Annonceinfo

Religion, videnskab, følelse og fornuft – kan de virke frugtbart sammen?

KRONIK:

Flere ateistiske naturvidenskabsmænd ser sig selv som stående for fornuften, mens religionerne står for ufornuften, det overtroiske, magiske og overnaturlige. Religionerne må derfor også bekæmpes i dag, som de måtte i Middelalderen.

Men hvad med muligheden for ægte frisind overfor religiøse mennesker, ikke mindst blandt de stadigt mindre troende Europæere. Kan vi lære at elske de medmennesker, der tror på noget, som vi betragter som nonsens? Enten fordi vi mener, at religion i sig selv er noget nonsens, eller fordi vi mener, at alle andres religion er nonsens.

Det er her, vi støder på fundamentalisterne som et problem, for al inter-religiøs tolerance bør bygge på en erkendelse af, at hverken videnskaben eller nogen af religionerne kan siges at repræsentere den endelige sandhed om det guddommelige eller meningen med livet.

Vi må erkende, at hver konkret tolkning af det guddommelige er en profanering, idet den reducerer guddommelig viden til menneskelig viden, da den altid gør vold på den helhed, det guddommelige udgør.

Dette forudsætter nok en forståelse af, at grænserne for vores videnskabelige erkendelser faktisk frisætter dele af virkeligheden og eksistensen til kun at kunne håndteres enten gennem erkendelsen af, at man intet ved (Agnosticisme), eller gennem en eller anden form for tro.

I forhold til religionerne kræver det nok en erkendelse af, at tro ikke er sikker viden i videnskabelig forstand, og at troen bør begrænse sig til de områder, hvor vi ikke har sikker viden – og at den bør bøje sig, hvis vi får mere sikker viden på et område, som vi før var afskåret fra at have videnskabelig viden om.

Således vil jeg hævde, at der klart kan være tro, der ikke er nonsens, og at man også kan identificere trosindhold, der er nonsens. Altså når man tror på noget, som vi ved ikke kan være sandt. Men vi ved også, at meget af det, vi i dag mener at vide med sikkerhed, kan blive revideret senere i historiens gang, når videnskaben udvikler sig.

Så der er grænser for vores sikkerhed mht. at udskille nonsens. Men på den anden side har vi et velfungerende fundament af viden, som bruges i videnskab, teknologi og daglig praksis, og som danner grundlaget for vores sociale og kulturelle fornuft, som det ikke er heldigt, at ens tro er for meget på tværs af.

Teoretisk set kommer sagen til at handle om fornuft og om, hvorvidt naturen/virkeligheden er større, end hvad vi videnskabeligt kan få viden om. Et moderne natursyn bør også omfatte psykens oplevelsesmæssige aspekter ”indefra” og en teori om bevidsthed, betydningsdannelse og mening, som en del af virkeligheden.

Naturen er ifølge klassisk naturvidenskab et lukket system, styret af sine egne naturlove, naturkræfter og energi. Dette system er fornuftigt, fordi det kan beskrives matematisk og modellereres i en computer. I denne form for fornuftstro ender fornuft med at blive matematisk-logisk og dermed lig med, hvad en computer kan gøre.

I en sådan form for mekaniseret fornuft bliver kunstig intelligens den højeste fornuft, vi kan opnå. Der bliver i en sådan model ikke meget plads til menneskets frie vilje, kreativitet, følelser, mening og kærlighed.

Nogle forskere anser da også i dag universet for en slags supercomputer, hvori vi blot indgår som en slags programmer eller robotter. Richard Dawkins mener fx, at generne er essensen af vores individualitet og stræben efter overlevelse, og at kroppen derfor kun er en slags overlevelsesmaskine for dem. Mange forskere mener at kunne forstå generne som informationsbegrebet.

Dette præger også store dele af cognitive-science-forskeres syn på vores psyke og bevidsthed. Steven Weinberg og Stephen Hawking mener, at fysikken kan trænge til bunds i virkeligheden og forklare ikke blot universet og dets tilblivelse, men også livet og i sidste ende vores bevidsthed, ud fra naturlovene, som de forventer, er matematiske i sig selv.

Hvis alt er styret af love, hvad bestemmer vi så selv?

Denne scientisme (videnskabstro) er for smal og reduktionistisk til at indfange et fornuftsbegreb, vi kan bruge i hele det kulturelle liv, hvor retorikken påpeger, at vi bruger både logos, ethos og pathos for at udtrykke os overbevisende. Vores umiddelbart oplevede livsverden og naturlige sprog er jo før videnskaben og er dermed forudsætningen for, at vi kan drive videnskab påpeger fænomenologi og en del sprogvidenskab.

Men det er selvfølgelig vigtig ikke at handle imod de ting, vi videnskabeligt ved med stor sikkerhed. Det ville svare til at gå ud af vinduet på ottende sal, fordi man ikke regnede med, at tyngdeloven ville gælde lige dér og på det tidspunkt; eller ikke tro på at plutonium er giftigt, fordi man ikke selv har oplevet det

Men det er typisk for moderne videnskab, at den ikke kan forklare bevidsthedens evne til at gøre os til følende, tænkende og villende personer. Vi vil ikke noget. Vi tænker ikke noget. Vi føler ikke noget. Dét gør hjernen. Men hvis min hjerne gør alt det, hvad gør jeg så? Du er din hjerne, får man så at vide.

Hertil kan jeg kun sige, at det opleves ikke sådan, selvom det ganske vist står klart for de fleste, der har prøvet at have en eller anden neural lidelse, at vi sandelig har brug for hjernen for at kunne være bevidste, villende og følende væsener. En forståelse af naturen og os selv som mekaniske eller softwarestyrede robotter med kybernetisk intelligens virker fornuftstridig på de fleste mennesker - herunder også de fleste forskere.

Et af de store problemer i vores videnskabelige kultur er meningsbegrebet. I naturvidenskaberne – som jeg selv oprindeligt kommer fra – opererer vi ikke med mening som noget, der er virkeligt i samme forstand som stof, energi, kausalitet og naturlove. De fleste forskere inden for humaniora og samfundsvidenskab, ser - i en vis overensstemmelse med dette syn – da også den menneskelige personlige og kulturelle viden som en konstruktion.

Religionen er en af de mest fremtrædende af disse meningskonstruktioner. Det har da også været religionerne, der tildelte naturen og naturfænomener mening.

Men det efterlader os stadig med problemet om livets mening uløst. Det er et eksistentielt og personligt problem, som de fleste mennesker oplever, og her kan videnskaben i dens nuværende form ikke hjælpe dem med andet end, at livets mening er livet selv.  Religionen er så en af de måder, hvorpå man kan indfælde sit liv i en meningsfuld sammenhæng.

En afparadoksalisering af det grundlæggende paradoks, som den sociologisk systemteoretiker Niklas Luhmann kalder det.

Det kan videnskaben godt leve med, da den accepterer at personer har en individuel bevidsthed og derfor ser verden fra et individuelt perspektiv. Videnskaben kan ganske vist ikke forklare, hvad bevidsthed er, og hvad den gør i denne lovstyrede, matematiske og fornuftige verden.

Fornuftsmæssigt er religion gak for naturvidenskaben, men det anerkendes dog, at religionen arbejder med etik, som er noget, der eksisterer i forbindelse med menneskers omgang med hinanden – men det har i sin natur heller ikke rigtig noget med videnskab at gøre. Etik kan studeres filosofisk og er for mange forskere blot en social konstruktion. Men den er nødvendig ligesom lovsystemer, institutioner og politiske ideologier.

De er alle sammen virkelige, men ikke på samme måde som stoffet og energien. De findes kun i den samfundsmæssige virkelighed blandt menneskenes bevidstheder, men videnskaben accepterer dem ikke som havende nogen selvstændig indflydelse på, hvad der sker i den materielle verden. Det er ikke kun naturvidenskabsfolk, der mener dette, også hovedparten af de samfundsvidenskabelige forskere mener sådan.

Så problemet opstår, når individerne organiserer deres trosforestillinger om livets og verdens mening i mere systematiske religiøse systemer, og det har de gjort, længe inden den moderne videnskab udarbejdede sit verdenssyn, og de er ikke blevet revideret ret meget siden. Dog har den katolske kirke erkendt, at jorden ikke er verdens centrum, og har sagt undskyld til Galilei.

Den har også accepteret Big Bang teorien og evolutionsteorien. Men dog med det forbehold, at evolutionsteorien kun gælder for kroppen, ikke for sjælen. Den er evig og kommer fra Gud. Hvis man definere sjælen som noget, der ikke kan måles og vejes, så er det ikke noget problem – men den må så heller ikke have nogen kausal/virkningsmæssig indflydelse på tingene gang. Tror man det, er det igen nonsens ifølge videnskabelig fornuft.

Så det er denne splittelse, den moderne videnskabeligt baserede fornuftskultur ikke mindst i Europa står i; og siden religionerne ikke er sygnet hen i det omfang, positivister og oplysningsfilosoffer havde forventet i takt med videnskabens udvikling, står vi med et kulturelt grundproblem. Strengt taget burde de politiske ideologier også være sygnet hen og erstattet med videnskabelig fornuft. I stedet ser vi de politiske magthavere i stigende grad overtage kontrollen med videnskab og forskning for at bruge det til egen fordel og se bort fra de dele, der præsenterer ”ubekvemme sandheder”, som Al Gore kaldte det.

Videnskab instrumentaliseres i stigende grad under religion og politik i det, vi ellers kalder et videnssamfund. Det er et problem, vi må gøre noget ved, men vi må sandelig også til at finde en ny fornuft, der er bredere end den, videnskaben indtil nu har givet os. Forskningen inden for intelligens har klart vist os, at intelligens er langt mere end logiske kombinationsevner.

Den kan også bestå af musikalsk sans og social intelligens, som omfatter evnen til at have følelser for andre og kunne forestille sig deres følelser, samt evnen til meningsfuld kommunikation. Men megen videnskab mener, at mening ikke har nogen uafhængig eksistens i verden andet end som kultur, religion, politik og gode fortællinger - heriblandt myter.

Men de leder så igen til skabelsesmyter og religion. Blindt spor igen! For kærligheden og mening findes ikke i den videnskabelige virkelighed! Men så vil det jo være fundamentalistisk at mene, at videnskaben kan beskrive og forklare hele virkeligheden.

Så vi lever i to adskilte verdener: en naturvidenskabelig-teknisk, der ingen mening kender og ingen plads har for noget andet meningsbegreb end de levende systemers blinde drift mod overlevelse i evolutionens hårde kamp.

Den anden virkelighed er den social-kulturelle verden, etableret som ét stort luftkastel af konstruerede menneskelige fortællinger og stræben efter mening, bygget op gennem årtusinder, og som vi har spærret hinanden inde i gennem sprog, vaner og love. Menneskerettigheder, demokrati, talefrihed, retfærdighed og lighed for loven er alt sammen opfundne konventioner for at konstruere et liv, vi synes er meningsfuldt/sandt.

Men det er så også illusioner - videnskabelig set.

Alt, hvad naturvidenskaben ved, peger på, at vi er født af noget, vi kalder et univers, som eksploderede engang for så længe siden, at tallets størrelse ikke siger nogen af os noget. Vi mener, at grundstofferne blev lavet i stjernerne - op til de tunge jernatomer, så var stjernernes kraft ikke længere stor nok.

Men når de rigtig store stjerner kollapsede og lavede en supernovaeksplosion, var der kraft nok til også at lave de tungere stoffer, som vi fx har brug for i nogle af vores co-enzymer for at få de levende systemers biokemi til at køre. Her er vi så i denne videnskabelige vision blevet til selvorganiseret stof uden mening, der har en gådefuld tendens til at søge efter mening. Det er da en anelse paradoksalt!

Så det er svært at se bort fra religionerne som en kilde til tydning af tilværelsen, som Habermas også har gjort opmærksom på. De ligger tungt bag alle kulturerne, sammen med oprindelsesmyter for menneske og univers og fortællinger om det sande, det gode og det smukke, og om, hvorledes man får et godt liv med ære og værdighed. Men de skal tolkes ind i vores konkrete situation og i forhold til det, vi faktisk ved nu, som man ikke vidste den gang, da disse religioner blev til.

Bestandig er vi i fare for religiøse og politiske systemer, der bliver fundamentalistiske og dermed diktatoriske og voldelige. Det gør videnskaben dog sjældent, selv i de former der nærmer sig det fundamentalistiske. Alle de store religiøse systemer i Vest som i Øst har fundamentalistiske og voldelige versioner.

Desuden er kommunisme, fascisme og nazisme politiske systemer med næsten samme omfattende karakter som religiøse systemer, der blev fundamentalistiske og ekstremt voldelige i perioder. Og nu har vi Islamismen, der - ligesom Zionismen - både er en fundamentalistisk religiøs tolkning[1] og politisk ideologi på samme tid. Man skal nu ikke se bort fra, at Nazismen også var knyttet sammen med religiøse forestillinger og myter.

Men vi har da også kristne fundamentalister, der slår abortlæger ihjel i guds navn. Noget tyder på, at det er lige meget, om man går for langt til højre eller til venstre politisk eller mod det materialistisk-rationelle eller mod de spirituelle-religiøse. Resultatet bliver et voldeligt og totalitaristisk diktatur. Dette sker også, når man gør religionens tro til viden, og det er uanset hvilken religion, man vælger.

Men politik og religion er andre slags viden end den videnskabelige, og netop derfor synes vi ikke at kunne slippe af med dem. Kunst er en helt fjerde slags viden, som har med æstetisk at gøre, som vi heller ikke kan undslippe i rationalitetens navn.

For at komme frem til en kulturel oplysning, der kan være fælles for de forskellige kulturer, religioner, politiske ideologier og æstetikker, må vi efter min opfattelse finde en måde, hvorpå de kan leve og arbejde sammen i gensidig respekt og frugtbar udvikling. Det er ikke nemt, for magt og fornuft fremtræder på de lavere niveauer som modsætninger, der har tendens til at forsøge at udrydde hinanden.

Den nye fornuft skal således ikke blot findes i en videnskabelig tværfaglighed, som vi endnu ikke har, den skal også findes i en videnskabsoverskridende teori om viden og mennesket, om det gode, det smukke og det onde, om frihed, ansvar og skyld, om det guddommelige og kærligheden. Det er her, den brede filosofiske refleksion har en af sine væsentligste nyttefunktioner.

Den amerikanske filosof, pragmatismens og semiotikkens fader, C.S. Peirce[2] er en af de få, der har vovet at byde på en sådan samlet videns- og meningsfilosofi. Det meget fine i Peirces filosofi på dette område er efter min mening, at han opstiller et religiøst-filosofisk fundament, der er vagt af natur og dermed på ingen måde er imod videnskaben.

Tværtimod er videnskaben hans primære vej til sandhed. Peirces argument for det guddommelige i verden er ikke fra empiri til design. Hans argument er et æstetisk argument. Gud er virkelig som abstrakt helhedsfølelse hos de fleste mennesker, men ikke som noget konkret og afgrænset eller et universelt system af love, der ikke udvikler sig. Peirce forsøger ikke at bevise Guds eksistens med velafgrænsede og logisk konsistente argumenter.

I stedet udgår han fra en instinktiv og spontan følelse og vag tanke, som han hævder, vil opstå hos de fleste, der lader deres tanke lege frit med, hvorledes verden hænger sammen eller, hvad dens mening - inkluderende vores eget liv - er. Musement kalder Peirce denne slags intellektuelle meditation.

Da det absolutte sind er det mest abstrakte og kontinuerlige, man kan forestille sig, vil ideen vedblive at være en vag og eksistentiel hypotese, og det vil være en fejl at forsøge at bevise den eller inddrage den i specifikke argumenter om, hvorledes virkeligheden er udformet, fx som intelligent design.

Den højeste sandhed, skriver Peirce, kan kun føles. Der er hos Peirce en respekt for det følsomme hjertes bedømmelser. Man må nøjes med det intuitivt følte guddommelige nærvær i den rene følelse. Det guddommelige manifesterer sig ikke som noget konkret logisk undersøgbart, ligesom ren matematik. Det optræder højest en del af en metafysiks udledt forudsætning for erkendelsen sammen med sandhed, godhed og skønhed. Det er heller ikke konkret empirisk videnskabelig undersøgbart som de fx forsøges med paradigmet ”intelligent design”.

Men videnskaben kan undersøge, hvorledes naturen fungerer, og denne viden er det tætteste vi kommer på konkret sandhed. Den grundvidenskabelige erkendelse uden verdslige praktiske formål er den eneste vej til pålidelig viden om det guddommelige - gennem undersøgelse af den ved evolution skabte verden. Resten er følelse og intuition, og det er noget helt andet, men også meget vigtigt.

Peirce laver dermed en plads til det religiøse, som ikke konkurrerer med det videnskabelige, og som undgår den bastante fundamentalisme i dem begge, og således giver han plads til en oplysningstanke, der ikke længere behøver at være religionens fjende, men på den anden side har mulighed for at gå i dialog med religionerne og afskære det værste bavl og dem, der tiltager sig rettigheder og magt og ud fra deres egne fundamentalistiske tolkninger udøver vold i religionens navn

Dette er det frugtbare i hans tanke ikke mindst i disse tider, hvor vi har brug for en produktiv dialog med religionerne, så de selv kan tage sig af deres egne fanatikere. Det vil give mulighed for, at religioner og videnskab på globalt plan kan trække på samme hammel for at skabe demokratiske samfund, der bygger på viden og frihedsrettigheder.

Vi har jo også - som det tydeligt fremgår i dag - et problem med den videnskabelige videns plads i demokratiet, når populistiske og meget økonomisk orienterede politikere tager over for at styre videnskaben i den retning, som de mener, er nyttig.

Videnskab, religion og politiske ideologier er forskellige og bør vedblive at være forskellige, netop fordi ingen af dem kender den endelige sandhed og det højeste gode. Men de burde støtte hinanden i at pejle en retning og en udvikling hen imod disse mål ved at samvirke kreativt i skabelse af nye fælles virkelighedsrammer.

 

[1]Det er selvfølgelig en paradigmatisk modsætning at skrive sådan, da fundamentalister netop ikke mener at fortolke, men blot læser den indlysende objektive sandhed ud af ’Teksten’. Men med baggrund i den semiotiske videnskab hævder jeg, at alle tekster skal tolkes, de taler ikke og afgiver ikke sandhed af sig selv.

[2]Om Peirce, semiotik, religion og kærlighed bl.a. kan man læse i LIVSTEGN, Encyklopædi semiotik. dk, red. Thellefsen og Sørensen, der udkom på Haase forlag 2007 og findes billigt i Samlerens bogklub.

 

Naiv Fysisk Fundamentalisme

Einstein siger ” Sund fornuft er samlingen af fordomme erhvervet som attenårig”.
Mange mennesker har en naiv umiddelbar opfattelse af virkeligheden og den fysik der styrer den. Hvis noget ikke passer med deres ”fordomme” bliver det kategoriseret som metafysiske spekulationer eller overtro. Det ville de også gøre i begyndelsen mht. kvantemekanikken og relativitetsteorien, hvis de begyndte at sætte sig ind i den. Det ryster de flestes virkelighedsopfattelse i starten. Desværre må den beskrives gennem matematikken. Men dygtige fysikere som George Gamow har skrevet populære bøger herom ”Mr. Tompkins i drømmeland”(opr. 1940) samt 4 bøger mere.
Den naive opfattelse af fysikken er god nok til dagligdagen, men dur ikke hvis man vil diskutere dybe spørgsmål som sammenhængen mellem bevidsthed og den fysiske verden - eller bedrive forskning på området.

Som fysiker går jeg ikke ind for letkøbte religiøse, metafysiske eller overnaturlige forklaringer. Hvis bevidstheden kan eksistere uden kroppen må det kunne undersøges og inddrages i vores opfattelse af den fysiske verden. Det ville måske medføre et paradigmeskift.
Niels Bohr var heller ikke overtroisk. Da nogle spurgte om han troede, at den hestesko han havde over døren ville bringe lykke svarede han ”Nej Nej det tror jeg da ikke, men man siger at den også virker, hvis man ikke tror på det”
mvh

Religion og videnskab

Jeg synes egentligt det er en udmærket artikel, selvom det ikke er helt let at finde en pointe.

Jeg synes lidt de tidlige videnskabsmænds tilgang bliver glemt. De så videnskaben en måde at beskrive guds skaberværk, og den udforskning er dermed den højeste hyldest til gud.

Religion og videnskab er ikke i nogen konkurrence med hinanden. De er ikke i noget modsætningsforhold. Videnskaben kan ved at se på Tante Dorits kage beskrive dens indhold, og måske udlede hvordan den er lavet og udformet. Men den kan ikke sige noget om Tante Dorits motiver for at lave kagen og hvorfor det er den opskrift og ikke en anden - det er altsammen en ikke-falcificerbar tro. Religionen kan udtale sig om motiver, ønsker og eksistensen af Tante Dorit, men ønsker den religiøse at beskrive kagen, så tyer den religiøse til videnskaben og bliver videnskabsmand.

Når diverse intelligent design tilhængere udtaler sig om faktuelle emner, så er det ikke religion selvom de påstår det, men bare dårlig videnskab.

Kristendommen er verdens mest udbredte konspirationsteori.

Måske er det meget godt, at Søren Brier har åbnet for en diskussion om hvorvidt religion og videnskab kan forenes. Det kan de kun på en måde. Religioner er eksempler på psykiske blindgyder, og de er selvfølgelig værd at studere for bedre at forstå hjerneprocessernes forløb.

Omvendt kan religionerne ikke bidrage til en udforskning af videnskabelige processer. Det er menneskets historie en lang kæde af beviser på. Religiøse overbevisninger har altid stået i vejen for udvidelse af den menneskelige erkendelse, fordi de ignorerer videnskabens vigtigste princip, at studere verden uden forudfattede meninger.

Sammenligningen af konspirationsteorier med religioner er yderst relevant, for de ligner hinanden til forveksling. Begge ignorerer klokkerene beviser og logiske forklaringer, og erstatter dem med fantasifulde forklaringer, der ofte strider mod de kendte naturlove. Begge har et præsteskab, der beriger sig på troen, og som fanatisk bekæmper den sunde fornuft, og i begge indgår det menneskeskabte begreb "ondskab", som ikke findes hos nogen anden af de milliarder af livsformer, som livet indtil nu har præsteret.

Begge prøver også at anvende videnskabens nuværende manglende evne til at forklare alt i detaljer, som et "bevis" for, at der findes mere mellem himmel og jord end videnskaben kan forklare. Det argument har omtrent samme gyldighed som at sige, at hvis et femårs barn ikke kan forklare kvantemekanikken, så er det fordi den er forkert. Til gengæld mener de selv at have forklaringen, der lyder: Guds veje er uransagelige! Er det underligt, at logisk tænkende mennesker trækker på smilebåndet?

Der er i tidens løb forsøgt opstillet et hav af ontologiske gudsbeviser, men de er alle lette at gendrive med logikkens værktøj. Det er da også slående, at de banebrydende moderne videnskabsmænd med Einstein og Bohr i spidsen stort set alle er hard core ateister, og kun bruger gudsbegrebet som metafor for de fænomener, de endnu ikke har konsistente teorier om.

"Guds veje" er i allerhøjeste grad ransagelige, og det er netop det, som videnskaben beskæftiger sig med på trods af den religiøse modstand.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Død viden

"... Naturvidenskaben handler om den verden, der ligger udenfor bevidstheden og derfor ikke om hele virkeligheden."

Det ville i psykologien omhandle underbevidsteheden - det ubevidste. Uanset hvordan man vender og drejer sagen, så forholder videnskab sig kun til sin egen verden. Selv den dag videnskaben kan forklare sammenhængen imellem neuroners virke og mennesket psyke på i udtømmende detaljer - vil den stadigvæk ikke kunne forholde sig til menneskets eget oplevelse af verden. Det er indbygget i videnskabens værdiløse neutralitet.

Mennesker er levende væsner. Videnskab er død viden. Det kan forksning herfra og til dommedag (hvis da ikke tiden vare evigt) ikke lave om på. Tag videnskab for det videnskab er - viden.

Metafysiske forklaringer kan være led i logiske fejlslutninger

For det første vil jeg gerne holde fast i, at man med fordel kan medtænke, at vi er en dyreart, og at der ikke er tegn til, at vi adskiller os frygtelig meget fra andre dyrearter relativt set. Dette er også tydeligt, når man laver hjerneforskning på dyrearter, som er adskilt fra os for mange år siden. Der vil ofte være lighed mellem os og eksempelvis gnavere, når man inducerer samme form for forandringer i hjernen. Dette gælder også områder, der har med emotioner og motivationsstyret adfærd at gøre.

Én nævner at homo sapiens opfører sig særligt ”civiliseret” i forhold til øvrige dyrearter. Hvordan skulle denne ”civiliserede” adfærd som er speciel for homo sapiens vise sig? At kunne samarbejde som en stor gruppe af individer er ikke unikt for homo sapiens. Der vil ofte være nogle ”regler” i et dyresamfund, som har vist sig gunstige for den givne art – og som også handler om, hvem man bekriger, og hvem man ikke bekriger.

Myresamfund er et eksempel på koordineret samarbejde mellem stort antal individer.

Homo sapiens har ikke de store skrupler ved at skade dem, som de ikke opfatter som deres egne. Dels vil vi forsøge at udrydde dem, vi mener, skader os – såsom parasitter. Og dels er der solid viden om, at vi også vil have et forvrænget syn på etiske principper, når vi selv er implicerede. Vi tilsidesætter gerne etiske principper i vores omgang med andre homo sapiens, og ser forvrænget positivt på dem, vi opfatter som ”vi”, og forvrænget negativt på dem, som vi opfatter som ”dem”.

At vi ikke har forstået hvad ”bevidsthed” er biologisk, gør ikke at man kan slutte, at det så må være noget overnaturligt. Der er meget, vi ikke forstår – og logikken er ikke, at det så må være metafysisk. Det er bagvendt logik, som man kun vil komme frem til, hvis man har den præference, at det ville være positivt hvis der var noget metafysisk, som vi skulle få noget positivt ud af.

Der er en lille gruppe som er meget optagede af, om der skulle være kvantemekanismer på spil med afgørende indflydelse på informationsbearbejdningen i hjernen. Det er en strøtanke, som der ikke er belæg for ud over på et spekulativt plan. Men hvis det viser sig, at disse mekanismer skulle være betydende, så ville det også være fysiske fænomener – og dermed ikke noget overnaturligt.

Frugtbart samspil uden etiske præmisser?

Som jeg læser Søren Bries indlæg argumenterer han for et forsøg på at lade fornuft, følelse, videnskab og religion spille sammen uden nødvendigvis at behøve hverken at be- eller afkræfte dualismen. Gennem referencen til Pierce ser jeg erkendelsen af det pragmatiske i den respekt som ligger i at anerkende af fornuften i at kalde flere lag af erkendelse "virkelige" når vi i bund og grund blot kunne afslutte diskussionen med en henvisning til Wittgenstein eller andres definitioner af virkelighed.

Der hvor jeg gruer for "samspil" er når denne samkøring af forskellige modeller for virkelighed, medfører en videnskabeliggørelse af den naturalistiske fejlslutning. Menneskets etiske væsen er som den er. Vil en naturliggørelse af en given etik i den sammenhæng have betydning? Som jeg ser det er etikkens præmis den rene følelse.

@Niels

Du skriver:
"Når man udfører en måling på den ene, har det øjeblikkelig konsekvenser for tilstanden af den anden. Alain Aspect udførte I 1982 et eksperiment der viste at Bohr havde ret.
Kan man så bruge dette til at forklare hvad bevidsthed er? Det har nogle forsøgt. Bl.a. fordi der i kvantemekanikken er en indeterminisme, der måske kan forklare den frie vilje. Bl.a. Roger Penrose, der sammen med Stuart Hameroff her udtænkt en meget subtil mekanisme, hvor der i de såkaldte mikrotubuli i hjernens celler skulle foregå ”kvanteberegninger”"

Dette virker som en påfaldende forsøg på at skubbe den første årsag for på denne måde at gøre mennesket til den første skaber.

Den evige sjæl,

Sjælen er evig, og på samme tid underkastet evig foranderlighed, sjælen har altså en evig side, og en evigt foranderlig side. Den evige side har evig status, og den foranderlige side har over-fysisk status, og overlever den fysiske hjerne og det fysiske legeme der har fysisk status.
Sjælen er altså ikke i hjernen, men virker gennem hjernen, det er det overordnede perspektiv til en forståelse af de nævnte realiteters hierakiske samvirke.

'Det religiøse instinkt', er grundlæggende dette at alle levende væsner eller livsenheder, instinktivt oplever at være til, og er ligesåvel det der driver den troende, den tvivlende som den vidende. Det er altså i sig selv et neutralt princip, en tilværelses-følelse, uanset sit midlertidige individuelle udtryk.

En ordentlig mundfuld.

Netop da man var ved at oparbejde en stor respekt for Søren Briers forskning og tværfaglige viden og forståelse, hælder han en gang overtro og manglende forståelse ud over videnskab.dks sider. Der er sandelig lang vej endnu, før videnskabens udøvere får befriet sig fra den indoktrinering, som vi møder som børn, og som går i arv fra generation til generation.

Når det overhovedet er muligt at kombinere videnskabelig fornuft og blind tro i den samme hjerne, så skyldes det netop samme hjernes ikke-lineære egenskaber. I modsætning til de nuværende computere som er lineære, d.v.s. at de må træffe de binære valg et ad gangen i en logisk rækkefølge, kan hjernen behandle milliarder af valg simultant i sit neurale netværk og ovenikøbet vægte deres indflydelse. Det giver rigelige muligheder for dobbelttænkning, og det er faktisk den selvsamme evne til at udføre store mængder af simulationer på kort tid, der har sat os bedre i stand til at forestille os fremtidige udviklinger og indrette vores adfærd efter det, end nogen af de øvrige dyrearter kan.

Argumentet om, at vi aldrig vil blive i stand til at beskrive universets tilblivelse og livets opståen og udvikling, er falsk. Man kan ikke slutte ud fra vores nuværende manglende viden, at der er grænser for dens udvikling. Man kan højst sige, at vores oplevelsesevne er begrænset af vore sanser, som jo kun kan registrere en begrænset del af de fysiske fænomener. Men vi kan opstille metaforer for de fænomener, som vi ikke kan fatte direkte, og af den vej udvide vor forståelse til alt, hvad vore avancerede instrumenter kan registrere.

Al forståelse baserer sig på sammenligning med noget kendt, og ikke alle fænomener kan reduceres til det firedimensionale rumtidskontinuum, som vore sanser kan opfatte. Men med matematikkens hjælp kan vi ekstrapolere vore erfaringer til en forståelse af, at universet indeholder en del flere dimensioner, og at det kun er en del af en større multiversiel virkelighed. Det skal man dog have studeret teoretisk fysik for at forstå.

Det er almindeligt kendt, at hvis man sætter en organisation til at undersøge sig selv, så kan man ikke stole på, at resultatet er en entydig sandhed. Det samme gælder for en introspektion af vore egne følelser og bevidsthed. Oplevelsen af bevidsthed er ikke umulig at forstå, hvis man studerer dens virkninger i andre. Det kræver blot en smule indsigt i informationsteoriens principper og lidt viden om kommunikationen mellem sanseceller og hjerneceller. Vi har endnu ikke en konsistent teori om bevidstheden, for vi er kun lige begyndt at forstå det uhyre komplekse system, som et DNA molekyle udgør, men jeg har da ingen problemer med at forstå oplevelsen af bevidsthed.

Verden over eksisterer der i dag mere end 5.000 vidt forskellige religioner, som alle mener at repræsentere sandheden. De har en ting mere tilfælles. Alle udstyrer de deres gud eller guder med menneskelige egenskaber, heriblandt følelser og en udvidet bevidsthed. Det viser tydeligt hjernens evne til dobbeltænkning, at så mange mennesker ikke kan gennemskue den manglende logik i dette forhold.

Det må være nok for i dag om dette kæmpestore emne.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Universet er mere en tanke end en ting

@ Dorte
Du skriver at sjælen er et fysisk fænomen. Men hvad er den fysiske verden. Som fysiker ved jeg at der er mange ukendte og højest overraskende sider indenfor fysikken. En udbredt opfattelse er at den fysiske verden består af atomer og elementarpartikler og mange forestiller sig dem som små kugler med kræfter imellem. Det er forkert, men alligevel godt nok til at man kan lave molekylemodeller, der kan forklare megen biokemi. Men man kan derimod godt beskrive elementarpartiklerne med kvantemekanikken, der er formuleret matematisk. En elektron affyret mod to spalter kan tilsyneladende gå gennem begge spalter samtidig og interfererer som en bølge. Vil man undersøge hvilken spalte den er gået igennem så opfører den sig som en partikel. Dette er det berømte dobbeltspalte-eksperiment, der er udført utallige gange. Niels Bohr indførte et billedforbud og havde lange diskussioner med Einstein, der udtænkte berømte EPR paradoks der beskriver ”spooky connections”. Entangelment eller kvantemekanisk sammenfiltring, hvor to partikler tilsyneladende har forbindelse med hinanden over store afstande. Når man udfører en måling på den ene, har det øjeblikkelig konsekvenser for tilstanden af den anden. Alain Aspect udførte I 1982 et eksperiment der viste at Bohr havde ret.
Kan man så bruge dette til at forklare hvad bevidsthed er? Det har nogle forsøgt. Bl.a. fordi der i kvantemekanikken er en indeterminisme, der måske kan forklare den frie vilje. Bl.a. Roger Penrose, der sammen med Stuart Hameroff her udtænkt en meget subtil mekanisme, hvor der i de såkaldte mikrotubuli i hjernens celler skulle foregå ”kvanteberegninger”. Men jeg føler mig ikke overbevist.
Men der er mange andre ting, der gør det fysiske univers mærkeligt. Der findes måske højere dimensioner ud over rummets tre og tiden. Det undersøger man bl.a. med acceleratoren i Cern. Her søger man også efter det sorte stof, hvoraf der er 6 gange så meget som det synlige fysiske stof, der findes i universet.

Der er imidlertid andre erfaringer, der viser at bevidstheden ikke er knyttet til kroppen. Ian Stevenson (1918-2007) har undersøgt 3000 tilfælde, der tyder på reinkarnation. Hans efterfølger på universitet i Virginia Jim Tucker har fortsat og beskrevet Stevensons forskning (der er omhyggelig og tung læsning). Bl.a. i den tankevækkende og læseværdige bog, der er oversat til dansk: Børn om livet før livet. Det er chokerende læsning, nok mere for kristne teologer end for fysikere.

Der er dog mange andre eksperimenter og iagttagelser, der tilsyneladende viser at bevidstheden kan fungere udenfor kroppen og når hjernen er ”slukket”. Det blev vist i den udmærkede TV-serie ”Sjæl og videnskab” for nylig i 6 udsendelser på DR2 af Thomas Breinholt.

Universet er mere en tanke end en ting. Det er tilsyneladende fyldt med ”mening”. Det er derfor Peirce kommer ind med sin tegnfilosofi. I biologien er det udviklet til biosemiotikken, hvor Jesper Hoffmeyer og Søren Brier har ydet betydningsfulde bidrag. Tak for det.
:-)

Hverken videnskab eller religion kan afdække hele virkeligheden

Min pointe er, at såvel videnskab som religion er farlige i deres fundamentalistiske versioner. Ingen af dem dækker hele sandheden om virkeligheden. Det er en vigtig pointe, når vi skal arbejde sammen med andre kulturers religioner og verdenssyn. Det er også en indsigt med en vis ydmyghed. Det er ganske dejligt, at det vi har fundet ud af i hjerneforskningen, men videnskaben ved stadig intet om, hvad bevidsthed er og hverledes et materielt system som hjernen skulle kunne producere den i form af oplevelser, intentioner og vilje. Naturvidenskaben handler om den verden, der ligger udenfor bevidstheden og derfor ikke om hele virkeligheden.

Monoteistiske Verdner

De store religioners forfald har sat sig dybe spor i vores samfund. Åndelige værdier er noget de fleste skammer sig over – hvordan kan man tro på sådan noget pjat. De der ikke skammer sig, må dyrke deres religion i grad, der isolere dem fra resten af samfundet. Der er ingen mellemvej – det er enten eller.

Hvor videnskaben skulle have gjort menneskets liv bedre, har det på et at de væsentligste punkter gjort det værre. Det trods både filosofien og psykologien levner rigeligt med plads til åndelighed. C G Jung betragter ligefrem religion, som en dybt integreret del af menneskets psyke. Selv naturvidenskabens egne store – herunder fysikere – har som oftest en fornemmelse af en større mening.

Kristendommen sider dybt i Vestens befolkninger. Kristendommens monoteistiske lære og dens skyldbegreb lever videre uden de åndelige værdier. Der er ikke plads til andet end én sandhed. Verden er sort hvid – enten er du skyldig eller også er ikke. Man kan ikke være lidt skyldig. Man kan ikke være lidt sund. Man kan ikke være miljøbevidst. Man kan heller ikke være lidt ryger eller tale lidt sandt.

Menneskets er blevet sin egen gud – igen over ingen under. Religion har i stedet taget ansigt som ideologiske dogmer eller andre identitetsskabende bevægelser. Politik er ikke bare politik. Demokrati er ikke bare demokrati, mærkevare er ikke bare mærkevare, Operativsystemer er ikke bare operativsystemer og biler ikke bare biler – men værst af alt – videnskab er ikke bare videnskab.

Mangle på åndelige holdepunkter kombineret med mennesket behov for en større mening, medføre menneskets dyrkelse af sig selv som art. Narcismime og er allestedsnærværende. Vores samfund er i dag gennemsyret af intolerance og selvforherligelse. Vi ser og mærker alle vegne – på TV, i politik, i reklamer – ja selv i kunsten.

Broen er i virkelighed ikke så svært at lave. Som kristendommen betragter sig selv, som den eneste sandhed ved at forstå omverden i dens egen virkelighed, betragter videnskaben sin omverden i sin egen virkelighed. I alt sin enkelthed består integration af videnskab og religion blot i ikke at betragte de to som modsætninger. Religion og alt det andet "alternative" taler til mennesket på et andet niveau.

Præcis som vores indre liv ikke lader sig kvantificer ud fra den fysiske videnskab, lader de gamle myter sig ej heller. Når kristendommen siger ”Af jord er du kommer, til jord skab du blive og af jord skal du igen opstå”, er der jo i for sig ikke helt forkert. Fysisk består vi at atomer, der hele tiden bliver udskiftet. Stort set alle atomer i vores krop er udskiftet inden for en kortere årrække - men vi er stadig os selv, selv vi faktisk fysisk er en anden.

Som hardware og software, har hvert sit perspektiv, men alligevel er 2 sider af samme virkelighed. Som netværk kan betragtes i en fysisk og logisk topologi. Den ene verden er baseret på fysiske love, den anden operere ud fra mere abstrakte modelbaseret regler. Betragt menneskets sind ud fra et modelperspektiv, så er den klassiske videnskab pludselig ikke en modsætning længere.

Neurologiens indtog dybt i mennesket adfærd viser en vej. Med Real-Time CT scanning, kan vi begynde at se ind i vores inde uden at tage den subjektive opfattelse som udgangspunkt. Alle resultater peger i samme retning: Vi er langt fra så rationelle væsner som nutidens idealer fremstiller os som. Vi er stadig i vid udstrækning ”dyriske” og ”instinktstyret”. Derfor kan de fleste af os da heller ikke rigtig forene os med videnskabens meget firkantede syn på virkeligheden.

Vi er blot mennesker, med de fejl og mangle som mennesker har. Og den evige sandhed findes alligevel kun et sted - inde i en selv. Eksterne sandheder kan vi ikke bruge til noget.

"Det Helliges" genese

Søren Brier, du skriver:

"Den nye fornuft skal således ikke blot findes i en videnskabelig tværfaglighed, som vi endnu ikke har. Den skal også findes i en videnskabsoverskridende teori om viden og mennesket, om det gode, det smukke og det onde, om frihed, ansvar og skyld, om det guddommelige og kærligheden. Det er her, den brede filosofiske refleksion har en af sine væsentligste nyttefunktioner."

Denne nye fornuft vil jeg kalde "det hellige". Med afsæt i den tyske sociolog Dieter Claessens' overvejelser om vor humanitets oprindelse, kan det antages, at bevidstheden om 'det hellige' etableredes i den samme proces, som lod vore dyriske forgængere træde ud af den gamle natur, og som den første art selv skabe sig selv og sin fremtid. En proces som krævede refleksion og en bevidst holden den gamle natur på afstand. En natur som i begyndelsen var lige så meget en del af de væsener, som nu kæmpede sig fri af den. Evnen til at gennemføre denne proces, vil jeg mene, er det vi selv idag skal holde helligt.

Bogen 'Das Konkrete und das Abstrakte' (af DC) giver en indgående beskrivelse af, hvorledes denne proces kan tænkes at være forløbet. Evnen til reflektion og abstraktion har været nødvendige redskaber. Men med stadigt større populationer er respekten for det hellige blvet kanaliseret ind i religiøse institutioner, som udover at være ordensskabende også er blevet redskaber for magthavere.

I det hele taget har vores abstraktionsevne taget overhånd og gjort os "overmodige", i en sådan grad at Claessens mener at vi er ved at overbelaste vort evolutionært oparbejdede potentiale - vi har etableret så store sociale systemer, at vi ikke længere kan forholde os emotionelt og motiverende til dem, vi kan derfor ikke styre dem.

Jeg mener at Claessens budskab kan rummes i et ord: "besindelse". Vi må erkende, at der er ting vi ikke evner, og forsøg på at handle op imod denne kendsgerning vil i sidste instans kunne lade os blive opslugt af den gamle natur, om ikke totalt, så tendentielt.

Dette ser vi i sin vorden alle de efterhånden mange steder i verden, hvor fravær af humanitet og respekt for menneskets hellighed fører til folkedrab mm. I mindre udpræget grad ser vi det i de misforhold, der i selv vore mest udviklede nationer, eksisterer mellem forskellige samfundsgruppers levevilkår.

Jeg har skrevet lidt om Dieter Claessens og det hellige på min blog: http://www.bricklayeribj.blogspot.com

dualisme

At adskille "mind" og "body" virker på mig obsolet. Hvilken "inderste materie" refereres der til? Er det dualisme der tales for?

På hvilket tidspunkt i dyrerækken skulle nervesystemet være overgået til anden form end fysiske fænomener?

En meget tænksom, velmenene og bredt orienteret kronik...

ville jeg mene.

Den har meget for sig og er udtryk for den retning, den mest oplyste del af den menneskelige erkendelse udvikler sig i i vores tid - men handicappes efter min mening lidt af den for tiden herskende politiske korrekthed, oplysningsideologi og især et af elementerne, multikultur, der ikke tillader at det eksplificeres at der er tale om (kultur)kristne tanker og forestillinger.

Hvad der jo for så vidt blot understreger nogle af kronikkens pointer.

Lige til den ellers udmærkede forfatters almene og videnskabshistoriske dannelse, så var Big Bang-teorien ikke noget Den katolske Kirke 'accepterede' - den var noget, den formulerede og som den ateistiske videnskab i fire årtier nægtede at tage til sig, indtil den blev tvunget til det med den tilfældige opdagelse af baggrundsstrålingen - aktivt havde man ikke villet søge efter bekræftelse på teorien, fordi den kunne tolkes til pege på en skabende guddom.

http://en.wikipedia.org/wiki/Georges_Lemaître

Et skolebogseksempel på, hvordan også dogmatisk ateisme kan stille sig hindrende i vejen for videnskabelig erkendelse og i videre forstand fri tænkning.

Jeg mener at det er en meget central og vigtig iagtagelse i kronikken at videnskab i stigende grad instrumentaliseres af (oplysnings)ideologierne som følge af deres egenskaber som pseudoreligioner.

Jeg mener at det burde eksplificeres at også liberalisme og socialisme og deres konvergens i multikulti har karakter af en sådan pseudoreligion og derfor er principielt inkompatible med videnskab.
______________________________________________________

@ Dorte

Jeg synes ikke, det virker som om, du helt har fået fat i videnskabens og for så vidt det tyvende århundredes materialistiske filosofis uformåenhed overfor fænomener som bevidsthed og spørgsmålet om en fri vilje.

F.eks. er snakken om oxytocin o.l. jo blot snakken udenom at man ikke kan redegøre for bevidsthed - hvis eksistens jo i mine øjne må siges at være selvgivet - selv om nogle ateister hævder at både bevidsthed og fri vilje er illusioner.

Jeg tror man må slå sig til tåls med at en materialistisk verdensanskuelse ikke ser ud til at kunne redegøre for de fænomener og at det måske kan skyldes at vi kun dårligt og delvist kender og forstår materiens inderste beskaffenhed - og at materialisme overfor (filosofisk) idealisme, herunder dualisme, derfor, om vi ellers når så langt i erkendelse, kan vise sig at være en falsk dikotomi.

"Sjælen" har hovedsæde i hjernen, og er et fysisk fænomen.

Jeg synes, det er en fin kronik, som tager mange aspekter med i problemstillingen.

For det første vil jeg anføre, at homo sapiens blot er en af millioner af dyrearter. Der er sket en gradvis evolutionær udvikling, som har medført små forskelle mellem forskellige dyrearter. Nogle er gode til at flyve, andre er gode til at opfatte bevægelser i mørke og så videre.

Hvis vi anerkender, at vi blot er en ud af mange dyrearter, så vil det være svært at påstå, at det er nødvendigt med en overnaturlig ”religiøs” forklaring på de sammenhænge, vi ikke kan forstå fyldestgørende på nuværende tidspunkt ud fra viden om hvilke naturlige fysiske mekanismer der er på spil.

Det er muligt, at det fortsat er svært for nogle at acceptere, at vores mentale oplevelser ”blot” er hjernefænomener. Der har dog i mange år hersket den fejlopfattelse, at fænomenerne ikke var hjerneprocesser – så at nogen fortsat tror at sjælen sidder i hjertet og lignende, er vel ikke så mærkeligt. Det præger fortsat vores sprog, hvad der har været af fejlopfattelser i mange år.

Der er meget, man ikke ved om hjerneprocesser. Det er dog sikkert at emotioner og motivation også har sæde i hjernen. Og at dette ikke er specifikt for homo sapiens. Emotioner, motivation og kognition er samspillende med den øvrige del af kroppen. Hvis vores hjerte ikke slår hurtigere, når vi bliver frygtsomme, så vil vi ikke i samme omfang opfatte emotionen ”frygt”. Hvis vi ikke kan bevæge vores ansigtsmuskler, når vi aflæser et andet menneskes ansigtsudtryk og øvrige tegn på emotioner, så kan vi heller ikke i samme grad være i stand til at opfatte andres tilstand.

Man kan få en hjertetransplantation uden at miste evnen til at ”føle” og have bevidsthed. Det er først og fremmest vores hjerne, som er det organ, der er bestemmende for, om vi føler, at vores ”sjæl” er uforandret.

Vores hjerne er indrettet til at forsøge at skabe meningsfulde sammenhænge ud fra de eksterne og interne input den modtager. De ”oversættelser” vi foretager af inputs vil ganske ofte være fejlagtige, men i praksis er vi meget handicappede, hvis vi ikke er hurtige til at foretage konklusioner baseret på begrænset viden.

At kunne føle særlige positive følelser for nogen (kærlighed i nogle tilfælde) er der ikke noget odiøst over fra et videnskabeligt synspunkt. Der er også viden om nogle af de kemiske faktorer, som er med til at forstærke denne følelse af empati overfor ”udvalgte”. (blandt andet oxytocin hos pattedyr inkl homo sapiens, og analogen mesotocin hos fugle).

Er det sådan, at mennesker som ikke har overnaturlige forklaringsmodeller, på det de ikke forstår nødvendigvis føler sig mindre i stand til at opfatte fordelen ved etiske kodekser, glæden ved at være i live mm? Vi danskere er et eksempel på et folkefærd, hvor en stor del ikke gør brug af religiøse eller andre overnaturlige forklaringsmodeller for at kunne føle mening i livet. Er vi mindre i stand til at opfatte noget som ”rigtigt” eller ”forkert” ud fra en etisk betragtning sammenlignet med andre folkefærd, hvor det er mere almindeligt med religiøse overbevisninger – såsom befolkningen i USA? Jeg har boet i begge lande, og fandt ikke at amerikanere virkede mere etisk bevidste end danske ”hedninge”.

Seneste blogindlæg

Udgiv indhold

Søren Brier

Blogger om:

Professor MSO i informations-, kognitions- og kommunikationsvidenskabernes semiotik, Institut for Kultur- og Kommunikationsstudier, CBS.

Cand. Scient. i biologi, ph.d. i videnskabsteori, dr. phil. i filosofi. Grundlægger og redaktør af tidsskriftet Cyberne¬tics & Human Knowing. Medstifter af Assoc. for Biosemiotic Studies og tidsskriftet Biosemiotics. Disputats: Cybersemiotics: Why Information is not Enough, U. of Toronto Press, 2008.

Underviser i tværfaglig videnskabsteori og videnskabsformidling med fokus på problemer mellem videnskab og samfund, som fx Lomborgsagen. Lærebøger: Informationsvidenskabsteori, SL og Fra Fakta til Fikta: Videnskabsformidling og populærvidenskab i underholdningens tidsalde.

cv og publikationsliste

Annonceinfo

Seneste kommentarer

Annonceinfo