Annonceinfo

Skibene sejler over det kosmiske ocean

Rumskibet: Noget mere centralt for science fiction-genren skal man lede længe efter. Ganske vist er fremtidens teknologi og videnskab det overordnede i genren. Men rumskibet er det visuelle indbegreb af fremtidsforestillingerne.

Tag en næsten hvilken som helst science fiction-bog ned fra reolen hos din boghandler og du vil finde et rumskib (eller flere) på forsiden. Og det er ikke ligegyldigt, for rumskibet signalerer noget særligt om indholdet. Ligesom en science fiction-film, hvori der er rumskibe, i meget høj grad bliver defineret af rumskibenes udformning.

Det gælder selvfølgelig først og fremmest rumskibet set udefra, men også rumskibets indre er betydningsfuldt. Tænk på Tusindsårsfalken (Star Wars), Enterprise (Star Trek), Nostromo (Alien), eller Discovery One (Rumrejsen år 2001). Disse film, og film-serier, kan ikke tænkes uden rumskibenes udformning og æstetik.

Men rumskibet som grafisk symbol repræsenterer samtidig en samling af ideer, som rækker ud over det enkelte rumskib og den konkrete sammenhæng, som det optræder i.

Først og fremmest er rumskibet et fartøj, hvori man kan forlade Jorden og dens atmosfære og tyngdefelt. Imidlertid lader denne rejse op i himmelen sig let associere med en religiøst betonet transcendens af jordiske forhold.

Mette Bryld og Nina Lykke taler i bogen Cosmodolphins om “den kulturhistoriske semantik, der tilfører rumskibs-ikonet betydning som et fartøj fremstillet med det formål, at bringe mennesker ind i den sfære, som i århundreder har været associeret med det guddommelige rige og den hvide kristne fader-Gud”. Det er noget af det, som gør at rumskibet er omgivet af en særlig aura.

Samtidig er bevægelsen fra Jorden og ud i rummet også en bevægelse fra fortiden og ind i fremtiden, for så vidt som det ydre rum ofte er stedet, hvor menneskets forestillinger om fremtiden udfolder sig. Rumskibet er altså også en slags tidsmaskine.

Det er ikke uden symbolsk merbetydning, at tid og rum (og dermed rumrejser) i moderne kosmologi er to sider af samme sag. Mangt et science fiction-rumskib har da også haft evnen til at springe i tid og rum og dermed rejse både frem og tilbage i tiden.

Man må heller ikke glemme, at rumskibet er et rum-skib: et skib, der besejler rummet. Ordet trækker på en gammel og vidt udbredt metafor i den fiktive, såvel som faktuelle, diskurs om rummet: Rummet som ocean, eller hav. Med denne metafor gør man rummet sanseligt og begribeligt for tanken.

Heraf følger mange andre sammenligninger og associationer: Planeter (eller solsystemer eller galakser) som øer; Jorden som det kosmiske oceans strandbred; sammenligninger mellem rumrejser og jordiske opdagelsesrejser (især Columbus’ opdagelse af den Ny Verden); oceanet (hvadenten det jordiske eller det kosmiske) som både evolutionært, mystisk og mytisk oprindelsessted, osv.

Samtidig er rumskibet den visuelle essens af tekno-videnskabelig fremskridtstænkning. Som Sharona Ben-Tov siger det i The Artificial Paradise, så er dét øjeblik science fiction-læseren “går ind på billedet af den interstellar rejse […] også et udtryk for en implicit, medsammenvoren tro på fremskridtsideologien.”

Og rumskibet, mener hun, repræsenterer det teknologiske menneskes drømme om at forvandle naturen: “Ikke så snart ser vi rumskibet for os, førend vi mentalt opruller et kort over det objektiverede rum; vi overgår til drømmen om kollektiv teknologisk magt; vi deltager i et drama, som handler om at genskabe universet i vort eget billede.”

Rumskibet kan selvfølgelig også “bare” være kulisse for arketypisk eventyr-ramasjang (Star Wars), såvel som for mareridtsmøder med udenjordisk liv (Alien). Men det er stadig et billede på fremtidens tekno-videnskab, uanset om synsvinklen er utopisk eller dystopisk, eller noget helt tredie.

Men der er også rejsen fra rummet og til Jorden. “De fremmedes” rumskibe spiller en (næsten) lige så stor rolle, som de jordiske. De er stadig, i de fleste tilfælde, essensen af fremtidens tekno-videnskab, men med den twist, at de er skabt af ikke-jordiske intelligensvæsener.

Når det kommer til UFOer, handler det oftest om enten venligsindet kontakt eller aggressiv invasion af Jorden. “UFO” står oprindeligt for “Uidentificeret Flyvende Objekt”, og betyder ikke nødvendigvis et rumskib. Men betydningen af ordet skred hurtigt hen mod at blive stort set ensbetydende med en “flyvende tallerken”.

Den tallerken-formede UFO er blevet det grafiske symbol for udenjordisk intelligens, hvad enten i form af gådefuldt perverse tekno-nisser, der bortfører og underlægger mennesker grænseoverskridende intim-undersøgelser, eller i form af æteriske lysvæsener, der ønsker at løfte menneskeheden op på et højere bevidsthedsniveau.

Virkelighedens rumskibe, som f.eks. NASAs, består ikke udelukkende af videnskabens resultater og teknologiske bedrifter. Ikke alene ligger der mange drømme til grund for at bygge dem, men de går også ind i kulturen, hvor nye betydninger samler sig om dem.

Eftersom man skrev og fantaserede om dem lang tid før de fandtes, kan man næsten sige at virkelighedens rumskibe kommer drivende ud af den menneskelige forestillingsevne, for gradvist at forsvinde ind i den igen. Sikkert er det i hvert fald, at virkelighedens rumskibe, tekniske pragtpræstationer som de måtte være, lever en paralleltilværelse i den kulturelle fantasi. Ikke mindst som man forestiller sig de vil blive i fremtiden.

 

__________________________

Sharona Ben-Tov (1995). The Artificial Paradise: Science Fiction and American Reality. Ann Arbor: The University of Michigan Press.

Mette Bryld og Nina Lykke (2000 [1999]). Cosmodolphins: Feminist Cultural Studies of Technology, Animals and the Sacred. London og New York: Zed Books.

Tom D. Crouch (1999). Aiming for the Stars: The Dreamers and Doers of the Space Age. Washington, DC: Smithsonian Institution Press.

Hvis man vil dyrke rumskibets æstetik er bloggen conceptships.blogspot.com stedet at slå sig løs.

Billedet der illustrerer dette blogindlæg:
© 2011 by Luca Oleastri - illustrator
Besøg Luca Oleastris hjemmeside her: http://www.innovari.it

Opération lune

Opération lune og den er godt skruet sammen - der var faktisk nogle der troede det var en ægte dokumentar.

Vedr. 2001 - der er væsentlig forskel på Clarkes vision fra bogen og Kubricks film og de var ikke helt enige om budskabet men det var Kubricks der i sidste ende bestemte hvad og hvordan.

Der er heller ingen tvivl om at Clarke har en buddhistisk tilgang til historien og bevæger sig mere i retning af genfødsel og det positive bringer os nærmere til det højeste væsen hvor Kubrick lægger mere vægt på udvikling a la Nietzsche – hvis du forstår hvad jeg mener med den forskel.

Kubrick var som filmmager også barn af sin tid hvilket han viste med Clockwork og Dr. Strangelove – specielt Clockwork har også et Nietzsche-tema - Præsten vil bl.a. med sin gud svække og stække den fri og stærke Alex og det udtrykkes med en brutalitet som var sjælden dengang og igen med et afsæt i musikken som gøres fortællende og hverken Beethovens Skæbnesymfoni eller I´m singing in the rain bliver de samme igen for dem der så filmen.

Hele monolit-begrebet er blevet fortolket et utal af gange – kommer den fra en overlegen race – fra gud eller er den blot et symbol på intelligens og den tolkning man vælger giver filmen den drejning man ønsker – Clarke var nok mere i den guddommelige grøft end Kubrick var – men det var Kubrick der trak det længste strå og det ende også med at Clarke ændre på bogen og i to´eren var det til dels Kubrick ideer der blev brugt – Alene den lille sjove detalje at bogen var det oprindeligt Saturn men Kubrick havde problemer med at gøre ringene troværdige og lagde så handlingen til Jupiter – men på mange andre punkter var det hans vision der stod over Clarkes

Månens mørke side

Kim; jeg tror (tidl. kommentar i denne tråd) du har ret i den udvikling du beskriver mht. vores forhold til teknologi. Men ang. 2001-filmen så er der ikke, så vidt jeg kan se, noget i Clarkes værk, som tyder på at han skulle haft haft mistillid til teknologien. Tvært i mod. Men det er muligt at Kubrick havde sine forbehold i 1968. I hvert fald er HALs rolle i filmen jo da noget, som tyder på et i hvert fald ambivalent forhold til teknologi. Men på et dybere, symbolsk niveau kan selv HALs rolle tolkes som en ingrediens i en myte, som vil fortælle os, at "målet" for vores eksistens er, at transcendere kødet og blive udødelige AI'er (altså: en transhumanistisk myte). Systematisk dræber HAL jo det, som er i "meatspace" og befordrer mødet med den ultimative teknologi: monolitten.

Nej, dokumentaren Dark Side of the Moon har jeg ikke set; der i mod In the Shadow of the Moon, som jeg først troede du mente, men den kunne det jo ikke være. Ja, ja, man prøver jo at holde sig orienteret, men sorte huller i og mørke bagsider af, ens viden er der jo altid ;-)... Så: Ja og tak, Dark Side skal jeg da for søren se at få set!

I månens skygge

Instruktøren William Karel viste i dokumentarfilmen ”I månens skygge”, hvordan Stanley Kubrick indvilligede i at hjælpe daværende præsident Nixon med at filme månelandingen.

Langsomt, som når man piller et løg, skræller Karel lag efter lag af månelandingen og prøver at forklare, at den var iscenesat i et studie.

Han viste udtalelser fra Stanley Kubricks enke og hans productionmanager Jan Harlan.

Desuden var der interviews med tidligere udenrigsminister Henry Kissinger, tidligere stabschef Alexander Haig og to af Nixons rådgivere, Lawrence Eagleburger og Donald Rumsfeld, der var USAs forsvarsminister.

Også astronauten ”Buzz” Aldrin, NASAs tekniske direktør Farouk Elbaz og den tidligere chef for CIA, Vernon Walters, blev interviewet.

Den troede jeg at du havde set – den er både genial og ganske morsom

http://www.imdb.com/title/tt0344160/

Konspiration og deprogrammering

Karsten, det er nogle meget interessante oplysninger du kommer med og nogen som jeg faktisk ikke havde kendskab til. Nærmest et helt lille blog-indlæg i sig selv. Det er tankevækkende, synes jeg, at Kubrick og 2001 bliver offer for konspirationsteorien om at månelandingerne var et fupnummer når nu netop 2001 blev så tæt knyttet til Apolloprogrammet. Men ligesom Månens bagside altid ligger i skygge, således har ethvert stort tekno-videnskabeligt projekt formodentlig også sin konspirationsslagskygge...?

Ove, vedr. afprogrammering af religiøse – ja, det må vel siges at være et kontroversielt emne. Gennem hvad du skriver tror jeg nok jeg aner, hvor du vil hen: Religiøse overbevisninger og verdensbillederne kan tvinges ned over hovedet på folk og i nogle tilfælde selvfølgelig få traumatiserende konsekvenser (ligesom alt muligt andet, der tvinges ned over hovederne på folk, kan det). Kunne man hjælpe disse folk ved at "deprogrammere" dem, ja, så lyder det jo som en udmærket løsning. MEN. For der er selvfølgelig et meget stor men. Tanken om "deprogrammering" har især været oppe at vende omkring nye religiøse bevægelser, så som Moon-bevægelsen. "Anti-kult"-fortalere har praktiseret kidnapning og "deprogrammering" af medlemmer af nye religiøse bevægelser ud fra den tanke, at de var blevet "hjernevasket". Nu ved jeg virkelig ikke særlig meget om dette emne, men jeg ved da at det er noget især religionssociologer har forsket meget i og her mener jeg at forskningen har vist – sådan som så meget af den "irriterende" humanistiske forskning, der hele tiden nuancerer sort-hvide opfattelser af dette og hint – at det (i hvert fald i mange tilfælde) er alt for simplificerende at tale om "hjernevask" og at ideen om "deprogrammering" (ud over at være et moralsk set højst tvivlsomt foretagende) dermed også er skudt ved siden af. Hvad angår en anden dimension af det du taler om, så er det et meget svært spørgsmål at svare på, om folk altid vil være religiøse, og om, tager man én religion fra dem, så vil en anden bare komme i dens sted. Svaret på det spørgsmål kommer nok bl.a. til at hænge på, hvordan man definerer "religion". Der fra hvor jeg ser verden og religiøsitet synes jeg jeg kan se, at der hos visse typer af videnskabsfolk, der bekender sig til et strengt materialistisk verdensbillede, ikke desto kan findes religiøse tankestrukturer. Men her er et springende punkt hvorvidt man kræver, at der skal være en overbevisning til stede om eksistensen af over-naturlige magter, eller ej, for at noget kan kaldes "religion". Det slås religionsforskere til stadighed om og man kan vel derfor sige, at spørgsmålet står åbent. Der kan skrives vældigt meget om de emner du bringer på bane, dette er blot en lille kommentar til dine tanker.

Mange overvejelser

Jeg ved mit spørgsmål om religiøs afprogrammering er kontroversiel. Derfor har jeg videregivet spørgsmålet til Videnskab.dk med en opfordring til en selvstændig artikel således:
Mange børn har været udsat for religiøse overgreb der stadigvæk kan forfølge dem i voksenlivet.
Ja nogle kan også huske de blev bange for Gud, når de kom i kirken.
Hos en del er det nok blevet fortrængt, men det ligger vel stadigvæk et sted i hjernen ogforbruger en del af deres energi?
Har vi mennesker brug for de mentale krykker som nogle mener religionen er, eller kan vi måske udvikle os således i fremtiden, at vi ikke har brug for de mentale krykker
Hvis vi kan frigøre os fra de traditionelle religioner, vil det så ikke træde nye religioner ind i stedet?
I FN konventionen står at vi har religionsfrihed, jeg kender dog ingen steder det praktiseres på jorden fuld ud. Hvordan giver man børn reelle valgmuligheder omkring deres stillingtagen til religion fuldt ud, så de som frie mennesker kan foretage disse valg?

Religiøs afprogrammering

I min desperation over, at en psykolog ikke mente, at man kunne udvikle et religiøs afprogrammerings program, sendte jeg en mail til en amerikansk org.( som er kendt for aldrig at give svar) med en opfordring til at udvikle et sådant program, for ca. et år siden.
Hvad siger læserne her, - er det utopi? Vil den ene religion altid blive erstattet af en ny?

Stanley Kubrick

Det er en interessant tilfældighed, at Stanley Kubricks filmatisering af Arthur C. Clarkes 2001 får omtale her på siden på samme tid som en artikel om konspirationsteorier, hvor en af de mere vedholdende og længerevarende er konspirationsteorien om de falske månelandinger.

De mange optagelser fra Apollo 11 og 12 var i konspirationsteoretikernes univers i virkeligheden optaget af Stanley Kubrick.

2001: A Space Odyssey havde som bekendt premiere i 1968. En central scene foregik på Månen, og hele filmen indeholdt mange avancerede special effekter.

Konspirationsteoretikerne hævder, at NASA henvendte sig til Kubrick, medens filmen var under produktion, for at overtale ham til at producere de første månelandinger.

Selve opsendelsen og landingen i havet var ægte nok. Der havde NASA den fornødne erfaring, men rumfartøjet inklusive astronauterne skulle forblive i kredsløb om Jorden, så Kubricks opgave var at producere falske optagelser, som skulle sendes som "live" fra Månens overflade.

Som med alle andre konspirationsteorier kunne der ikke stilles beviser men kun påstande, som ignorerer mange fakta. For eksempel ved alle, der har set 2001, at gengivelsen af Månens overflade er meget forskellig fra det udseende, vi kender fra Apollolandingerne.

Et af ’beviserne’ var, at Kubrick under optagelsen fik faglig bistand fra to ingeniører, som begge havde arbejdet for NASA, og en anden årsag til, at Kubrick uforskyldt blev indblandet var, at han til mange af specialeffektoptagelserne angiveligt skulle have brugt nogle specielle lysstærke 50 mm objektiver, der blev tilovers fra et parti, som Zeiss havde fremstillet for NASA.

Kubrick fik dog først dette objektiv i 1975. Det var oprindeligt beregnet til de still-foto, som astronauterne optog med deres specialfremstillede Hasselblad og kunne ikke bruges til film.

Men det bliver hverken Stanley Kubrick eller Arthur C.Clarke jo ringere af.

Mit generelle forhold til

Mit generelle forhold til Nietzsche Jeg fik tilfældigvis foræret et kort svar for lidt siden i dagens tidlige morgenudgave af Politiken:

http://heltnormalt.dk/truthfacts/2012/02/02

Jeg vil vende tilbage til med et grundigere svar senere – men kort så er filmen fra før en tid vi havde sat fod på Månen – teknologien var blevet elektronisk og ny – en tid med spørgsmål til alt og overvejelser om mennesket og den fremtid der venter – Vietnam – stoffer atomvåben og ny musik. Røde og blå idioter med trykknapper. Det er en central film – både visuelt og fortælleteknisk – tematisk spændende men nødvendigvis ikke en film jeg deler mange budskaber med.

Vi har nu kendt teknologien i årtier og vi kender dens styrker og svagheder og vi ved nu at det nødvendigvis ikke er skidt at vi vokser mere sammen – det er ikke så meget mere enten eller men mere en symbiose.

Og overmenneske tanken er jo lidt latterlig - vi er jo som mennesker jo ikke et slutprodukt – men blot et trin i en uendelig proces – eller endelig om man vil vi kan jo alle dø om 5 minutter af en eller anden årsag og som det ser ud nu så er vores eneste vej til stjernerne når vores Solsystem en dag omdannes til gas og støv og vi spredes og samles en dag et nyt sted i en ny variant eller et par atomer gør mere end et ”vi” gør.

Selvom alt var hvidt i filmen så er det jo en mørk film - og ganske dyster på nogle punkter - og selv om terror er en del af hverdagen og sære krige stadigvæk udkæmpes - så render vi ikke længere rundt og regner med at i morgen er de røde og de blå idioter blevet sure over et eller andet og trykker på knappen - vi ha´ en større tiltro til at vi nok skal slippe fra livet i god behold ;) - måske stiger vandstanden - pyt vi sætte bare pæle på husene - teknologien er blevet vores ven og sammen løser vi problemerne som de opstår.

Teknologiens krykker

Spændende analyse af 2001, Kim, og ja, jeg kan godt se der kan være noget i rumskib=sædcelle > kosmisk spædbarn. Men jeg kunne godt tænke mig at høre lidt mere om din ide med, at filmen handler om, ultimativt, at smide teknologiens krykker? For monolitten, som Bowman forsvinder ind i, er vel sådan set stadig teknologi, uanset hvor "spirituelt" det der foregår i den er? Ud over det: ja, klippet fra knogle til rumskib er og bliver et af de mest geniale i filmhistorien. At formulere hele menneskets udviklingshistorie i dette korte glimt siger noget om Kubricks intelligens! Og ja, Nietzsches overmenneske-tanke er, qua netop R. Strauss' tema, helt klart centralt i filmen. Men du ser altså dette overmenneske som hinsides (ikke alene godt og ondt men også) teknologien?

Discovery One

Discovery One fra Rumrejsen år 2001 er formet som en gigantisk sædcelle og med god grund – den spiller jo på den grundlæggende symbolik om at mennesket skal genfødes og opstå som overmennesket befriet fra teknologien og symbolsk vist som et stjernebarn – et gigantisk foster på vej tilbage til Jorden – mennesket Bowman er død – stjernebarnet og overmennesket leve - vi er blevet befriet.

I Rumrejse 2001 er budskabet at vi skal frigøre os fra vores tekniske krykker for at udvikle os. Teknologien har bragt os til der hvor vi er nu men det næste skridt skal tages uden disse hjælpemidler men formå vi ikke at frigøre os så stopper vores menneskelige udvikling - og vi bliver aldrig til det overmenneske vi har potentialet til at kunne blive.

I 2001 formå Arthur C. Clarke og Stanley Kubrick både visuelt og musisk at spinde en fortælling om den menneskelige udvikling og fremtid og gennem musikken formå de at bl.a. fortolke Nietzsches: Also sprach Zarathustra - Ifølge Nietzsche, vil udviklingen af mennesket gå gennem tre faser: primitive menneske, moderne menneske, og i sidste ende; overmennesket.

Med brug af to gange Strauss den ene til det alvorlige som understeges i åbningen med brug af Richard Strauss´ tone-digt: Also sprach Zarathustra og med den lette Johann Strauss og den blå Donau fortælles om den menneskelige udvikling – og hvem husker ikke det geniale krydsklip fra abemennesket der kaster sin knogle til rumskibet der i valsetakt rejser mod Månen via en mellemstation – og musisk klippes der fra Richard til Johann – ren genialitet – og en detalje som at forme Discovery One som en sædcelle understreger Clarks og Kubriks genialitet – helt ned i det mindste understreger de temaet.

Andre store rumskibe må være SS Heart of Gold med sit Infinite Improbability Drive som naturligvis er formet - en del af tiden - som en stor hvid tennissko - naturligvis - og takket været bistromatikken gør det muligt at krydse rummet og endda rejse til universets ende hvor man kan overværer enden over en god middag

Og den gode Larry Niven har naturligvis Ringverden samt de sære skrog der kun kan købes præfabrikeret og som endda kan rejse tæt på neutronstjerner - et enkelt af dem fordampede dog og twisten om hvis skyld det var og om garantien dækker er endnu ikke afgjort

Seneste blogindlæg

Udgiv indhold

Thore Bjørnvig

Blogger om:

Jeg vil primært skrive inden for områder, der vedrører kulturelle og religiøse aspekter af videnskab og teknologi, med forkærlighed for emner, der er relateret til det ydre rum – det være sig rumfart, rumforskning, science fiction, SETI, astrobiologi, eller astronomi generelt. En god samlebetegnelse for det jeg skriver om er "astrokultur", et begreb indført af den tyske historiker Alexander C. T. Geppert. Man kan også følge "Astrocultural Tweets" på Twitter eller kontakte mig hvis man er interesseret i foredrag om et eller flere af de emner, jeg skriver om her på videnskab.dk.
Annonceinfo

Seneste kommentarer

Annonceinfo