Som mange ved, viser kurverne over temperatur og CO2 fra Vostok-iskerneboringen fra Sydpolen, at temperaturstigningerne indtrådte ca. 2-800 år før, CO2 begyndte at stige. Og heraf kan vi naturligvis se, at CO2-fald/stigninger ikke er den indledende årsag til istidernes kommen og gåen.

Hov, stop! Det passer jo ikke med det, Al Gore påstod i 'En ubekvem sandhed', vel? Er dette løgn, svindel og propaganda fra den store klimasammensværgelse, og er Al Gore i øvrigt også fed og grim? Faktisk ikke - overhovedet! For det første var Al Gores udtalelse i filmen:

»Now the relationship is actually very complicated. But there is one relationship that is that is far more powerful than all the others, and it's this: when there is more carbon dioxide, the temperature gets warmer.«

Milankovic-cyklerne 

For at være lidt mere udførlig end Gore: Den alment accepterede forklaring på det, der sker ved en istids afslutning, er, at en forcering relateret til Solens bane omkring Jorden giver en opvarmning, hvorved CO2 frigives fra havet (vand afgiver gasser ved opvarmning). Herved stiger atmosfærisk CO2, hvorved Jorden opvarmes yderligere. CO2 virker altså som en positiv tilbagekobling på den indledende kraft.

Jamen er det med CO2s tilbagekobling ikke bare en syg bortforklaring trukket op af hatten for at 'redde' forestillingen om CO2s betydelige rolle, efter man opdagede forsinkelsen?

Nej. At istidernes kommen og gåen styres af Milankovic-cyklerne (ændringer i orbitalkræfterne, dvs. Jordens bane om Solen samt ændringer i rotationsaksens forhold), blev oprindeligt foreslået af serberen Milutin Milankovic helt tilbage under 1. Verdenskrig.

Figur 3: Foto: Incredio

Som det ofte sker med videnskabelige teorier, gik der mange år, før de blev generelt accepterede. Oprindeligt blev der fremført to hovedindvendinger mod Milankovic: 1) der var ingen data, der viste, at der var en sammenhæng mellem orbitalkræfterne, og 2) forskellen i solpåvirkning var alt for lille til at kunne medføre så store ændringer.

Som tiden gik, indsamlede palæontologer vigtige vidnesbyrd, der viste sammenhæng mellem orbitalkræfterne og istiderne. Italieneren Cesare Emiliani fandt ved en analyse af havbundens fossile foraminiferer frem til, at der var en sammenhæng mellem deres indhold af iltisotoper og fortidens klimasvingninger, der umiddelbart understøttede Milankovics hypoteser. Der var dog stadig mange, der tvivlede på Emilianis resultater, mest fordi datasættet var spinkelt.

Den afgørende bekræftelse på den tidsmæssige sammenhæng leverede Hays, Imbrie og Shackleton i 1976, hvor det lykkedes dem at analysere kerner med organismer fra dybhavet flere tusinde meter nede. Og her fik de resultater, der bekræftede både Milankovic og Emiliani så godt, at deres konklusion siden hen har været uanfægtet:

»changes in the earth's orbital geometry are the fundamental cause of the succession of Quaternary ice ages.«CO2 fylder temperatur-hullet

CO2 udfylder temperatur-hullet

Men der var stadig et problem: Orbitalpåvirkningens forcering fra 'top til bund' vurderedes til at være i størrelsesordenen 0,3 W/m2. Estimaterne for klimaets følsomhed ligger i størrelsesordenen 1 W/m2=0,3-1,5 grader (som vi havde oppe for nylig)

I så fald giver en forcering på 0,3 W/m2 en temperaturrespons på 0,1-0,5 C. Alle data tydede imidlertid på en temperaturstigning på hele 5-6 grader ved sidste istids afslutning. Dette havde Hays, Imbrie og Shackleton intet konkret svar på. Men én ting var klart: Hvis orbitalforceringen var den indledende hovedårsag, måtte den forstærkes af kraftige tilbagekoblingsmekanismer.

Disse tilbagekoblingsmekanismer kunne blandt andet være svindende albedo (tilbagekastning af sollyset) fra den smeltende is - og det kunne være efterfølgende stigninger i CO2 (og andre drivhusgasser). Det blev i hvert fald foreslået i 1990 af Lorius et al.

»Changes in the CO2 and CH4 content have played a significant part in the glacial-interglacial climate changes by amplifying, together with the growth and decay of the Northern Hemisphere ice sheets, the relatively weak orbital forcing.«

Hvad havde Lorius et al. at sige omkring styrkeforholdet mellem de forskellige bidrag?

»The contribution of the greenhouse gases to the Vostok temperature change can be bracketed between a lower estimate of 40% and a higher estimate of 65%«

Og mht. CO2s isolerede betydning vil en stigning fra 190 til 280 ppm efter standardudregninger medføre en forcering på ca. 1,8 W/m2.

Lorius var en af pionererne i det fransk-russiske forskerhold, der lige siden slut-70erne have udforsket Sydpolens iskerner for at studere især istiderne og svingningerne i drivhusgasser over tid. En endelig, sikker tidsfæstelse af begivenhederne fik man først i 2003, hvor Caillon et al. ved at studere Vostok-iskernen (der er over 800.000 år gammel) fik målt forsinkelsen til at være ca. 800 år +/- 200 år.

Ingen bombe under klimaforskningen

Der er stadig usikkerheder mht. kvantificeringen af de forskellige faktorers betydning, ligesom det er usikkert, hvordan vekselvirkningen mellem den nordlige og sydlige halvkugle har været med hensyn til forsinkelsens længde.

Og der er naturligvis den store, centrale usikkerhed omkring klimasystemets følsomhed (dvs. temperaturresponsen på en bestemt forcering). Men til alle dem, der tror, at de har fundet en bombe under hele teorien om CO2s betydning, når de henviser til, at CO2 stiger efter temperaturen, er kun at sige: Ja, det gør den, og det passer fint med den gængse teori for istidernes kommen og gåen.

Og nej, det var ikke et resultat, der kom bag på forskerne, og der skete heller ingen fundamental nytolkning af CO2s eller andre tilbagekoblingsmekanismers rolle som reaktion på den orbitale påvirkning i lyset af Caillons resultater fra 2003.

Og CO2s isolerede bidrag til de 5-6 graders opvarmning ser ud til at være 5-6 gange kraftigere end den indledende orbitalpåvirkning - hvilket vist må siges at være overordentlig fint i overensstemmelse med Gores påstand om en 'kraftfuld' sammenhæng mellem CO2 og temperatur.

Gore er selvfølgelig en politiker, der taler stærkt og engageret for at fremme sin sag, og hans film kan sikkert ikke bruges som undervisning i 1. års geografi på universitetet. Men det har han heller aldrig påstået.

Så længe man bare præsenterer sin sag i overensstemmelse med de alment accepterede kendsgerninger, må det være uproblematisk - og der er sandt for dyden lavet talrige film om komplicerede, videnskabelige sager, der er langt mindre faktabaserede end 'En ubekvem sandhed'!

Hvad er der tilbage af kritikken?

Og hvad er der tilbage af kritikken mod Gores film i forhold til den til kvalmegrænsen gentagne 'CO2 steg efter temperaturen'-indvending, i lyset af den videnskabelige historie og kendsgerningerne? Man kan jo tage dette eksempel og skrælle alt det, det er tilbagevist af videnskaben, fra. Så får vi:

»...he claimed that Gore looked repulsive, unhuman, and evil. I am a rightist but paradoxically, I never had terribly serious complaints about Gore's looks.

I certainly think that George Bush is more human and looks like a more trustworthy and more human being than Al Gore. [...] Nevertheless, their design is not the primary thing that determines my political and scientific opinions.«

Ganske sigende.