Jeg ved ikke, om det er meningen, men jeg fandt Sam Worthington langt mere sexet end Christian Bale. Og hende Moon Bloodgood var da bare en supersej Pocahontas chick.
Men jeg må nok hellere finde den seriøs tone frem, for nok er det her en blog, men der er grænser. Så, altså, de udbombede byer og ødelagte landskaber, en modstandsbevægelse på randen af udryddelse, snak om hjerter og hjerner, om mennesker og maskiner, om blod og tanke, om at give sin chip for fremtiden, om at dele mad og benzin, og magnetiske landminer, der klæber til metal men ikke til kød, alle disse elementer fik mig til at tænke på utopien, der i de sidste årti er eksploderet i sin broderform, dystopien.
For dem, der skal have en hurtig brush-up, så er utopia forestillingen - om det gode og ideelle samfund
form - oftest en fiktiv fortælling der appellerer bredt funktion - en opfordring om at reformere vores samfund drøm - båret af optimisme, håb om fremtiden og tro på menneskeheden
dystopien er det samme, bare i mareridts-udgaven forestillingen - om det fejlslagne ideelle samfund
form - en fiktiv fortælling der appellerer bredt funktion - at advare det nuværende samfund mareridt - båret af pessimisme og en frygt for at samfundet vil gå under
Eftersom paradisiske fortællinger om et perfekt samfund, hvor alle elsker hinanden og ingen slås, er kedelige, når man har været i dem få sekunder - for hvor er playstation'en og drinks'ene og de perverse udskejelser? - så appellerer dystopien mere til lysterne og til Hollywood.
Terminator Salvation spinder videre på James Camerons saga om menneskeheden, der skaber en kunstig intelligens, Skynet, der overtager jorden og forsøger at udrydde menneskene. I denne fjerde film er vi i 2018 efter dommedag, og før John Connor sender sin far tilbage i The Terminator, og før han sender en T-800 tilbage i Terminator: Judgment Day.
Connor (Bale) er officer i modstandsbevægelsen, hvor hans soldater betragter ham som en messias, og ledelsen betragter ham som et problem. Filmen åbner med at give os sit bud på en ny Terminator, morderen Marcus Wright (Worthington), der - før han bliver henrettet i 2003 - donerer sin krop til videnskaben. Under modstandsbevægelsens angreb på et Skynet-center i 2018 slipper Marcus løs.
Og Marcus tror, han er et menneske. Han har sin gamle hukommelse og udseende, men ved ikke, at han har en yderst effektiv metalkrop. Og så har han et nyt, stærkt menneskehjerte.
Marcus er vores tabula rasa, der møder fremtiden som en renvasket tavle. For ikke at afsløre hele handlingen, ja, så går plottet ud på at stille to ‘familier' overfor hinanden. Nemlig Connor og hans kvækeragtige gravide kone, to bedrevidende frelsere, der ikke lytter til andre end sig selv og deres stivnede hjerter. Og på den anden side en alternativ kernefamilie bestående af cyborg Marcus, den indiansk-udseende modstandskæmper Blair (Moon Bloodgood), teenageren Kyle Reese (yep, Connors fremtidige far), og den stumme mulatpige Star.
Hvem har nøglen til fremtiden? Hvem kan høre et hjerte slå? Hvem er parat til at dø, og hvem nægter at forandre sig? Med andre ord: hvordan skal det ende, hvis ikke nutidens væsener - om de så er maskiner, mennesker, eller noget midtimellem - ikke lytter til hinanden?
Nu hvor Arnold Schwarzenegger har travlt med at redde Californiens dystopiske økonomi, flytter serien fokus fra muskler, køn og krop (der lykkedes med bodybuilder Arnold i første film, med Linda Hamilton, der indførte bodybuilding for kvinder i anden film, men mislykkedes med den kvindelige terminatrix i tredje film) til en filosofisk konfrontation mellem tanke og handling, overflade og indhold, væsen og værdi.
Som jeg ser det, tilføjer Terminator Salvation serien to ting: et dystopisk landskab og en utopisk terminator.
Landskabet fik mig til at tænke på klassiske, amerikanske landskabsmalerier fra 1800tallet, der ser USA som en paradisisk have (the Garden), og på de udbombede landskaber efter anden verdenskrig, vi blandt andet ser i Roman Polanskis Pianisten. Sublimt smukt, utopisk og tragisk.
Den utopiske terminator - ja, her lagde jeg hurtigt den filosofiske tematik om samfundsmoral og borgersind til side, for sexede australske Sam Worthington vækker helt andre utopiske forestillinger om håndværkersex, muskler, en naiv tro på fremtiden og kærligheden. Og hvem drømmer ikke om det?
Jeg er ikke sikker på, at utopiens svar skal findes i Hollywoods dystopier - for eksempel er Moon Bloodgood ikke indianer, som navnet lover, men af koreansk-irsk-hollandsk afstamning. Men sexet, det er både hun og Sam.
("end of the world" scenarier)
Underworld: Rise of the Lycans
2009, Patrick Tatopoulos (vampyrer mod varulve)
Children of Men
2006, Alfonso Cuarón (forurening?)
Lord of the Rings trilogien
2001, 2002, 2003, Peter Jackson (det gode mod det onde)
A.I.
2001, Steven Spielberg (menneskets mangel på kærlighed)
The Matrix
1999, Wachowski brødrene (menneske mod maskine)
(det perfekte samfund - så længe det holder)
The Village
2004, M. Night Shyamalan
Gattaca
1997, Andrew Niccol
Demolition Man
1993, Marco Brambilla
Forbidden Planet
1956, Fred M. Wilcox
Metropolis
1927, Fritz Lang
Utopia
1516, Thomas More
Det kommunistiske manifest
1842, Karl Marx & Friedrich Engels
War of the Worlds
1898, H.G. Wells
Brave New World
1932, Aldous Huxley
1984
1949, George Orwell
flere modsætninger
Hej Silas,
jeg vil foreslå at der er flere modsætninger på spil, der ikke alle er binære.
Den mest umiddelbare modsætning er menneske versus maskine. Men den blev allerede modificeret i Terminator 2, hvor T.800 var mere menneskelig end Sarah Connors og mere omsorgsfuld/moderlig overfor John Connor.
I denne T4 har vi - som i to'eren og tre'eren - flere slags maskiner. De 'rene' maskiner og så cyborgs, som Marcus hører til. Heroverfor har vi menneskene, hvoraf nogle er 'militær-logisk' og andre... ja, her er det der kommer en anden modsætning ind.
For der er flere kategorier af mennesker: Militærfolkene (hvoraf ingen rigtig bliver udfoldet som personer, men vi forstår at de ikke 'lytter'); Connors og hans 'folk' (som mellemled mellem de civile overlevere og de militære overlevere; og så de civile der dels er kujoner, dels er almindelige mennesker.
Hvis vi ser det menneskelige overfor det maskinelle, vil jeg stadig mene at Connors faktisk hører til det maskinelle - han lytter nemlig ikke til Blair, da hun første gang siger at Marcus er 'god'. Han lytter til logik, ikke til fornemmelser.
Blair, derimod, hun lytter ligesom Kyle og Star (den lille pige) efter hjertet. Og hjertet har Marcus. Så han bliver bindeled mellem de maskinelle mennesker og de umenneskelige robotter.
Personligt får jeg det mest til at give mening ved at læse det som to familier stillet overfor hinanden, Connors familie og Marcus' familie. Connor forsøger at løse tingene ved at se "sandheden i øjnene" mens Marcus, Blair, Kyle og Star mærker med deres hjerter. Pointen er så at forene de to ting.
Sorry for en lang og rodet kommentar denne gang. Det er næsten midnat....
Binære modsætninger
Den centrale debat om utpoier og dystopier tilsidesat, er jeg uenig i din opdeling af filmens modsætninger:
Hvis der er to modsatrettede 'fløje' i filmen må det da være 'terminatorerne' vs. menneskene. Med terminatorerne mener jeg ikke kun maskinerne, men også Modstandsbevægelsens overkommando, som Connor ender med at måtte bryde med, fordi deres kølige, destruktive, militære logik har samme omkostninger som Skynets, nemlig at den koster menneskeliv.
I opposition hertil står selvfølgelig Connor-parret, men også Marcus og Star: Connor og konen, fordi de på moder Connors opfordring holder fast i deres menneskelighed og 'følger deres hjerter', Marcus og Star, fordi de på trods Marcus' maskinelle modifikationer insisterer på henholdsvis at være og handle som, og se Marcus som, menneske.
Sammenknytningen i den sidste gruppe illustreres glimrende, da Connor spørger den fikserede Star, hvorfor hun slap Marcus fri, og som svar får "Fordi jeg så et menneske, ikke en maskine." Hvorefter Connor løslader hende.
Denne binære opstilling er for mig at se filmens hovedpointe, omend den først bliver ordentligt udtrykt rent verbalt henimod slutningen, da Connor i sin radiobesked opfrodrer Modstandsbevægelsen til at boykotte det forestående angreb.
Var temaet blevet problematiseret tidligere i filmen, havde budskabet antageligvis stået klarere. Og det havde efter min mening hævet filmens intellektuelle værdi en kende...
den totalitære utopi
Hej Per,
filosofisk set har du ret. Man kan sige, at enhver forestilling om et HELT samfund uværgerligt bliver totalitært, for det søger jo at omfatte helheden og indpasse alle detaljer i denne helhed. Og det bliver let totalitært. Jeg kommer til at tænke på Kafkas fremragende beskrivelser af bureaukrati.
Jeg kan anbefale Jay Winter, Dreams of Peace and Freedom: Utopian Moments in the 20th Century (2006), der handler om visionære mennesker/ bevægelser/ og organisationer, der søger at realisere afgrænsede visioner om det gode. Winter kalder det for minor utopias og minor utopians. Vedtagelsen af menneskerettighedskonventioner, som stater skriver under på, er f.eks. en sådan minor utopian dream, der er realiseret. Og nu skal føres ud i livet.
Jeg tror, at for ikke at blive nihilist eller kyniker, er man nødt til i et vist mål at være utopist. I hvert fald en minor utopian.
Dystopi og utopi to sider af samme sag
Når man ser på tidernes utopier, og det lige fra Platons Utopia og frem, finder man hurtigt ud af at utopierne er præget af at være totalitære samfund, hvor alle er absolut ind, og hvor outsidere ikke accepteres - hos Platon henrettes de. Ja, så finder man hurtigt ud af at dystopien hele tiden har eksisteret.
For i bund og grund er dystopi og utopi det samme.