I dag tog Arne og Peter en tur til storbyen – Manado, for at holde foredrag på Sam Ratulangi University.
Manado er med sine ca. 200.000 indbyggere det nordlige Sulawesis hovedstad. Byen rummer to offentlige og flere private universiteter. Det største er Sam Ratulangi University, som omfatter hele 10 fakulteter – bl.a. ‘Faculty of Fisheries and Marine Science’ som er vores samarbejdspartner.
Det er i øvrigt en stor fordel at hele seks af fakultetets forskere er uddannede i Danmark, under et Danida-program på Århus Universitet i 1990’erne.
Selv lokale er bange for slanger
Turen fra Bunaken Island til fastlandet tager ca. en halv time og det første vi møder på kajen er et meget berømt fiskemarked. Det er selveste fiskemarkedet, hvor den anden art af blå fisk (Latimeria menadoensis) blev fundet af en amerikansk forsker i 1997. Vi tog et hurtigt check, men der var nu ikke nogen Coelecant på brættet i dag.
På universitetet havde vores vært Professor Farnis Boneka samlet ca. 50 ansatte og studenter, som blev indviet i skjulte fisk og giftige havslanger. Som en bonus havde vi medbragt et par levende slanger, som fremkaldte højlydte hvin, blandt publikum. Af en eller anden grund er lokalbefolkningen her – meget bange for slanger – og alt hvad der ligner slanger.
Lige foran vores lejr på Bunaken Island lever der mange forskellige ål og muræner og dem er de ligeså bange for som for havslangerne. Det skyldes måske, at det kan være særdeles vanskeligt at se forskel på ål og slanger.
For eksempel ligner Ring-slangeålen (Myrichthys colubrinus) til forveksling den gullæbede havkrait. Striberne ligner til forveksling, og den svømmer fuldstændig på samme måde som slangen. Kun den tynde hale og det lidt større hoved afslører at det ikke er en havslange.
Da vi forleden skulle have en død muræne på 60 cm fra en havslangemave i fryseren i køkkenet, lød der også høje lyde fra køkkenpigerne.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
