Forleden var jeg i Bauhaus. Jeg var ankommet i bil, og da jeg åbnede døren, lagde jeg mærke til, at der klingede musik. Det var en mærkelig oplevelse: Jeg var sikker på, at jeg havde slukket for CD-afspilleren i bilen, og der var ingen andre biler i nærheden med musik ud af vinduet. Ved nærmere eftersyn viste det sig, at der hang højtalere i alle lygtepæle på parkeringspladsen. Det var derfra, musikken strømmede.

Hvor er ørerne, der lytter?

Selvom jeg nu havde lokaliseret musikkens kilde, var det alligevel mærkeligt. En parkeringsplads er jo et sted, hvor biler ’venter’, mens deres chauffører har ærinder i fx Bauhaus. Og biler er ligeglade med musik. Godt nok kan man identificere særlige forbindelser mellem musik og biler – fx handler musiktekster nogle gange om biler og biler er for mange af os en væsentlig ’koncert-’ eller ’musiksal’. Men biler lytter selvfølgelig ikke til musik med de ellers ørelignende sidespejle, og de danser heller ikke på (bag)hjulene til musik – det er højst noget der kan ske i tegne- og animationsfilm som fx Disney/Pixar-filmen biler. Biler har altså hverken gavn af eller brug for musik.

Dertil kommer så, at vi chauffører, der potentielt kan lytte og danse til musikken, kun opholder os kortvarigt på parkeringspladsen. Vi vil bare gerne ind i fx Bauhaus og undervejs forsøge at parkere bilen uden for mange ubehagelige sideeffekter såsom bilos, potentiel trafikfnidder og påkørsler, manglede ledige pladser, typisk triste asfalt- og betonomgivelser og nogle gange endda tanken om, at et parkometersystem tæller hvert et dyrebart minut.

Undergrundsmusik

Så hvad laver musikken egentlig på parkeringspladsen? Hvad ’vil den os’ og ’hvad skal vi med den’? Svarene på de spørgsmål afhænger noget af, hvilken type parkeringsplads, der er tale om. Man kan fx forestille sig et parkeringshus, hvor forskellige etager eller sektioner lancerer musik af forskellig type. En sådan forestilling har man angiveligt i Bruun’s Galleri i Århus (se: http://musikzone.dk/musikkens-anvendelsesomraader/musik-i-forretningen/m...). Dele af parkeringskælderen forestilles her anlagt som et såkaldt music deck, så besøgende kan stifte bekendtskab med musik af annoncerede ’unge, lokale kunstnere’ i forskellige sektioner: rockzonen, popzonen eller elektronikazonen.

Musikbranchens fantasi og villighed i forhold til promovering af musik kender efterhånden ingen grænser. Hvorvidt det bliver en succes for nogen må tiden vise (hvis den da kommer): måske kan musikken bidrage til at forskønne chaufførens ophold i kælderen og samtidigt skabe interesse om det, der spilles i og fra ’undergrunden’. Men det kan også være, at det, der spilles, bliver betydningsmæssigt besmittet af de omtalte ubehagelige sideeffekter, og at chauffører vil forsøge at undgå at blive tvunget til ”at høre ny lortemusik i Bruun’s”.

Håndværkerens musik

Ved Bauhaus er situationen en noget anden. Der er ikke særlige musiksektioner på parkeringspladsen, og musikken optræder mere anonym, idet den ikke annonceres. Jeg kunne da heller ikke umiddelbart genkende den specifikke musik, da jeg bevægede mig ind og ud af Bauhaus/bilen. Den mindede mig dog om den slags musik, som strømmer fra musikalsk set mainstream radiokanaler, såsom P3 og diverse lokalradioer, nemlig en slags up-tempo pop-rock. Og det fik mig yderligere til at tænke på, hvordan håndværkere ofte har en radio stående et centralt sted i forhold til arbejdets udførelse.

Håndværkere vil typisk – idet jeg taler ud fra egne relativt få erfaringer fra det nordjyske – have radioen slukket, når de indgår aftaler eller diskuterer med kunder på stedet. Når den del er overstået, tændes radioen ofte, og musikken fungerer så bl.a. som adspredelse, tidsdræber og symbolsk socialisering for de, som måtte arbejde alene. Den bidrager også til at sekvensere arbejdet: Når musikken stopper i længere tid er det tegn på, at endnu en (halv) time er gået (der er som regel nyhedsoversigt i intervaller på halve eller hele timer), og det kan samtidigt betyde pause eller rotation på arbejdet. Musikken signalerer derudover, at håndværkeren ’er over' sit arbejde, fordi musikken åbenbart (og forhåbentligt) ikke forekommer håndværkeren koncentrationsforstyrrende. Det er nemlig almindeligt kendt fra studier på området, at musik kan få rutineprægede, indøvede opgaver til at glide lettere og bedre, og omvendt få nye, koncentrationsbefordrende opgaver til at blive ekstra svære at håndtere.

Opbyggelig musik

Musikken på parkeringspladsen ved Bauhaus kan i det lys forbinde sig med kundeklientellet på følgende måder. Håndværkeren får med parkeringsmusikken mulighed for at føle sig ’så godt som hjemme på byggepladsen’, og den bidrager måske til, at de kritiske parader sænkes en smule. For os andre med mindst fem tommelfingre kan musikken få os til at opleve os som lidt af en ’håndværker-karl’, trods alt. Bauhaus’ parkeringsmusik hjælper med at booste min ’håndværkeridentitet’, og det er nyttigt at få lidt identitetsmæssig medvind på vej ind til de ventende, svære værktøjs- og materialevalg. Bauhaus’ parkeringsmusik bringer mig også i stødet til at kunne bruge disse værktøjer og materialer, når jeg kommer hjem – jeg retter ligesom ryggen lidt ekstra på vej hen til bilen, og jeg er ikke længere så skræmt ved udsigten til de kommende håndværkeropgaver i hjemmet. Musikken bidrager med andre ord til at give ’min-lille-håndværker-i-maven’ et skud identitetstillid. At håndklædebøjlen så alligevel hænger lidt skævt derhjemme er en helt anden historie.