Johannes C. Jensens debatindlæg ’Hva’ med os tabermænd’ i Politiken lørdag d. 1. oktober var en betimelig påmindelse om et overset demokratisk problem, nemlig at debatten om køn og ligestilling de sidste mange år er foregået i de højere luftlag blandt akademikere, politikere, erhvervsfolk og journalister. Den skævvridning afspejles i diskussioner om kønskvoter og ligestilling på universiteter, i bestyrelser og i det politiske liv, mens mænd og kvinder fra de lavere sociale lag stort set har været fraværende i debatten og deres interesser og erfaringer overset. Solidariteten med de dårligst stillede er med andre ord svær at få øje på i ligestillingsdebatten. Kampen for bedre løn og vilkår til kvindelige arbejdere er næsten forsvundet. Hvad blev der af debatten om ligeløn mellem traditionelt lavtlønnede kvindefaggrupper, som sygeplejersker og pædagoger, og vellønnede mandefaggrupper som læger og ingeniører? Og hvad med den øgede marginalisering af ’tabermænd’ som Johannes C. Jensen beskriver? Hvilke akademikere og politikere taler deres sag? Vi lever i en tid, hvor det er blevet moderne at dæmonisere mænd, og gøre kvinder til ofre. Når enkelte grupper falder uden for kønsstereotyperne, bliver vi utrygge, når f.eks. prostituerede bryder ud af offerrollen og kræver indflydelse, og når mænd erklærer sig som tabere, der har brug for hjælp. Men mænd kan også være ofre. Derfor er det på sin plads når Johannes C. Jensen spørger hvorfor der ikke findes organer der repræsenterer udsatte mænds interesser, og spørger om man kunne tænke sig et Mandfo, et Manderåd, et Dansk Mandesamfund? I den forbindelse er det glædeligt at Kvinfo direktør Elsebeth Møller Jensen samme dag byder Johannes C. Jensens råb om hjælp til udsatte mænd velkommen. Måske er det tid til at udbrede ligestillingsdebatten til ikke kun at være et spørgsmål om forhold mellem biologiske køn, men også et spørgsmål om klasse og social ligestilling og ligestilling uanset etnisk baggrund, seksualitet, handicap og andre kriterier for eksklusion og inklusion.