Han afløste Peter Munch som udenrigsminister i juli 1940, fordi mange anså den trænede diplomat for at være bedst egnet til at føre landet så uskadt som muligt gennem krigen, ligesom han havde gjort det under den første verdenskrig.

Da Scavenius to år senere, i november 1942, blev udnævnt til statsminister, var det til gengæld efter tysk pres. Besættelsesmagten var ligeså interesseret i at opretholde kollaborationen som den danske regering var det, og Scavenius var i Berlins øjne den bedste garant for, at der var ro i den danske befolkning og omkring de danske fødevareleverancer.

Scavenius' aktive samarbejdspolitik er altid blevet kritiseret for at være for eftergivende over for tyske krav, ja nærmest opgivende. Og der er da næppe tvivl om, at han var pessimistisk anlagt hvad angik småstaten Danmarks overlevelsesmuligheder under tysk herredømme. Men opgivet havde han ikke.

På regeringsmøder tog kollegerne ofte afstand fra en alt for aktiv tilnærmelsespolitik, og det slog ofte gnister. Sammenstødene endte gerne med, at Scavenius slog i bordet, erklærede at han var færdig som minister, forlod mødet og smækkede med døren - hvorpå man måtte haste efter ham og bede ham blive.

Den senere statsminister Knud Kristensen beretter i sine erindringer, hvordan den temperamentsfulde Scavenius kunne finde på at kalde sine ministerkolleger for "nathuer", "nikkedukker" (stærke udtryk i tiden!) og "mænd, der ikke turde tage den stilling, de anså for at være rigtig, af hensyn til stemningen, til vælgerne, til mandaterne".

De primære kilder er ikke nærige, når det kommer til underholdende citater fra den iltre udenrigsminister - men kilderne refererer forskelligt, alt efter hvordan de opfattede Scavenius.

Den 16. maj 1942 diskuterede regeringen, om man skulle følge udenrigsministerens anbefaling og gøre Østrumudvalget til et officielt regeringsudvalg - og dermed sanktionere forsøget på at genetablere danske erhvervsinteresser i det tyskbesatte USSR.

Visse ministre mente, det nu gik for vidt. Ifølge Gunnar Larsen, Scavenius' trofaste støtte, svarede udenrigsministeren, at det var ham, der havde forstand på udenrigspolitikken, og hvis de andre ikke ville forstå dette, ville han ikke være med længere.

P. Munch, som forholdt sig mere distanceret til Scavenius' politik, var ikke medlem af regeringen og havde sine oplysninger på 2. hånd. Ifølge Munch havde udenrigsministeren forladt mødet med erklæringen, at "han kunne ikke sidde her og forhandle med dette ministerium, der var imod alt, hvad han foreslog".

Vi kommer endnu tættere på Scavenius' vredesudbrud, hvis vi følger den konservative handelsminister Halfdan Hendriksen, som refererer næsten ordret, hvad der blev sagt - hvis vi da ellers kan stole på ham: Hendriksen var nemlig Sacvenius-modstander - og i dette tilfælde den anden part i diskussionen.

Hendriksen: "Erhvervsorganisationerne bør være repræsenteret [i Østrumudvalget]." Scavenius: "Pjat." Hendriksen: "Ja, det er De jo en kender af." Scavenius: "Jeg vil satan gale mig ikke finde mig i disse organisationsformænd!" Buhl [statsminister]: "Nu må De forholde Dem rolig." Bording [landbrugsminister]: "Enig med Hendriksen." Scavenius: "Nu vil jeg fanden brøle mig ikke finde mig i mere. Jeg vil ud af dette rådne ministerium!" (går).

Men Scavenius kom tilbage. Han havde i sidste ende regeringens opbakning. Ingen ledende politiker kunne se noget reelt alternativ til samarbejdspolitikken og et tåleligt forhold til besættelsesmagten. Der er ingen tvivl om, at han spillede sine kort så godt, han mente man kunne i den givne situation.

I mit næste blogindlæg skal jeg give et eksempel på dette - og samtidig bringe endnu et godbid fra den scavenianske sarkasmes skatkammer.