Annonceinfo

Tænd bullshitdetektoren, for virkeligheden er blevet skræddersyet

Fredag 4. december 2009 var ikke en hvilken som helst dag. Den fredag skete der noget ganske usædvanligt.

Det var nemlig den dag, hvor Google holdt op med at eksistere som én enkelt søgemaskine. I stedet blev én til mange. Det var ikke noget jeg havde bidt mærke i, selvom jeg har brugt søgemaskinen flittigt i de halvandet år, der siden er gået. Men en artikel i Weekendsavisen (”Det hele handler om dig” af Markus Bernsen, 1. juni, 2011) fik mig til at overveje nogle af konsekvenserne.

Og hvorfor er det så specielt, kan du spørge?

Googles selektion af de søgeresultater man får ved en given søgning, blev fra den dag specifikt målrettet den enkelte internetbruger. Tilpasningen er baseret på personens tidligere søgninger og den generelle personlige profil, som Claus Emmeche fra Teoribloggen her på Videnskab.dk fint beskriver det i Internettets filterboble og det flygtige daon”.

Fordelen ved personaliseringen er den oplagte, at det bliver lettere for brugerne at sortere i den information, vi finder nyttig og relevant. Samtidig sparer vi tid, fordi vi ikke belemres med information, der opfattes som uinteressant og uvæsentlig. Oveni får vi en masse information om emner, som Google, ved at have observeret vores netadfærd, mener vi interesserer os for. 

Idéen finder man også hos andre. Hvem har ikke prøvet at bestille en bog online og få at vide, hvad andre brugere, der har bestilt det samme som en selv, har købt? Konceptet går også igen, når vi bestiller bøger eller musik på nettet, når vi booker hotel eller skal købe vin. Så det er nok en idé, der er kommet for at blive. 

Informationsarkitektur 

Det handler om informationsarkitektur. Det handler om, hvad producenterne vil have os til at vælge.

Som Google-brugere har vi muligheden for at fravælge personaliseringen. Men selve udformningen rummer dog et problem. For det forhold, at man som bruger skal fravælge en funktion, i stedet for at vælge den til, vil nok bekymre nogle. 

Den måde et valg præsenteres for os, kan nemlig have afgørende indflydelse på, hvad vi ender med at vælge. Hvis vi automatisk var organdonorer, og aktivt skulle fravælge den status, ville flere formentlig som konsekvens ende med at donere organer

Mange har således en positiv holdning til organdonation (i en undersøgelse som Epinion foretog for Sundhedsstyrelsen i 2006, var hele 87 % af befolkningen således postivit indstillet overfor organdonation). Men af den ene eller anden grund, fx dovenskab, fravælger vi ikke grundindstillingen – default. 

Disciplinen med at præsentere valg på en kalkuleret måde kaldes for choice architecture og er beskrevet i Richard Thalers og Cass Sunsteins bog Nugde. Grundpåstanden i bogen er, at man ved at overveje, hvordan man tilrettelægger og præsenterer forskellige alternativer for folk, kan påvirke deres valg. Thalers og Sunsteins tanke er, at man kan få folk til at træffe klogere valg end det ellers havde gjort uden informationsarkitekternes indblanding. 

Det afgørende er, at default sjældent er en, som folk ændrer. Og det giver informationsarkitekterne en magt (og et ansvar) i forhold til vores valg. Vil man have folk til have et personaliseret Google, er læren af choice architecture, at default bør være på ”Personaliseret Google”. 

Hvad med mangfoldigheden?

Nettet er en  stadigt vigtigere kilde til informationssøgning, og Google spiller som fortrukne søgemaskine den væsentligste rolle for den viden vi indsamler på internettet. 

Udviklingen med mere informationsarkitektur er betænkelig. Ikke kun i kraft af det manipulerende element, men nok så meget på grund af ensidigheden af de holdninger man bliver præsenteret for.

Når vi kun møder synspunkter vi er enige i, og de synspunkter der ligner, er der en fare for, at vi heller ikke udfordret på vores holdninger. Og det kan gå hen at blive et demokratisk problem. 

Googles sortering i informationer kan nemlig vise sig at være problematisk for, at vi kan lave reel vidensdeling. I stedet for at få præsenteret en vifte af forskellige synspunkter, får vi en skræddersyet virkelighed. Verden som den ser ud gennem en søgemaskine, der kun er lavet til os. Vi får mere af det, som vi i forvejen godt kan lide. I nogle tilfælde er det harmløse anbefalinger af restauranter i Boston, som linket viser.

Den strukturelle pointe er ikke desto mindre, at den information vi finder på nettet, ikke længere har et fælles udgangspunkt, når søgningerne bliver skræddersyet til den enkelte bruger. Objektiv viden vil være en saga blot.

Det skrøbelige demokrati

Da jeg forleden interviewede Vincent Hendricks, professor i Formel filosofi ved Københavns Universitet og Columbia University, havde vi netop en snak og demokrati og information og den deraf sløsede behandling af facts. 

Han nævnte blandt andet, at hvis der er noget et demokrati som vores er ganske skrøbeligt overfor, er det misbrug af information. Og som han bemærkede, er det heller ikke så mærkeligt, for demokratiet er jo, i den moderne forstand, et oplysningsbegreb.

At vores omgang med kendsgerninger er blevet blive mere lemfældig og relativerende, er ikke noget man bør bagatellisere – og relativere. Det kan nemlig få alvorlige konsekvenser for vores demokrati. Demokratiet er nemlig ikke så robust, hvis man har en lemfældig omgang med sandheden og kendsgerninger.

Vi går hele tiden i Vesten og i Danmark og taler om demokrati og frihedsgrader, men vi har faktisk et lemfældigt forhold til de betingelser under hvilke, at demokratiet skal fungere. Nemlig under hvilke vi skal indsamle information.

“Det har nogle solide konsekvenser for, hvordan man skal styre. Demokratiet er som bekendt en styreform”, argumenterede Hendricks.

Er der en kur imod den gradvise relativering?

Vores informationsøgning og -indsamling vil blive mere vulgær forstået på den måde, at vi vil være tilbøjelige til at vælge den lettere fordøjelige information til fordel for de tungere analyser, når vi har valget mellem de to. 

Det er nemlig hurtigere. Det er lettere. Og netop fordi Google registrerer vores første klik, vil vi få sendt samme type lette information i kommende søgninger. 

Spørgsmålet er om det vil udvande vores viden, og hvilken betydning det vil få for samfundet, og de beslutninger vi træffer.

Google kunne løse en del af problemet ved at gøre det lettere at fravælge personaliseringen. Eventuelt ved at lade det være op til brugerne selv at vælge funktionen til. Og det er måske allerede sket. 

Men problemet forekommer større end som så. For store dele af vores hverdag er allerede kommercialiseret og påvirket af informationsarkitektur. Oplysningsidealet lider under det. Der bliver brugt mere plads på pop, spin og følelser – mindre på argumenter og fordybelse.

Det stiller krav til, at vi kan sortere. Det stiller krav til vores bullshitdetektor. Så vi kan skelne det troværdige fra det utroværdige. Så vi ikke lader os overbevise af hvad som helst. 

Findes den rationelle oplyste borger overhovedet filter eller ej

Ud fra en liberal position, hvor jeg som individ selv vælger de forskellige grupperinger jeg vil deltage i, og ikke er bundet af eks, race, religion, seksualitet eller andre markører, deler jeg bekymringen.

Spørgsmålet er om der ikke er nogle voldsomt overdrevne og historieløse antagelser bag det her.
Argumentet synes at være at google og andres brug af informationsarkitektur bag om ryggen på brugerne, forhindre os i at få den information der faktisk findes på nettet, og som vi har behovfor hvis vi skal træffe oplyste valg.

Men er det andet end en smuk idealtanke? Tid er penge og dermed er tid til at sætte sig ind i de oplysninger vi stadig kan finde på nettet en begrænset ressource. Selv om man så kunne få en rå googlesøgning, uden filtret for en søgehistorie, og uden de hemmelige algoritmer der er googles claim to fame, ville man så finde de ”rigtige” oplysninger? Er de overhovedet på nettet? Kan brugeren udføre den søgning der finder frem til dem, uanset filter og søgealgoritme?

Noget andet er at tanken om den oplyste borger, er problematisk. Vi har i de fleste vestlige demokratier en demokratiteoretisk forestilling om at i et godt demokrati bruger borgerne tid på at sætte sig ind i hvad der debateres generelt, eller i det mindste for de emner der interessere borgerne. I vores samfund er det tydeligt at demokrati er blevet til x-factor, dermed en variant af underholdninsindustrien, men det kan ikke siges at være informationsarkitekturens skyld.

Problemet med at sætte krav til folk om at de skal opgive deres vaner, eller blive gjort bevidst om dem, er vores problematiske demokratiske fortid. Man prøvede i overgangen til de moderne demokratier at holde uønskede grupper ude fra indflydelse. I Danmark kendt som fattige, fjolser, fallenter, fruentæmmere og vist endnu et f jeg har glemt. Flere af disse grupper tog udelukkelsen fra den demokratiske deltagelse ret personligt, og kæmpede for at få udelukkelsen af personer baseret på et af de kreterier afskaffet. Det er heldigvis lykkedes så længe vi altså taler om demokratier, men derfor er det i praktis næsten utænkeligt at vi kan stille krav til folk, om oplysningsniveau eller andet. Vi må leve med at folk har ret til at mene hvad de vil, og at vi kan hente vores holdninger lige hvor vi vil. At det så ikke er en ny situation, og at det udnyttes på forksellig vis af magthaverne er endnu et andet asspekt i den her debat.

Den demokratiske illusion.

Siden jeg som ung gav mig til at analysere de forskellige styreformer, som dyre- og menneskeflokke praktiserer, har jeg undret mig over de moralske holdninger, som har præget samfundsfilosofien så langt tilbage, som vi har skrevne informationer. Nærværende debatoplæg er ingen undtagelse.

Især den demokratiske illusion om individets frihed glimrer ved sin mangel på rationel tænkning. Uanset hvor mange ord og idealer man hægter på sin fremstilling af demokratiets velsignelser, kommer man ikke uden om det faktum, at enhver samfundsdannelse indebærer afgivelse af den individuelle frihed, og jo mere organiseret samfundet er, jo mindre frihed for den enkelte.

Hvad skal vi egentlig med den frihed? Den er jo blot en reminiscens af jungleloven, vores medfødte ret til at kæmpe for at overleve. Flokdannelse og samfundsorganisation er jo naturens videreudvikling af dette princip, hvor den indbyrdes konkurrence er afløst af symbiose og specialisering til fælles bedste.

Aggressivitet som middel til overlevelse er så dybt forankret i vore gener, at en ændring gennem naturlig udvikling er utænkelig indenfor en overskuelig fremtid. Men det er muligt at påvirke os til en ændret adfærd gennem styring af de informationer, som vi udsættes for livet igennem. Skal drømmen om et globalt velfungerende samfund realiseres, kan det kun ske gennem en konditionering af alle mennesker fra fødslen. Vore naturlige instinkter er nemlig uegnede til at fungere i flokdannelser over 20-30 individer og nærmest katastrofale i et højteknologisk samfund, som vor rovdrift på klodens ressourcer viser.

Aldeous Huxley har med "Fagre Nye Verden" analyseret betingelserne for et velfungerende verdenssamfund. Når man skræller den moralske forargelse bort, står det klart, at demokrati og frihed er en umulighed i et avanceret samfund, hvis alle skal have det bedst muligt. Til gengæld ved vi fra psykologien, at "Soma" eller andre euforiserende stoffer ikke er en betingelse for at føle sig lykkelig, hvis de basale behov for føde, bolig og sikkerhed er dækket. Den er kun et spørgsmål om konditionering.

Vi ved også, at vi ikke behøver kemikalier for at konditionere mennesker. Det rækker med et nøje kontrolleret informationsflow. Der bliver noget at tygge på for fremtidens samfundsfilosoffer og psykologer, hvis de kan frigøre sig for dogmerne og tænke rationelt.

For at undgå misforståelser vil jeg tilføje, at jeg selvfølgelig er tilhænger af demokrati, tolerance og individuel frihed. Jeg er ikke anderledes and andre mennesker, der, ligesom jeg, er konditioneret af det frie flow af informationer.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Seneste blogindlæg

Udgiv indhold

Jakob Rachmanski

Blogger om:

Hvad vil det sige at tænke? Hvad er retfærdighed? Hvad gør mig til den jeg er? I filosofiens verden forskes i de store spørgsmål, som alle engang i mellem går og funderer over. Spænd sikkerhedsselen og tag med i helikopteren, for at blive lidt klogere på din egen hverdag her.

Jeg er skribent på Filosofibloggen
Annonceinfo

Seneste kommentarer

Annonceinfo