Roald Hoffman fra Cornell Universitetet, kalder sig selv for videnskabs-digter, science poet.
I 1981 vandt han Nobelprisen i Kemi, sammen med Kenichi Fukui, for deres teorier om årsagerne bag kemiske reaktioner. Siden har han skrevet digte.
"Kemi er godt at skrive digte udfra", siger han, "Der kan man virkelig søge det universelle."
Roald er en af talerne ved et seminar om "The scientist as a poet". Egentlig burde det jo gå ud på det samme, mener han, at man søgte det universelle. En videnskabsmand og digter som Alexander Pope gik det også fint op for, for slet ikke at tale om Platon og Aristoteles!
Men så kom industrialiseringen og så blev videnskab og poesi adskilt og har ikke været sammen siden, undtagen en kort periode i blandt andet København, hvor folk som Tor Nørretranders talte om den tredje kultur og inviterede kunstnere og videnskabsmænd til at tale med hinanden, indtil Mindship Cantina væltede hele projektet og alt blev glemt igen.
Her til ESOF i Barcelona er kombinationen af kunst og videnskab fuldt EU-sanktioneret og lever og har det fremragende.
"Problemet er, at digtet søger tvetydighed. At denne tvetydighed er digtets natur. Og at netop tvetydighed står i total modsætning til videnskaben", siger Roald Hoffman.
Roald har skrevet digte om Polymerer. Om kemiske processor i celler.
Og Roald vil gerne læse lidt op. Han holder tydeligvis meget af, at høre sin egen stemme. Den er langsom og leger med klangen i ordene. Lidt som en Michael Strunge men emmet er ikke weltsmertz i 80ernes København, men det poetiske faktum, at to tsunami-bølger, fulde af kraft nok til at ødelægge en hel kyst hver, kan støde sammen midt ude i havet, uden det har nogen betydning, uden at nogen af bølgerne ændrer retning eller taber kraft, og helt uden en krusning på overfladen.
"Og det er jo modsat os mennesker. Vi støder sammen og ingen går uforandrede fra et møde med et andet menneske", siger Roald Hofmann.
Det er ikke altid nemt at være videnskabs-poet, fortæller han. Sidst stødte han sammen med bladet "Nature", der havde bestilt et digt hos ham i anledning af, at det menneskelige genom, nu var afdækket.
Men han gjorde det nu alligevel. Og de afviste digtet. Jeg tog et billede af det, og har lagt det ud her på siden.
Det er temmeligt langt, som I kan se, og han står og læser op nu, her i en hal i Barcelona, mens videnskaben hyler koldt og entydigt forbi vinduerne udenfor, og så er der vi da nogen der har hørt det, og når nogen har hørt noget, så findes det jo, ikke sandt?
Man bliver helt inspireret. I al, hjerne-ydmyg ubeskedenhed. Et eller andet sted mellem blafrende hemisphærer, begravet i sang fra neuroner og nervepigtrådsmusik, der flænser dagene op, svøber dem om os, og lægger os til ro, tsunami-bølgende....
