Det er i år 40 år siden, at det såkaldte Stanford Prison Experiment (SPE) gennemførtes i en kælder under Stanford University i Californien, USA.
SPE havde til formål at identificere årsager til konflikt mellem vagter og indsatte i fængselsmiljøer – et vidensområde, som hovedsponsoren Office of Naval Research var særligt interesseret i at opdyrke.
Philip Zimbardo, lederen af undersøgelsen, havde tilmed den mere generelle interesse, at undersøge betydningen af dispositionelle faktorer versus situationelle faktorer i forhold til at forstå menneskelig adfærd. Som så mange andre socialpsykologer interesserede det ham med andre ord, hvorvidt og hvordan mennesket er påvirket af de situationer, som mennesket indtræder i.
Rollespil i fængslet
Zimbardo undersøgte spørgsmålet via et rollespil (og derfor er referencen til ‘eksperiment’ faktisk lidt misvisende). Han udvalgte en række frivillige ‘almindelige’ – idet deltagerne blev screenet for bl.a. diverse personlighedsforstyrrelser – unge amerikanske mænd, som tilfældigt og mod betaling blev tildelt rollen som enten vagt eller indsat.
De indsatte blev installeret i det simulerede kælderfængsel, mens vagterne blot fik en generel eksplicit anmodning om at ‘spille rollen som fængselsvagt’. Det var meningen, at de indsatte skulle opholde sig i fængslet i 24 timer i døgnet i fjorten dage. Vagterne arbejdede for sin del i treholdsskift á otte timer. Zimbardo med medhjælpere holdt så løbende øje med interaktionen mellem vagterne og de indsatte bl.a. via interviews og optagelser fra (skjulte) mikrofoner og kameraer.
Rollespillet måtte imidlertid afbrydes efter ‘kun’ seks dage. Undersøgelsen gik ligesom over gevind. Det kan måske udtrykkes på den måde, at rollespillets ‘skuespillere’ ikke længere kunne distancere sig fra rollerne, som samtidigt blev mere og mere radikaliseret i de unge mænds forvaltning af dem: Vagterne blev i stigende grad aggressive og ydmygende i deres omgang med de indsatte, og de indsatte blev i stigende grad deillusioneret, destabilliseret og apatiske.
Selv ‘instruktøren’ Zimbardo måtte se sig selv opslugt af sin rolle – han spillede ‘fængselsinspektør’ (foruden forsøgsleder, forstås) – og han gjorde hvad han kunne, for at forsøget ikke måtte afbrydes før tid. Selv da en af de indsatte oplevede et følelsesmæssigt sammenbrud på undersøgelsens fjerde dag, var Zimbardos reaktion at få den indsatte hurtigt ‘frigivet’, således at undersøgelsen kunne fortsætte relativt uforstyrret.
Bristet illusion
Det var først da Zimbardos kæreste fra ‘det virkelige liv’ – Christina Maslach – kom forbi og kommenterede undersøgelsen, at Zimbardo blev revet ud af det han selv sidenhen har omtalt som en ‘illusion’. Vantro og vrede fra en kommende kone var åbenbart det, der skulle til, før rollespillets illusoriske hinde af normalitet kunne briste for forsøgslederen Zimbardo.
Hvordan det dog kunne så galt – eller godt, hvis man vurderer undersøgelsen på dens gennemslagskraft i offentligheden – er ikke noget enkelt spørgsmål at besvare, og jeg kan i denne sammenhæng ikke gå nærmere ind i den diskussion.
Men for Zimbardo indikerede undersøgelsen i hvert fald det foruroligende og i socialpsykologien på dette tidspunkt allerede velkendte forhold, at ‘almindelige’ mennesker på ganske kort tid kan fx alvorligt destabiliseres (illustreret især ved de indsattes reaktioner) eller bringes til at udføre nederdrægtige handlinger (illustreret ved især vagternes aktioner).
Den forudgående beskrivelse er der for så vidt ikke meget musik i. Men musik har faktisk spillet en væsentlig rolle i forhold til undersøgelsen og dens resultater. Det er i hvert fald min hypotese på baggrund af Zimbardos egne beskrivelser i den minutiøse gennemgang af undersøgelsen i bogen ‘The Lucifer Effect. How Good People Turn Evil‘ fra 2007.
Musikalsk hykleri
På undersøgelsens tredje dag får fængslet planlagt besøg af nogle af de indsattes venner og familiemedlemmer. Det er et potentielt problem for Zimbardo. Interaktionen mellem de indsatte og vagterne er nemlig allerede i undersøgelsens første dage præget af ydmygelser af de indsatte (se eksempler på det neden for).
Zimbardo er på den baggrund bl.a. nervøs for, at de indsatte skal fortælle bekymrede forældre om de ydmygende forhold, således at forsøget må stoppes før tid. Derfor sørger Zimbardo for, at de indsatte forkæles før besøget, og at de besøgende forkæles under besøget. De indsatte får på besøgsdagen ekstra god mad inklusive dessert, og deres ’celler’ gøres ekstraordinært rene.
Derudover søger Zimbardo for, at der bliver spillet musik via fængslets kaldeanlæg. Denne musik fungerer i første i omgang som en art taffelmusik for de indsatte, som altså får masseret både øregangene og ganerne, inden de skal møde deres venner og forældre. Zimbardo bemærker, at stemningen under spisningen er »…bemærkelsesværdig civiliseret og ganske almindelig« (2007: 93).
Da de besøgende ankommer, fungerer musikken tilmed tydeligt som en art normalitetsmarkør. Musikken, tilsyneladende et udvalg af tidens populære sange, virker som et beroligende baggrundstæppe, der signalerer ca.: ‘Her er der ingen fare eller frygt – dette er et sted som så mange andre (fx supermarkeder, universitetskantiner etc.)’.
Det er et signal, som både de indsatte, vagterne, de besøgende og Zimbardo med kolleger kan bruge til at overbevise sig selv og hinanden om, at undersøgelsen er rimelig og normal og selvfølgelig bør fortsætte.
Musikalsk nedbrydning
Musikoptræden i fængslets kaldeanlæg er tilsyneladende en engangsforeteelse i løbet af undersøgelsen. Der er dog en anden form for musik, som er gennemgående i undersøgelsen. Det drejer sig om den musikalisering, der finder sted i forbindelse med vagternes rutinemæssige ‘optælling’ af de indsatte. Optællingen foregår i udgangspunktet – den første dag – ved at indsatte skal sige deres tildelte ID-nummer højt ved hvert vagtskifte.
En af vagterne får imidlertid den ide på undersøgelsens anden dag, at de indsatte skal synge deres numre. Det går, ifølge vagterne, ikke godt for de indsatte. De indsatte bliver nemlig straffet med hånlighed, push-ups og jumping jacks for at synge både falsk, urytmisk og ikke ‘sødt’ nok. Det er en ret tilfældig afstraffelse, idet vagterne denne dag ikke har givet nogen specifik melodireference.
Det gør de dog næste dag, hvor de indsatte bedes synge bestemte skalaer, hvilket giver yderligere anledning til afstraffelse. De musikalske ydmygelser intensiveres de følgende dage ved at de indsatte skal synge bestemte sange – fx ‘Amazing Grace’ og ‘Oh What a Beautiful Morning’ – og deltage i børnesanglege.
Da de indsatte en dag gerne vil synge ‘Happy Birthday’ for en af de indsatte, som tilfældigvis har fødselsdag, gør vagterne også denne sang til genstand for musikbaseret afstraffelse.
Musikalsk vold
Det er markant musikalsk overgreb, der her udspiller sig. Vagterne tager kontrol over noget så privat og identitetsnær, som de indsattes stemmer. Og disse stemmer gøres så til genstand for ydmygelse og forvrængning.
De indsatte må synge sange, som står i strid modsætning til den aktuelle situation (der er fx ikke tale om nogen ‘beautiful morning’), og de indsatte får deres stemmer udleveret på dimensioner, som er potentielt identitetskrænkende for især unge mænd – jf. fx klangkorrekturen ‘sødt’, der kan opfattes som stærkt feminiserende i sammenhængen, samt den postulerede uskyldighed, der ligger i noget sådan som barnesanglege.
Sådanne former for ‘stemmetyveri’ har historisk set været et udbredt og meget effektiv instrument til at destabilisere de bestjålnes identitet og virkelighedsopfattelse, og det kan man læse mere om i bogen ‘Dark Side of the Tune. Popular Music and Violence’ (skrevet af Bruce Johnson og Martin Cloonan og udgivet på forlaget Ashgate i 2009).
Musikkens mørke sider
De to eksempler på musik i SPE er noget forskellige. I det ene tilfælde er der tale om en baggrundsmusik, som Zimbardo anretter formidlet via kaldeanlægget. I det andet tilfælde er der tale om forgrundsmusik – en musik som er i forgrunden af det kommunikative rum mellem indsatte og vagter – som vagterne initierer i deres interaktion med de indsatte.
De musikalske forekomster trækker begge på musik uden for – eller oven over – undersøgelsens setting. I baggrunden fungerer musikken som en hyklerisk normalitetshinde, der bidrager til at beskytte undersøgelsen mod kritisk sans. Musikken bidrager til at undersøgelsen kan fortsætte relativt uantastet.
I forgrunden fungerer musikken som et perverteret og fornedrende magtinstrument, der bidrager til desavouering og følelsesmæssig destabilisering af de indsatte. Musikken bidrager her til, at undersøgelsen efterhånden glider ud af hænderne på Zimbardo.
Det er oplagt, at den omtalte musik ikke alene er årsag til undersøgelsens resultater. Men det er min hypotese, at undersøgelsen ikke var blevet den samme, hvis der ikke havde lydt musik på de beskrevne måder. Musik kan være voldsom og voldelig, og musik er ikke altid bare for sjov på den fede måde. Det er der grund til at medtænke, når man vurderer SPE. Og det er der grund til at medtænke, når man vurderer hvad musik ’er’ og ’kan’.
