Annonceinfo

Submarino - er Vinterberg tilbage på sporet?

Emner:

Thomas Vinterbergs nyeste spillefilm, Submarino (2010), fik en god modtagelse ikke mindst med fire ud af fire mulige stjerner i filmmagasinet Screen, og filmen er netop her i november 2010 blevet anerkendt med Nordisk Råds Filmpris. Den uddeles til det skabende team i fællesskab. Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm har skrevet manuskriptet og Morten Kaufmann har produceret for Nimbus Film. Sidste år tilfaldt Filmprisen Lars von Triers Antichrist (2009). Danske vindere af prisen to år i træk kunne antyde, at selvom danske fiktionsfilm kæmper med finde ind til en ny kreativ udvikling, så er der uden tvivl succeshistorier, der stikker af fra debatten om, hvad man skal gøre for at forbedre danske fiktionsfilm. Kulturanmelder, Niels Frid, udtalte - adspurgt om en kommentar til Submarinos hæder - at det var rart at mærke, at Dogme konceptet endnu kunne ryste gode danske film af sig. For mig forekom det som en ret malplaceret kommentar. Submarino har intet med Dogme 95 at gøre bortset fra, at dette (i stil med Festen, 1998) er en film, der kredser om et eksistentielt menneskeligt drama - frem for at dyrke teknik-fetichisme. Jeg finder det mere centralt at dykke ned i, hvorfor det er lykkedes Vinterberg (efter års forskellige kriser mindre vellykkede film) at nå ind til kernen i hans særlige fortælletalent igen. Så herom - op og ned af Vinterbergs talentvej - vil dette blogindlæg kredse.

Med road movies kørte det for Vinterberg

Vinterberg bragede igennem i dansk film som et kæmpe instruktørtalent først med hans bemærkelsesværdige novellefilm Sidste omgang (1993, afgangsfilm fra Filmskolen). Denne film er opbygget som en roadmovie og det samme kan anføres om hans første spillefilm De største helte (1996). Roadmovien kredser traditionelt set om en ydre rejse, der gennemføres typisk af to mandlige antihelte, som også er 'buddies' i medgang og modgang. Denne ydre rejse er dog samtidig et billede på en mere eksistentiel indre rejse. Og eftersom begge Vinterbergs roadmovies (den lange og den korte) handlede om en mandlig antihelt, der gennemlever et drama og ender med døden, klæder roadgenrens konventioner filmene glimrende. De blev også begge to godt modtaget af publikum og presse.

Vinterberg var desuden med til at stifte Nimbus Film og blev i det hele taget sat i direkte forbindelse med dansk films positive udvikling og såkaldte nye bølge medio halvfemserne. Med dogmefilmen Festen (1998) opnåede han adskillige priser og megen velfortjent opmærksomhed. Det er et klassisk dilemma for en kunstner at komme videre i sin udvikling efter - som ganske ung - at blive feteret som en stjerne og udråbt til et kæmpe talent. Festen var således svær at komme videre på. Vinterberg valgte at forlade det auteur-spor, som han ellers havde anlagt med sine første tre film: fokus på mandlig antihelt i eksistentiel liv og død-krise udtrykt via en enkel brug af audiovisuelle virkemidler og tilsat en snert af humor. It's all about love (2003) stod for alt det modsatte, og den floppede max. Man forstår godt Vinterbergs ræsonnement: Jeg laver noget helt andet nu, så kritikken ikke bliver bygget på en sammenligning med Festen. Men det lykkedes ham ikke at skifte optik hverken for ham selv eller pressen, og han blev udråbt til at være i dyb kunstnerisk krise. Hans samarbejde med Trier i Dear Wendy (2005) blev heller ingen succes hverken kunstnerisk eller publikumsmæssigt. Og pressen skrev stadig mest om de fæle tømmermænd ovenpå Festen.

Vinterberg kommer hjem

Så skete der noget med filmen En mand kommer hjem (2007). Ikke alene fandt Vinterberg skuespillere Thomas Bo Larsen frem igen (med blandet succes). Filmen antydede også, at Vinterberg var ved at finde tilbage til kernen i sin auteur-fortællekunst. Hans gamle tema blev genoptaget: en mand gennemlever et karriere og familiemæssigt drama og finder ud af, hvad der betyder noget i hans liv (hans søn). Med denne film er vi tilbage ved De største helte, hvor Thomas Bo Larsen-figuren fandt ud af, at han havde en datter. Vinterbergs film var ikke hverken en tematisk eller æstetisk perle, men den udpegede, at dét at være et talent, dét at skabe noget kreativt, oftest handler om at erkende kernen i dét, man har en særlig passion for, og så blive der og øve øve øve på det samme med små forandringer - i stedet for at forny sig selv på helt ekstreme måder. Kreative sjæle som fx maleren Oluf Høst eller digteren Per Højholt erfarede dette. Og når man ser en Høst eller læser en Højholt, tænker man: "yes, det er lige sådan, det skal være" (ikke: "hvorfor gentager han sig selv i en uendelighed").

Suveræn Submarino

At se Submarino var for mig en 'yes-følelse' og fornemmelsen af at komme 'hjem' til Thomas Vinterberg-land igen. En slags hjem ude hjem med lille forandring-dannelsesrejse synes gennemført for ham. Vi er tilbage i hjertekulen hos to brødre, hvis alkoholprægede opvækst vi følger i glimt. Filmen handler om familiebånd, om at vælge mellem liv og død, om at kunne tilgive og om at tage ansvar for sine handlinger og lære at komme videre.

Den lægger stærkt ud med en scene, der ikke er set iscenesat og udført så kynisk og uudholdeligt, siden en baby døde af misrøgt i filmen Trainspotting (1996); en signifikant film om misbrug, som Submarino synes intertekstuelt i dialog med. Denne refereren tilføjer den et lag af kynisme, som holder patos (lidelsen) i skak. Det er lykkedes Vinterberg at lave en tåreperser ved at behandle et ømt emne via masser af patos som appelform. Men uden at det bliver uudholdeligt. Samtidig er vi nemlig tilbage (som i de første tre Vinterbergfilm) ved brugen af naturlige historier og en autenticitet, der holder patos nede og sikrer en vis empati og genkendelighed for tilskueren.

Skønne skæve karaktertegninger

Medvirkende til at holde filmens patos i balance er også yderst veludførte skuespilpræstationer - ikke mindst fra Jakob Cedergren og Peter Plaugborg, som spiller de to brødre i Submarino. Dette aspekt fremhæves også af filmmagasinet Screen:

"What lifts Submarino well above the level of slum tourism is the vein of hope and grace that pervades it [...] But perhaps what most impresses are the lead performances. Cedergren brings a thoughtful, almost studious air to his performance which plays brilliantly against the violent rage that seethes inside. Plaugborg is equally faultless[..]"

Også i juryens begrundelse for prisen fra Nordisk Råd fremhæves skuespillet og instruktionen, ligesom manuskriptet nævnes.

"Submarino er en barsk, men også dybt rørende historie om to brødre knyttet sammen af en skæbnesvanger barndom. Filmen er et komplekst kunstværk med en stilsikker instruktion og et stærkt manuskript, der giver os et indsigtsfuldt billede af menneskelivet."

Den svære vej fra bog til film

At manuskriptet fremhæves af juryen er bemærkelsesværdigt. Filmen er baseret på Jonas T. Bengtssons roman af samme navn. Romanens narration er opbygget af de to brødes stemmer skiftevis. Her er f.eks. et uddrag fra kap. 1, hvor Nicks lillebror vågner op efter at have fikset i stedet for at give sin sultne søn på 6 år, Martin, mad, selvom han hele vejen hjem fra børnehaven har erklæret sin sult:

"Sort. Hvor sort? Meget sort. I hvor lang tid? Jeg ved det ikke. Da jeg igen åbner øjnene, har jeg ondt i hovedet og svært ved at rejse mig. Jeg har kastet op, mest vand, men jeg kan ikke huske det. Nålen sidder stadig i min hvide underarm som et flag plantet af en polarforsker. Jeg skynder mig at pakke mit udstyr sammen og få det op på toppen af toiletskabet igen. I stuen ligger Martin og sover foran prøvebilledet. Klokken er halv et om natten. Der ligger en halv skive toastbrød ved siden af ham med bidemærker i. Posen med brød ligger åben på køkkenbordet. Han må have kravlet op på bordet for at kunne nå den. Pomfritter og kylletter ligger i en lille sø, der drypper ned på linoleummet. Jeg kan ikke få mig selv til at vække ham." (Bengtson kap. 1, p. 169).

Filmens manuskriptforfatter, Tobias Lindholm, har - sammen med Vinterberg - valgt at lade Nicks stemme være den eneste i filmens første halvdel, hvorefter hans lillebrors stemme bringes ind. De narrative valg synes meget velfungerende i filmen, ligesom brugen af de audiovisuelle virkemidler understreger f.eks. tristessen i ovennævnte stemningsfyldte scene.

At manuskriptet nævnes i indstillingen fra Nordisk Råd er særligt, fordi det netop kan være svært at filmatisere en vellykket bog. Den hurdle har Vinterberg altså også skulle over, sideløbende med, at forventningerne til hans talent fra egen og andres side, omsider har skullet indfries.

Submarino skuffer bestemt ikke. Tværtimod. Den taler med sin helt egen klare Vinterberg stemme, der synes at have haft glæde af samarbejdet med Lindholm. Dette understreger en pointe, som jeg tidligere har vendt her på Filmbloggen, nemlig at særligt dedikerede samarbejder kan medvirke til at forløse talent. Jeg var til stede ved DFI's fiktionsdag 2010, og her fortalte Vinterberg og Lindholm netop om deres opbakning og inspiration til hinanden. Manuskriptet er blevet til som et 'ping pong' samarbejde mellem de to, der har skiftedes til at skrive for (komme med et udkast) og skrive efter. Og skriftedes til have op og nedture over processen. Efter at have hørt om kernen i dette teamwork, var mine forventninger om end endnu højere. At se filmen som tilskuer blev heldigvis klart en optur.

Vejene frem for dansk film?

Lars von Triers Antichrist, Peter Schønau Fogs Kunsten at græde i kor og Per Flys Drabet har tidligere vundet Nordisk Råds Filmpris. Det er således fjerde danske film, der vinder den ære. Første gang prisen blev uddelt var i 2002 på forsøgsbasis. Siden 2005 er den blevet uddelt hvert år sammen med Nordisk Råds andre priser for musik, litteratur og miljøarbejde.

For mig at se peger filmene Antichrist og Submarino på to potentielle og forskelligartede veje for dansk film fremover. Der er Triers film, som bedst kan betegnes som art cinema (med David Bordwells begreber en film med en del huller, som tilskuerne selv må udfylde for at skabe mening i filmen og med en æstetik, der er ligeså central som indholdet af filmen). Og Vinterbergs film, der nærmere kan kaldes for klassisk narration (knapt så mange huller for tilskueren at fylde ud, mere fokus på historien end på brugen af de audiovisuelle virkemidler). Begge veje tegner godt, peger fremad. Begge instruktører vil jeg beskrive som modne auteurs, der har fundet deres fokus og fortæller bedst, når det tager afsæt dér hver især. Måske er Vinterberg skræmt fra brugen af en kvindelig helt, efter It's all about love floppede fælt. Denne skribent kunne dog godt tænke sig at se en fremtidig film fra auteurens hånd med samme auteurtræk, men med en kvindelig antihelt i hovedrollen.

Lad mig høre, hvad du synes om Vinterbergs auteurvej? Om hans forvaltning af sit talent? Om Submarino? Om indlægget? Om vejene frem for dansk film?

 

Jonas Bengtsson

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste blogindlæg

Udgiv indhold

Heidi Philipsen

Blogger om:

Jeg blogger om dansk film og kreativitet.

Andre bloggere i Filmbloggen:
Rikke Schubart
Annonceinfo