Annonceinfo

Religiøse ritualer skal få os til at huske den første månelanding

 

Fra omkring 1980 og frem har to amerikanske rumentusiaster, William Simon og Rand Simberg, sammen med venner og familier udført et særlig ritual hvert år den 20. juli. Det var den dag – i 1969 – Apollo 11 landede på Månen og Buzz Aldrin og Neil Armstrong som de første mennesker satte deres ben på en anden verden. Ritualet kaldes “Evoloterra” – og det er ikke for sjov.

Rummets religion i religionsvidenskaben

 

Det er ikke altid helt enkelt at identificere og analysere religiøse strukturer og elementer inden for rumfartens og rumforskningens historie. Store tekno-videnskabelige foretagender som f.eks. netop rumprogrammer, regnes som regel ikke for at være religion, eller besidde religiøse elementer. Derfor er området religionshistorisk set endnu forholdsvist uopdyrket. Dette medfører ikke alene skepsis fra religionsfaglige kolleger, men også at man står på temmelig bar bund, når man begiver sig ind på området.

Der kan være mange grunde til at rumfartsområdet ikke regnes for et relevant religionshistorisk studieområde. En af de væsentligste er nok, at netop teknologi og videnskab inden for religionsvidenskaben – der netop opererer ud fra en skarp skelnen mellem “religion” og “videnskab” – regnes for religionens diamentrale modsætning. Det er jo fra videnskabelig side, at man siden oplysningstiden har rettet en grundig kritik mod religion. Desuden synes der netop inden for moderne rumfart og rumforskning at mangle adskillige elementer, som normalt regnes for centrale i religion.

En bekymrende mangel på ritualer

Troen på og tilbedelsen af transcendente magter synes f.eks. generelt at være fraværende, ligesom der også synes at mangle ritualer. Som jeg her på astrokulturbloggen (og i akademiske publikationer) argumenterer for, er der ikke desto mindre mange religiøse strukturer og elementer på spil. Disse befinder sig dog ofte i diverse gråzoner mellem religion og videnskab, hvilket kræver en særlig tilgang.

Det kan f.eks. være nødvendigt at sammenligne de religiøse elementer med andre, mere traditionelle religiøse fænomener, som ikke nødvendigvis nævnes direkte i kildematerialet. Og det kan være nødvendigt at tale om sådan noget som “implicit religion”, dvs. religionsformer, som ikke nødvendigvis anerkendes som sådan af udøverne selv (eller af andre, for den sags skyld).

Som sagt synes der inden for moderne rumforskning og rumfart at være en bekymrende mangel på ritualer, noget som ellers anses for at være en temmelig fast bestanddel af religion. Der er bestemt gode kandidater til rum-ritualer, som f.eks. raketopsendelser og den adfærd der her udvises, både hos teknikere, eventuelle astronauter og tilskuere til opsendelsen. Men for en religionshistoriker vil noget af det, der kendetegner ritualer, typisk være at de er symbolske handlinger, der tænkes at have en virkning på deltagerne og/eller verden – og raketopsendelser kan jo ikke uden videre blot kaldes en “symbolsk” handling, selvom den kan have mange symbolske betydninger.

“Evoloterra” og det store rumshow

Det vakte derfor naturligt nok min nysgerrighed, da en kollega for nylig henledte min opmærksomhed på et decideret rumfartsritual – nemlig “Evoloterra” (formodentlig en sammentrækning af “evolution” og “terra”, dvs. Jorden, og betyder altså noget med evolution af, eller på, Jorden). Og det blev ikke mindre interessant af, at det var muligt at høre to af forfatterne til ritualteksten udtale sig til radioprogrammet The Space Show om meningen med det.

Den ene er ingeniøren Bill Simon, der udvikler og sælger produkter til højteknologifirmaer, og bl.a. har medvirket i design og fremstilling af en NASA/JPL radarmodtager til en stor antenne i Goldstone Solar System Radar-projektet. Den anden er Rand Simberg, der har arbejdet for Rockwell International med udvikling af rumteknologi, stået for redigeringen af The Space Activist’s Handbook (2007) og er forfatter til bloggen Transterrestrial Musings.

I radioprogrammet (sendt d. 8. juli 2011) opfordrer værten alle lyttere til at downloade ritualteksten og udføre ritualet derhjemme. Simon og Simberg har udført det med deres familier og forskellige grupper af mennesker siden startfirserne og radioværten fortæller, at han også har udført det gennem en årrække. Ritualets øvrige udbredelse kendes ikke.

Hvad går ritualet så ud på? “Evoloterra – When We First Left Planet Earth” er en ritualtekst, med angivelser af hvilke rituelle handlinger, der skal udføres hvornår. Ritualteksten indledes med et citat af den britiske science fiction-forfatter Arthur C. Clarke (1917-2008). Selve ritualet begynder med et “præludie”, der er en skabelsesberetning baseret på moderne kosmologi og videnskab, “Apollo 11s rejse”, der reaktualiserer den første månelanding, derpå en ritual-middag og til sidst en lille “epilog”, der fortæller om visioner for fremtiden.

Livets flamme og den første fisk på land

 

I præludiet stiller ritual-lederen en række spørgsmål, som besvares af ritualdeltagerne efter tur. Alle er samlet omkring et bord og glassene fyldes (med vin eller andet). Ritualet begynder med at lederen spørger: “Hvorfor er d. 20. juli forskellig fra alle andre dage?” Svaret lyder: “På denne dag, for (n*) år siden, satte mennesker for første gang foden på en anden verden; planeten Jordens måne. Vi er samlet her i dag for at fejre denne begivenhed og grunde over dens betydning.”

Gennem spørgsmål-svar-sekvensen får man bl.a. at vide, at vi, mennesket, “idet vi øger vores viden fortsætter med at opfylde vores naturlige skæbne gennem at forstå universet og vores rolle i det.” Alle de hændelser, der førte til den første månelanding, fra Big Bang, over stjerner og planeters tilblivelse, til DNA og mennesket, med dertil hørende landbrug, civilisation, videnskab og teknologi, opregnes. Når solens betydning nævnes, tændes et lys, når DNA nævnes spises nogle frø (f.eks. peanuts) og der skåles for tilblivelsen af DNA. Det store øjeblik, da det første liv forlod havene og gik op på landjorden, markeres ved indtagelse af et stykke fisk og der skåles igen.

Hvert af de stearinlys, der står ved de enkelte deltagere, tændes med det centrale lys, der symboliserer solen. Lederen siger her bl.a.: “Og vi, som levende væsener, bærer livets flamme der begyndte som en gnist i den fjerne fortid og som er blevet overleveret generation til generation op gennem tiden.” Herpå opregnes alle de videnskabsfolk og opfindere, som skabte den videnskab og de teknologiske frembringelser, som gjorde det muligt at forlade Jorden, ligesom f.eks. en passage fra John F. Kennedys berømte tale fra 1961, der var startskuddet for Apollo-programmet, oplæses. Der fyldes desuden et glas til minde om de astronauter, der omkom da en Apollo-kapsel brød i brand – som ikke drikkes.

Reaktualiseringen af den første månelanding

 

Så følger næste del af ritualet, “Apollo 11s rejse”. Her fortsætter spørgsmål-svar-strukturen og Apollo 11-missionen beskrives nøje, med oplæsning af nedtællingen og passager af samtalerne mellem astronauterne og mission control, bl.a. Aldrin der meddeler landingsmodulets indflyvningskurs (“…femogtredive grader. Femogtredive grader…”, osv.) og selvfølgelig endelig Neil Armstrongs udødelige ord, da han træder ud på Månens overflade.

Ritualmiddagen indtages og den følges af en epilog, hvor der bl.a. siges: “Vi anerkender at det er vores skæbne at bebo stjernerne, idet vi træder frem fra vores blå og hvide hjemverden for at fylde galaksen…” Mennesket, loves det, skal kolonisere solsystemet og “idet vores eget system fyldes med en vrimmel af mennesker vil vi løfte øjnene mod den fjerne horisont; den som først drog os over, og uundgåeligt op fra vores hjemverden og har fyldt vores sind med undren og lyst og så vil vi sætte sejl mod stjernerne…”

Det verdensbillede og den udvikling, som ritualet italesætter, er helt igennem naturalistisk og baseret på moderne kosmologi og biologi; videnskab og teknologi. Darwin’s evolutionsteori er central og der er ingen referencer til guddommelige magter. Det er altså et ritual, som er baseret på en erkendelse af verden, som traditionelt set anses for at være præcis det modsatte af religion. Derfor kan det ikke være et religiøst ritual. Eller kan det?

Frygten for at glemme

 

Det er meget interessant at høre hvad Bill Simon og Rand Simberg har at sige om Evoloterra. Meningen med det, fortæller de, er først og fremmest at sikre at man, menneskeheden, ikke glemmer at der faktisk fandt en første månelanding sted, og hvilken enorm betydning den har haft (og vil få). For nutidens ungdom er den første månelanding lige så langt tilbage i fortiden, som 1930ernes økonomiske depression var det for Simon og Simberg da de var unge. Og med den store konspirationsteori om, at månelandingerne aldrig fandt sted, er der grund til at være bekymret for, at det engang vil gå helt i glemmebogen. Det må ikke ske og ritualet er da også især frembragt med henblik på at børn skal deltage, så de lærer hvad der faktisk skete og hvor vigtigt det var. Og måske vil der sidde mennesker om tusind år på Mars og afholde dette ritual, for derved at blive mindet om, hvad der startede det hele...

Ritualet blev også lavet som et decideret opgør mod kreationismen, den fundamentalistisk-kristne trosretning, der f.eks. insisterer på at Jorden ikke er mere end 30-40 tusind år gammel – og som der undervises i på mange amerikanske skoler og universiteter. Men ritualet låner samtidig fra religionernes domæne. I de tidlige 1980ere, da Simon og Simberg fik ideen til ritualet, indså de at religionerne havde noget, som de som rumentusiaster manglede – nemlig et effektivt redskab til at sikre overleveringen af, og erindringen om, altafgørende begivenheder. De modellerede ritualet over det jødiske seder-ritual (påskemåltid), hvor jøder ihukommer udvandringen fra Egypten, m.m.

En ikke-religiøs religiøs impuls

De forklarer desuden at ideen til ritualet kom ud af “en ikke-religiøs religiøs impuls” til at formulere deres eget trossystem, deres egen “ikke-religion religion”. I forbindelse med kreationismen bedyrer de også, at religion og videnskab er som olie og vand; de kan ikke blandes – og bør ikke blandes. Men alligevel tilføjer Simberg: “…jeg kan ikke tale for Bill, men for mig ER det her min religion. Og jeg vil ikke skændes med nogen om kreationisme og evolution. Hvis du vil tro på kreationisme, okay, det er din religion, men det her er min tro. For jeg tror på videnskaben.”

Det er lige præcis udsagn som ovenstående, som gør det meget interessant, men også meget indviklet, at arbejde religionsvidenskabeligt med, hvad jeg andet steds har kaldt “det ydre rums religion” i forbindelse med moderne rumfart. En “ikke-religiøs religiøs impuls” og en “ikke-religion religion” – hvad skal det betyde? Man fornemmer godt meningen; at de anerkender der er noget religiøst over deres trossystem, men at det ikke er traditionel religion; i radiointerviewet præciserer de bl.a. at det i hvert fald ikke er en “teistisk” religion, med hvilket de formodentlig mener, at det er en religion uden en gud.

Gud eller ej, så mener jeg at der er klare religiøse elementer i Evoloterra-ritualet. De ligger ikke i opregningen af den moderne videnskabs landvindinger, så som f.eks. den darwinistiske evolutionsteori. Nej, de ligger i benyttelsen af begreber så som “skæbne” og “uundgåelighed”, i referencerne til en formålsbestemthed, der ligger langt ud over hvad den videnskabelige metode (som selvfølgelig kan være mange ting) kan tilbyde. De ligger i benævnelsen af en gnist og en livsflamme, der binder alt liv sammen, og i ideen om, at springet ud i rummet er et evolutionært spring, på linje med da den første fisk gik på land.

Den apokalyptiske fortælling og rummets religion

Og så ligger de i de ord af rumalderens store profet, Arthur C. Clarke, som står som motto for ritualet. Her beskriver Clarke hvordan Månen engang kaldte det første liv op på landjorden og nu (under Apollo-programmet) “igen kalder – og denne gang svarer livet med et brøl, der ryster jorden og himmelen” og “åbner evolutionens næste kapitel”. Han slutter: “Den lettende raket appelerer til instinkter ældre end fornuften; det svælg som den bygger bro over er ikke kun det som er mellem verden og verden – men den dybere afgrund mellem hjerte og hjerne.”

Jeg har andetsteds gjort rede for, hvordan Clarke’s værker – populærvidenskabelige såvel som science fiction – trækker og spiller på den kristen-apokalyptiske grundfortælling om syndefald og frelse, og hvordan han forbinder den med rumentusiastens feberdrømme om at forlade Jordens tyngdebrønd, på bunden af hvilken vi lever en sørgelig, falden eksistens. Det ydre rums religion, som den kommer til udtryk hos moderne rumentusiaster, er altså ikke hverken så ny, eller fremmedartet, som den ved et første øjekast kan se ud. Den henter bl.a. næring i en fortælling, som har gennemsyret vestlig civilisation de sidste to tusind år.

––––––––

Tak til Virgiliu Pop fra det romænske rumagentur for at have gjort mig opmærksom på Evoloterra-ritualet.

Billedet til denne blogpost er af Buzz Aldrin på Månen og lånt fra: http://www.hq.nasa.gov/office/pao/History/ap11ann/kippsphotos/apollo.html.

Evoloterra-ritualet kan downloades her: http://www.evoloterra.com/.

Begrebet “implicit religion” i forbindelse med teknologi:
William A. Stahl (1999). God and the Chip: Religion and the Culture of Technology, Editions SR, Vol. 24, Canada: Wilfrid Laurier University Press.

Om apokalyptik og Clarke:
Thore Bjørnvig (2012). “Transcendence of Gravity: Arthur C. Clarke and the Apocalypse of Weightlessness”. I Alexander CT Geppert (ed.) Imagining Outer Space: European Astroculture in the Twentieth Century, Basingstoke/New York: Palgrave Macmillan: 127-146.

NB! Med denne – uforholdsmæssigt lange – blogpost holder Astrokulturbloggen (eller i hvert fald jeg) sommerferie og vil først vende tilbage igen engang i august. God sommer!

 

Indlæg slettet

Undgå venligst personangreb

Redaktionen

re: ikke til kamp

Sikke en om gang sludder Steen - Vi mennesker har ikke brug for tro - ritualer eller religion - det eneste vi har brug for er viden.

Ritualer fører til dogmer og så bliver det dem og os - dem der følger den "rette tro" og så alle de andre - og inden vi ser os om så har vi givet slip på viden og erstattet det med mørke og overtro - forfølgelser af dem der ikke tror på den sande lærer.

ikke til kamp

man kan sige hvad man vil, men mennesket har behov for tro, eller sagt på en anden måde det er en del af ALLE mennesker, det er børnelærdom : )

Til kamp.....

"Troen på og tilbedelsen af transcendente magter synes f.eks. generelt at være fraværende, ligesom der også synes at mangle ritualer..."

En blog som denne får mig til at kast op i stride strømme og overveje at gribe til våben - føj for den lede hvor jeg hader religion og enhver der forsøger at snige religion índ i videnskaben skal have knoppen hugget af!

Men gru tænker men på at en dag når alt civilisation er gået til grunde så ligger fremtidens hulemænd og tilbeder en gammelt fladskærm og læser højt fra et laset eksemplar af American Psycho – menneskehedens storhed og fald og kun de sædvanlige sindssyge religiøse ritualer er tilbage som en evig påmindelse om at vi blot er dumme dyr der til enhver tid vil bytte vores viden ud med en gud - bare vi kan få lov til at ofre en jomfru i ny og næ.

Vi har ikke brug for ritualer til at mindes den 20. juli 1969 - en milepæl i den menneskelige udvikling - en sådan skal mindes med ved at fordrive det religiøse mørke væk fra det mennskelige sind og det kan kun gøre med at hylde viden -og styrke uddannelse og ikke ritualer.

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste blogindlæg

Udgiv indhold
  • Rum-samuraiens filosofi

    Er der ved at ske en tilnærmelse mellem rumvidenskab og filosofi, ja, måske ligefrem religion, i disse år? Og lover det...
  • En dansk messias i rummet?

      Fornylig fik jeg min ilddåb i et live radioprogram, nemlig som gæst i 24-7-programmet Forfra med Jeppesen. Michael...
  • Jordens melankolske undergang

    Følelsen af undergangsstemning lader til at skulle nå en foreløbig kulmination i morgen, d. 21. december. Her slutter...
  • Julestjernen over Brorfelde

      DRs julekalender i år, Julestjerner, fremstiller en fascinerende lille verden i landsbyen Brorfelde, mens observatoriet p...

Thore Bjørnvig

Blogger om:

Jeg vil primært skrive inden for områder, der vedrører kulturelle og religiøse aspekter af videnskab og teknologi, med forkærlighed for emner, der er relateret til det ydre rum – det være sig rumfart, rumforskning, science fiction, SETI, astrobiologi, eller astronomi generelt. En god samlebetegnelse for det jeg skriver om er "astrokultur", et begreb indført af den tyske historiker Alexander C. T. Geppert. Man kan også følge "Astrocultural Tweets" på Twitter eller kontakte mig hvis man er interesseret i foredrag om et eller flere af de emner, jeg skriver om her på videnskab.dk.
Annonceinfo