Onsdag d. 25 juli

Kristian og jeg mødtes i Kastrup. Vi var i god tid fordi vi skulle ha’ vores våben gennem sikkerhedskontrollen. Vi medbringer våben for at beskytte os mod eventuelle isbjørne. Alt går glat og vi er heldige at komme hele vejen til Qaanaaq uden problemer. Vejret i Kangerlussuaq er lige så strålende godt som i Danmark og vi sidder og steger i solen og kan se ned over elven, der en uge tidligere har taget en bro og en gummiged med sig, på grund af den helt ekstraordinært store afsmeltning, der skyldes det varme vejr i Grønland denne sommer.

I Ilulissat møder vi Ole Christiansen, som vi skal dele helikopter med de næste to uger. Han er sammen med Jean-Luc Lescuyer og Frank Bierlein (henholdsvis en fransk og tysk geolog). De skal undersøge de samme områder som os, men ud fra en malmgeologisk synsvinkel. Nuna Minerals er et lille Grønlandsk firma, der efterforsker mineraler i Grønland. I Nordgrønland fokuserer selskabet på kobber og zink. I andre dele af Grønland leder selskabet efter f.eks. guld, platin og nikkel.
I Qaanaaq bliver vi modtaget af Hans Jensen, der ejer hotellet i byen. Ole der er fra Vestgrønland taler grønlandsk med Hans Jensen, der er fra Qaanaaq og jeg spørger om det er let at forstå de to dialekter. Hans fortæller mig at han er slået over i ‘rigs-grønlandsk’, for at Ole kan forstå hvad han siger, da den nordgrønlandske dialekt han normalt taler kun meget vanskeligt forstås af vestgrønlændere. Befolkningen i Thule området har i århundreder været isoleret fra folkene i Vestgrønland, og så sent som i 1860’erne indvandrede der folk fra Canada til Thule området. I Østgrønland findes en tredje dialekt, som tilsvarende er opstået gennem lang tids isolation fra andre folk. Det er således lettere for Qaanaaq folk at forstå inuit i Canada end deres landsmænd i Grønland.

Vi møder også Michael Hjort fra Avannaa Resources, som er et lille geologisk efterforskningsselskab der jagter zink og bly længere mod nord i Washington Land. Han kan fortælle at deres helikopter fra Air Greenland er strandet i Qaanaaq, fordi der ikke er helikopter-brændstof tilgængelig i byen. Brændstof er dog kommet op med sidste skib, men der mangler en analyse af brændstoffet, der er kommet op med skib fra Danmark. Spændende om vi så kan flyve i de kommende dage. Vores helikopter kommer sydfra og lander ved 8 tiden om aftenen. Den medbringer brændstof til 2½ times flyvning så torsdagens program er reddet.

Torsdag d. 26. juli

Vi stod op til overskyet og blæsende vejr, og turen gik ned til pakhuset for at hente vores udrustning, der kom med årets første skib for en uge siden. Det var forsinket på grund af is, og der var blevet festet igennem i byen da det endelig ankom. Vi fik vores gods og var klar ved helikopteren klokken 10.30.

På vejen over til vores arbejdsområde fløj vi en tur langs fjeldet og tog en stribe billeder i høj opløsning. De skal bruges til at kortlægge de geologiske strukturer hjemme i GEUS’ flyfoto laboratorium når vi kommer hjem. Vi iagttog lyse sandsten fra Qaanaaq Formationen og under dem violette sandsten tilhørende Wolstenholme Formationen.

Turen gik til fjeldene lige på den anden side af fjorden, hvor vi blev sat af i 600 meters højde, på toppen og i kraftig blæst, så vi var glade for de lange underbukser, huer og handsker. Men skønt at strække benene i geologien igen efter et langt års pause.

Og oplivende at der på den barske fjeldside blomstrer fine lilla ‘niviarsiaq’, storblomstret gederams, der er Grønlands nationalblomst. Der var en overraskende frodig bevoksning af gederams sammen med hønsetarm.

Vi skal samle prøver af meget gamle sandsten fra Thule Supergroup. De er aflejret igennem et meget langt tidsinterval fra ca. 1600 millioner år siden til for ca. 600 millioner år siden, og tykkelsen af de sedimenter der er aflejret i denne periode er ca. 6 kilometer. Målet med at samle disse sandstensprøver er at analysere de forskellige mineraler, der udgør sandskornene i sandstenen. Ud fra disse analyser kan vi fastslå hvor sandskornene kommer fra.

Da vi begynder at kravle ned ad fjeldet for at samle prøver ned gennem lagene kommer vi i læ for vinden, og fordelen ved de lange underbukser fortoner sig efterhånden som sveden begynder at springe. Jeg bliver bekymret for, om sveddråberne udvisker det jeg skriver i min notesbog.

Vi har aftalt at vi skal samles op af helikopteren kl. 15.45. Så kan vi nemlig nå tilbage inden lufthavnen lukker, og dermed undgå at skulle betale ekstra for at den skal holdes åben. Vi når det netop og får en fin tur tilbage til Qaanaaq. Undervejs kommer solen frem og glitrer i fjorden og isbjergene, der driver vestpå i den stærke østenvind.

Om aftenen nyder vi udsigten fra hotellet.  Det er tydeligt at fjeldene på sydsiden af fjorden har en fælles ‘top højde’ – et niveau som ingen af fjeldene kommer over. Det skyldes at landskabet på et tidspunkt gennem nogle millioner af år er blevet slidt ned til det samme niveau – som har været ca. i havniveau på det tidspunkt. Der er herved dannet et såkaldt peneplan eller en ‘planation surface’. På et senere tidspunkt er der sket en hævning af området så vind, vejr, vand og is har kunnet danne det landskab som vi ser i dag.

En del af formålet med vores prøveindsamling er at kunne fastslå tidspunktet for hvornår denne hævning er sket.