Annonceinfo

Sprogfilosofi og Kunstig Intelligens - del 2

I den første artikel i serien etablerede vi hvorledes en ny og potentielt mere givtig tilgang til forskningen i den sprogteknologiske side af kunstig intelligens, skulle tage udgangspunkt i det øverste niveau af sproganalyse i stedet for de nederste, som fokuserer på ord, bogstaver og deres statistiske kombinatorik. Dette øverste niveau kaldes ’world knowledge’, og repræsenterer den viden sprogbrugere skal have for at kunne kommunikere med hinanden. Vi så samtidig også hvorledes denne viden bør være orienteret omkring vores fælles livsform, som sprogfilosoffen Ludwig Wittgenstein viste er afgørende for succesfuld kommunikation via natursprog.

Vores fælles livsform og kropslighedstesen

Indenfor den kognitive videnskab, som beskæftiger sig med hvorledes den menneskelige bevidsthed fungerer og hvordan vi som mennesker strukturerer og behandler informationer, er der i dag en udbredt opfattelse af sammenhængen mellem menneskets krop og sind, som den sene Wittgenstein tilbageviser igennem hans forkastelse af sine egne tidligere ideer om at sproget, i form af symboler og deres relationer, beskriver en objektiv virkelighed som er direkte tilgængelig for den menneskelige bevidsthed gennem brug af vores sanser.

Det er nemlig i dag sådan at de kognitive videnskaber hovedsageligt anser det menneskelige sind og dets omverden samt fysiske omstændigheder, som værende to tydeligt adskilte størrelser. Med andre ord, så opfattes det menneskelige sind overordnet set som værende ganske adskilt og frigjort fra dets fysiske rammer, som derfor ikke menes at spille nogen central rolle for analysen af sprog genereret af en sådan ’kropsfrigjort’ bevidsthed. Dette står i stærk kontrast til den sene Wittgensteins sprogfilosofiske analyser, som viser os at vores kroppe og fysiske omstændigheder – vores fælles livsform – er afgørende for anvendelsen af natursprog.

Der findes dog en alternativ, kognitiv teori som er fuldt forenelig med en sprogforståelse der i langt højere grad vægter vores fælles livsform som en afgørende faktor for udformningen og anvendelsen af natursprog. Vi finder den indenfor den kognitive semantik, som netop fokuserer på sprogets konkrete, kontekstuelle anvendelse, en sprogbrug beroende på vores kognitive ressourcer samt en afdækning af sprogets mening ud fra dets brug – alt sammen fuldstændigt i den sene Wittgensteins ånd. Det drejer sig om den såkaldte ’kropslighedstese’.

Kropslighedstesen er blandt andet udsprunget af de seneste års forskningsresultater indenfor felter som lingvistik, kunstig intelligens, robotvidenskab samt neurobiologi, og postulerer i al korthed at vores kroppe og fysiske omstændigheder spiller en afgørende rolle for vores kognitive processer og dermed også for vores sprogs udvikling og anvendelse. Et af de seneste og mest interessante forskningsresultater, som er med til at understøtte kropslighedstesen og Wittgensteins ide om betydningen af vores fælles livsform, er opdagelsen af de såkaldte ’spejlneuroner’.

Spejlneuroner og sprogets evolution

I 1990’erne gjorde en række italienske forskere fra Parmas Universitet en bemærkelsesværdig opdagelse som indikerer at den menneskelige hjerne starter ud med en indbygget mængde kognitive mønstre som er relateret til vores fysikalitet, og som har indflydelse på måden hvorpå vi tilegner os og anvender natursprog.

Ved at indsætte elektroder i bestemte dele af forskellige abers hjerner opdagede de at de dele af abernes hjerner som blev aktiveret når de udførte en kompleks handling, som for eksempel at samle et objekt op og føre det op til munden, var de samme dele af deres hjerne som blev aktiveret når de blot iagttog en anden abe udføre den samme komplekse handling. Der var her tale om de såkaldte ’spejlneuroner’. Senere forskning i spejlneuroner har vist at noget lignende gør sig gældende for os mennesker.

Endnu mere interessant for tilhængere af kropslighedstesen er, at der via funktionelle MRI studier, skulle have været fundet områder i den menneskelige hjerne som minder om dem som dannede udgangspunkt for abernes spejlneuroner, og at disse er centreret omkring de områder i hjernen som menes at være instrumentelle for menneskets sproglige egenskaber. Dette har så ledt til en ny opfattelse af de reelle præmisser for sprogets opståen, idet man kan forestille sig hvorledes natursprog som vi kender dem i dag, kunne have startet ud som et bevægelses-/forståelsessystem baseret på fagter, implementeret i spejlneuroner, og at vi i dag således har en evolutionært udviklet, medfødt kapacitet for empati og samarbejde, samt en hel række forskellige kognitive mønstre.

Sprogets metaforiske systematik

Der findes altså stærke empiriske argumenter for rigtigheden af kropslighedstesen og den sene Wittgensteins reviderede sprogforståelse. Vi mangler dog endnu at afdække hvorledes denne sprogfilosofiske og kognitivt semantiske præmis kan forme og vejlede håndteringen af det øverste niveau af sproganalyse, ’world knowledge’, som vi tidligere etablerede bør danne udgangspunkt for en ny og potentielt mere givtig tilgang til den sprogteknologiske side af forskning i kunstig intelligens. Vi mangler så at sige at afdække hvorledes denne præmis udmønter sig i en reel systematik i sproget via forskellige kognitive mønstre.

Et virkelig godt bud på et svar hertil finder vi hos den anerkendte, amerikanske topforsker og politiske kommentator George Lakoff. Lakoff er en fremtrædende figur indenfor kognitiv semantik, og betragtes af mange som faderen til kropslighedstesen. Udover sine analyser af politisk billedsprog, er han især også kendt for sit arbejde med afdækningen af sprogets underliggende, metaforiske systematik, som vi skal se fremstår som et stærkt bud på en systematik i sproget som er direkte relateret til den type af kognitive mønstre som tager udgangspunkt i vores fælles livsform. Lakoff arbejder med en lang række forskellige klasser og typer af metaforiske koncepter, men følgende tre simple eksempler illustrerer sammenhængen mellem metaforiske koncepter og vores fælles livsform ganske udmærket.

Det første eksempel er [Glad er op; Ked af det er ned]. Dette metaforiske koncept kommer af vores oplevelse af at være oprejst i en verden påvirket af tyngdekraften. Man kan forestille sig et urmenneske på sletten som ligger ned – inaktivt og ubevægeligt. Dette er negativt. Men kan ligeledes forestille sig samme scenarium, men hvor urmennesket er aktivt og i bevægelse. Dette er positivt. Dette metaforiske koncept er baseret på denne op/ned orientering og udmønter sig direkte i sproget ved udtryk som ”Op med humøret”, ”Jeg føler mig lidt nede i dag”, osv. Et sådant metaforisk koncept beskriver altså ikke bare en række ensartede, isolerede tilfælde, men et sammenhængende system af sproglige karakteristika, baseret på vores fælles livsform.

Et andet eksempel er [Mere er op; Mindre er ned], som kommer af måden hvorpå vi associerer mængde med vertikalitet. Et lille barn ser for eksempel niveauet stige i sit glas hver eneste gang mængden øges. Derved har vi udtryk som ”Aktierne steg i værdi” og ”Min indkomst faldt sidste år”. I de seneste år har Lakoff og hans kolleger fra den såkaldte NTL-gruppe (”Neural Theory of Language) fra Berkeley Universitet, arbejdet intenst med afdækningen af sådanne metaforiske koncepters neurobiologiske fundament. Man kan for eksempel argumentere for at vores fælles livsform udmønter sig ved vores ensartede oplevelse af sammenhængen mellem vertikalitet og mængde, og at det resulterende metaforiske koncept bliver en struktur i vores hjerne i og med at de steder i hjernen der har med vertikalitet og mængde konstant aktiveres samtidigt – hvilket igen resulterer i en forstærkning af de neurale forbindelser herimellem.

Sådanne metaforiske koncepter påvirker ikke bare vores sprogs evolution og anvendelse, men også direkte hvordan vi agerer i og opfatter vores omverden og andre mennesker. Tag for eksempel det tredje og sidste eksempel [Varme er omsorg; Kulde er mangel på omsorg]. Det kommer af hvorledes man som lille holdes tæt, og derved oplever en samtidighed af varme og omsorg. Denne type oplevelse eller erfaring, som næsten alle mennesker deler, er blevet en del af vores fælles livsform ved at den som struktur manifesterer sig i vores hjerner, vores bevidsthed og vores sprogs evolution. På Yale Universitet, udførte man et eksperiment hvor man lod testpersoner holde en varm eller kold drik i hånden. De skulle så give hånd og hilse på andre testpersoner, som skulle bedømme hvor imødekommende og varme personligheder de lod til at have. Folk der havde holdt en varm drik fik et målbart højere gennemsnit end dem som havde holdt en kold drik.

Fra metaforer til ’world knowledge’

Selvom disse eksempler er meget fysisk orienterede, skal det siges at Lakoff også har klasser af metaforiske koncepter der formår at redegøre for vores fælles kulturelle udgangspunkt, som også kan siges at være en del af vores fælles livsform – noget der også er i overensstemmelse med den sene Wittgensteins sprogforståelse. Lakoffs afdækning af den underliggende metaforiske systematik der præger natursprog såvel som den menneskelige bevidsthed, er således et fortræffeligt bud på en gennemgribende systematik i sproget, som er orienteret omkring vores fælles livsform.

Vi står dog endnu tilbage med et afgørende, uløst problem. Hvordan omsætter vi vores afdækning af denne kognitivt semantiske systematik til en mere formel struktur, som vil kunne hjælpe en computer til at kunne håndtere world knowledge af denne art? Hvis en sådan implementering af world knowledge skal kunne danne udgangspunkt for en fælles referenceramme der kan facilitere en computersimuleret sprogforståelse, så er vi nødt til at afdække hvorledes Lakoffs meget konceptuelt orienterede kognitive semantik kan underlægges en mere strengt formel struktur.

Et muligt skridt på vejen er den kognitiv semantiske teori, som er udviklet af en kollega til Lakoff kaldet Gilles Fauconnier. Fauconniers teori, som han kalder ’Mental Space and Blending Theory’, imødekommer sådan set den samme kognitivt semantiske og sprogfilosofiske præmis som ses hos Lakoff og den sene Wittgenstein, men går samtidigt dybere ind i de strukturelle egenskaber som gør sig gældende. Det er en ekstremt kompleks teori, men man kan kort sagt sige at den muliggør en yderligere dekonstruktion af metaforiske koncepter som derved yderligere kan nærme sig en mere formel repræsentationsform, som bedre kan håndteres af en computer.

Og netop repræsentationsformen for de kognitive mønstre der kan opfattes som det essentielle ved et menneskeligt sprog er et område som der bør forskes i, for når først en sådan systematik kan afdækkes og repræsenteres på en måde der lader en computer håndtere den, så vil vi kunne få en computer til at håndtere den type world knowledge som vil fungere som fælles referenceramme når computere skal tale menneskets sprog. World knowledge alene er ikke nok, men pointen er at når først formen på den systematik i sproget der skal danne udgangspunkt for denne world knowledge er fundet, så vil den kunne diktere det videre arbejde med det underliggende niveau af sproganalyse, og successivt vil vi kunne arbejde os ned mod de ord og bogstaver, som vi i sidste ende ønsker at en computer skal kunne omsætte til mening.

I den sidste del af denne lille serie på i alt tre artikler, vil vi se nærmere på de mest avancerede og lovende, datalogiske muligheder for at få computere til at håndtere world knowledge når vi først har fundet en brugbar repræsentationsform for sprogets underliggende, kognitivt semantiske systematik.

 

Seneste blogindlæg

Udgiv indhold

Erik David Johnson

Blogger om:

Mine indlæg er koncentrerede omkring min egen forskning og aktuelle udviklinger indenfor emneområder som kan relateres hertil. Mit fokus er således den sprogteknologiske side af kunstig intelligens, baseret på en sammenføring af tre forskellige felter: analytisk sprogfilosofi, kognitiv semantik og kunstig intelligens.
Annonceinfo

Seneste kommentarer

Annonceinfo