skuespillere.

Ahhhh, her er så mange ting på spil.

1) der er en lang tradition for at nedvurdere tv til fordel for film. Det var ‘finere’ at være skuespiller i film end i tv. Det har i dag ændret sig med de mange forrrygende gode tv-serier, hvor tv-skaberen er blevet en auteur der i dag nærmest er mere anerkendt end filminstruktører. Det samme gætter jeg på, også sker for skuespillere.

2) Talentfulde skuespillere: Jamen, jeg vil pege på fx. Alexander Skarsgård der spiller Eric i True Blood, en vanvittig talentfuld svensk skuespiller, der her har fået sit store gennembrud. Søn af Stellan Skarsgård. Men også de andre skuespillere i denne serie er fine, både dem der spiller Jessica, Pam, Lafayette og Tara. Jeg kan lide dem alle sammen – måske mindst dog de to der spiller Sam og Bill (de to ‘gode’ mænd). Well, Alexander gjorde det også fantastisk som The Iceman i Generation Kill.

Og så tør jeg næsten ikke skrive det, men jeg synes at Ian Somerhalder gør det forrygende som Damon i The Vampire Diaries. Nogen kender ham måske fra tv-serien Lost.

3) tv-formatet indbyder til en anden type fremstilling end filmen. Der er længere tid og samtidig mindre fordybelse, fordi man sidder i stuen og ikke i biografen. Det giver en blanding af mere nærvær (man er mere sammen med dem) og mere dialog (fordi man ofte ser disse serier med andre og snakker om dem imens man ser dem – det går jeg i al fald). Alt i alt giver det mere indlevelse, man følger mere ‘med’ i karakterernes udvikling. Det her er egentlig også hvad der sker, når man læser serie-tegneserier. Vel egentlig en ‘seriel’ ting, der er på spil.
Hmm.

Kan anbefale artiklen “Narrative Complexity in Contemporary American Television” af Jason Mittell

og introduktionskapitelet i den danske antologi Fjernsyn for viderekomne: Den nye amerikanske tv-serier, 2011, redigeret af Jakob Isak Nielsen m.fl. http://turbine.dk/shop/varebeskrivelse/page/id/748

Ja jeg var desværre i en sætning kommet til at skrive noget grimt om 14årige tøsers intelligent hvilket naturligvis kunne virke nedsættende hvilket videnskab.dks kvindelige censor så rigtigt påpegede - men tilbage til emnet.

Efter at vi havde ”Stake Land” oppe og vende i går fik jeg lyst til at se den igen og kunne konstatere at den er flere niveauer over "The Walking Dead" og milevidt fra ”Twilight” – ”True Blood” og hvad ellers alle disse vampyr/zombie-varianter af ”Berverly Hills 90210/Sex in the City” nu hedder og jeg er stadigvæk lige uforstående af der findes mennesker – uanset køn/alder/begavelse – der gider at se disse film/serier.

Størstedelen af de medvirkende har kun en ting tilfælles med rigtige skuespillere og det er at de medvirker i en film/serie derudover er de komplet talentløse og er kun castet pga. udseende og den dag serien stopper vil 99 % aldrig mere stå foran et kamera med mindre de begynder at medvirke i alle disse sære ”reality” shows for forhenværende – hvilket de nok gør og så kan vi igennem de kommende år se deres nedtur for fuld udblæsning.

Det mest sørgelig er dog at der findes mennesker der følger med i disse serier og står i kø for at sikre sig en billet til premieren når det næste afsnit i sendes det på gaden - Hollywoods PR-maskine har så fyldt de velvillige mediers dovne journalister - som for en stor dels vedkomne også efterhånden er en flok talentløse zombier der er udklækket på robotfabrikken i Århus som min gamle ven Gade fra EB kaldte dem - med trykkeklar materiale og ”interviews” der hurtigt kan tilpasses så avisens udsendte kan give indtryk af at have mødt de talentløse face-to-face i eksklusive interviews afhold udelukkende for at glæde avisens fans.

Og imellem tiden kan så de kloge forskere skrive fine afhandlinger om hvorfor de unge ser dem og hvor det er godt/skidt for de unge at se dem – lige indtil en af dem – som hende der skrev en begejstret Ph.d. om druk- og orgiehotellet ”Paradise” en dag vågende op og opdagende at det var jo rent faktisk det rene møg.

Det slettede indlæg er på igen efter der er foretaget den nødvendige redigering.

Redaktionen

Efter en del debat med videnskab.dks redaktion kommer det famøse indlæg på igen:

Jeg er klar over at du tænkte på mænd som mig da du skrev: ” De mener a) at Twilight slet ikke er gys, men melodrama og romance, og b) at fænomenet er banalt, bøgerne trash og filmene ligegyldige.” Og efter nu at have forsøgt at se et par af de serier du tidligere har omtalt så begejstret kan jeg konkludere at jeg stadigvæk hader dem som pesten.

Instruktørerne og skuespillene har givetvis taget disse projekter alvorligt, i hvert fald er serierne iscenesat med stor omhu og uden smalle steder og der er blevet slået på de helt store reklame trommer hver gang en ny sæson eller en ny film løber af stablen og godt hjulpet af en flok bumsede teenager tøser og deres blogge bliver der solgt godt med billetter og gjort plads i sofaen til en tøseaften – fint nok med mig bare jeg ikke igen skal se det bavl for ikke alene er de talentløste, komplet ukunstneriske og noget dybt, dybt kommercielt lort, de er også direkte perverse i deres opfattelse af hvad der er godt og skidt - De er dræbende kedelige, tynget af klichéer, elendigt skuespil og så latterlige at de efterlader mig på grænsen til et raserianfald, som mit fjernsyn sikkert ikke vil overleve hvis jeg igen forsøger at se nogle af de serier igen.

Seriøst, hvad har det med gyserfilm og at gøre hvilken kjole Bella har på? Hvad rager det os mænd – vi vil have gys der river vores sjæle i stykker og efterlader os små og skræmte tilbage – vi give da pokker i de bumsede unge tumpers problemer med kærligheden og selvlysende vampyrer der direkte latterligt. Vi kan godt stoppe dem øjeblikkeligt hvis det stod til mig, de er hverken skræmmende eller sjove. De er præget af forfærdeligt skuespil, pinlige special effects, hyppig brug af tilfældige endeløs og meningsløs dialog – og stoppet til randen med den sære type amerikanske mellemklasse moral man finder i små samfund der er bygget op omkring en kirke og et high-scool hold.

Et publikum til denne serie vil typisk være 14-årige tøser, der med en vis ret kan undsige sig kritik for at elske serierne, men alle andre – mere specifik: mænd - bør gøre det eneste rette med denne type serier: se en episode, stik en finger i halsen og bræk oplevelsen op igen. Så er systemet renset.

Men eftersom du har skrevet lidt om True Blood så kan jeg tilføje at den er vi mænd generelt heller ikke vild med – og The Walking Dead – jamen for pokker zombier der løber det burde være forbudt og i øvrigt de sidste 8-9 afsnit har stået i stampe – heldigvis fik de skudt knoppen af Sofia og de kan nu igen bevæge sig fremad men i forhold til det oprindelige oplæg så er den møgsyg og dødkedelig.

"Stake Land" - Fra VampyrOpera til VampyrWestern – javist alle klichéerne er på plads inkl. turen-over-det-store-land-i-søgen-efter osv. – men for pokker sikke en forskel i kvaliteten – koldt og grå - en tonesætning der slå temaet an og farver oplevelsen – stemningen er trykket og paranoid og det kolde farvevalg fryser din rygmarv til – den er barsk og smager lidt af ”The Road” hvilket ikke er så ringe. Selv med et par skønhedsfejl så skal den ses…

Glem Bella og hendes tåbelige venner – her er mere ala "30 Days of Night" møder "The Road" - Mister er gennemført og hans rolle fyldes flot Nick Damici og er så barsk og benhård at selv Gamle sveskefjæs Bronson ville løbe skrigende væk – dyster dyster og med en masse underlæggende temaer f.eks. religiøse er der flere lag i "Starke Land" end i alle de andre platte vampyroperaer tilsammen kan opmønstre.

Så skulle vi være klar til at forsætte debatten ;)

Kære Kim Kaos,

jeg nåede desværre kun at skimme første del af dit indlæg, da jeg har haft en lang arbejdsdag og først nåede til e-mail her sidst på aftenen. Og - dit indlæg er slettet af redaktionen for fem minutter siden. Der kan man se.

Men jeg kan huske begyndelsen. Nej, når jeg skriver "mænd" i ovenstående blogindlæg, så var det ikke dig, jeg tænkte på. For det er sådan, at de fleste mænd har været afvisende overfor både Twilight og The Vampire Diaries. Derimod kan de lide True Blood.

Jeg tror ikke, det er et tilfælde, og jeg tror heller ikke, det er fordi de ovennævnte vampyrting er dårlige.

Film som Stakeland og Twilight har forskellige vampyrer og også forskellige følelser. Den første, Stakeland, hører til survival horror, hvor tonen er trøstesløs og grum. Fremragende film i øvrigt. Og romantiske ting som twilight og The Vampire Diaries er - ja, netop - mere romantiske med en happy-end for hovedpersonerne. Men inden denne happy end går de meget grumt igennem. Og det er her, film og tv-serie bliver interessante.

jeg er ikke enig i, at de ikke har kvaliteter. I The Vampire Diaries løber fx en interessant tematik med tortur - jeg må hellere lave et indlæg om det på et tidspunkt. Jeg tænker ikke bare på scenerne, hvor far torturerer datter Caroline eller hvor Elena og et spøgelse torturerer Stefan, eller hvor Carolines far torturerer hendes kæreste (der har underlagt sig tortur frivilligt for at lære ikke at adlyde sin master). Jeg tænker også på, at serien arbejder med død og tab og smerte og om, hvordan man integrerer den slags ind i sit (måske ikke helt almindelige) hverdagsliv.

De romantiske vampyrting henvender sig til kvinder og unge piger - men ikke 'kun' til teenagere, men undersøgelser viser at et bredt udsnit af kvinder i mange aldre læser/ser disse ting. Tonen er mindre grum, og de gyselige følelser er mere over i lyst, forelskelse, sociale værdier omkring familie og venskaber og sammenhold. Disse ting burde vel appellere til begge køn - men undersøgelser viser, at kvinder reagerer stærkere på empati og mænd stærkere på konkurrence/konflikter/aggressioner. Så jeg vil mene, der er et kønsaspekt på spil, hvis man slet ikke kan finde kvaliteter i disse romantiske vampyrting.

Ud over at smag som bekendt er forskellig, synes jeg det er fedt, at gysergenren er bred nok til at rumme tv-serier som The Walking Dead, The Vampire Diaries og True Blood. Jeg kan i hvert fald nyde de tre serier på hver sin måde.

Lige nu underviser jeg i comics and adaptations, og vi læser og ser The Walking Dead. Fantastisk tegneserie. Tv-serien bliver mindre kedelig, når man kender tegneserien. Men romantisk, det er det ikke. Dog heller ikke særlig uhyggeligt efter mine standarder.

Men Kim, smid et nyt indlæg, der ikke bliver slettet. Så skal jeg nok svare mere præcist på dine kommentarer.

:-) Rikke

Et indlæg er blevet slettet fra denne kommentartråd på grund af nedsættende bemærkninger.

Hvis du vil vide mere om debatreglerne her på Videnskab.dk, kan du læse mere her: http://videnskab.dk/om/vilkar-kommentarer-pa-videnskabdk

Hilsen
Redaktionen