Annonceinfo

Neurovidenskab gør folk ukritiske

Folk tror mere på neurovidenskab end på psykologi. Det udnytter forskere og journalister – og det virker.

Medierne er vilde med neurovidenskab. Journalisterne hungrer efter neurovidenskabelige forklaringer på alle mulige psykologiske fænomener. Forskerne svarer beredvilligt, for at ride med på mediehypen. Folk tror simpelthen mere på neurovidenskabelige forklaringer af forskningsresultater end på “rene psykologiske” forklaringer – også selvom forklaringerne er dårlige eller fuldstændigt irrelevante for resultaterne.

For at sætte det lidt på spidsen, så laver jeg her en evidensbaseret guide til forskere og journalister. Den hedder “sådan sætter du offentlighedens kritiske sans ud af funktion ved brug af hjerner”. Det er samtidig en guide til alle andre: ignorer disse tricks og fokuser på substansen.

 

Fif nummer 1: Illustrer dine resultater med hjerner

I artiklen "Seeing is believing: The effect of brain images on judgments of scientific reasoning" i Cognition (2008), giver McCabe & Castel os vores første trick. Brug hjerner til at illustrere dine data – folk vil tro meget mere på dig.

McCabe & Castel bad 156 universitetsstuderende om at læse nogle artikler om neurovidenskabelige eksperimenter. De skulle svare på om “The scientific reasoning in the article made sense”. Hos nogle af de studerende blev artiklen suppleret med enten et søjle-plot eller en hjerne. Figuren illustrerede resultaterne i artiklen, men tilføjede ikke ny information. Deltagerne burde altså vurdere artiklerne ens, uanset figuren. Og ganske rigtigt, var der ikke var forskel på, om der var et søjle-plot eller ej. Men når der var en hjerne, svarede folk i højere grad, at argumentationen i artiklen gav mening.

 

 

Fif nummer 2: Brug neurovidenskabelige forklaringer

I artiklen "The Seductive Allure of Neuroscience Explanations" i Journal of Cognitive Neuroscience (2008) , giver Weisberg (og kolleger) os vores andet trick. Brug neurovidenskabelige argumenter – også selvom det ikke er nødvendigt for at forklare dine resultater. Folk vil tro meget mere på dig. Og så er der en bonus: effekten er størst, hvis din forklaring er dårlig.

Weisberg bad 151 personer om at tage stilling til resultaterne fra 18 forskellige psykologiske eksperimenter. Til hvert forskningsresultat fik deltagerne fire forskellige forklaringer: to gode forklaringer og to cirkulære (dårlige) forklaringer. Den ene gode og dårlige forklaring var suppleret med en kort sætning om, hvilke områder i hjernen der kunne være involveret i dette eksperiment. Denne information var selvfølgelig helt irrelevant for resultaterne, men folk var 20% mere positivt stemt overfor neuro-forklaringerne – og effekten var endda størst for de dårlige forklaringer.

 

Fif nummer 3: Nævn ikke svagheder

I artiklen “Contemporary neuroscience in the media” (2010), undersøgte Racine og kolleger hvordan neurovidenskabelige forskningsresultater blev rapporteret i medierne. Her finder vi vores tredie og sidste trick til forskerne: Nævn ikke svagheder ved din empiri eller fortolkning af resultaterne – så vil journalisterne skrive nogle dejligt ukritiske artikler om dig og din forskning.

Racine undersøgte i alt 1256 videnskabsjournalistiske artikler. Tonen var generelt optimistisk og uden dybde. De fandt blandt andet, at kun 17% af artiklerne nævner videnskabelige eller medicinske problemstillinger ved den forskning, de omtaler. Alle der har prøvet at forske, ved at der er svagheder i ethvert forskningsprojekt.

 

Sådan skelner du skidt fra kanel

Der følger en masse positiv opmærksomhed og penge med, når man klistrer “neuro-” på sin forskning. Derfor bliver det brugt utroligt meget – også når det i virkeligheden handler om noget andet. Tænk bare på på de nye fagområder: neuromarketing, neuroæstetik, neurolaw (og neurolawyer!) og neuroteologi.

På den anden side, er neurovidenskaben ekstremt spændende og der udføres megen kvalificeret forskning, som bare får lidt medvind af neuro-fascinationen.

Mit forslag til at skelne skidt fra kanel er, at at du stiller du stiller dig selv to spørgsmål, når du læser neurovidenskab: 

  1. Er hjernen nødvendig for argumentet eller kommer der bare et par "hjerne-sætninger" ind fra højre?
  2. Holder argumentet? En god øvelse er, om du ville tro på det, hvis der stod "reakationstid i finger X" i stedet for "aktivitet i hjerneområde X"?

Godt nytår!

 

Mirror mirror.... Macaque neuroner

Det er I det hele taget noget ”rygradsreaktion” over de forskere som ’straks’ udbreder sig om dette - uden at se det store billede? Det som denne forskning siger os er overhovedet ikke overraskende, men må ligge inden for rækkeviden af de hypoteser som en seriøs hjerneforsker ville arbejde med – fx når at disse neuroner ses hos nogle fjerne slægtninge…. det ligner en reel devaluering af værdi begreberne (reflektion, empati og socialadfærd) hvis vi blot skal efterabe… eller det der er værre?

Dette siger os altså en hel del mere om (forbruger) adfærd, end det sige os om vores sociale kompetencer… vi får her en dybere forståelse for fx manipulation, hypnose og flow… men dette er vel først positivt hvis man arbejder ud fra nogle skæve kognitivistiske idealer.

Sådan som jeg forstår denne artikel ender dette (netop!) med at vi må se kritisk på hvordan vi ’efter rationalisere’, vores handlinger - hvilket stemmer ganske godt med de øvrige hypoteser jeg arbejder med. Lad os bare sige at dette stemmer forbløffende godt overnes med de erkendelser som vi ser inden for filosofien – når den kaste sin Sokratiske arv af sig!

Det er uhyggeligt let at blive fanget i troldspejlet, begynde det ’helt’ forkerte sted - http://www.youtube.com/watch?v=cKEHQrgmv2Q&feature=related - det hjælper IKKE at gøre sort til lige hvidt….. en rimeligt talentfuld sanger, men også en ’uhyggeligt dårlig’ tænker!

Det er uhyggggeligt du!! http://www.youtube.com/watch?v=_uTvsqeSWfc

Per

Kommunikation og spejlneuroner.

Spejlneuroner er en del af hjernens motoriske system og syntes, at være korrelekteret ikke med specifikke bevægelser, men specifikke mål.
De fleste tænker på mål som mere abstrakt end bevægelser.
Spejlneuronerne konfrontere os med en klar mulighed for, at disse hverdagens kategorier kan mangle nogle vigtige brikker til pulsespillet og dermed foreslår nogle forskere, at spejlneuronerne kan være involveret i følelser af empati, mens andre mener, at disse celler kan spille centrale roller i den menneskelige evner til at tale.
Se linket:

http://blogs.scientificamerican.com/guest-blog/2012/11/06/whats-so-speci...

Kognitiv opmærksomhed

tak for linket, interessant og ikke så overraskende!

Dette handler igen om det man kan kalde lateral-opmærksomhed – til forskel fra det vi til lejligheden kan kalde flow-opmærksomhed. Det er typisk sådan at vi gerne ”går i” det samme flow når vi først har kategoriseret, altså kan man være disponeret for at læse Austin på en anden måde en man læser om kognition – og når det bliver rigtigt interessant så kan en tekst altså være konstrueret sådan at den udgør sig for noget andet end den er….

I relation til at være ukritisk over for videnskaben handler det altså ikke alene om et begrebsligt flow, men også om at vi gerne vil bekræftes i de flow vi kender – hvilket naturligvis kan befordres af lingvistikken/retorikken . Det vil sige at man kan opleve at folk læser og skriver om deres passioner, som om at det var en videnskab… altså at de forskellige opmærksomheds genrer flyder sammen.

Det jeg bl.a. beskæftiger mig med er hvordan ellers kloge mennesker kan finde på at falde for groupthink, og her er der naturligvis både harmløse og skræmmende varianter. Man kan fx søge ind i en Austin klub og dyrke dette - man kan også gå ind i politik (liberalismen er Gud) eller man kan på anden vise dyrke sine værdier på andre sekteriske måder (Austin er Gud)… de to sidste eksempler advarer jeg gerne imod (for Gud er, i den forstand, døden).

Og man skal naturligvis igen være opmærksom på ikke selv at blive fanget i kognitivismens klare lyse… det at vi leger med vores passioner må aldrig ende med at blive kategoriseret som en sygdom….

Eller den korte udgave – lær at tænke uden for boksen!

Kognitiv engagement.

De områder der har været impliceret i opmærksomhed og kognitiv belastning, er mere aktive for nærlæsning.
Når vi læser for fornøjelsens skyld, er det ikke det samme som det vi læser kritisk.
Transformationnen syntes at være på et mere bredere plan, med følelsesmæssig, rumlig, motorisk og andre områder, alle involverede i forskellig udstrækning på forskellige punkter.
Læserne er modulerende omkring deres opmærksomhed bevidst, og på et dybt plan.
Næste gang vi ønsker, at skelne mellem kognitive engagement, og en mere distraheret kognitiv læst og overfladisk tilgang til emnet, vil vi gøre klogt i at specificere præcis, hvordan vi vil have folk til at deltage.
Resultatet er måske ikke så udskiftelige som vi tror.
Se linket:
'
http://blogs.scientificamerican.com/literally-psyched/2012/10/22/what-ja...

Re: Reflektioner

Ja, det kan godt betale sig at tænke – lateralt – nogen tid inden man springer til konklusionerne. Se også:

http://videnskab.dk/blog/faldgruber-en-relativist

Refleksioner.

Ord til overvejelser, men artiklen :Jeg Lyver, kan også give en indsigt i hvordan vores hjerne kan fungere, se linket:

http://videnskab.dk/blog/jeg-lyver#comment-35743

"Neuro-videnskab"

Nuvel, men vogt dem for kognitivismen! Altså den positivistiske forestillingen om at vi kan afgøre om en hjerne er syg eller rask, med mere… i folkeskolen fx er der (fortsat) folk der mener at de teknikker som neuropædagogikken benytter har en almen gyldighed også for normale hjerner (WTF?) – heraf følger altså en relativistisk normalisme! Sådan kan man let forføres af ”videnskaben”…. som artiklen beskriver det.

”Nævn ikke svagheder ved din empiri eller fortolkning af resultaterne”, den seriøse videnskab peger af-sig-selv på sin falsifikations muhlighed… hvilket viser os at ’nogle’ af de resultater som fx Videnskab.dk bringer til torvs fx om hjernen er… yderst tvivlsomme.

Hvis et billede af hjernen siger mere end 1000 ord, så man kan vi ikke bare vælge de 100 ord der passer vores kram – da er videnskaben ikke ”bedre” end astrologien, frenologien og beslægtet pseudovidenskab. Pointen i dette er netop at det er sådanne ting hjernen gør, når den er bedst og præsentes for store mængder af viden –når vi kender den del af hjernens begrænsninger, forstår vi os på hvordan pseudovidenskaben opstår…

Vi kan på den anden side ’ikke’ ændre væsentligt på disse hjernens fysiske begrænsninger, fx de tidslige grænser! Her må vi forebygge - fx via falsifikationen, som nu kan forstås som en konsekvens/forebyggelse af hjernens begrænsninger…. – hvis vi derimod søger at ’ændrer’ på hjernen bliver der kun få de ord tilbage som vi kender…. hvis vi følger billedmetaforens hypotese…

Her er atiklens pointe ekstra væsentlig, idet alene billedet af hjernen neuroneutraliserer vores kritiske evner!! Når hjernen præsenteres for megen information så springer den gerne til den letteste konklusion, men altså ikke nødvendigvis en fra et videnskabeligt regime – heraf alt godt fra havet: myter til groupthink!

Den reformation, som kan udløses af den ”nye” viden om hjernen, kan blandt forstås som et opgør med pseudovidenskaben – altså eksempelvis en videnskab der (tilsyneladende) ”bekræfter” vores praksis. Omvendt kan man ikke, som fx Lone Frank bravt forsøgte det, afvise Troen, som en hjernedefekt, falsificeret på videnskabens præmis…. tsk. tsk. (Troen har jo mange andre ophav end hjernen, men hjernen giver også ophav til pseudoreligion).

Min pointe er at enhver praksis som permanent påvirker vore hjernes dispositioner, netop ved denne påvirkning er falsificeret! Dermed er det muligt at afvise visse former for terapi, religiøs praksis – det var den pseudoreligiøse praksis, som Lone angrib - medens andre tilgange må betegnes som hypotetisk eller tvivlsomme.

Altså – ” Når vi kan udvikle redskaber til bedre, at opnå vores samfundsmæssige og individuelle målsætninger, så er det meningsfyldt, at vide hvordan hjernen fungerer.” det er netop sådanne overvejelser der ligger bag mine valg af teknologier – herom meget mere på Folkeskolen.dk hvis det ”pirrer” din hjerne. :-)

Samfundsmæssig/individuelle målsætninger.

Per Feldvoss Olsen. Når vi kan udvikle redskaber til bedre, at opnå vores samfundsmæssige og individuelle målsætninger, så er det meningsfyldt, at vide hvordan hjernen fungerer.
Egentlig behøver disse forhold ikke stå i modsætning til hinanden, men vi har stadigvæk mangel på bæredygtige fysisk og psykiske ressourcer, derfor må vi udvikle disse to forhold i et harmonisk samarbejde, sådan at det kan forbedre vores livskvalitet, udviklings og overlevelses muligheder som menneske.

Occrams ragekniv, det hvide snit?

Man kan med fordel bruge kniven, altså kan vi forklare dette "uden hjernen" - så der det godt nok? Eller kan vi forklare hjernens funktioner uden MR scanninger, så vil det være billigere....

Hvornår, gør det vores liv mere forståeligt eller meningsfyld at vide hvordan hjernen fungere.. eller er det bare en forforklaring som fx skal "bevise" vores Tro.

En anden god skeptikker regel ville lyde - hvilken Tro og praksis er det vi ender i hvis den kan bevises af videnskaben?

Bevidsthed

Jeg kan svare med sikkerhed at antistof eksisterer og at der ifølge big bang burde være ligesåmeget antistof som stof. Eftersom min crestroyer theory går ud fra at hver celle har en hukommelse af hele universets historie i form af antistof, så må jeg jo nok indrømme at jeg TROR på at bevidsthed allerede er der ved fødslen.

Men som Einstein sagde: "Der hvor min viden stopper, starter min tro."

Bevidsthed

Spørgsmålet er også hvad er bevidsthed. Selv om vi kan kortlægge de "mekaniske" funktioner i hjernen, gør vi det jo ud fra variable bevidstheder,
fra menneske til menneske, selv om funktionen måske er den samme?
Fødes vi med bevidstheder, eller er det noget tillært?

Kreativitet

Otto Krog. Alt bliver jo de rene gætterier her, men abstrakte tanker befordre jo efterprøvelse af forskellige modeller, som overstående artikel refererer til.
Spørgsmålet er så, hvilke modeller er mest befordrende, at efterprøve først og hvordan?
Vi mangler flere prøvelser af hvorvidt stof og antistof eksisterer, hvor vil du starte?

Bevidsthed

Hjernecellerne er relæstationen mellem antistof og stof.

Der skal en udveksling til for at tandhjul kan overføre energi fra det ene gear til det andet. Hjernecellerne fungerer som denne udveksling mellem bevidsthed og fysik.

Det er sandsynligvis en langt ude teori, men indtil videre har jeg det godt med at forsvare den.

Bevidsthed

Otto Krogh. Spændende tanke. Hvad bruger vi så vores hjerneceller til?

Sindet ligger ikke i hjernen men i antistof.

Overskriften er med vilje kontroversiel.

Jeg aner ikke om jeg har ret, men har lavet en fuldstændig fysisk uvidenskabelig teori om hvordan antistof kan være vores bevidsthed og antistof. Teorien tager udgangspunkt i at 50 % af universet mangler. Der burde være lige så meget stof som antistof, men det allermeste af antistof er på forunderlig vis forsvundet.

For mig giver det mening at hukommelse og bevidsthed ligger lagret i separate individuelle universer fremfor i hjerneceller. En såkaldt multivers teori.

Interesseret? så læs den fulde teori på:

http://crestroyertheory.com/the-theory/

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste blogindlæg

Udgiv indhold

Jonas Kristoffer Lindeløv

Blogger om:

I denne blog vil alle indlæg komme "videnskabeligt kød" på hverdagsforståelser af hjernen.

I disse tider er hjernen blevet noget som alle mennesker omtaler til hverdag og har idéer om. Hjernen får stadigt større betydning for hvordan vi forstår os selv. Ofte er de floskler og den fascination der omgærder hjerneforskning ved siden af målet, hvilket er ærgerligt. Indlæggende i denne blog vil alle er alle gribe fat i udbredte forestillinger om hjernen og udsætte dem for et videnskabeligt eftersyn.

Mit mål er intet mindre end at ændre den måde læserne taler og tænker om hjerner. For at opnå det, vil indlæggene både være facinerende og provokerende - men på videnskabens premisser. God læsning!

Den tidligere Hjernebloggers profil:
Thomas Zoëga Ramsøy
Annonceinfo